Den læsendes forbandelse og en hyldest til Maria Gerhardt

Billedet er lånt fra Berlingske - Foto: Christian Liliendahl

Det værste ved at være læser er, at man kender så utroligt mange mennesker. De sætter alle fodspor i læserens liv enten på den ene eller den anden måde, og det kan være svært at give slip, når en karakter kun optræder i en enkelt bog eller ligefrem dør. Men endnu værre er det, hvis en dygtig forfatter vælger at stoppe sit skriveri eller værst af alt; går bort.

Jeg har tidligere skrevet om den sorg, der kan følge, når en stor forfatter går bort (her), og denne gang føles sorgen endnu tungere, fordi det kan være svært at finde retfærdigheden i at en 39-årig kvinde skal forlade sin familie.

Maria Gerhardts Transfervindue var en personlig og hudløst ærlig fortælling, og hun efterlod mig med følelsen af, at kende hende. Det er utroligt så nær man – i det mindste i tankerne – kan komme et andet menneske gennem deres ord.

Jeg håber du har fred, hvor du er og at du lykkes med at blive oversat til alverdens sprog, så du kan læses uden begrænsninger. Og jeg håber ”The place that scares you” slet ikke er så skræmmende endda.

Mine varmeste tanker går til din familie, og jeg kan kun håbe, at minderne om søndagshygge med morgenmad og LEGO i sengen vil varme og give trøst, når tiden er til det.

Tak for ordene, musikken, poesien.

Boganmeldelse: Transfervindue af Maria Gerhardt

Jeg fik tilsendt Transfervindue af Politiken, men den kan købes på Saxo til DKK 180,-. 

Titel: Transfervindue

Forfatter: Maria Gerhardt

Udgivelsesår: 2017

Sideantal: 90

Forlag: Politikens Forlag

Når transfervinduet åbnes, ved ingen, om de er købt eller solgt

Med våde øjne, tungt åndedrag og et virvar af tankermylder vender jeg sidste side i bogen og håber på det mirakel, min nye helt fortjener. Jeg er handlingslammet. Stirrer ind i den hvide væg og alle mine tanker kredser om fortælleren i Transfervindue, som er umulig at skelne fra forfatteren selv.

I Transfervindue skriver Maria Gerhardt i nærmest dagbogsagtig form om at være uhelbredeligt syg, om (ikke) at blive gammel og om at planlægge sin egen død.

Fortællerjeget bor på et luksuriøst hospice i Hellerup, hvor dagene går med kortspil, samtaler med vennen, Mikkel og en sjælden gang imellem et besøg i virtuel reality-butikken – stedet, hvor man kan få lov at genleve et gammelt minde. På fortællerens soveværelsesvæg ses trehundredefirs afridsede streger – en for hver dag, hun har været på stedet. Det fornemmes, at hun er flyttet dertil, fordi hun ikke kunne bære tanken om at være en belastning derhjemme eller være nogens mor med ”verdens farligste sygdom”. Hendes tanker kredser om alt det, der følger med at være syg og indimellem afbrydes de af flygtige minder om en tid, der var en gang med rødvinsaftener, fællesbade og morgenmad på sengen.

Transfervindue er en ærlig fortælling om, hvordan en uhelbredelig sygdom ikke blot overtager og nedbryder kroppens fysik, men også går i sindet og påvirker den syges syn på livet og på andre mennesker. Vi indvies i, hvordan fortællerens forhold til familie og venner langsomt ændres, reduceres og i nogle tilfælde forsvinder som sand mellem hænderne:

”Jeg husker listen, som jeg ugentligt redigerede, over, hvilke af mine venner der ikke kunne overskue mig.”

De sytten ord er alt, hvad der står på side 26, og alligevel lykkedes det mig at bruge mere end ti minutter på dem, hvilket netop er sådan, jeg bedst kan karakterisere Transfervindue. Et værk af få ord, men med sådan en kraft, at jeg ikke ved, hvordan jeg skulle være i stand til at rumme mere.

