fredag den 2. februar 2018

Boganmeldelse: Styrelsen af Johan F. Krarup

Jeg fik tilsendt et anmeldereksemplar fra forlaget, men bogen kan købes for DKK 211,- hos Bogreolen lige her.
Titel: Styrelsen
Forfatter: Johan F. Krarup
Udgivelsesår: 2017
Sideantal: 224
Forlag: Forlaget Cobolt

En magthaver kan sagtens være en lille mand, og hvis han er ustyrlig, ender det galt i Styrelsen. Johan F. Krarup har korruption, moral og offentligt kontormiljø på dagsordenen i sin graphic novel Styrelsen.
Frank Laursen er ansat som fuldmægtig ved Udlændingestyrelsen, hvor han tager sig af asylsager og familiesammenføringer. Han deler kontor med sin kollega og gode ven, Peter, som han også ser meget til i fritiden. Frank er en ganske almindelig average Joe, som iklæder sig samme arbejdsuniform, bestående af skjorte og slips, hver morgen inden han indtager det sædvanlige måltid Havrefras og bevæger sig til Nørreport Station. Alt hvad han foretager sig, lugter lidt af rutine og farveløs hverdag, men han fremstår som en pålidelig mand, som er vellidt af kolleger og venner. Han er fodboldtræner for en flok små drenge, som skal have nye spillertrøjer, og heldigvis kender Peter kineseren Huan, som kan skaffe dem billigt. Frank betaler de tolv trøjer, han skal bruge, men da han modtager forsendelsen, går det op for ham, at han har fået tres trøjer og ikke tolv, som han havde bestilt. Da han møder på arbejde næste dag, fortæller han Peter om fejlen og at han vil tilbyde betaling for de resterende trøjer. Peter indvender at Huan er kineser og at han ville finde det decideret uforskammet, hvis Frank pludselig kom og tilbød flere penge. En morgen beder Peter Frank om at klare en hastesag for ham, fordi han selv er inhabil, og pludselig står Frank med ikke bare én, men flere familiesammenføringssager fra kinesere, som forventer opholdstilladelse.

Forfatter, Johan F. Krarup, har selv været ansat i Udlændingestyrelsen, og Styrelsen er inspireret af den sag, der fandt sted i 2005, hvor to ansatte blev anklaget for korruption og en offentlig frygt for moralsk skred blandt danske embedsmænd opstod. I sin skildring af Franks deroute lykkes Krarup med at vise sin læser, hvor lidt der skal til for at en embedsmand kan havne i det forkerte spor, og hvor hurtigt en simpel vennetjeneste kan udvikle sig til korruption. Han gør brug af sin viden om kontormiljøet ved Udlændingestyrelsen og krydrer den med stereotypen på den sløsede og dovne offentligt ansatte, som er det der – i samspil med de kedelige og genkendelige typiske hverdagsbilleder – giver den ellers alvorlige fortælling en disket humor. Styrelsen er en skræmmende tragikomedie, som minder læseren om, hvor skrøbeligt det offentlige system er, og at et enkelt menneske er nok til, at alt det vi sætter vores lid til falder sammen. Den er oplagt til undervisningsbrug i udskolingen – både i dansk og samfundsfag, og jeg forestiller mig, at den vil være et hit til rødderne i 9. klasse.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar