Søndagscitater

“A reader lives a thousand lives before he dies, said Jojen. 

The man who never reads lives only one.”

fra A Dance with Dragons af George R.R. Martin

Udvalgt af Regitze fra Litteraturklubben.

-----------------------------------------

Alle der har lyst til at byde ind med kommende søndagscitater kan skrive på bookmeupscotty@gmail.com, hvor det tydeligt skal fremgå:

• Hvad citatet er (“citat”)
• Hvor citatet er fra (bog og forfatter)
• Evt. begrundelse
• Evt. navn og link til blog

Boganmeldelse: Hjemve af Louise Kringelbach

[Sponsoreret] Bogen udkom d. 14. september, og jeg fik den tilsendt som en overraskelse fra Turbine, som sælger den til DKK 249,- lige her.

Titel: Hjemve

Forfatter: Louise Kringelbach

Udgivelsesår: 2017

Sideantal: 201

Forlag: Turbine

“Jeg bryder mig ikke om at gå glip af noget. Jeg vil have det hele, jeg har prøvet meget og har meget. Hvis jeg blev sat foran en slikskål, ville jeg spise det hele, og hvis skålen var pæn, ville jeg bruge den som hat og stjæle den med hjem. Jeg afholder mig sjældent fra at gøre noget; jeg frygter det, som jeg ikke gør. Selvom jeg har en lang aftjekket liste over det, som bør gøres i livet, er det ikke nok. Intet er nogensinde nok: En snigende rastløshed, en sitrende ild huserer i min krop.”

I Hjemve møder vi Anne, som lever en kaotisk tilværelse i München. Hun nægter at gå glip af noget, hun er indstillet på at leve i nuet, glemme alt om fortiden og ikke bekymre sig om fremtiden. Måske derfor overtager den ene bytur den næste, drinksene bliver flere og slår hårdere, og de tilfældige bekendtskaber er efterhånden også blevet mange. En nat går det helt galt og hun gennemlever et tre timers blackout, hvorefter hun kommer til sig selv i en fremmed lejlighed hos en fremmed mand. Hun styrter ud af lejligheden og ned på gaden, hvor hun, i sin iver efter at komme væk, falder og slår hovedet. Herefter sætter hun sig ind i en taxa, og da chaufføren spørger, hvor hun skal hen, får hun fremstammet, at hun bare vil hjem. Da hverken Anne eller chaufføren ved, hvor ”hjem” er, kører han hende i stedet på skadestuen, hvor hun får syet sin flænge i panden og med sin udleverede AA-folder vender hun tilbage til ensomheden i lejligheden i München, som hun nu kan huske adressen på.

Få dage senere modtager hun en besked på Facebook fra en teenagepige, som hun ikke genkender, men kan gætte sig til må være hendes brors datter i Danmark. Beskeden er klar:

“Far er væk.”

Inden længe får Anne indledt en søgen, ikke blot efter sin bror, men også efter sig selv, og rejsen tilbage til Danmark tvinger hende til at se den fortid i øjnene, som hun i mange år er flygtet fra.

Hjemve er historien om at længes, det er beskrivelsen af det senmoderne menneskes konstante søgen efter liv, efter svar, efter ro, efter at finde hjem og finde sig selv. Men hvor er hjem, hvem er jeg’et og hvordan lever man i nuet, når man ikke forstår, hvor man kommer fra, hvem man er, og hvor man hører hjemme? Kan man overhovedet kende sig selv, hvis ikke man kender sin fortid? Og bliver nuet ikke altid overhalet af fremtiden? Det er nogle af de spørgsmål, der opstår, når man læser Louise Kringelbachs seneste roman.

Anne er på mange måder stereotypen på det senmoderne individ, som ikke ønsker at forpligte sig og som hele tiden er på vej videre med håbet og drømmen om, at det næste bliver bedre. Næste bolig bliver måske bedre, næste forhold bliver måske bedre, næste job bliver måske bedre, men måske forlader Anne (og alle vi andre) i virkeligheden steder og mennesker, vi burde være blevet hos og får skabt en indre uro og rastløshed. Der hersker den her forståelse af, at bevægelse er godt og stilstand er skidt. Men for Anne (og måske også for alle andre) skaber den konstante bevægelse længsel og hjemve uden hun egentlig ved, hvor eller hvad ”hjem” er. Det er ikke kun via Annes handlinger og levevis, forfatteren får knyttet en kommentar til sin samtid, men også når Anne i sit indre kommenterer på verden omkring hende:

“Jeg står med ryggen mod vinduet og betragter Charlotte fotografere sine nybagte, smukke kager. Hele køkkenet sejler, men ikke det, hun tager billeder af. I en lille ø af ro og skønhed har hun opstillet kagerne.”