Jeg føler med min hovedperson, og jeg forstår, når bitterheden langsomt overtager og de halvhjertede ønsker om at ødelægge sygepersonalets unge, raske kroppe opstår, eller den vrede hun føler, når hun oplever de ældre, kræftramte patienters sorg:

”Jeg husker at sidde i venteværelser og lytte til de andres CPR-numre, rasende på alle de efterkrigsbørn, der sad rundt om mig, nervøse og med paryk. Hvad tuder I over? I har oplevet 50’erne, 60’erne, 70’erne, 80’erne, 90’erne, 00’erne and counting. Jeg foragter jer og jeres sorg (…)”

Det er en bitterhed der er til at føle på, og den må – ikke overraskende – være et resultat af konstant at befinde sig på balancen mellem liv og død. Måske er det netop sådan titlen skal forstås; vores fortæller ved endnu ikke, om hun skal skifte hold, men Transfervinduet er åbent, så muligheden foreligger. Derfor er det også fortællingen om den dobbelttydige frygt, der opstår, når man på én gang er bange for at blive erstattet og samtidig frygter, at man ikke bliver det.

I sit essay At skrive, skrev den franske forfatter, Marguerite Duras engang:

”Man kan ikke skrive uden kroppens styrke. Man må overvinde sig selv for at gå i gang med at skrive, man må være stærkere end det, man skriver.”

(2004: 23)

og jeg kan ikke komme i tanke om en bedre beskrivelse af det, Maria Gerhardt har gjort i Transfervindue – større kropslig styrke skal man lede længe efter, og styrken udtrykkes på hver eneste side, i hver eneste sætning og i hvert eneste lille ord. Og jeg hepper på hende, når hun håber på at blive det enkeltstående tilfælde, der på mirakuløs vis kommer ud på den anden side.

Boganmeldelse: Kønsballade af Judith Butler

Jeg fik efter forespørgsel tilsendt Kønsballade af Forlaget THP, men fortalte samtidig også, at jeg skulle bruge bogen uanset. Havde jeg endt med at betale de DKK 234,-for den, som den er sat ned til her, så havde de penge været godt givet ud!

Dansk titel: Kønsballade

Originaltitel: Gender Trouble

Forfatter: Judith Butler

Udgivelsesår: 1990 (på dansk; 2010)

Sideantal: 280

Forlag: Forlaget THP

Forlagets beskrivelse

Værket er en moderne klassiker, som er uomgængelig for alle, der interesserer sig for køn, seksualitet og identitet. Bogen er yderst populær med en meget bred læserskare. Køn er ikke noget man er, men noget man gør – ikke en biologisk skæbne, men en foranderlig mangfoldighed. Gennem kritiske analyser af blandt andet Foucault, Lacan og Freud, Kristeva og Wittig søger Judith Butler at omforme de måder, hvorpå vi erfarer og udtrykker køn og identitet.

Kønsballade er en moderne klassiker, som blandt andet har banet vejen for queer-teorien. Værket er blevet uomgængeligt for alle, der interesserer sig for køn, seksualitet og identitet

Anmeldelse

Jeg stødte på Judith Butler for første gang for halvandet år siden, da vi læste et uddrag af Gender Trouble på mit studie. Jeg følte mig draget af hendes tanker om køn som sociale konstruktioner, og var ikke i tvivl om, at jeg gerne ville læse mere af hende. Derfor blev jeg også svært begejstret, da jeg erfarede, at Forlaget THP har oversat og udgivet Gender Trouble, som på dansk er blevet til Kønsballade. Jeg tror, de fleste vil være enige med mig i, at trods forståelsen af engelsk, bliver kompleks teori lettere at begribe, når den læses på ens eget modersmål. Det gør sig i al fald gældende for mig med Kønsballade.

Den amerikanske professor, Judith Butler beskæftiger sig med feministisk kønsteori, og hun anses som en af de ledende kønsteoretikere. Hun er i særlig grad inspireret af Foucault (som jeg skrev om her), og hun forstår køn og seksualitet som sociale konstruktioner. Det betyder, at Butler ikke mener, at vi fødes som dreng/pige, men at vi lærer at opføre os (performe) som det køn, vi forventes at være. For at følge Butlers tankegang er det er væsentligt at vide, at hun opdeler i biologisk køn (sex) og socialt køn (gender). Det biologiske køn skal forstås som den legemsdel, man er født med og det sociale køn, er det køn, som man identificerer sig med. Sidstnævnte er i Butlers optik præget af kultur, normer og forventninger. Det sker blandt andet gennem det legetøj, tøj og de følelser, der stilles til rådighed for os gennem opvæksten og i samfundet generelt. Et eksempel kan være, at Carl opfordres til at klatre i træer i sin seje superhelt-bluse med skriften Hero!, og det forventes, at han bliver beskidt og er modig nok til at klatre helt op i toppen. Carla forventes derimod at give dukke-Anna mad og tør ble på, hvilket hun gør i sin blonde-bluse, hvor der står Pretty. Det er selvfølgelig meget forenklet sat op, men ikke desto mindre kan eksemplet give en forståelse for, hvordan vi skaber sandheder om vilde drenge og stille piger.

I Kønsballade forsøger Butler at afdække de måder, hvorpå det bestemmes, hvad der er ”normalt” og forventeligt af kønnet, og hun stiller skarpt på den vold, der udøves mod minoriteter, når man forsøger at få dem til at passe ind i de herskende sandhedsdiskurser. Denne vold skal forstås som en sjælelig eller symbolsk vold, som netop er symbolsk, fordi den ikke anerkendes som vold. Den bruges til at opretholde dominerende diskurser såsom ”sandheden” om, hvilken opførsel der er naturlig for en pige, og hvilken der er naturlig for en dreng. Dermed undertrykker den dem, der ikke kan tilslutte sig disse sandheder. Det lyder måske meget komplekst (og Butler gør bestemt heller ikke meget ud af at simplificere det), men i virkeligheden er det ret simpelt og det vil være min påstand, at vi alle sammen engang i mellem falder i den fælde, hvor vi tillægger hinanden kønnede egenskaber. Det sker hver gang vi kalder den lille pige for prinsesse og drengen for supermand. Og for hver gang opfattelsen af køn citeres, determineres subjektet. Butler forstår altså gentagelsesprocessen som voldelig og på én gang diskursskabende og –opretholdende.

Egentlig er det ikke fordi, Butlers teorier er usædvanligt svære at begribe, men hun gør ikke meget ud af at gøre formidlingen lettilgængelig, hvilket hun ofte bliver kritiseret for. Denne kritik imødekommer hun med en kommentar i sit nye forord fra 1999, hvor hun fortæller, at hun er nødt til at skrive i det sprog og den grammatik der er til rådighed for hende, hvis hendes tekster skal kunne have et jeg. Og måske er denne erklæring netop god til at beskrive Butlers forståelse af verden, samfundet, normer og performativitet fordi den er et billede på, hvordan hun skaber modmagt ved ikke at ændre sit sprog eller skrivestil.

Bogen er ikke uden grund blevet en kønsteoretisk klassiker, som på trods af, at den kræver meget af sin læser er hele læsetiden og frustrationen værd. Og det glæder mig, at det nu er muligt kunne læse hendes (stadig) komplekse ord på et sprog, der trods alt er lettere tilgængeligt.

Bonusinfo

De smukke billeddekorationer fulgte med 2 x Happy Meal fra McDonald's, efter den unge medarbejder havde spurgt, om menuerne var til drenge eller piger. Skulle vi have fulgt Butlers eksempel, var der kommet en længere diskussion ud af, hvordan vi ikke vil lade os definere af køn – den var vi dog for sultne til i den givne situation. Og i stedet valgte vi at sige ”én af hver”. Jeg fik en fin, blond, kjoleklædt dukke med meget make-up og perfekt-sat hår. Min kæreste fik en sej, blå bil, som kan køre rigtig stærkt! Og sådan vil læsningen af Butler bidrage til en øget opmærksomhed på de utallige måder og steder, hvor diskurser om køn bliver etableret og opretholdt.