Boganmeldelse: Mumitrolden - De tre næste romaner af Tove Jansson

Jeg fik tilsendt et anmeldereksemplar af Bog & Idé, som sælger Mumitrolden til DKK 249,95,- lige her.

Titel: Mumitrolden - De tre næste romaner

Forfatter: Tove Jansson

Udgivelsesår: 2010

Sideantal: 343

Forlag: Carlsen

Tove Jansson forstår at tale til børn (og voksne) i et voksent sprog, og ved at indsætte komplekse problemstillinger og menneskelige stereotyper i et Mumiunivers, bliver det muligt for både børn og voksne at overveje eksistentielle temaer og menneskelig adfærd på ’sikker’ afstand. Accept, tolerance og vigtigheden af at anerkende andre som dem, de er, står centralt, når Mumitroldene møder væsener, der adskiller sig væsentligt fra dem selv.

For nylig blev jeg opmærksom på, at Jukka Laajarinne tilbyder en filosofisk opdagelsesrejse til Mumidalen i sit værk Mumitroldene og tilværelsens gåde fra 2010. For at være ordentligt gearet til læsningen af denne satte jeg mig for at (gen)læse Mumitrolden. (Stay tuned for anmeldelsen af Laajarinnes værk, som kommer snarest). Om læsningen af Mumitrolden helt kan kaldes genlæsning er jeg faktisk ikke sikker på, for jeg husker i langt højere grad Mumitroldene fra TV (den perfekte 90’er søndagsmorgen i selskab med Mumi på TV2) end fra bøgernes verden. Jeg husker dog at have lånt en Mumi-bog en enkelt gang på biblioteket, og den var blå! (hjernens selektive erindringsfunktioner kan altså være lidt spøjse, for jeg husker overhovedet ikke, hvad den handlede om – altså foruden Mumi).

Mumitrolden - De tre næste romaner indeholder, som titlen afslører, tre romaner om Mumitroldene: Mumifars erindringsbog, Farlig midsommer og Troldvinter. I Mumifars erindringsbog er Mumifar i gang med at nedskrive sine erindringer. Vi lærer blandt andet, at han blev efterladt på trappen foran et hittebørnshjem, som drives af den skrappe og ikke-omsorgsfulde Hemul og at Mumifar af samme årsag aldrig har kendt sine forældre. Hittebørnshjemmet er ikke et sted for den unge trold, og han beretter om sin farefulde og eventyrlige flugt derfra, som også bød på mødet med Mumitroldens mor. Undervejs afbrydes erindringerne af virkelighedens verden, når Mumitrolden og hans venner afbryder med spørgsmål eller kommentarer til erindringerne. I Farlig midsommer bliver Mumidalen ramt af en stor flodbølge, som tvinger Mumitroldene ud af deres hjem, de finder bo i et teater, men pludselig forsvinder Mumitrolden og Snorkfrøkenen, som vi følger i deres mange eventyr, før de vender sikkert hjem til Mumidalen. I Troldvinter er mumitroldene gået i hi vinteren over. En mumitrold sover fra november til april, ”for det havde deres forfædre gjort, og Mumitrolde holder på traditionerne”. Mumitrolden vågner imidlertid af sin vinterhi og kan ikke falde i søvn igen. Han er den første mumitrold, der nogensinde har oplevet vinteren, og han finder ud af, at vinteren er fyldt med magi og lokker mange mystiske væsener frem. Disse væsener hjælper Mumi ud af den ensomhed, der indledningsvis rammer ham, da han vågner af sin hi, og føler sig helt alene.

Under læsningen gik det op for mig, at tegnefilmen, som det jo oftest er, når noget skal tilpasses TV, er underlagt en form for disney-syndrom (dog ikke i samme grad – Mumi-tegnefilmene skræmte ofte livet af mig!). Nu var det jo ikke Disney der filmatiserede Mumitroldene, men Disney er bare det klassiske eksempel på, hvordan alt det farlige i eventyr udskiftes, slettes eller omskrives, når det skal ’oversættes’ til TV. Den sødme jeg oplevede i 90’ertegnefilmene om Mumitroldene er slet ikke at finde i de originale værker – i hvert fald ikke i samme grad, og jeg kom sådan til at tænke på Den lille havfrue, som på tragisk vis ender som skum på havet i H.C. Andersens eventyr, men som i disney-udgaven lever lykkeligt til sine dages enden (med sin prins, naturligvis!). Så hvis du, som jeg, udelukkende kender Mumitroldene fra hyggelige morgener på TV2, så vil jeg på det kraftigste anbefale at købe eller låne de originale historier. Læsningen kom virkelig bag på mig, og jeg er næsten flov over at indrømme, at jeg slet ikke var klar over, hvilket stort litterært værk, de samlede historier er. Jeg har altid forbundet Mumitroldene med noget, der hørte barndommen til, og aldrig efterfølgende overvejet hvorfor de små trolde er så populære hos både børn og voksne. Det ved jeg nu! Tove Jansson forstår at tale til børn (og voksne) i et voksent sprog, og ved at indsætte komplekse problemstillinger og menneskelige stereotyper i et Mumiunivers, bliver det muligt for både børn og voksne at overveje eksistentielle temaer og menneskelig adfærd på ’sikker’ afstand.

”’Ja,’ udbrød Triste med blussende kinder. ’Tænk at få lov at være en helt anden, end man er!’”

Accept, tolerance og vigtigheden af at anerkende andre som dem, de er, står centralt, når Mumitroldene møder væsener, der adskiller sig væsentligt fra dem selv.

”’De klappede ad mig,’ hviskede hun for sig selv. ’Åh, hvor er jeg lykkelig. Nu vil jeg altid være så lykkelig.’”

Forfatteren har ladet visse følelser tage bo i specifikke karakterer, som både gør følelsen håndgribelig og letforståelig, som da vi for eksempel møder pigen, Triste, som er så forfærdeligt ked af det hele tiden.

Det er altså store og seriøse temaer, der behandles i Mumitrolden, og jeg forestiller mig, at troldenes filosofiske tanker om liv/død, ensomhed/fællesskab, angst/mod kan igangsætte vigtige refleksioner og diskussioner hos børn og deres voksne.

”Det er ærlig talt synd, at det spændende altid er forbi, når man ikke er bange for det længere”

Jeg er ikke i tvivl om, at hvis jeg nogensinde selv får børn, så skal de tvangsindlægges til højtlæsning af Mumi med efterfølgende snakke om, hvad de tænker om, og hvordan de forstår Mumitroldenes eventyr. Der er så meget lærdom i de mystiske væseners tanker og oplevelser, men de forfalder aldrig til at blive belærende.

”Det har altid undret mig, at de dramatiske højdepunkter i ens liv så tit bliver ødelagt af ganske almindelige, nærmest ringeagtende bemærkninger. Selv om de ikke just kommer af ond vilje, tyder de i hvert fald på stor tankeløshed.”

Allerede nu er jeg afsindigt nysgerrig efter at høre, hvad børn har at sige om de gamle Mumihistorier, så hvis der sidder en læser derude, som har ’afprøvet’ de originale historier på sit barn, så smid gerne en kommentar om, hvilken oplevelse dit barn havde med historierne, så min nysgerrighed kan mættes.

PS: De taler virkelig meget om kaffe og bliver ret vrede, hvis kaffen af en eller anden årsag er utilgængelig. Det er i sig selv nok til, at jeg kan identificere mig med en Mumitrold. ;) Og med mine 156 centimeter glædes jeg naturligvis også over at andre anerkender, at

”Man kan være meget modig, selv om man er lille”

- Mumifar

PPS: Hvis du tror Mumi er stor i Norden, så skulle du næsten smutte en tur til Japan. Den nordiske begejstring er absolut ingenting i forhold til den japanske. Som den flittige bloglæser måske kan huske, var jeg på praktikophold i Japan i efteråret 2016, og det var selvfølgelig her jeg fandt ud fandt af, at Mumi formentlig er den mest højtelskede figur i Japan – Mumi er jo indbegrebet af Kawaii-kulturen, som kort fortalt er en japansk kultur, hvor det nuttede er det centrale. Der findes både caféer og butikker dedikeret til Mumis univers, der kan købes Mumi-merchandise og Mumi-boligartikler allevegne. Derudover har de en lille Mumidal i en af Tokyos forstæder, der har været Mumi-ballet i kulturhuset, Bunkamura, og alle – både børn og voksne – iklæder sig gerne tøj og assecories med de små trolde og deres venner. Det skal også nævnes, at ethvert bageri med respekt for sig selv har en eller anden form for Mumi-kage. Den mest vellykkede jeg har fået må enten være en sprød hatifnat eller en mumrik med chokoladefyld. Lille My var (selvfølgelig) fyldt med sød, rød bønnepasta, den var nu også udmærket.

Du kan booke din flybillet her. 😜