lørdag den 17. august 2019

Boganmeldelse: Et rigtigt liv af Katrine Marie Guldager

Jeg fik bogen tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Et rigtigt liv
Forfatter: Katrine Marie Guldager
Udgivelsesår: 2019
Sideantal: 284
Forlag: Gyldendal

80’er-barnet, Filip, kommer fra en velhavende familie. Hans far og handicappede bror bor alene i det store hus i Hellerup efter morens tidlige død og Filip selv er startet på kostskole. Han står ikke sin familie specielt nær, og han har vænnet sig til logikken i at være sekundær i forholdet til sine forældre som følge af at være bror til en handicappet dreng. Efter kostskolen flytter han med sine venner ind i en lejlighed ved søerne, som hans farfar har sørget for. Han glider igennem sin uddannelse og efterfølgende står jobmulighederne i kø, for Filips familie er indflydelsesrig. Han kommer selvsagt til at tilhøre samme overklasse, som han altid har været en del af, han bliver gift med en smuk, veluddannet kvinde, som forstår at skabe det rette ydre udtryk – et udtryk, som hun beslutter at dyrke på fuld tid. Men perfektion koster, og det pæne ydre kan ikke opveje for den sorg og indre kaos, Filip er ved at drukne i.
Det bliver aldrig kedeligt at læse om de rige. Hvad driver dem, hvordan bor de, hvordan føles det at have så mange penge? Katrine Marie Guldager kommer med et udmærket bud i Et rigtigt liv. Verden ligger for Filips fødder, og han kan gøre alt det med sit liv, som andre kun kan drømme om, men hvad gør man, hvis man ikke ved, hvad man drømmer om? Eller hvis alt i livet alligevel føles planlagt og skæbnebestemt? Et rigtigt liv er en dragende og tempofyldt fortælling, hvis handling udspilles filmisk i læserens indre. Den belyser menneskets pinefulde vilkår – at søge efter mening med livet – og den understreger vilkårets universalitet, for selv jetsettet kan ikke købe svar på gådefulde spørgsmål om meningen med deres eksistens.




tirsdag den 4. juni 2019

Boganmeldelse: Mine tre år med Kurt Cobain af Danny Goldberg

Jeg fik bogen tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget.


Titel: Mine tre år med Kurt Cobain
Forfatter: Danny Goldberg
Oversætter: Michael Jepsen
Udgivelsesår: 2019
Sideantal: 336
Forlag: Memoris

Med Mine tre år med Kurt Cobain leverer musikmanageren, Danny Goldberg, en opslugende fortælling om Nirvana og Cobains udvikling fra at være antikapitalistiske rebeller til at blive et af de største rocknavne i verden.

I Mine tre år med Kurt Cobain fortæller musikmanageren, Danny Goldberg, om sine tre år som Nirvanas manager. Han blev bandets manager kort før udgivelsen af ’Nevermind’ og var det i tre år frem til Kurt Cobains selvmord. Det var en skeptisk Goldberg, der i 1991 blev præsenteret for ideen om at blive Nirvanas manager. Hidtil havde punkrockbands ikke tjent penge på deres musik, – genren opstod som del af en antikapitalistisk ideologi, så et kommercielt gennembrud stod på mange måder i kontrast til musikkens udgangspunkt – så at Nirvana skulle skabe det album, der kom til at erstatte Michael Jacksons førsteplads på Billboards top 200 var umuligt at forudse. Ikke desto mindre tog Danny Goldberg opgaven på sig, og i tre år fulgte han bandet tæt, særligt tæt kom han på Kurt Cobian og senere Courtney Love, som hans hustru, Rosemary Carroll, var advokat for.
I bogen fortæller han Nirvanas historie ud fra en stram kronologisk komposition, og selvom mange af hans beretninger er fortalt før, så tilfører han nye indblik og forsøger at skabe et helstøbt billede af Kurt Cobain. Der er oftest en tendens til helgendyrkelse, når der tegnes billeder af afdøde idoler, og selvom Danny Goldberg gør sit bedste for at beskrive Cobains mange nuancer, så skinner hans kærlighed til kunstneren alligevel igennem. Forfatteren er dog bevidst om egne tendenser og gentager, at han ikke er helt objektiv, hvilket er med til at skabe en transparent og forholdsvis saglig beretning. Det er en opslugende og levende fortælling om bandets og Cobains udvikling fra at være antikapitalistiske rebeller til at blive et af de største rocknavne i verden.



onsdag den 29. maj 2019

Boganmeldelse: Barnet af Kjersti Annesdatter Skomsvold


Jeg fik bogen tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget.
Titel: Barnet
Forfatter: Kjersti Annesdatter Skomsvold
Oversætter: Karen Fastrup
Udgivelsesår: 2019
Sideantal: 112
Forlag: Grif

Som i én lang tankestrøm tager Kjersti Annesdatter Skomsvold sin læser med ind i de inderste kroge af sit sind, og hun blotter sin egen skrøbelighed både som mor, menneske og forfatter.