Hele historien igennem gøres læseren opmærksom på den tid, vi lever i via beskrivelser af velkendte situationer, såsom det iscenesatte billede til endnu et socialt medie eller fortællerens længsel efter en nærhed, som ikke kan fås gennem Facebook eller endnu et flygtigt og overfladisk bekendtskab. Alt i alt en spændende og tankevækkende læseoplevelse, som formidles i et nøgternt sprog, der bidrager til en stærk læseoplevelse og er holdt i korte, præcise kapitler.

PS: Jeg har tænkt meget over, om forfatteren mon har ladet sig inspirere af  Adam Oehlenschlägers digt af samme navn (Hjemve) fra 1805. Flere ting går igen fra digtet: Selvfølgelig først og fremmest længslen efter at komme hjem, men også det at miste sin mor og spørge bølgerne, hvor turen går hen.

Hvad tror I?

  

Book me up, Scotty! er nomineret til Danish Book Blog Award 2017

Sidste år kom det fuldstændig bag på mig, da der pludselig lå en besked i min indbakke om, at Book me up, Scotty! var nomineret til Danish Book Blog Award. Omend jeg var en smule mere forberedt i år (i det mindste i det omfang, at jeg nu kender til prisens eksistens), lykkedes det mig alligevel at få mig en overordentlig stor og meget glædelig overraskelse!

Tak til den eller jer, der har valgt at nominere min lille blog. De 16 nominerede er alle helt særlige, og I kan stemme på jeres favorit lige her. 

Af hjertet tak og held og lykke til alle mine medbloggere. :)

Søndagscitater

“I am no bird; and no net ensnares me: I am 

a free human being with an independent 

will.”

fra Jane Eyre af Charlotte Brontë

Udvalgt af India fordi det et af hendes yndlingscitater.

-----------------------------------------

Alle der har lyst til at byde ind med kommende søndagscitater kan skrive på bookmeupscotty@gmail.com, hvor det tydeligt skal fremgå:

• Hvad citatet er (“citat”)
• Hvor citatet er fra (bog og forfatter)
• Evt. begrundelse
• Evt. navn og link til blog

Boganmeldelse: Urmageren i Filigree Street af Natasha Pulley

[Sponsoreret] Jeg fik tilsendt et anmeldereksemplar af Forlaget Alhambra, men Williamdam.dk sælger den til DKK 205,- lige her.

Titel: Urmageren i Filigree Street

Forfatter: Natasha Pulley

Udgivelsesår: 2017

Sideantal: 399

Forlag: Alhambra

Forestil dig at Sherlock Holmes er havnet i Murakamis magiske univers, hvor en sarkastisk fysiker udregner sandsynligheder, mekaniske blæksprutter gemmer sig i kommoder og kærlighed besejrer 1800-tallets normer, så er du så småt på vej til at forstå ' Urmageren i Filigree Street'.

Nathaniel Steepleton (Thaniel) arbejder som telegraf ved Indenrigsministeriet i London. Han lever en simpel tilværelse alene, og hans beskedne løn betaler for det værelse, han lejer som inkluderer et dagligt måltid mad. Størstedelen af Thaniels løn

bliver sendt til hans søster i Edinburgh, som er alene med sine to drenge efter sin mands død.

En dag kommer Thaniel hjem fra arbejde og opdager, at noget ikke er som det plejer. Nogen har været inde på hans værelse, men intet er stjålet – ikke engang de hårdtopsparede penge, som han har gemt til sin søster under det løse gulvbræt. I stedet er der blot blevet efterladt et lommeur af guld på hans hovedpude.

Et halvt års tid senere, da uret pludselig sætter i skrig med en hylende sirene, skal det netop blive det, der får ham til at haste væk fra folkemængden ved Scotland Yard og redder hans liv, da et bombeangreb tilintetgør bygningen på et splitsekund. Det får den unge telegrafist til at starte sin søgen efter urets skaber, for at finde ud af, om det var et tilfælde, at sirenen reddede hans liv, og om urets skaber står bag bombeangrebet. Hans søgen fører ham til den japanske urmager, Keita Mori, som snart skal vise sig at få afgørende betydning for Thaniels liv. Undervejs møder han den intelligente fysiker, Grace, som mener at have regnet ud, hvordan det hele hænger sammen, spørgsmålet er bare, om hun kan løbe hurtigere end den fremtid, der hele tiden kommer i vejen.

