Boganmeldelse: Dødevaskeren af Sara Omar

Jeg modtog bogen som en overraskelse fra Politikens Forlag. Saxo sælger den til DKK 150,- lige her.

Titel: Dødevaskeren

Forfatter: Sara Omar

Udgivelsesår: 2017

Sideantal: 321

Forlag: Politikens Forlag

Mit hjerte græder for Sara Omar og alle andre mennesker verden over, som udsættes for horrible overgreb, når religion misbruges til at skabe hierarki og retfærdiggøre drab og lemlæstelse. Dødevaskeren er bevægende og grusom læsning, som vil røre selv den koldeste kyniker.

I 2016 indlægges en ung kvinde på Skejby Hospital i Danmark. Hun er omtumlet, tydeligt traumatiseret og hendes tilstand er ét stort smertehelvede. Hun er fyldt med angst, og selvom hun er desorienteret, er hun alligevel alert og bevidst om sine omgivelser og om den fare, hun stadig befinder sig i. Vi springer fra dansk nutid direkte over til det, der synes at være en helt anden verden. For i 1986 bliver Frmesk født i et skurlignende hus under en heftig storm i Zamwa, Kurdistan. Hun kommer til verden til den messende lyd af en sura fra koranen, som mumles på skift af familiens kvinder. Alle håber at se en dreng – den ene halvdels håb er baseret på den fare et eventuelt pigeliv uundgåeligt vil være i, og den anden halvdels håb er baseret på det velkendte faktum, at kun en dreng er et “tilfredst syn”. Frmesk skuffer derfor lige fra første dag, hun sætter sine ben i verden. Hun er kun en pige – “De uværdige kvinders afkom”. Alligevel er hun elsket af sin mor, mormor og morfar, men hendes far, som udøver vold over for alle i familien, bliver voldsommere efter fødslen, og det bærer kun brænde til bålet, at Frmesk tilmed har en hvid plet i sit hår. Da hun stadig er ganske spæd foreslår mormoren derfor, at hun flytter hjem til dem, så hun ikke er i konstant fare. Frmesk vokser derfor op i troen på, at bedsteforældrene er mor og far. Bedsteforældrenes hjem bærer præg af kærlighed og respekt og er på alle måder modsætningen til det hjem, Frmesk kommer fra. Mormoren er dødevasker, og det betyder, at hun vasker de døde, hvis familier ikke selv vil vaske dem. Det er oftest kvinder, som har måtte lade livet, fordi de har (eller fordi det rygtes, at de har) krænket familiens ære. At være dødevasker er selvsagt et hverv, der ses ned på, men mormoren kan ikke bære, at nogen skal gå urene og maltrakterede i graven. Morfaren er en filosofisk anarkist med et stort hjemmebibliotek, men de færreste billiger hans tendens til at søge viden i urene bøger, når alt det, man skal vide om verden, står skrevet i koranen. Hvordan vi havner i Danmark i 2016, står ikke helt klart, men læseren kan selvfølgelig gisne om en farefuld flugt fra et land i krig.

Dødevaskeren er en hurtigt læst roman, både fordi den er simpelt fortalt, men også fordi den er opslugende fra side et. Som det oftest er med bøger af denne art, opstår spørgsmålet om fiktion vs. erindring, og selvom Sara Omar har været åben omkring sin brug af egne oplevelser, var jeg nødt til at læse den som ren fiktion. Det kræver selvfølgelig en forklaring, og den kommer her: Beskrivelserne af de voldelige overgreb er så grusomme og levende fortalt, at de ville hjemsøge mig for evigt (og det kommer de måske nok også til alligevel), hvis ikke jeg kunne afskrive det det som fantasi og dermed skabe en distance. Og nu da bogen er læst, græder mit hjerte for Sara Omar og alle andre mennesker verden over, som udsættes for horrible overgreb, når religion misbruges til at skabe fastlåst hierarki og retfærdiggøre lemlæstelse og drab. Jeg vil ikke begynde at fremhæve sproget eller kompositionen som noget særligt, for det synes jeg egentlig ikke det er, MEN – og det er et stort men! Jeg er rørt i så høj en grad, at jeg næsten ryster, mens jeg skriver, og så kan sprog og andre ”udvendigheder” sådan set være fuldstændig ligegyldigt. Der er ingen tvivl, Dødevaskeren er bevægende og grusom læsning, som vil røre selv den koldeste kyniker, og jeg kan kun anbefale, at enhver skynder sig ud og får fat i et eksemplar.