Boganmeldelse: Mumitroldene og tilværelsens gåde af Jukka Laajarinne

Jeg fik tigget mig til et anmeldereksemplar, men hvis ikke det var lykkedes mig, så havde jeg formentlig bestilt den hos Williamdam, da de netop nu har den på tilbud til DKK 207,-.

Titel: Mumitroldene og tilværelsens gåde

Forfatter: Jukka Laajarinne

Udgivelsesår: 2012

Sideantal: 193

Forlag: Forlaget Alfa

“De rigide regler, som man ikke tør sætte spørgsmålstegn ved, styrer mange småkrybs liv […] Når man tror, man har fundet sandheden, som ikke længere kan betvivles, gør man sig selv til denne sandheds fange og kommer nemt til at prøve på at fange andre kryb i denne firkantede indhegning”

I Mumitroldene og tilværelsens gåde giver Jukka Laajarinne sit bud på en filosofisk læsning af historierne om Mumitroldene. Han bruger de små troldes oplevelser og eventyr som eksempler på tilværelsen i ethvert menneskeliv.

Bogen er inddelt i ni kapitler foruden et forord, hvori forfatteren præsenterer sig selv og eget ståsted samt en kort introduktion til eksistentialismens grundtanke om, at ”eksistensen går forud for essensen”. Forståelsen af denne læresætning er afgørende for bogens budskab, og den betyder i grove træk, at et menneske ikke kan defineres på forhånd, men snarere bliver til, når livet leves. Der findes altså ikke en essens (et indhold), før mennesket eksisterer (lever/handler).

De resterende kapitler er inddelt i en form for tema, som det kan synes vanskeligt for forfatteren at holde sig inden for – måske netop fordi filosofien og eksistentialismen opererer inden for et felt, hvor væsen og væren er to uadskillelige størrelser. Derfor vil læseren formentlig også opleve, at visse temaer går igen, som for eksempel frihed, valg, det fremmede og det velkendte (hvordan kan man overhovedet tale om frihed uden også at tale om valg, og hvordan kan man tale om det fremmede uden også at tale om det velkendte og vice versa).

Laajarinnes perspektiver er i den grad interessante, og de ledsages af en passende mængde konkrete teksteksempler og suppleres også ofte med Tove Janssons velkendte streg. Både streger og teksteksempler gør det muligt for læseren at forstå og forholde sig til selv de mumihistorier, som enten er gået i glemmebogen eller aldrig blevet læst. Nedenstående er et (ud af mange) eksempler på den velfungerende struktur, forfatteren opererer med. I citatet tages der afsæt i historien, Midsommer, hvor Snorkfrøkenen forsøger at vælge sig en kjole:

“

– Ja, er det ikke underligt. Ser du, der var for mange. Jeg kunne aldrig have nået at prøve dem alle sammen, og heller ikke kunnet beslutte mig for, hvilken en der var den smukkeste. Jeg blev næsten bange for dem! […] – Så jeg løb min vej og efterlod dem alle, sluttede Snorkfrøkenen.

Men at lade være med at vælge er også et valg, siger Albert Camus og Jean-Paul Sartre. Man kan aldrig slippe for det at vælge og for friheden.

                                           ”

Det sjove er, at jeg faktisk noterede samme passage, da jeg selv læste Midsommer, fordi den fik mig til at le over min egen (og også lidt min brors) mangel på evne til at træffe små beslutninger. Vi er i stand til at træffe store beslutninger om uddannelse, jobs og i den dur, men vi er helt forfærdelige, når der skal vælges slik til en fredag aften eller vurderes, om frokosten skal bestå af sandwich eller salat. Vores ’angst’ for at vælge forkert bliver beskrevet mere præcist af Snorkfrøkenen end af nogen anden filosof, jeg har læst, når hun siger: “ Jeg blev næsten bange for dem! […] – Så jeg løb min vej og efterlod dem alle, sluttede Snorkfrøkenen.” og jeg elsker, at Laajarinne efterfølgende – her med udgangspunkt i Camus og Sartre – tilbyder mig et fagsprog og en filosofisk forklaring på, hvad det er der gør, at ’ligegyldige’ ting kan få lov til at fylde så meget.

Det var overraskende for mig at opdage, hvor mange af forfatterens pointer, jeg allerede selv havde tænkt under læsningen af Mumitrolden, og forklaringen må næsten være, at mange af de kulturanalytiske perspektiver, jeg har beskæftiget mig med på mit studie, trækker på de klassiske filosoffer. Så selvom Laajarinne anvender traditionelle eller klassiske idéhistorikere, og jeg i højere grad har beskæftiget mig med en yngre generation, har disse jo alligevel bygget videre på klassiske tanker om fremmedhed, gruppedannelser, væren og frihed. De Andre fylder meget i forfatterens fortolkning af Mumitrolden – og med god grund. I Janssons historier må Mumitroldene gentagende forholde sig til alle de kryb, der ikke er en del af mumifællesskabet, og på den måde tvinges læseren indirekte til at tage stilling til de Andre i hendes ’virkelige’ verden. Alle dem, der ikke er som mig, kan synes anderledes – måske endda farlige – fordi jeg ikke kan forstå dem, men hvis jeg lader dem komme tæt på, vil jeg måske opdage, at selv Murren eller en Hatifnat måske slet ikke er så farlige endda. Måske er de netop anderledes i min forståelse af dem, fordi jeg så bedre kan forstå og definere mig selv (ud fra alt det, jeg ikke er).

Det velkendte ved de filosofiske teorier og oplevelsen af selv at have haft mange af de tanker, Laajarinne præsenterer, var absolut ikke hæmmende for den gode læseoplevelse – nærmere tværtimod – som det også påpeges af forfatteren til bogen, trives jeg, som ethvert andet kryb, særdeles godt med genkendelighed. Derfor vil jeg også anbefale enhver kommende læser, at læse op på Mumitrolden forinden, fordi læseoplevelsen altså forstærkes i genkendelsens glæde over de udvalgte passager fra mumibøgerne. Jeg selv ville ønske, at jeg havde læst dem alle fremfor blot Mumitrolden - De tre næste romaner.

En enkelt ting, som dog kom en smule på tværs med den fuldendte læseoplevelse var mangelfuld korrektur. Med fejl i nutids-r, manglende mellemrum mellem to ord og manglende præpositioner, fik jeg sommetider en umådelig trang til at korrekturlæse. På trods heraf må bogen alligevel få mine varmeste anbefalinger, fordi indholdet er en oplevelse i særklasse. Der kræves en læser, som enten er bekendt med grundlæggende filosofiske teorier eller som bare besidder et generelt højt abstraktionsniveau. Med det in mente, tør jeg garantere, at den mumielskende læser, læseren med interesse i Tove Janssons forfatterskab eller den læser, som nyder at få perspektiv på tilværelsen(s gåde) vil få en helt unik og berigende læseoplevelse.

Skal du læse den?