søndag den 25. juni 2017

Voldtægt af Mithu M. Sanyal

Jeg fik tilsendt et anmeldereksemplar fra Tiderne Skifter, men Saxo sælger den til DKK 269,- lige her.
Titel: Voldtægt – Aspekter af en forbrydelse
Forfatter: Mithu M. Sanyal
Udgivelsesår: 2017
Sideantal: 233
Forlag: Tiderne Skifter


        “Voldtægt er den mest kønnede forbrydelse af dem alle.”

Det faktum fastslår Mithu M. Sanyal i bogens indledende forord, og allerede her skabes læserens forventninger om en kulturkritisk undersøgelse og identificeringen af hvilke samfundsmæssige mekanismer, der er med til at opretholde ideen om et kønshierarki eller gøre visse kønnede positioner tilgængelige for henholdsvis udsat og gerningsperson. En lille sidenote: Mine fingre havde skræmmende svært ved at skrive ’p’ efter gernings-. Helt automatisk søgte de mod tastaturets ’m’, selvom min hjerne havde fortalt dem, at jeg havde besluttet at skrive ’gerningsperson’ og ikke ’-mand’. Det er i sig selv skræmmende, synes jeg! Men det er også med til at understrege vigtigheden af et værk som Voldtægt, som netop kan udfordre en diskurs, hvor en gerningsperson altid er en mand og den udsatte altid en kvinde.
Med  sit feministiske afsæt tilbyder Sanyal en blanding af en kulturhistorisk gennemgang af tidslige opfattelser af voldtægt og en kulturanalyse af voldtægt som et begreb, der tilskrives visse meningsbetydninger, som er så indlejrede, at de kan være svære at øjne. Det er netop de forestillinger, der knytter sig til begrebet, der driver forfatteren og hun problematiserer blandt andet konstruktionen af de Andre som voldtægtsforbrydere og de fastlåste subjektspositioner, der stilles til rådighed for både den udsatte og gerningspersonen.
Til at beskrive hvordan de Andre blev symbolet på potentielle voldtægtsforbrydere anvender Sanyal et eksempel fra 80’erne, som ifølge hende, for alvor fastslog ’forskellen’ på dem og os og muliggjorde en skelnen mellem, hvem der er sandsynlige til at begå en seksualforbrydelse (dem), og hvem der ikke er (os). I 1983 blev en kvinde voldtaget på et værtshus af en gruppe mænd, mens resten af stedets gæster så på og heppede. Det varede ikke længe før pressen valgte at identificere gerningsmændene som portugisere og herved grundlages det nutidige syn på voldtægter som noget der ofte begås af De Andre – dem der ikke er som mig, dem der i virkeligheden hører til et andet samfund og en anden kultur. Synet på de Andre præges ofte af antagelsen om, at den fremmede ’kultur’ er laverestående eller mindre civiliseret – et narrativ, som er meget anvendeligt, både i dannelsen af ekskluderende fællesskaber og visse politiske agendaer. Det får blandt andet den betydning, at når en forbrydelse begås af en Anden (en der ikke ligner mig), opfattes den oftest som karakteristisk for en hel gruppe af mennesker – et symbol på deres kultur eller laverestående udvikling – hvorimod samme forbrydelse begået af et menneske fra Vesten opfattes som dennes individuelle handling og ikke et udtryk for en fælles vestlig kultur. Vi kender det herhjemme fra de mange udmeldinger om, at muslimer skal tage afstand fra terror. Hvis en muslim eller mørk mand gør uret, behandles handlingen sædvanligvis som en hel gruppes ansvar, men der var selvfølgelig aldrig nogen der forventede, at hele den vestlige verden (eller alle hvide eller alle kristne) tog aktivt afstand til Breiviks forfærdelige terrorhandling på Utøya. Her var det indforstået, at denne handling var uacceptabel og man holdte ikke andre end Breivik selv ansvarlig. Men når forbrydelsen begås af en Anden, er der en tendens til at forklare handlingen med (den anderledes og fremmed) kultur, gerningsmanden er en del af, og derfor anses handlingen også ofte som udtryk for en større gruppes generelle tilgang til og opfattelse af verden omkring dem. Spoiler alert; der findes naturligvis ikke religioner eller nationalstater, hvor vold er normen. Derfor bør man heller ikke forlange af noget menneske, at det aktivt skal tage afstand fra andres kriminelle handlinger for at ’bevise’ dets ståsted eller rene intentioner. I disse sager spiller medierne selvsagt en stor rolle, og de har da også haft succes med at skabe og opretholde visse narrativer om voldelige kulturer. Som eksempel nævner Sanyal Vestens optagethed af de grusomme medgiftsmord i Indien (som betegnes ’death by culture’), de er naturligvis ganske forfærdelige og man skal sætte alt ind for at stoppe dem, ingen tvivl om det! Men var du klar over, at en lige så stor procentdel af kvinder i USA dør som følge af hustruvold? Den store forskel ligger altså i måden, man slår ihjel på og ikke antallet af mord. Men der er nok næppe nogen, der ville udpege amerikanere som medlemmer af en overordnet kultur, der accepterer (og dyrker) hustruvold og -mord.
