Boganmeldelse: Hvor der er fugle af Maren Uthaug

Jeg fik tilsendt et anmeldereksemplar fra forlaget. Saxo sælger den for DKK 200,- lige her. 

Titel: Hvor der er fugle

Forfatter: Maren Uthaug

Udgivelsesår: 2017

Sideantal: 304

Forlag: Lindhardt og Ringhof

“Nogle gange føltes det, som om den aften, hun forsvandt, var det eneste minde, han havde fra de fireogtredive år, han havde levet.”

På toppen af fyrtårnet står Johan. Her står han og ser ned på sin søn, der igen render rundt og muher som en ko. Johan er endt ude på fyret, fordi hans far døde alt for tidligt, så for at kunne tjene penge til at sørge for sin mor, giftede han sig med Marie og påtog sig hvervet som fyrvogter på tårnet ud for Uthaug. Marie var en påkrævet nødvendighed, for det er almenkendt, at man ikke kan lade en enlig mand bestride jobbet som fyrvogter, da historien har vist, at han vil blive skør af at bo på fyret alene. Johan var ellers forelsket i den spændende og vilde Hannah, og og selvom han og Marie har opbygget et (isoleret) liv ude på fyret med deres førstefødte Darling og sønnen Valdemar, længes han efter tiden med Hannah, som er rejst til Amerika. Nu sidder han i sit tårn og spekulerer på, hvordan livet har snydt ham for alt det, der er noget værd, og den forpinte tilstand gør det ikke svært at bedrage og misbruge sine nærmeste. Vi følger først Johans historie, som får en hel ny fortælling, når vi ser den fra Darlings synspunkt og en tredje historie bliver til, da Marie bliver fortællingens hovedperson. Det er en svær roman at give et resume af uden at spoile den, så jeg må hellere stoppe her, men samtidig lade læseren vide, at den virkelig historie først starter, hvor mit resume slutter.

Hvor der er fugle bød indledningsvis på en blandet læseoplevelse. For mig havde bogen en træg opstart, og jeg fandt det ikke specielt spændende at høre om den usympatiske Johans vej til fyrtårnet. Men den blev også et helt perfekt billede på, hvorfor jeg altid læser en bog færdig. – Inden længe var der skabt så mange ubesvarede spørgsmål i mig, at min undren og behovet for at forstå slugte den ene side efter den anden. Fortællingens pludselige drejninger – og dem er der mange af – er uigennemskuelige og læseren fastholdes i sin uvidenhed til sidste øjeblik. Det er kort sagt et vanvittigt velkomponeret plot, og jeg var helt opslugt, da det gik op for mig, at jeg ikke anede, hvad der i virkeligheden foregik.

Der er noget nordisk klassiker over romanen. De sanselige naturbeskrivelser af bølger, der slikker op ad fyrets vægge, de kolde dage og isolerende storme, melankolien og længslen efter alt det, livet burde være, men ikke ér, skriver sig direkte ind i en tradition af nordisk litteratur. Med mørke familiehemmeligheder som omdrejningspunktet og det fornuftsbaserede, ulykkelige ægteskab kan jeg godt forstå, at Maren Uthaug er blevet sat i kategori med Ibsen og Strindberg, og hun leger også med kønnenes roller og med læserens fejlagtige antagelser af, hvad der er forventeligt for en mand og en kvinde. Indimellem blæses læseren bagover af kraftfulde passager, som eksempelvis når Johan tænker:

“Nogle gange føltes det, som om den aften, hun forsvandt, var det eneste minde, han havde fra de fireogtredive år, han havde levet.”

og melankolien gør naturligvis romanen til en oplagt bog at gribe fat i, mens vinterens kulde endnu er over os.

PS: Den 13. marts er det Maren Uthaugs tur til at gæste Litteraturmaskinen i Odense, og det er netop dette besøg, der blev anledningen til, at jeg endelig fik læst den anmelderroste roman. Arrangementet er allerede udsolgt, men hvis du er interesseret i fremtidige arrangementer, kan du tilmelde dig Litnets nyhedsbrev nederst lige her.