Boganmeldelse: Asymmetri af Lisa Halliday

Jeg fik bogen tilsendt som en overraskelse fra Politikens Forlag. Den kan bl.a. købes på williamdam.dk, som sælger den til 191,- lige her.

Titel: Asymmetri

Forfatter: Lisa Halliday
Oversætter: Allan Hilton Andersen

Udgivelsesår: 2018

Sideantal: 304

Forlag: Politikens Forlag

Med et præcist og medrivende sprog skaber Lisa Halliday interessante og helstøbte karakterer, som diskret kommenterer på deres eget fiktive univers. Asymmetri er en bog fyldt med smukke og tankevækkende passager, og jeg misunder alle dem, der endnu har den til gode!

(Mary-)Alice sidder en søndag og læser i sin bog, da en mand kommer forbi og sætter sig med en is. Manden er den anerkendte forfatter, Ezra Blazer, som Alice, der arbejder ved et forlag, kender alt til. Han spørger, hvad hun hedder og begiver sig igen videre. Den følgende søndag sidder Alice på samme sted, da han dukker op og fortæller hende en vittighed. Søndagen efter mødes de to igen, og denne gang har Ezra to is med, én til Alice og én til sig selv. Deres bekendtskab udvikler sig langsomt til et usædvanligt og på sin vis ubesværet forhold mellem en ung redaktionsassistent og en ældre og livserfaren forfatter. Ezra Blazer er verdensberømt, så af hensyn til offentligheden holdes forholdet skjult, og de to involverede bruger ikke energi på at definere deres kærlighed eller sætte deres relation i kasser. Der er noget smukt og meget ærligt over deres forhold. Det synes så skrøbeligt, og det bortkaster alt, hvad der hedder sociale konventioner.

“den [musikken, red.] fik hende også til at ville elske, at underkaste sig kærligheden fra et andet menneske så dybt og inderligt, at spørgsmålet om, hvorvidt hun spildte sit liv, overhovedet ikke kunne komme på tale, for hvad kunne være mere ædelt end at hellige sit liv et andet menneskes lykke og tilfredsstillelse?”

Denne del af bogen hedder (ironisk nok for min læsning af deres forhold) Dårskab. Måske er det en naiv tilgang, de har til kærligheden, men den føles også ren og ukompliceret.

I næste del møder vi Amar Ala Jaafari, som bliver tilbageholdt I Heathrow lufthavn – det er uklart præcis hvorfor, man vælger at tilbageholde ham, men læseren ved selvfølgelig godt, at Amar alene med sit navn og irakiske ophav tolkes som mistænksom af lufthavnspersonalet. Vi lever i en verden, hvor en veluddannet (amerikansk statsboger) med irakisk navn og baggrund altid er en potentiel trussel – især på et fly. Måske af samme årsag kaldes denne del Galskab. Mens Amar sidder i venteområdet, gennemgår han i en lind tankestrøm familiens flugt fra Irak til USA og ungdomsårene i New York. Bogens sidste del er et radiointerview med Ezra Blazer, hvor han fortæller om et liv som kvindebedårer, sin holdning til monogami og sit fravalg af traditionelle familieformer.

“Jeg elsker mine venners børn. Jeg tænker på dem, og jeg ringer til dem og er med til deres fødselsdage, men jeg var optaget af andre ting. Og monogami, i det omfang, det er befordrende for godt forældreskab ... nå, jeg har aldrig været specielt begejstret for monogami.”

Forbindelsen mellem bogens karakterer afsløres ikke eksplicit, og læseren må selv samle trådene og skabe mulige sammenhænge, hvis det ønskes. Jeg har flere bud på, hvordan personernes liv er sammenvævet, særligt med tanke på de mange overvejelser Ezra har om fiktion over for virkeligheder, erindring og “det sande”, men jeg vil lade det være op til en kommende læser at drage sine egne konklusioner.

“Vores minder er ikke mere pålidelige end vores fantasi, når det kommer til stykket.”

Jeg nød bogen så meget, at det for mig ikke gør den store forskel, om jeg ’regnede den rigtigt ud’, og jeg oplevede, at der er plads til flere forskellige fortolkninger. Forfatteren leger med romangenren og historien får et klædeligt metaniveau, når Ezra blandt andet påpeger at læsere ofte fanges “i den åndløse øvelse, det er at forsøge at skille 'sandhed' fra 'fiktion'”. Det bliver yderligere interessant, når man ved, at Lisa Halliday havde et forhold til Philip Roth før hun selv blev forfatter, og de store medier var da også hurtige til at kalde bogens første del for selvbiografisk. Denne beskæftigelse med fiktionen i fiktionen er som en litterær godbid til læseren, som trives med den metafortælling, der kun opstår, når forfatteren tør bryde med alle regler for komposition og genre. Jeg var opslugt fra allerførste side og mest af alt, har jeg lyst til at læse den igen. Sproget er præcist og medrivende, og Halliday formår at lade hver karakter have sin helt egen stemme. Der er ikke behov for lange beskrivelser af deres udseende eller temperament, for de formes gennem sproget og sjældent har jeg følt mig så tæt på karakterer som dem i Asymmetri. Selvom bogen er hurtigt læst, består den af en lang række dvæleværdige og tankevækkende passager, som heldigvis gør det muligt for den opslugte læser at forlænge læseoplevelsen en smule.

“Jeg har altid misundt min brors affære med klaveret. Man kan mærke, når nogen ikke plages af tiden.”

Titlen er velvalgt – bogen beskriver på beundringsværdig vis den asymmetri, liv og samfund byder på. Forholdet mellem ung og gammel, magt og afmagt, Vesten og Mellemøsten. Ligeledes rammer de enkelte afsnits overskrifter plet: Dårskab og naivitet hos en ung kvinde eller måske endda i hele den vestlige verden, Galskab i Mellemøsten og i muslimske mænd eller måske snarere i Vesten, hvor man nægter folk adgang på baggrund af navn og øjenfarve.

Bogen består af så uendeligt mange lag, at jeg kan tolke på den i en uendelighed, men som forfatteren skriver:

“Så snart man fødes begynder sandet at løbe.”

Så nu må jeg hellere stoppe, hvis der skal være sand og liv tilbage uden for denne anmeldelse. ;) Seks store kopper sort kaffe skal denne fantastiske bog nydes med, og vi kan da lige slutte af med endnu en vis godbid:

 “Ydmyghed og tavshed er trods alt at foretrække frem for uvidenhed og arrogance.”

Tak for en fuldstændig fantastisk læseoplevelse 

til Lisa Halliday og Politikens Forlag (som tydeligvis kender mine litterære præferencer 

bedre end jeg selv 😉)!