Børn af bøger: Anne Cathrine Bomann, forfatter

Anne Cathrine Bomann er forfatter til tre bøger, heriblandt hendes seneste roman, Agathe, som udkom i maj 2017.

Min far har den dejligste stemme. Min mors er heller ikke værst, men det er min far, jeg tænker på, når jeg prøver at genkalde mig barndommens godnathistorier. For det var nok der, det startede. Hver aften, når jeg skulle sove, blev der læst historier eller sunget sange, og jeg husker f.eks. taxiholdepladserne i Hellerup – eller var det Gentofte; min far byttede altid rundt for at drille mig? – Mads og Mikkels venskab og H.C. Andersens mange eventyr. Tit insisterede jeg på at høre de samme historier igen og igen, og på den måde var trygheden ved de velkendte ord eller visheden om, at det hele nok skulle ende godt, vigtigere end spænding og fornyelse.
Mine forældre fik også den geniale idé at indlæse kassettebånd til mig med mine yndlingshistorier på, og for nylig fandt jeg faktisk den elskede, gamle walkman, som jeg altid havde med på tur dengang. Så lå jeg omme på bagsædet med alle de fantastiske fortællinger i ørerne, og pludselig var vi fremme.

Postkort med Pippi, som hænger på Anne Cathrines køleskab.

Senere lærte jeg jo selv at læse, men det var så dejligt at få fortalt historier, at jeg meget hellere ville høre de lydbøger, vi fandt på Hillerøds bibliotek på Bakkegade. Men min mor begyndte at låne de der kombinationer af lydbøger og bøger, så jeg kunne følge med i bogen undervejs, og efterhånden blev der lavet en regel om, at jeg skulle læse nogle kapitler selv, før jeg måtte lytte. Nogle gange snød jeg, og jeg syntes egentlig, det var en åndssvag regel, men pludselig skete der alligevel noget. Jeg mindes ikke præcis hvornår, men på et tidspunkt blev det vel så let at læse, at besværet trådte i baggrunden, og friheden og nydelsen ved at kunne tage en bog med alle steder vandt. Og så var jeg solgt. Inden de årlige sommerferier trillede jeg stolt rundt på biblioteket med en lille indkøbsvogn og fyldte den med bøger, så der var nok til de 5 uger. Tit endte jeg med over 30 bøger, og der kunne sagtens ryge én om dagen på sådan en sommerferie. Siden dengang har jeg næsten altid haft en bog af en eller anden slags med i tasken.

Anne Cathrines Sony Walkman

Der var en periode, hvor jeg slugte alle Bakkegades hestebøger i træk uden nogensinde at have siddet på en hest, der var Pippi, mødet med Anne fra Grønnebakken, Tine Brylds ungdomsromaner og C. S. Lewis’ vidunderlige garderobeskab. Muligheden for at få et indblik i livet som junkie eller som medlem af en religiøs sekt på sikker afstand, og glæden over at møde nye venner gennem bøgerne, som det gjorde ondt at sige farvel til, når sidste side var vendt. De stærkeste karakterer er blevet hos mig, og selvom jeg med ærgrelse må indrømme, at jeg læste mere som barn og ung, end jeg gør som voksen, er kærligheden intakt. Jeg kan slet ikke forestille mig et liv uden bøger, og hvis jeg havde kunnet blive ved med at læse på universitetet og bare droppe det der med arbejdslivet, havde jeg sikkert siddet der endnu.

Det er med en blanding af glæde og undren, at jeg nu kan kigge på min bogreol og se hele tre bøger med mit eget navn bag på. Måske er jeg næsten for andægtig, hvad det angår; det at være forfatter har altid stået for mig som det højeste, man kunne opnå, og det er nok en del af grunden til, at jeg ikke helt selv føler mig som én endnu. Men hvis jeg kan, vil jeg blive ved med både at læse og skrive resten af livet, og hvem ved – måske bliver også jeg en dag en rigtig forfatter.

"

Og det blev hun! Anne Cathrine Bomann udgav romanen, Agathe, i 2017, som fik en flot modtagelse i lokale medier og i særdeleshed i bogbloggerregi. Du kan læse min anmeldelse af bogen her.