Boganmeldelse: Hvis du møder en ensomhed af Lone Munksgaard Nielsen

Jeg fik tilsendt den lille bog som anmeldereksemplar, men den bliver solgt for DKK 180,- på Saxo.

Titel: Hvis du møder en ensomhed

Forfatter: Lone Munksgaard Nielsen

Udgivelsesår: 2017

Sideantal: 48

Forlag: Turbine

 Foråret hilser på dig.

    Skyggen er ikke større end lyset.

Hvor har du placeret dine øjne?

Hvis du møder en ensomhed er en lille digtsamling, som består af fragtementer af prosalyriske tekster, der tilsammen rejser spørgsmål om, hvordan man kan leve med og endda omfavne den ensomhed, som de fleste oplever på et eller andet tidspunkt i livet. Med udgangspunkt i ensomhed reflekterer Lone Munksgaard over eksistentielle spørgsmål såsom hvorfor vi forkaster ensomheden, når den opstår, hvorfor den opfattes som ’forbudt’ at føle og hvorfor den kan fylde så meget, at vi ikke evner at se udover den. Hun belyser både, hvordan der altid findes lys og håb, og at man ved at ’tale med sin ensomhed’ måske kan finde dens navn, hvorved den opløses og flyver bort.

Ikke alt står stille.

     Mørket kan også danse.

Med udgangspunkt i det anderledes syn på mørke, død og ensomhed, som den lille samling tilbyder, indbydes læseren til en uendelig strøm af tanker og tilbage står spørgsmålet: Hvem har bestemt, at ensomhed skal være en entydigt dårlig tilstand?

Hele samlingen synes at kunne samles i to simple ord: Erkendelse og perspektiv. Munksgaards ærinde synes at være, at erkendelsen af at ensomhed er en del af menneskets eksistensvilkår, gør det muligt at acceptere, at den kommer og går, men at vi også selv har indflydelse på, hvor meget den skal fylde:

Din bedste ven er jorden.

    Du holder mørket i hånden og slipper

Intet lys ind.

   Har du nogensinde set himlen?

   

Vi ser det, vi kigger efter. Hvis vi kigger op i himlen, vil lyset vise sig, og det er altså øjnene der ser, der bestemmer, hvad ’virkeligheden’ egentlig er:

     Skyggen er ikke større end lyset.

Hvor har du placeret dine øjne?

Ved at fokusere på lyset, skabes lys eller i hvert fald potentialet til en lysere verden. Verden og livet er ikke bare det ene eller det andet, men det bliver til det øjnene har fokus på. Når hun skriver: “Du husker intet og savner alt”, understreger hun netop, hvordan fokusset på den (altid) meget bedre fortid, har det med at skabe nutidig savn og længsel efter det, der var engang. Betragtningen er interessant, fordi ideen om den langt bedre, lettere og mere idylliske fortid har det med at præge ethvert menneske, og vi synes alle at glemme, at de tanker der var, da denne fortid var nutid også var, at det hele var bedre engang (erindringen er smuk, nutiden er grim).

Forfatteren skriver i et enkelt og stramt, men alligevel lyrisk og svævende sprog, og karakteristisk for samlingen er, at der åbnes for mange forskellige muligheder for fortolkning men ingen lukkede døre – alt afhænger af øjnene, der ser. Således skal også denne anmeldelse og min fortolkning ses i lyset af det, der fylder for mig, og jeg nåede både at læse ensomhed blandt unge, sociale medier og en evig søgen efter en genkendelig og forståelig identitet ind i digtene. Der er ingen tvivl om, at forfatteren ønsker en medskabende og refleksiv læser, og den åbne tilgang indbyder til en lang række spændende fortolkninger. Hvis jeg stadig var lærer, var der heller ingen tvivl om, at udskolingseleverne skulle have lov at give deres bud på digtenes budskab og forfatterens ærinde. En smuk og rørende lille samling.