Urmageren i Filigree Street er en af de sværeste bøger, jeg længe har skulle anmelde. Den rummer så meget, at det nærmest er umuligt at sætte ord på, hvad den er og hvad den kan. Romanen tager læseren med på en rejse til victoriatidens London og det traditionsrige Japan med Tokyo som centrum. Så vi har altså med historisk fiktion at gøre, men samtidig er den en form for mekanisk eventyr eller magisk fortælling fortalt med lyriske greb som musik og farver. Natasha Pulley mestrer sproget og skriver med en troværdig humor, som rummer en nutidig sarkasme, men alligevel danner ramme om den tid, der skrives ind i. Hun forstår at sætte en scene og skabe en gådefuld stemning. Romanen er en krydsning af den klassiske Sherlock Holmes kriminalroman og Murakamis magiske univers, og som I måske kan fornemme, leger forfatteren med genrene og skriver sig ind i så mange litterære traditioner, at det kan være vanskeligt at få hånd om, hvad vi har med at gøre. Det faktum alene gjorde det til en yderst interessant læseoplevelse og vækkede tanker, som jeg ikke tidligere har været bevidst om. Jeg blev opmærksom på i hvor høj grad, jeg forsøger at afklare genren, så jeg kan placere læseoplevelsen i mine indre genrekasser. Men fordi det var fuldstændig umuligt med Urmageren i Filigree Street måtte jeg i stedet lade fortællingen føre vejen og blot acceptere, at jeg ikke forstod hvilke genreregler, forfatteren opererede inden for – og det var faktisk forfriskende. Undervejs oplevede jeg dog, at min forvirring – ikke over genre, men over plottet – stod i vejen for en altopslugende læseoplevelse, og jeg måtte både genlæse sider og gå tilbage i bogen for at forvirringen ikke skulle blive total. Indimellem blev den så dominerende, at den forvandlede sig til irritation, og derfor sniger Pulleys roman sig altså også kun lige op på fire kopper for det smukke sprog, magien og kreativiteten.

Bonusinfo

En af de centrale figurer i romanen er Moris mekaniske blæksprutte, som har fået navnet, Katsu. Jeg kunne ikke lade være med at smile, da jeg så det navn, forfatteren havde valgt, og nu skal du høre hvorfor:

Forfatteren har boet i Tokyo i en periode, og jeg tror, alle der har boet i Japan kender Katsu som den lille fiskesnack, der kan købes i en hvilken som helst kiosk og supermarked. Den kan sidestilles med en slikkepind eller et Jenka-tyggegummi –en lille snack børnene bruger deres lommepenge på eller får, når mor og far har handlet. Og den fås også med blæksprutte!

En anden måske pudsig tilfældighed er, at den store japanske kunstner Katsushika Hokusai, som er mest kendt for Great Wave malede et meget omdiskuteret seksualiseret billede – Diving woman and octopi – i 1800-tallet (originalen er i øvrigt ejet at en dansker).

Katsu betyder sejr eller sejrherre, så det kan selvfølgelig også bare være det, forfatteren fandt interessant. Men mine andre teorier er sjovere. ;)

Måske er det blot tilfældigheder, men jeg elsker at finde den slags forbindelser. Hvad tror I?

Boganmeldelse: Tjenerindens fortælling af Margaret Atwood

[Sponsoreret] Jeg fik tilsendt et anmeldereksemplar af Lindhardt og Ringhof, men Saxo sælger den til DKK 245,- lige her.

Titel: Tjenerindens fortælling

Forfatter: Margaret Atwood

Udgivelsesår: 2017 (genudgivelse)

Sideantal: 366

Forlag: Lindhardt og Ringhof

Jeg har ventet længe på at læse Tjenerindens fortælling. Den nye lækre udgave blev udsolgt i første oplag på få dage, men nu har jeg langt om længe fået fingre i 2. oplag.

For mig giver navnet Atwood ikke blot associationer til spændende dystopi, forfatternavnet giver også et snert af dårlig samvittighed, fordi min far (i en del år) har insisteret på, at jeg skulle læse hende, og jeg har været sådan lidt “jep, i morgen”-agtig, hvilket er sært, for jeg er altid blevet grebet af det, han kunne fortælle om hendes bøger, og vi elsker begge de dystopiske verdener, der er at finde i bøger som 1984 og Fagre nye verden. Så værsgo far (han har aldrig læst med på min blog, men alligevel), den her er dedikeret til dig! ;)

“Giv mig børn, eller jeg skal dø.”

