Boganmeldelse: Drengene af Jonas Kleinschmidt

Jeg modtog bogen som anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Drengene

Forfatter: Jonas Kleinschmidt

Udgivelsesår: 2018

Sideantal: 144

Forlag: Turbine

Man taler ofte om den svære toer, og jeg skal gerne være den første til at erklære, at Jonas Kleinschmidt ville få svært ved at lave en glidende tackling på sin egen debutroman Dig og mig og Zlatan. Ikke desto mindre er det præcis, hvad han har gjort, og jeg har ikke læst en bedre og mere rammende ungdomsroman om ungdomskulturen i en drengeflok, siden jeg læste Zappa. De to må være Danmarks mest præcise og opslugende skildringer af kulturen i en drengeflok.

“Det var os, der var drengene.” 

Drengene består af den ældste, Carl – lederen af flokken, som lever af takeaway, fordi hans advokatforældre aldrig er hjemme. Sportstalentet Bjørn, som bor sammen med sin mor og fem søskende, og som kan få enhver pige til at dåne. Den lille, dumsmarte Pjevs med det iltre temperament og den noget tvivlsomme intelligens. Den beregnende og manipulerende skilsmissedreng, som går under øgenavnet Bornholmeren. Sebastian som bor sammen med sin lækre, solbrune mor i højhusene og sidst men ikke mindst er der Jakob, som fortæller historien om sig selv og sine venner. Jakob er en gennemsnitlig fyr, han klarer sig fint i skolen og bor sammen med sine forældre, som danner trygge rammer for hans opvækst. De bor alle i en stille forstad til København, der er præget af forstadslivets typiske ensrettethed:

“Der var sådan en masse villaveje, der hvor vi boede. Kedelige villaveje, der alle sammen lignede hinanden, med parcel- og rækkehuse i gule eller røde mursten, trampoliner i baghaven og to biler i carporten. Alt det der. Hvad kan man sige om vores by? Det var fint, men ikke rigtigt fint. Ikke decideret velhavende,

men der var ingen, der manglede noget.”

Trods et trygt og velpoleret ydre keder de seks drenge sig, og deres kedsomhed bliver starten på en uheldig glidebane med lidt for meget alkohol, eksperimenteren og vold. Det er ikke fordi, de ikke selv ved, at det de har gang i er dumt, men når de først starter en dumhed op, er det som om, det er umuligt for dem at stoppe igen. Man vil for alt i verden ikke være den, der melder sig ud, sår tvivl eller – værst af alt – vender sine drenge ryggen. Det skal selvfølgelig gå galt.

Jonas Kleinschmidt tegner et realistisk og meget aktuelt billede af dansk ungdomskultur – særligt af en drengekultur, hvor man ikke kan bakke ud eller tabe ansigt og hvor man har sine drenges ryg. Han indkapsler ungdommen præcist og uden filter, så vi er både med, når der er fællesspiller til lesbisk porno hos Sebastian og når de første forelskelser i “rigtige” piger opstår. 

“Alt handlede om porno, og om hvornår vi fik fri, så vi kunne tage hjem til Sebastian og se mere porno. Det var ingen af os, der turde se det hjemme hos os selv. Så sad vi i hans sofa eller på kanten af hans futon og onanerede ved siden af hinanden, og når det var lige op over, gik man ud på toilettet og gjorde sig færdig.”

Men vi er også med, når vores drenge erfarer, at der er forskel på den seksualitet pornoindustrien skildrer og den, der eksisterer i den virkelige verden. Det trivielle forstadsliv afbrydes af en en grænsesøgende drengetilværelse, hvor den ene dumhed afløser den næste, og hvor risikoen for at blive udråbt som homoseksuel altid er en reel fare.

“Det med at være bøsse var ikke noget, vi talte seriøst om. Men det var noget, vi hele tiden anklagede hinanden for at være. Det hørte ligesom bare med. Det værste var, når vi sad og onanerede, og man var lige ved at komme, og så klippede kameraet til kun at vise pikken eller mandens ansigt. Så råbte og skreg vi. Det var sindssygt sjovt. Inderst inde tror jeg, vi alle sammen var lidt bange og frygtede det en lille smule. Vi havde hørt en teori om, at én ud af ti drenge var homoseksuel. Jeg ved ikke, om det var noget, vores lærer havde fortalt os, i hvert fald var det nok til at gøre os bekymrede. Hvad nu, hvis den ene var én selv?”

Forfatterens fortælletekniske greb kan bedst beskrives som filmisk, og der er en særlig intensitet og et nærvær i den sproglige iscenesættelse. Præsentationen af vores seks drenge giver associationer til Lorenzo Carcaterras Sleepers, og det er i det hele taget en fornøjelse at fornemme hvor mange ungdomsromaner og anden ungdomskultur, Jonas Kleinschmidtlader sig inspirere af. Det er netop denne åbenlyse inspiration, der vil få ethvert ungt menneske op af stolen, når der name droppes musikkunstnernavne, kultfilm eller når en selvtilfreds Bornholmer leverer 25 scorereplikker (med scoregaranti):

“Så lænede Bornholmeren sig ind over bordet, kiggede os alle sammen i øjnene, en ad gangen. Så sagde han:

Skal du have missilet i smilet?

Skal du have etteren i fedteren?

Skal du have den onde i den runde?

Skal du have dilleren i kilderen?

Skal du have dræberen i stræberen?

Skal du have fuckeren i lokkeren?

(...)”

Sproget er så ungt og rammende, at jeg dårligt kunne følge med, men det rammer lige ned i et ungdomssprog præget af sarkasme og låneord (og jeg har nu fuldstændig styr på både cum shot, Tinder og kongepik).

Det er en fortælling om venskab, grænser og ungdomsliv, og jeg har ikke haft en lignende læseoplevelse, siden jeg første gang læste Zappa, som Drengene giver kamp til stregen. Det er på alle måder en vellykket toer!

Den skal selvfølgelig anbefales til alle klodens unge mennesker, som stensikkert kan spejle sig i drengenes hverdag. Men den er også en stor oplevelse for alle dem, der har lagt ungdommen bag sig. Den minder sin ældre læser om en svunden tid og giver et unikt indblik i ungdomslivet anno 2018.