 |
| Jeg fik tilsendt Agathe som anmeldereksemplar, men den lille fine bog kan erhverves til DKK 165,- lige her. |
Titel: Agathe
Forfatter: Anne Cathrine Bomann
Udgivelsesår: 2017
Sideantal: 112
Forlag: Forlaget Brændpunkt
“Jamen Doktor, hvordan kan de bruge
Deres tilværelse på at lindre andres lidelse uden at have blik for Deres egen?”
----------------------------------------
Jeg er nødt til at starte denne
anmeldelse med en form for litterær bekendelse af noget, jeg skammer mig over
at have opdaget ved mig selv. Jeg håber, at italesættelsen af min ucharmerende
fordom kan være med til at bevidstgøre andre (nu antager jeg lige, at jeg ikke
er det eneste fordomsfulde menneske ;) ) om deres litterære fordomme.
Da forfatteren til Agathe skrev og spurgte, om jeg havde lyst til at læse og anmelde
hendes nye bog, læste jeg selvfølgelig den vedhæftede information og så, at
romanen behandler temaer, som sædvanligvis optager mig både i bøger og i livet.
Men jeg så også, at bogen var af en (for mig) ukendt forfatter og udgivet af et
lille forlag, som jeg aldrig havde hørt om. På den baggrund konkluderede jeg i
mit indre, at selvom Agathe måske skulle
vise sig at være udmærket læsning, så ville den formentlig ikke kunne spille i
ligaen med de store drenge. Mine fordomme skabte tanker såsom ”der er sikkert
ikke læst ordentligt korrektur”, ”gad vide om de store forlag afviste den”,
”hvorfor har jeg aldrig hørt om forfatteren eller forlaget før?” og så videre
og så videre. Og jeg skammer mig! Heldigvis kunne jeg ikke retfærdiggøre at
afvise en roman med et tilsyneladende interessant indhold på baggrund af mine
fordømmende tanker om små forlag og ukendte forfattere. For havde mine fordomme
fået lov at vinde, var jeg gået glip af en af de bedste læseoplevelser 2017
indtil nu har budt på.
Anne Cathrine Bomann og Agathe har på alle måder gjort mine
fordomme til skamme, og jeg håber at bogen vil få uendelig meget omtale, for
jeg er slet ikke i tvivl om, at havde den været udgivet på et af de store
forlag, ville der ikke gå mange år, før den ville opnå klassikerstatus på
baggrund af dens gennemført sparsomme og præcise sprogbrug, dens eviggyldige
relevans og behandlingen af filosofiens og eksistentialismens største tanker.
Og nu kan anmeldelsen begynde!
----------------------------------------
I Agathe
befinder vi os i 1940’ernes Frankrig, hvor vi følger en aldrene psykiater, som er
begyndt at nedtælle dagene eller nærmere konsultationssamtalerne til sin
snarlige pension og allerede på første side, erklærer doktoren, at han har 800
samtaler tilbage. Han lever et isoleret liv, hvor de eneste kilder til sociale
forbindelser og indblik i andre menneskers liv er de samtaler, der finder sted
i konsultationsrummet og de lyde og rutiner, han kan identificere hos sin nabo.
Doktorens isolerede tilværelse understreges på bogens første sider, hvor han
fra sit stuevindue observerer, at en lille pige kommer til skade, men beslutter
ikke at gå ud til hende, da han ikke har talt med et barn siden, han selv var
et. Det rutineprægede liv forstyrres imidlertid, da en tysk kvinde en dag
henvender sig i konsultationen og insisterer på at få en tid. Selvom han
indledningsvis modsætter sig hendes ønske, ender kvinden alligevel med at få
sin vilje, og som om denne uventede drejning ikke er nok til at forstyrre
doktorens vaneprægede liv, finder han kort tid efter et brev fra sin trofaste
sekretær, hvori hun skriver, at hun på baggrund af personlige årsager ikke kan
møde på arbejde i nogle uger. Det skal vise sig at sekretærens mand er
alvorligt syg, og derfor beder hun indtrængende sin chef – den menneskesky psykoterapeut
– om samtalehjælp til sin syge mand.