Forestil dig en verden, hvor du – som den unge, frugtbare kvinde, du er – hver morgen ifører dig din røde klædedragt, så verden kan se, at du er en avlsmaskine. Når du går ud på din daglige gåtur, som skal holde din abdominale muskulatur ved lige, træder du i dine flade, røde sko, som støtter lænd og ryghvirvel. Du tager de røde handsker og matchende slør på, og bedst som du skal til at forlade dit værelse, kommer du i tanke om, at du har glemt dine hvide vinger, som skal placeres på hovedet for at afskærme dig fra at se verden og verden fra at se dig. Med dem på fratages du ethvert perspektiv, dit udsyn indsnævres, og du kan kun se det, der er lige foran dig. Det er ikke nødvendigt du ser andet – måske er det endda risikabelt. Du bor hos din kommandant og hans hustru. Det er kommandanten, der skal gøre dig gravid. I har naturligvis ikke et romantisk forhold, den slags tilkommer ikke en tjenerinde, du er blot et produktionsapparat, og din opgave er at producere raske babyer – ikke ubabyer! Du håber, at du snart bliver med barn – du kommer selvfølgelig aldrig til at have noget som helst med det barn at gøre, men et barn vil sikre din overlevelse. For en barnløs tjenerinde er jo blot en ukvinde og ukvinder gør ingen gavn i et totalitært patriarkalsk regime, hvor en kvindes krop blot er et middel til reproduktion.

Dit navn er ikke dit. Det er givet til dig på baggrund af den kommandant, du skal tjene. Din kommandant hedder Fred og derfor har du fået navnet Offred. Du mærker særligt, hvordan du er Offred, når du ligger med hans hustrus lår om dit hoved, mens han pumper i dig i fuldt dagslys til han endelig får udløsning, og du får besked på, at “Så kan du godt rejse dig. Rejs dig og skrub af”. Denne lille trekantsseance er ydmygende, men nødvendig for at tjene samfundet. Du er ikke et individ. Du er tjenerinde.

Det værste er ikke udsigten til denne nedværdigende og reducerende rolle resten af dit liv. Det værste er, at din feje hukommelse nægter at give op og glemme det liv, der gik forud for alt dette. Du husker stadig stille morgener under dynen med din datter, du husker dybe samtaler med din tætteste veninde, du husker hede nætter med din kæreste, men mest af alt husker du friheden.

Atwood har formået at skabe en spændende dystopisk verden, som ikke blot er skræmmende og medrivende læsning, men som også tjener et formål om at advare mod totalitære systemer og passive borgere. Bogen udkom i 1985 – en tid, hvor mange kvinder jagtede succes i arbejdslivet, og denne jagt medførte på verdensplan de laveste fødselstal i det 20. århundrede. Disse karrierekvinder, som ikke ønskede børn, blev både anset som sygelige og udskældt for ikke at tage deres kvinderolle på sig (agere fødemaskiner), og de måtte kæmpe for at opnå social accept af deres nyfundne egenskaber. Man kan med lethed forestille sig, at Atwoods roman er en kommentar til samfundets italesættelse og behandling af disse kvinder, og den kan læses som en påmindelse om, hvor vigtigt det er, at vi husker at råbe op, når de mindste tegn på undertrykkelse eller overdreven statskontrol viser sig. Denne feministiske dystopi greb mig fra første side, og jeg hungrede efter svar på, hvad der foregik, og hvordan Offreds verden hang sammen. Efterhånden som hendes verden blev afsløret, fik jeg associationer til diverse reproduktionskampagner som for eksempel “Do it for Denmark” og “Har du talt dine æg i dag?”, som ej heller levner megen plads til individualitet og friheden til at vælge selv. Derfor fandt jeg også bogens største styrke i dens balancering mellem fiktion og virkelighed, for trods dens afsæt i et fiktivt univers, sidder læseren tilbage tanken om, at selvfølgelig kan det ske, hvis ikke vi er opmærksomme og virksomme individer, som hver dag kæmper for personlig frihed og retten til at vælge selv. Og man kan da også spørge sig selv, om ikke bogens genfundne popularitet netop opstår nu i en tid, hvor verdens mest magtfulde mand åbenlyst taler nedsættende om kvinder og kommer med bud på, hvad der er passende opførsel for ’den gode hustru’.

Vedkommende og relevant læsning for enhver. Seks store kaffekopper herfra. Og NU er jeg klar til også at give den omtalte serie fra HBO et forsøg!

PS: På s. 331-332 er følgende passage som handler om, at døden gør Offred sulten: “… eller måske er det kroppens måde at sørge for, at jeg forbliver i live, fortsætter med at gentage dens fundamentale bøn: Jeg er, jeg er. Jeg er, stadig væk.”. Er der nogen, der ved om det på nogen måde er en henvisnings til Sylvia Plaths populære passage fra Glasklokken hvor Esther i forsøget på at drukne sig selv, hører sit hjerte slå i et ”Jeg er, jeg er, jeg er.” og altså nægter at lade den unge kvinde dø? Jeg ved ikke, om de to citater også er sammenlignelige på originalsproget, men der synes da at være en vis forbindelse (i al fald på dansk).