Boganmeldelse: Hils far af Hanne Dagmar Raaberg

Jeg fik tilsendt et anmeldereksemplar fra forlaget, men Williamdam.dk sælger bogen for 155,- lige her.

Titel: Hils far

Forfatter: Hanne Dagmar Raaberg

Illustrationer: Mo Maja Moesgaard

Udgivelsesår: 2017

Sideantal: 28

Forlag: Eksistensen

Anna har mistet sin far. Mor sørger for, at livet fortsætter med sjove stunder i tivoli, men i det ene øjeblik kilder det i maven og suser sjovt i ørene, og det næste øjeblik kommer sorgen svævende som de duer, der flyver rundt ved fars grav.

Mor og Anna er i Tivoli. Der er mange ting i Tivoli. Der er duer, ligesom fars duer. Der er forlystelser, som kan få én til at flyve højt – næsten helt op til far. Der er balloner, som kan sende en besked op til far om, at Anna og mor savner ham og hans røde pandekager. Men der er ingen far.

Anna har tydeligvis fået fortalt, at far er i himlen, og derfor afbrydes nuet let af tankestrømme og planer om, hvordan hun kan flyve op og være sammen med ham. Duerne, forlystelserne og ballonerne kunne måske være billetten til mødet med far højt oppe. Annas mor er både omsorgsfuld og tålmodig, men forsøger samtidig at fastholde sin datter i den virkelighed, der omgiver hende. Sammen køber de en rød ballon, som de sender op til far med beskeden om, at han er savnet, og da de på sidste side besøger hans grav, dukker en due op med et stykke fra en rød ballon i næbbet.

Hils far er historien om et lille barn, der mister sin far og prøver at tackle den sorg, der hele tiden dukker op midt i alle de gode stunder. Det ene øjeblik kilder det i maven og suser sjovt i ørene, og det næste øjeblik kommer sorgen svævende som de duer, der flyver rundt ved fars grav. Anna og mor er realistisk skildret både på billedsiden, men endnu mere i deres reaktioner og udsagn. De fleste voksne vil kunne relatere til den varsomme mor, som forsøger at finde balancen mellem det at holde styr på Anna og de planer, der er lagt for dagen, samtidig med at give plads til Annas behov for at dvæle lidt ved savnet. Billedsiden er detaljerig, og jeg er sikker på, at børn og deres voksne kan bruge lang tid på at finde små skjulte skatte. Selv fandt jeg det sjovt at nærstudere, hvilke bøger der er i familiens bogreol, og det var da også med et lille smil, at jeg opdagede, at denne bogs forfatter selvfølgelig stod på øverste hylde (og så er Brdr. Grimm altså stavet forkert, men lad nu det ligge 😉 ). Det er ikke alt, der er farvelagt og kontrastem mellem farve og sort/hvid fungerer fint til at illustrere Annas kontrastfyldte sind, som skifter mellem glæden over at være i Tivoli og sorgen over, at far mangler. Jeg ærgrede mig en smule over slutningen – jeg kan godt lide ideen om, at Anna synes hun ser den samme due igen og igen, som selvfølgelig er sendt af far. Men at den ligefrem havde ballonen med sig, er næsten lidt for meget af det gode, og jeg kan frygte at passagen får modsat effekt af det håb, den formentlig skal symbolisere. Det er naturligvis ærgerligt, hvis et barn i Annas situation vil gå og vente på at få en tilsvarende "besked" fra den savnede. Men her er der altså tale om en mindre detalje, og det er formentlig også en smagssag. Alt i alt er det en sød fortælling, som får en lykkelig slutning trods alt – far kommer naturligvis ikke tilbage, men det gør lysten til røde pandekager, også selvom det er mor, der skal lave dem.