Forfatteren efterlyser derfor et nyt sprog og nye narrativer, hvormed der kan skabes forskellige muligheder for fremstillingen af kulturer, men også af selvet. De nuværende narrativer efterlader både kulturer, den udsatte og gerningspersonen i fastlåste positioner. Den udsatte betragtes hovedsageligt som et – som følge af  den traumatiske oplevelse – psykisk sygt menneske, et knækket menneske, som kan diagnosticeres med en eller flere psykiske sygdomme. I mange tilfælde forventes det, at denne nye rolle internaliseres og bliver en del af offerets identitet. Det betyder, at den udsatte tildeles en offerposition, som lades med skam, og faktisk gør det umuligt at komme sig eller ligefrem tilgive gerningspersonen. Hvis den udsatte alligevel kommer sig, kan der pludselig sås tvivl om, hvorvidt voldtægten overhovedet fandt sted. Offentligheden har endog et klart billede af, hvordan en voldtægtsudsat ser ud og optræder – ydmygt, skamfuldt, undskyldende mm. – alle positioner, som fængsler denne til en offerrolle. Samtidig er voldtægt også en af de eneste forbrydelser, hvor gerningspersonen ikke blot begår forbrydelsen, men faktisk bliver den og derved også opfattes som umulig at resocialisere.
Et andet væsentligt behov for nye narrativer er hele vores måde at tilgå køn på. Undersøgelser viser, at de kønnede positioner allerede udstikkes, til den nyfødte baby (Sanyal har endnu ikke hørt, om min specialevejleders forskning, som faktisk viser, at man allerede kønner barnet under forsterscanningen. Til de interesserede er der mere om det efter anmeldelsen). Eksempelvis kunne det påvises, at forsøgspersoner, som uvidende blev præsenteret for samme baby to gange (første gang som babydreng og anden gang som babypige) tillægger den grædende babydreng følelsen vrede, hvorimod den grædende babypige anses som bange. Når man attribuerer barnet med sådanne følelser allerede som spæd, vil der givetvis også være forskel på måden, man møder tilgår det på, og det er formentlig ikke nødvendigt at nævne, at den måde andre møder mig på, præger den jeg bliver (måske en bange kvinde, som frygter den vrede mand en mørk aften?). En sådan opdagelse kan altså få betydning for opfattelser af seksuel eller kønsbestemt vold.
Jeg var fuldstændig opslugt af Sanyals værk, og jeg tror også, jeg fik sat en form for personlig læsehastighedsrekord i faglitteratur. Bogens indhold rammer både mit studiemæssige  og personlige interessefelt, og jeg kan på det varmeste anbefale den til andre med interesse i kulturelle studier. Det bør dog nævnes, at det formentlig er en fordel, hvis læseren forinden har gjort sig bekendt med kulturfaglig tænkning og begreber som for eksempel at kønne, den Anden eller de Andre, diskurs og internalisering. Men hvis disse er på plads eller hvis selve anmeldelsen var forståelig, tør jeg garantere en interessant og tankevækkende læsning!

God fornøjelse!

Tilbage til kønnelse i fosterstadiet. Som jeg kort nævnte i anmeldelsen, har min specialevejleder forsket i kønnelse i ultralydsscanninger. Hendes forskning er kogt ned til en letlæst artikel på Kvinfo, som kan læses lige her. Nedenstående er et uddrag fra Kvinfo-artiklen:

”Køn formidles i skanningerne både legende og stereotypt. Hvor piger er prinsesser, så er drengene langt oftere små banditter. Dertil kommer fortællinger, som legende understøtter gængse forestillinger om køn og seksualitet.


Når pigefostre på skanningen ses med samlede ben, bliver de beskrevet som "naturligt" blufærdige. Drengene derimod er "stædige". Når de sparker med benene, danser pigerne og drengene er fodboldspillere. ”

Ingen kommentarer:

Send en kommentar