Barnet er en mors fortælling til sin nyfødte. Hun fortæller om vejen frem til sit nuværende liv med barn nummer to i en bæresele og fingrene på tastaturet. Hun taler ind i sin diktafon, mens de to går lange ture i Botanisk Have, og væsentligt for historien er, at moren er forfatteren selv. Hun har haft vanskeligt ved at skrive efter, hun blev mor til sin førstefødte, for hvordan forener man det frie spontane kunstnerliv med moderskab og familie? Der fandtes et liv før moderrollen blev den dominerende rolle for vores fortæller, og i beretningen til sit barn åbner hun op for det faktum, at hun også levede og elskede før hun mødte far, Bo.
Som i én lang tankestrøm tager Kjersti Annesdatter Skomsvold sin læser med ind i de inderste kroge af sit sind, og hun blotter sin egen skrøbelighed både som mor, menneske og forfatter. Hendes ufiltrerede selvransagelse står skarpt og ærligt, og hun viser sprogligt overskud, når hun formår at skildre livets tilfældigheder i enkel og nærværende prosa.

“Da jeg kom hjem, lå jeg vågen og græd over det traume jeg havde været igennem, må man kalde noget man selv har valgt, et traume?”

Det er ikke bare ærligt at kalde en fødsel for et traume, det er også modigt, og det må være en befrielse for de mange mødre med samme oplevelse af, at deres krop blev revet midt over, at læse forfatterens skildring.
Det er overraskende, at romanen er så nem at relatere til for én, der ikke har oplevet moderskabets kraft af følelser og tanker, men Barnet er lige så meget en fortælling om at være menneske i verden med alle de prøvelser og velsignelser der hører med til at leve. Og for en der altid har lidt af søvnløshed, er det en gave at spejle sig i forfatterens beskrivelser af søvnløse nætter.

“At falde i søvn, det sker ikke for mig. Men jeg må jo sove, og derfor er jeg nødt til at lede efter søvnen, selvom jeg ved at jo mere jeg leder, desto bedre gemmer den sig.”

Den vågne nat er ikke den søvnløses værste fjende, men derimod dagen derpå, hvor alle andre er i stand til at fortsætte livet, og Kjersti Annesdatter Skomsvold beskriver det klart og præcist, når hun skriver “Den søvnløse sætter ikke pris på fuglesang.”.

“Jeg er bange for ikke at kunne tage del i næste dag, for jeg vil løbe og bade i havet og skrive, og tænk hvis nogen forventer at jeg tager med til et eller andet, og så kan jeg ikke fordi jeg ikke har sovet? Desuden bliver mine tanker så mørke når jeg ligger vågen om natten, og jeg frygter disse tanker, for jeg ved ikke om det er tankerjeg virkelig tænker, eller om det er natten der spiller mig et pus.”

(…)

“Jeg synes det vanskeligste er at forholde sig til alle menneskene, alle dem der sover om nætterne. De har lys foran ansigterne, de kan se ind i den nye dag, glæde sig over dagen, mens jeg går med den mørke søvnløse nat bag mig som en skygge, er allerede igen begyndt at grue for natten. Jeg tænker at vores verdener ikke har noget til fælles. ”

Barnet er en ny og forfriskende fortælling om at tage hul på moderskabet og være i moderrollen. Den beskriver den splittelse, der kan medfølge, når livet ændres på et splitsekund og man må se i øjnene, at nu er man først og fremmest mor for et andet menneske.
En smuk og tankevækkende roman, som får alle mine varmeste anbefalinger.



tirsdag den 21. maj 2019

Boganmeldelse: Byen vinder altid af Omar Robert Hamilton


Jeg fik bogen tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget. 

Titel: Byen vinder altid
Forfatter: Omar Robert Hamilton
Oversætter: Iben H. Philipsen
Udgivelsesår: 2018
Sideantal: 328
Forlag: Rebel With a Cause

Omar Robert Hamilton fortæller den vigtige historie om Det Arabiske Forår fra Egyptens perspektiv, og han bruger sin journalistiske værktøjskasse, når han mikser dokumentarisme og reportagegenren med punktromanen og den traditionelle roman i sin skønlitterære debut, Byen vinder altid.