Agathe
er på overfladen lige til at gå til. Den er fortalt i en dagbogsagtig form, den er letforståeligt, handlingen synes simpel og sproget bærer præg af en glidende og
elegant rytme. MEN når der læses mellem linjerne, udspilles en handling, som
trækker på en af filosofiens helt store tænkere; Jean-Paul Sartre. Da vi
indledningsvist hører om pigen, der kommer til skade ude på vejen, får vores
fortæller, som var det en ganske ligegyldig sidebemærkning, nævnt, at La nausée (Sartres debutroman, som på
dansk er oversat til Kvalme) ligger
ved hans side, men at han aldrig har fået den læst. Der kan næppe være tvivl
om, at det er meningen læseren skal fange denne henslængte bemærkning, og vores
fortæller i Agathe har slående mange
ligheder med hovedpersonen i Kvalme. De lever begge en
ensom og meningsløs tilværelse, hvorfra de både længes efter, men også frygter
friheden og dens opløsning af det velkendte. Jo tættere de kommer friheden, des
mere kvalme overmandes de begge af, for med friheden i sigte rejses også
spørgsmålene om, hvad det hele skal gøre godt for og bevidstheden om egen
eksistens betyder også bevidstheden om livets eneste absolutte sandhed, døden. Selvom
tilværelsen har skuffet, er døden alligevel angstfremkaldende, og efterhånden
som tiden går, synes vores hovedperson at blive bevidst om, at nedtællingen af
arbejdsdage og konsultationstimer også er nedtællingen af livet. Alligevel kan
han ikke identificere sin egen ubevidste stræben efter ’den gode’ tilværelse og
’meningen’ med livet netop fordi, Kvalme
og filosofien bag er tanker, han “havde forsøgt at komme i gang med i årevis.”
Bogen ligger og skriger på at fortælle doktoren, at hans jagt på frihed også er
det, der fremprovokerer hans angst og den Sartre-interesserede læser kan
nærmest ikke lade være at råbe: ’Jamen doktor, kan du ikke se det? Din angst
kan overvindes, hvis du engagerer dig i dit liv og i samværet med andre
mennesker!’ og ’Kan du da slet ikke se det paradoksale i, at du lever af at
samtale og være tæt på andre mennesker, men evner det ikke, når du har fri?!’. De
gentagne intertekstuelle referencer til Sartres tanker om eksistens er
simpelthen en fryd for læseren, som langsomt tilfredsstilles af at erfare,
hvordan de to romaner; Kvalme og Agathe danner en form for skjult
historie mellem linjerne. Og mon ikke også Anne Cathrine Bomanns beslutning om
at skrive i dagbogsagtig form ligeledes er inspireret af formen i Kvalme.
Indledningsvis fortalte jeg om mine fordomme i forhold til
korrektur, men som det jo oftest er med fordomme, kunne denne heldigvis heller
ikke bekræftes. Der er ikke en finger at sætte på hverken indhold eller
korrektur, og faktisk står Agathe som en af mine bedste læseoplevelser i 2017,
og jeg skal gerne være den første til at spå den som en fremtidig klassiker,
hvis den evner at få nok omtale af dem, der sædvanligvis sætter den litterære
dagsorden.
Jeg kan ikke anbefale den nok, og hvis du er bare den mindste
smule interesseret i Sartre, filosofi og eksistentialisme, så er du selvskrevet
til at læse den!
Bonusinfo:
Siden jeg skrev anmeldelsen har jeg læst den igen. Og det
bliver ikke sidste gang! Jeg elsker, når jeg opdager nye ’skjulte’ referencer,
og dem er der altså mange af.
I kan i øvrigt besøge forfatterens hjemmeside her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar