Boganmeldelse: Sort boks af Jennifer Egan

Jeg var så heldig at få tilsendt et eksemplar fra forlaget, men jeg kan ikke umiddelbart finde et onlinesite, der forhandler den lille bog.

Titel: Sort boks

Forfatter: Jennifer Egan

Udgivelsesår: 2013

Sideantal: 102

Forlag: Klim

Kære Jennifer Egan, det var dog en genistreg i særklasse at indpakke det sociale kodeks og de tilgængelige (kønnede) genkendelsesfaktorer, der er for en kvinde i en lille fin fortælling om en spion med en mission.

Sort boks er en lille roman i twitterformat. Den blev oprindeligt postet på The New Yorkers twitterprofil, hvor tweetsne blev postet med ét minuts interval i en time hver aften i ti dage. Senere blev de mange tweets samlet, og de blev både udgivet som online artikel, e-bog og endelig i fysisk udgave.

Historien handler – i al fald på overfladen – om en amerikansk spion, som er ude på sin hemmelige mission. Hun er en Skønhed, og hun bærer sin skønhed som camouflagedragt, så de magtfulde mænd ikke afslører hendes undercover-ærinde. Hendes eneste vej til overblik og total kontrol over situationen er at lade sig kue af sin Tildelte Partner ved at spille på en blanding af naivitet dumhed og passivitet. Hun er sendt afsted for at uddrage information fra hans vigtige private samtaler med det endelige mål at uskadeliggøre ham. Hendes krop er den sorte boks – den er kilden til missionens forløb og den tilhører det ”vi”, der udsender instrukser.

Sort boks er en spøjs lille bog og ved første øjekast eller indledende læsning, vil de fleste læsere måske nok undre sig over, hvad den egentlig vil. Men ikke mange sider inde, fik jeg i al fald en oplevelse af en bog, der præsenterer nogle af de mange socialkonstruerede forventninger, der er til en kvinde og den objektificering, hun ofte udsættes for – og med en sådan læsning får den lille spionhistorie naturligvis en helt anden betydning. For mig kom Egans fortælling derfor til at fremstå som en feministisk kritik og hovedpersonen som repræsentant for den vestlige verdens kvinder. Det ”vi”, der udsender instrukser til vores hovedperson, opfattede jeg som et billede på samfundet eller samfundsdiskurser, som blandt andet fortæller, at det er et mål både at være uimodståelig og usynlig, at der kan udsendes fordelagtige signaler ved hjælp af fnis, bare ben og generthed og at en hvid sommerkjole imod solbrændt hud betragtes som tiltrækkende. Dertil husker vi’et os på, at mad har en tiltrækningskraft, som er en decideret fare for en Skønhed, og at en kvinde med en baby ikke længere kvalificerer sig som skønhed. Og hele Egans feministiske opråb forstærkes blot ved, at vores spionhovedpersons krop er intet mere end vi’ets redskab til at opnå målet.

Jeg ved godt, at jeg er slem til at overanalysere, og jeg afviser heller ikke, at det var tilfældet her, men overanalyse eller ej, så sad jeg med et skævt smil og følte mig indviet i en særlig feministisk kritik, og jeg nød i høj grad den snedighed, hvormed forfatteren diskret får sit ærinde igennem.

Det er formentlig en bog der – hvis ikke der læses mere i den ­– er hurtigt glemt, men hvis læseren selv formår at tillægge den større betydning, så er den både tankevækkende og snedigt udarbejdet.

Fire kaffekopper skal den nydes med!

Har du læst den? Og hvad var din oplevelse? J