Boganmeldelse: Asymmetri af Lisa Halliday

Jeg fik bogen tilsendt som en overraskelse fra Politikens Forlag. Den kan bl.a. købes på williamdam.dk, som sælger den til 191,- lige her.

Titel: Asymmetri

Forfatter: Lisa Halliday
Oversætter: Allan Hilton Andersen

Udgivelsesår: 2018

Sideantal: 304

Forlag: Politikens Forlag

Med et præcist og medrivende sprog skaber Lisa Halliday interessante og helstøbte karakterer, som diskret kommenterer på deres eget fiktive univers. Asymmetri er en bog fyldt med smukke og tankevækkende passager, og jeg misunder alle dem, der endnu har den til gode!

(Mary-)Alice sidder en søndag og læser i sin bog, da en mand kommer forbi og sætter sig med en is. Manden er den anerkendte forfatter, Ezra Blazer, som Alice, der arbejder ved et forlag, kender alt til. Han spørger, hvad hun hedder og begiver sig igen videre. Den følgende søndag sidder Alice på samme sted, da han dukker op og fortæller hende en vittighed. Søndagen efter mødes de to igen, og denne gang har Ezra to is med, én til Alice og én til sig selv. Deres bekendtskab udvikler sig langsomt til et usædvanligt og på sin vis ubesværet forhold mellem en ung redaktionsassistent og en ældre og livserfaren forfatter. Ezra Blazer er verdensberømt, så af hensyn til offentligheden holdes forholdet skjult, og de to involverede bruger ikke energi på at definere deres kærlighed eller sætte deres relation i kasser. Der er noget smukt og meget ærligt over deres forhold. Det synes så skrøbeligt, og det bortkaster alt, hvad der hedder sociale konventioner.

“den [musikken, red.] fik hende også til at ville elske, at underkaste sig kærligheden fra et andet menneske så dybt og inderligt, at spørgsmålet om, hvorvidt hun spildte sit liv, overhovedet ikke kunne komme på tale, for hvad kunne være mere ædelt end at hellige sit liv et andet menneskes lykke og tilfredsstillelse?”

Denne del af bogen hedder (ironisk nok for min læsning af deres forhold) Dårskab. Måske er det en naiv tilgang, de har til kærligheden, men den føles også ren og ukompliceret.

I næste del møder vi Amar Ala Jaafari, som bliver tilbageholdt I Heathrow lufthavn – det er uklart præcis hvorfor, man vælger at tilbageholde ham, men læseren ved selvfølgelig godt, at Amar alene med sit navn og irakiske ophav tolkes som mistænksom af lufthavnspersonalet. Vi lever i en verden, hvor en veluddannet (amerikansk statsboger) med irakisk navn og baggrund altid er en potentiel trussel – især på et fly. Måske af samme årsag kaldes denne del Galskab. Mens Amar sidder i venteområdet, gennemgår han i en lind tankestrøm familiens flugt fra Irak til USA og ungdomsårene i New York. Bogens sidste del er et radiointerview med Ezra Blazer, hvor han fortæller om et liv som kvindebedårer, sin holdning til monogami og sit fravalg af traditionelle familieformer.

“Jeg elsker mine venners børn. Jeg tænker på dem, og jeg ringer til dem og er med til deres fødselsdage, men jeg var optaget af andre ting. Og monogami, i det omfang, det er befordrende for godt forældreskab ... nå, jeg har aldrig været specielt begejstret for monogami.”

Forbindelsen mellem bogens karakterer afsløres ikke eksplicit, og læseren må selv samle trådene og skabe mulige sammenhænge, hvis det ønskes. Jeg har flere bud på, hvordan personernes liv er sammenvævet, særligt med tanke på de mange overvejelser Ezra har om fiktion over for virkeligheder, erindring og “det sande”, men jeg vil lade det være op til en kommende læser at drage sine egne konklusioner.

“Vores minder er ikke mere pålidelige end vores fantasi, når det kommer til stykket.”

Jeg nød bogen så meget, at det for mig ikke gør den store forskel, om jeg ’regnede den rigtigt ud’, og jeg oplevede, at der er plads til flere forskellige fortolkninger. Forfatteren leger med romangenren og historien får et klædeligt metaniveau, når Ezra blandt andet påpeger at læsere ofte fanges “i den åndløse øvelse, det er at forsøge at skille 'sandhed' fra 'fiktion'”. Det bliver yderligere interessant, når man ved, at Lisa Halliday havde et forhold til Philip Roth før hun selv blev forfatter, og de store medier var da også hurtige til at kalde bogens første del for selvbiografisk. Denne beskæftigelse med fiktionen i fiktionen er som en litterær godbid til læseren, som trives med den metafortælling, der kun opstår, når forfatteren tør bryde med alle regler for komposition og genre. Jeg var opslugt fra allerførste side og mest af alt, har jeg lyst til at læse den igen. Sproget er præcist og medrivende, og Halliday formår at lade hver karakter have sin helt egen stemme. Der er ikke behov for lange beskrivelser af deres udseende eller temperament, for de formes gennem sproget og sjældent har jeg følt mig så tæt på karakterer som dem i Asymmetri. Selvom bogen er hurtigt læst, består den af en lang række dvæleværdige og tankevækkende passager, som heldigvis gør det muligt for den opslugte læser at forlænge læseoplevelsen en smule.

