torsdag den 8. februar 2018

Boganmeldelse: Mormor af Christiane Hector

Forlaget sendte mig et anmeldereksemplar, men bogen kan købes til DKK 169,- hos Bogreolen (uden medlemsskab) lige her.
Titel: Mormor
Forfatter: Christiane Hector
Udgivelsesår: 2018
Sideantal: 112
Forlag: Eksistensen

“Hvis det gør ondt, at noget mangler, havde det værdi, mens det var der.”, sådan skriver Christiane Hector i sin billedbog for voksne, hvor hun tager afsked med sin mormor og forsøger at udfylde de huller, tabet har efterladt i hende.
Sorg har som tema fyldt meget i litteraturen de seneste år. Der har både været romaner, erindringer og faglitteratur, som har behandlet den ofte meningsløse og gådefulde følelse. Ligegyldigt hvor gammel man bliver, vil sorg nok aldrig være nemt at gå til, og uanset hvor rutineret man indimellem kan føle sig i at være fastholdt dens jerngreb, så lærer man formentlig noget nyt om sig selv, hver gang den opstår. Det er tydeligvis også, hvad der skete for Christiane Hector, da hun mistede sin mormor.
I Mormor fortæller et voksent barnebarn om tabet af familiens holdepunkt. Efter et sygdomsforløb med indlæggelser går mormoren bort og selvom familien havde nået at tage afsked op til flere gange, efterlader hun alligevel et stort tomrum og spørgsmålet er, om de mange huller kan udfyldes. Det er den ene side af fortællingen, det er den store fortælling om sorgen. Den anden er dagligdagsfortællingen, det er brudstykker af barndomsminder, familiestridigheder og erindringen om det menneske, der var. Der er kun brugt få ord, og det er netop den sparsomme brug af ord der tillader, at læseren selv danner sin fortælling via kunsten, ordvalget og udtrykket. Familien består blandt andet af moster Lissemor, moster Bubbe og kusine Ninus. Jeg ved naturligvis ikke, om forfatterens familie virkelig har de kælenavne, men for mig blev de barnagtige kælenavne et symbol på alle de barnlige stridigheder, der truer med at splitte familien nu, da det faste holdepunkt er væk.
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg selv mistede min mormor i efteråret og måske netop derfor, ramte bogen også ekstra hårdt. Fortællingens mormor forsøges ikke glorificeret, og vi lærer da også, at hun har et iltert temperament og kan give en endefuld i ny og næ. Faktisk er det imponerende så godt, man som læser lærer mormoren at kende via billedsiden og de få ord. Jeg så tydelige træk fra min egen – til tider lidt grove eller hårde – mormor i den mormor, der skildres i bogen. En varm og kærlig kvinde, som indimellem afslører, at hun er fra en anden tid.



Det er ikke en bog, som man nødvendigvis bare må eje, og jeg tror bestemt heller ikke, at den appellerer til enhver. Men det er en virkelig fin gavebog enten til et menneske i sorg eller én, der sætter pris på den kantede, smalle litteratur – de tykke sider, den flotte indbinding og ikke mindst forfatterens egne kunstværker får bogen til at emme af kvalitet, og det er sådan en bog, man helt ikke vil gemme væk i bogreolen, for den fortjener at ligge fremme. Jeg er jo, som den faste læser måske ved, stor fortaler for højtlæsning voksne imellem, og denne kan, i de rette hænder, åbne for en sorgproces og dialog, som ellers kan være svær at få hul på. Børn er ikke alene om at gavne af den undersøgelse eller udforskning, der finder sted, når vi leder efter sammenhænge i fortællinger. Og i denne fortælling flyder tekst og billede ofte sammen i ét og indimellem er teksten billedet og billedet er teksten, og læseren er både udforsker og skaber.
Tak til Christiane Hector for at tilbyde en voksen billedbog, som på én gang formår at nuancere og simplificere den komplekse følelse sorg er, og som gør det i et kunstnerisk udtryk der skriger af mormor.




Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar