Børn af bøger: Elena Leah, bogblogger og psykolog

Denne måneds Barn af bøger er Elena Leah, som er psykolog og formidler af litteratur på Litteraturhuset og @litteraturhusetdk. Her er der særligt fokus på litteraturens terapeutiske potentiale.

Hvor meget jeg end ville ønske, at mine første erindringer med litteratur var et hjem fyldt med bøger fra gulv til loft, hyggelige aftener i skødet på en højtlæsende voksen og spændende biblioteksture.. så starter min fortælling et andet sted.

Selvom (boglige) uddannelser og det at læse bøger, altid har været forbundet med respekt, klogskab og økonomisk stabilitet i mit barndomshjem, kommer jeg ikke fra et hjem med særlig mange bøger. Udover et indbundet eksemplar af H.C Andersen, nok mest for at vise at mine forældre da havde lidt interesse i dansk kultur, var der ikke meget andet end Lademanns matbrune leksikon og et par anonyme og uinteressante bøger.

Mine første minder med bøger er umiddelbart min mor, som læste højt af Pinocchio på russisk, ved siden af min seng. Jeg mindes også, at hun sang og fortalte digte for at få mig til at sove, hvilket jeg nød meget. Hendes blide stemme lullede mig i søvn, til billeder af funklende stjerner og rolige himmelstrøg. Men Pinocchio står nu alligevel klarest for mig. Det var ikke en letlæst Disney udgave med store og farverige billeder. Det var i stedet en tyk og ældre bog med tætpakket tekst og enkelte detaljerede billeder. De eventyrer og forhindringer Pinnochio skulle igennem, var lige dele spændende og skræmmende, og måske netop derfor gjorde de indtryk på mig. Disse stunder blev dog med tiden erstattet af en anden slags.

Jeg husker, at min mor satte sig for at jeg skulle lære at læse russisk. På trods af, at jeg fra barnsben har været videbegærlig, klaret mig godt i skolen og været et nemt barn, var russisk-”undervisningen” alt andet end sjovt for mig. Min mors utålmodighed og temperament stod i vejen for hendes pædagogiske evner, og jeg husker læsningen som pinefuld. Det endte ofte med, at jeg græd og følte mig som en fiasko. Doven og helt igennem utaknemmelig over at have denne store mulighed for at kunne lære et svært fremmedsprog af en indfødt.

Som det så ofte er med erindringer, har de det med at vokse, forsvinde eller helt ændre karakter. Derfor kan jeg ikke sige med sikkerhed, hvor længe denne pinsel egentligt stod på. Men jeg husker det som, at jeg hurtigt fik en fintfølt fornemmelse for, hvornår seancen skulle begynde. Jeg fornemmede straks, når min mor satte sig i lædersofaen i stuen med en uinteressant børnebog med alt for store bogstaver, langt under mit abstraktionsniveau, og forsøgte at ligge op til en hyggelig stund.

Heldigvis opgav min mor med tiden, og jeg kunne få ro.

Min bror og Harry Potter gjorde mig til barn af bøger

De fleste ville måske have groet en aversion for bøger efter sådan en omgang, men heldigvis blev min bror, i ledtog med selveste Harry Potter, min redningsmand.

Jeg læste med glæde det vi fik for i skolen, men den personlige interesse for bøger, for egen fornøjelses skyld, kom i takt med min storebrors voksende læselyst. Det startede med, at han fik job som bogopsætter på vores lokale bibliotek. Han var en rod i mange af livets aspekter, men dette job værnede han om. Selvom han vidst brugte lidt flere timer på at kigge i bøgerne, end at sætte dem på plads. Han fik stor glæde for fantasy, og selvom skolen ikke sagde ham så meget andet end piger, venskaber og slagsmål, kom der også plads til de selvudvalgte bøger. Min bror stødte en dag på Harry Potter og blev hurtigt begejstret for ham og det dertilhørende fantastiske univers. Han prøvede at overtale mig til også at begynde på serien.