“Jeg har altid misundt min brors affære med klaveret. Man kan mærke, når nogen ikke plages af tiden.”

Titlen er velvalgt – bogen beskriver på beundringsværdig vis den asymmetri, liv og samfund byder på. Forholdet mellem ung og gammel, magt og afmagt, Vesten og Mellemøsten. Ligeledes rammer de enkelte afsnits overskrifter plet: Dårskab og naivitet hos en ung kvinde eller måske endda i hele den vestlige verden, Galskab i Mellemøsten og i muslimske mænd eller måske snarere i Vesten, hvor man nægter folk adgang på baggrund af navn og øjenfarve.

Bogen består af så uendeligt mange lag, at jeg kan tolke på den i en uendelighed, men som forfatteren skriver:

“Så snart man fødes begynder sandet at løbe.”

Så nu må jeg hellere stoppe, hvis der skal være sand og liv tilbage uden for denne anmeldelse. ;) Seks store kopper sort kaffe skal denne fantastiske bog nydes med, og vi kan da lige slutte af med endnu en vis godbid:

 “Ydmyghed og tavshed er trods alt at foretrække frem for uvidenhed og arrogance.”

Tak for en fuldstændig fantastisk læseoplevelse 

til Lisa Halliday og Politikens Forlag (som tydeligvis kender mine litterære præferencer 

bedre end jeg selv 😉)!

Boganmeldelse: Kraften af Naomi Alderman

Jeg fik bogen tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget. Willamdam.dk sælger den for DKK 221,- lige her.

Titel: Kraften

Forfatter: Naomi Alderman

Udgivelsesår: 2018

Sideantal: 376

Forlag: Alhambra

Kraften er ikke blot titlen på Naomi Aldermans dystopiske roman, det er også navnet på den evne, der gør kvinder til det magtfulde og overlegne køn, som nu vil tage hævn for århundreders undertrykkelse.

Pludselig opdager teenagepiger verden over, at de har et summende nøgle mellem kravebenene, en sitrende energi af elektriske impulser, som kan bruges til at udsende dødbringende elektriske stød. Vi følger primært tre kvinder og en mandlig journalist, som alle oplever den nye hierarkiske orden forskelligt. Margot er en ambitiøs og succesfuld politiker, som både kæmper professionelt med at få sat rammer for kraften i et samfundsperspektiv, men også personligt med sin egen datter, som ikke har kontrol over sin kraft. Roxy er vokset op i et voldeligt og hadsk miljø, som har efterladt hende med en kynisme og generel tvivl på det gode i mennesker. Hun er en hård karakter, og opdagelsen af sin nye position, har gjort hende opsat på at bruge kraften til at opbygge sit eget imperium. Allie er kendt som en sikker satsning blandt teenagedrengene i Jacksonville. Hun har haft en turbulent barndom med skiftende plejeforældre og været udsat for incest, så der skal ikke meget til at overtale den unge pige til at bryde med sine egne grænser og dele ud af sin krop. Tunde er en opsøgende journalist, som gerne sætter liv og lemmer i fare i håbet om at få den gode historie. Han rejser verden rundt for at dokumentere den udvikling, pigernes nye evner har sat i gang. Vi følger også andre karakterer, og hvert kapitel skifter perspektiv alt efter hvilken karakter, det tilhører. Langsomt udfoldes historien om, hvordan pigerne håndterer den magtfulde position, deres kraft har medført, hvad mændene gør for at beskytte sig selv og hvordan forskellige samfund sætter ind overfor det, der pludselig er et medfødt dødbringende våben.

Det er en interessant historie og der er eksperimenteret med køn og kønslige forestillinger, som overraskende nok bliver helt komiske, når man vender dem om og skifter fortegn.

Men jeg blev aldrig rigtig grebet. Der er et stort persongalleri, men karaktererne mangler dybde og føles aldrig helt udfoldede eller ægte. Derfor blev jeg ikke rigtig investeret i deres mål eller liv, og jeg følte mig heller ikke forbundet med nogen af dem. Så selvom jeg finder Aldermans eksperimentelle tilgang og selve historien interessant, blev det altså ikke en udpræget god læseoplevelse. Jeg tror måske også, at min skuffelse blev så meget desto større af at vide, at Margaret Atwood har været involveret i bogens tilblivelse og taler varmt om den. Når hun, der i mine øjne er den feministiske dystopis moder, roser et værk, så er mine forventninger tårnhøje. Jeg sidder også tilbage med spørgsmålet om, hvorfor feminismen ikke får lov til at blive ekspliciteret før de sidste 20 sider af romanen. Når den lovprises som feministisk værk verden over, undres jeg over at kvindernes magtposition, gør dem til rendyrkede hadske dræbermaskiner – og først i det afsluttende kapitel forløses det feministiske budskab. Der var simpelthen for lang vej til målet for mit vedkommende. Det er selvfølgelig altid interessant at blive bevidstgjort om de kulturelle kønsforestillinger, der ligger indlejret i os, men hvis det er dens feministiske agenda, kunne man blot have lavet en lille lommebog a la Chimamanda Ngozi Adichies små manifester. Jeg ville så gerne elske den her roman, men mest af alt, er jeg nok bare forvirret. Jeg sidder tilbage med en følelse af, at jeg ikke forstod bogen. Og … det gjorde jeg måske heller ikke … 

