Boganmeldelse: Dam af Claire-Louise Bennett

Jeg fik tilsendt et anmeldereksemplar fra forlaget. Bogreolen sælger den lige her til DKK 195,-.

Titel: Dam

Forfatter: Claire-Louise Bennett

Udgivelsesår: 2018

Sideantal: 196

Forlag: Turbine

Dam er original og uforudsigelig prosa, som på én gang beskæftiger sig med alting og ingenting. Det er en sansemættet beskrivelse af alle de bittesmå detaljer, der farver liv, valg og hverdag.

I 20 fragmentariske tekster får vi indblik i jeg-fortællerens liv og tanker, der opleves fra hendes lille hus, som ligger isoleret fra liv og butikker, men fast forankret midt i naturens ingenting – eller næsten da. For nær huset ligger en lille dam eller et vandhul, som har fået et skilt med ordet ’Dam’. Fortællerens harme og vrede over denne indgriben i naturen giver indsigt i hendes personlighed og er derfor også bogens titel. Hun undres og ophidses over hvorfor nogen har følt behov for at anbringe et skilt, som både forsimpler naturen ved at afkode den med kun ét enkelt ord og samtidig fordummer menneskene i den ved at forklare det synlige og mærkbare. Vi får aldrig hverken navn eller alder på denne kvinde, som har forladt det ’civiliserede’ liv og en spirende akademisk karriere, og det er et fravalg, som forfatteren synes at forholde sig til, når hun skriver:

“Navne i bøger er næsten altid taget fra det virkelige liv, og derfor er læseren forudbestemt til at have et vist kendskab til en person med et bestemt navn såsom Miriam, og selv hvis læserens intellekt er stærkt og smidigt, vil små ting ved den virkelige Miriam smitte af på Miriam i bogen, således at det ingen betydning har, hvor mange gange hedes øreflipper beskrives som yndige og ungpigeagtige, når Miriams øreflipper i læserens bevidsthed altid vil være rødmossede og slapt hængende.”

Men hverken navn, alder eller andre faktuelle oplysninger hindrer læseren i at føle sig næsten intimt tæt på fortællerstemmen, som ofte henvender sig direkte og taler til sin læser i et ”du”. Måske er det netop fortællegrebet – den alvidende fortæller, som både kommenterer på det fortalte og henvender sig direkte til læseren – der sørger for at holde historien kørende, for der er ingen struktur i form af et handlingsforløb eller plot og vores fortæller udvikler sig heller ikke det mindste undervejs. Derimod ligger styrken i fortællingens absolutte stilstand, som er det, der giver plads til en detaljerigdom med de mest intime og sansende beskrivelser. Forfatteren udforsker ensomheden, men forherliger den ikke, og de mange naturbeskrivelser dyrkes ej heller som skønne eller poetiske og hverken beskrivelser af  det lille tekøkken eller det kolde stenhus giver læseren længsel efter at opholde sig i fortællerens univers.

Internationale medier har sammenlignet Bennett med Thoreau, og originaltitlen ’Pond’ er formentlig også en hentydning til Walden Pond i Thoreaus hovedværk om eremittilværelsen langt inde i skoven. Men i modsætning til Thoreaus bevidste dyrkelse af ensomheden og den isolerede tilværelse, virker fortælleren i Dam mere uovervejet og tilfældig i hendes fortælling, som mest af alt består af usammenhængende tankestrømme. Men den er også skrevet med en skøn humor og selvironisk ærlighed, som udtrykkes, når fortælleren for eksempel siger: “Jeg er på alle måder ret sofistikeret, forstår du” og dernæst fortæller om hendes evne til at svare ’rigtigt’ på folks spørgsmål om, hvordan det går, hvor det rigtige svar er fint, men at man er nødt til at tilføje lidt ekstra, for hvis ordet “fint” står alene, kan det godt fremstå lidt for vagt. Eller når hun tænker tilbage på dengang, hun skulle tisse så forfærdeligt, da han lagde op til sex, og hun overvejede, hvor slemt det egentlig ville være, hvis hun kom til at tisse lidt imens.

Det er ikke en bog, der omfavner enhver læser. Eftersom der ikke er plot og handlingsforløb, er der heller ikke cliffhangers, der gør at man bare bliver nødt til at læse næste kapitel. Derfor kræver bogen en læser, der har lyst til at dvæle lidt ved ordene og tankerne, og som trives med den stilstand, der kendetegner prosaen. Et eksempel herpå er kapitlet Betjeningsknapper, hvor forfatteren bruger knap 20 sider på at beskrive sit komfur, dets funktioner og skavanker, men kapitlet er også en lind strøm af tanker, der tager læseren med ned ad alle mulige veje.

 “Da jeg flyttede ind her, var alle tre betjeningsknapper på komfuret intakte og fungerede fint. Tre betjeningsknapper på et komfur lyder sikkert ikke af meget for de fleste mennesker nu til dags, for ud over at der næsten ikke er nogen, der siger nu til dags, er det kun ganske få mennesker, der har det, man kalder et tekøkken, og de mennesker, der har det, er formentlig de samme som dem, der bliver ved med at benytte sig af udtrykket nu til dags. Denne husholdningsanakronisme indbefatter to elektriske plader, som reguleres af henholdsvis den øverste og mellemste betjeningsknap, og en ovn, som aktiveres af den nederste betjeningsknap.”

På den måde er bogen netop fortællingen om alt det, der ikke sker, om de genstande, der ikke forandrer sig og om et liv på pause. Det er en bog, der i høj grad lægger op til refleksion, og selvom min læseoplevelse ikke bar præg af opslugthed, så var jeg både fascineret og nysgerrig efter at forstå, hvor forfatteren ville have mig hen. Det er på alle måder en smuk og velskrevet debut, som jeg anbefaler til den refleksive analysenørd, som har hang til melankoli og sansende beskrivelser.

Mit eget eksemplar er blevet et stort post-it offer, og jeg har måtte vælge mange passager fra, da denne anmeldelse allerede er alt for lang, men jeg vil slutte af med en af favoritterne:

“Det er det, jeg er kommet frem til, og fra tid til anden er det faktisk blevet påpeget overfor mig, med vekslende grad af vrede og fortvivlelse, at jeg med fordel kunne fremelske lidt mere konventionelle behov.”

Det er med stor glæde, jeg efterlader forfatteren seks store kopper kaffe, ikke blot fordi jeg føler mig beriget af den oplevelse det er at møde et litterært værk, som er så gennemarbejdet og originalt, som Dam må siges at være, men også fordi jeg får æren af at opleve hende i morgen til Authors in Aarhus på Dokk1. Her samtaler hun med kulturredaktør ved Kristeligt Dagblad, Michael Bach Henriksen, og jeg håber samtalen tager fat i romanens mange lag og belyser selve det at skrive om ingenting eller altings stilstand. Jeg er inviteret af forlaget og er faktisk også så heldig, at jeg får lov til at spise middag med dem og forfatteren efterfølgende. Der er stadig ledige billetter til arrangementet, som koster DKK 50,- og starter kl. 16.30. De kan bestilles lige her, hvis det skulle have interesse.