Mariam kæmper for at opretholde overblik og sindsro midt i Egyptens kaos. Hun er i hospitalets lighus, hvor gangene er overfyldt med døde kroppe, hvor  lydene består af jamren, gråd og skrig og luften af død er tung og lægger sig som en tyk og kvalmende sky over gangene.
Hun ved at denne nat og al dens kaos vil sidde i hende for evigt. Men den er kun begyndelsen. Det Arabiske Forår er kun lige begyndt, og hun tager vagter på hospitalet, kæmper om aftenen og organiserer om natten.
Landet er i kaos, og kaos er ikke kun ordet for landets tilstand, det er også navnet på den oprørsgruppe Mariam, Khalil og en gruppe unge har skabt i protest mod Mubaraks regime. De bruger moderne teknologi og sociale medier til at samle folk og til at opfordre til handling, for ord og oplysning må være stærkere end vold og magt. Måske.
Khalil, som er søn af en egyptisk far og palæstinensisk mor, har mod sine forældres ønske forladt USA, hvor han selv er født og opvokset, for at tilslutte sig revolutionen i Egypten. Både Mariam og Khalil kæmper små kampe indimellem det store fælles mål; Mariam kæmper mod en kvindefornedrende mandschauvinisme og Khalil imod fordomme, fordi han ikke anses for at være ægte egypter.
Byen vinder altid er en tung og tragisk fortælling om, hvordan selv det stærkeste håb og drømme om en lys fremtid kan knuses af brutalitet og inhuman magtanvendelse. Flere og flere dør, andre fængsles og tortureres, og de bristede drømme begynder at æde vores hovedpersoner op indefra. Efterhånden som håbet opløses, mister de også føling med hinanden, og alle lever oppe i deres egne hoveder, hvor revolutionen er et sultent og søvnigt sinds eneste fokus. Alle lever på kanten af total nedsmeltning – både samfundets og sindets.
Omar Robert Hamilton fortæller den vigtige historie om Det Arabiske Forår fra Egyptens perspektiv, og han bruger sin journalistiske værktøjskasse, når han mikser dokumentarisme og reportagegenren med punktromanen og den traditionelle roman. Han skifter mellem fortællevinkel og fortælletyper, og selvom han til fulde mestrer alle fortælleteknikkens former, så forvirrer det, at fortælleren ikke er bundet op på en bestemt person eller form. Hamilton kræver meget af sin læser, som konstant må orientere sig på ny og være på vagt overfor forfatterens pludselige skift. Samtidig bidrager læserens forvirring til den forvirring, der beskrives blandt oprørene og til det generelle stemningsbillede af Kairos gader. Læseoplevelsen kan måske bedst sammenlignes med et hastigt skiftende diasshow af kraftfulde billeder – billeder med en sådan intensitet og grusomhed, at beskueren må tvinge sig selv til at holde øjnene åbne. Og måske er det netop derfor, bogen er så vigtig – det er så nemt at vende det blinde øje til, særligt når grusomhederne er langt væk fra de trygge rammer i Danmark.
De stærke øjebliksbilleder er medrivende, men den sammenhængende historie skal ikke findes i romanen, og derfor må læseren også enten læse op på Det Arabiske Forår undervejs eller have en imponerende baggrundsviden. Byen vinder altid er bestemt en anbefaling værd, men hvis den skal give sin læser mere og andet end total forvirring, så kræver den altså et indledende ministudie. Der er ingen lykkelig slutning, og vi ved godt hvorfor. Af samme årsag er det en bog, der sidder længe i læseren, og den er barsk at komme igennem. Et vigtigt stykke litteratur.



5000 følgere på Instagram – skal I fejres?



Kære læsere

Det er selvfølgelig ikke alle, der er på Instagram, men til de der er, vil jer opfordre jer til at klikke ind og give jeres besyv med i planlægningen af en kommende fejring. Jeg blev for nylig gjort opmærksom på, at jeg er meget tæt på at nærme mig 5000 følgere, og da litteraturformidlingen for alvor bliver sjov, når I blander jer og bidrager med jeres synspunkter og tanker, så er det jo nærliggende at belønne og sige tak for jer!

Så hop ind og smid en kommentar lige her med din gode ide
(eller følg med i de andres gode ideer og stem på din favorit).

Tak for jer og rigtig god aften. ❤