Børn af bøger: Anne Cathrine Bomann, forfatter

Anne Cathrine Bomann er forfatter til tre bøger, heriblandt hendes seneste roman, Agathe, som udkom i maj 2017.

Min far har den dejligste stemme. Min mors er heller ikke værst, men det er min far, jeg tænker på, når jeg prøver at genkalde mig barndommens godnathistorier. For det var nok der, det startede. Hver aften, når jeg skulle sove, blev der læst historier eller sunget sange, og jeg husker f.eks. taxiholdepladserne i Hellerup – eller var det Gentofte; min far byttede altid rundt for at drille mig? – Mads og Mikkels venskab og H.C. Andersens mange eventyr. Tit insisterede jeg på at høre de samme historier igen og igen, og på den måde var trygheden ved de velkendte ord eller visheden om, at det hele nok skulle ende godt, vigtigere end spænding og fornyelse.
Mine forældre fik også den geniale idé at indlæse kassettebånd til mig med mine yndlingshistorier på, og for nylig fandt jeg faktisk den elskede, gamle walkman, som jeg altid havde med på tur dengang. Så lå jeg omme på bagsædet med alle de fantastiske fortællinger i ørerne, og pludselig var vi fremme.

Postkort med Pippi, som hænger på Anne Cathrines køleskab.

Senere lærte jeg jo selv at læse, men det var så dejligt at få fortalt historier, at jeg meget hellere ville høre de lydbøger, vi fandt på Hillerøds bibliotek på Bakkegade. Men min mor begyndte at låne de der kombinationer af lydbøger og bøger, så jeg kunne følge med i bogen undervejs, og efterhånden blev der lavet en regel om, at jeg skulle læse nogle kapitler selv, før jeg måtte lytte. Nogle gange snød jeg, og jeg syntes egentlig, det var en åndssvag regel, men pludselig skete der alligevel noget. Jeg mindes ikke præcis hvornår, men på et tidspunkt blev det vel så let at læse, at besværet trådte i baggrunden, og friheden og nydelsen ved at kunne tage en bog med alle steder vandt. Og så var jeg solgt. Inden de årlige sommerferier trillede jeg stolt rundt på biblioteket med en lille indkøbsvogn og fyldte den med bøger, så der var nok til de 5 uger. Tit endte jeg med over 30 bøger, og der kunne sagtens ryge én om dagen på sådan en sommerferie. Siden dengang har jeg næsten altid haft en bog af en eller anden slags med i tasken.

Anne Cathrines Sony Walkman

Der var en periode, hvor jeg slugte alle Bakkegades hestebøger i træk uden nogensinde at have siddet på en hest, der var Pippi, mødet med Anne fra Grønnebakken, Tine Brylds ungdomsromaner og C. S. Lewis’ vidunderlige garderobeskab. Muligheden for at få et indblik i livet som junkie eller som medlem af en religiøs sekt på sikker afstand, og glæden over at møde nye venner gennem bøgerne, som det gjorde ondt at sige farvel til, når sidste side var vendt. De stærkeste karakterer er blevet hos mig, og selvom jeg med ærgrelse må indrømme, at jeg læste mere som barn og ung, end jeg gør som voksen, er kærligheden intakt. Jeg kan slet ikke forestille mig et liv uden bøger, og hvis jeg havde kunnet blive ved med at læse på universitetet og bare droppe det der med arbejdslivet, havde jeg sikkert siddet der endnu.

Det er med en blanding af glæde og undren, at jeg nu kan kigge på min bogreol og se hele tre bøger med mit eget navn bag på. Måske er jeg næsten for andægtig, hvad det angår; det at være forfatter har altid stået for mig som det højeste, man kunne opnå, og det er nok en del af grunden til, at jeg ikke helt selv føler mig som én endnu. Men hvis jeg kan, vil jeg blive ved med både at læse og skrive resten af livet, og hvem ved – måske bliver også jeg en dag en rigtig forfatter.

"

Og det blev hun! Anne Cathrine Bomann udgav romanen, Agathe, i 2017, som fik en flot modtagelse i lokale medier og i særdeleshed i bogbloggerregi. Du kan læse min anmeldelse af bogen her.