Harry Potter kommer til verden i en alder af 11 år. Jeg begyndte at læse ham da jeg selv var deromkring. Fra start var jeg fuldkommen fortryllet. Det talte direkte ind i mine drømme, længsler, sorger og besvarede flere af mine spørgsmål og matchede mange af mine værdier og livsforståelser. Jeg følte, at jeg var kommet hjem i takt med at magien voksede i mig. Jeg lå ofte over sengetid, gemt under dynen og med en lygte rettet ned på det hvide papir. Om dagen drømte jeg om at få mit Hogwarts brev, fantaserede om en fjern slægtninge der var troldmand/kvinde, og havde snakke med mig selv om, hvilket kæledyr jeg ville have når jeg en dag kom på Hogwarts. Jeg tilskrev mig skiftevis Ravenclaw og Gryffindor og dyrkede universet så meget jeg kunne. På trods af, at jeg som barn trivedes ud ad til, klarede mig godt i skolen og var social vellidt, følte jeg mig ofte ensom og misforstået derhjemme. Set i bakspejlet havde jeg tanker af eksistentiel karakter, som ingen børn bør have, men Harry Potter omfavnede mig og gav mig håb. På den måde har Harry Potter serien betydet meget for mig. Ikke kun for min læselyst.

Magien fortsatte

Efter jeg havde læst de første bøger i Harry Potter serien 4-5 gange, utålmodig efter den næste udgivelse, tog min mor bøgerne fra mig. Jeg måtte til at læse noget andet. Inspireret af min bror tog jeg på biblioteket og spurgte efter bøger med hekse og magi i dem. Retrospektivt havde jeg behov for noget at spejle mig i og blive inspireret af, samtidig med at jeg kunne forblive i et fortryllet univers. Jeg elskede Mary – heksens datter samt Troldkvinden af Cecilia Rees. Dragens Kys af Josefine Ottesen udvidede min forståelse for køn og seksualitet, og Hvid Heks af Lise Blomquist fik mig til at sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor man nogensinde skulle ønske IKKE at være en heks. En bibliotekar forsøgte at pege mig i retning af bøger der var beregnet min aldersgruppe, og som drejede sig om (realistiske) pigeliv med fokus på drenge, venskaber og kæledyr. Dem fandt jeg hurtigt kedelige og uinspirerede.

Da jeg i 6.klasse skiftede skole til en mere ambitiøs skole, matchede min dansklærers store engagement min litteraturinteresse. Jeg var én af dem der rent faktisk læste Bjarne Reuter, Klaus Lynggaard og Hans Scherfig med stor glæde, mens jeg fortsatte med at låne bøger ved siden af lektierne. Min dansklærer var samtidig skolens bibliotekar, så der var masser af inspiration at hente. Selvom jeg fandt de fleste fag interessante, fik dansk en særlig plads i mit hjerte. Udover at læse en masse skønlitteratur, fik jeg her mulighed for at få min livlige fantasi og mange tanker ned på papir. Samtidig anerkendte min lærer mine fortællerevner og kreativitet. Det var uden tvivl med til at jeg fik en kærlighed for at udtrykke mig gennem det skrevne og at jeg drømte om at blive forfatter. Tak Lene.

Fortællingerne lever videre - litterære terapisaloner og praktiserende psykolog

Både min læse- og skrivelyst har siden fortsat. Og selvom jeg stadig har til gode at søge ind på forfatterskolen, så har jeg allerede beskæftiget mig med fortællinger i mange år. Jeg valgte at studere psykologi for at blive klogere på mennesker og dermed kunne hjælpe dem. I slutningen af studiet koblede jeg min kærlighed til litteratur med psykologi i min afhandling Jeg føler den forstår mig! - Skønlitteraturens terapeutiske potentiale.

Siden da har jeg anmeldt bøger for de fleste forlag i Danmark via hjemmesiden Litteraturhuset.dk Her skriver jeg også diverse artikler og reportager om samme. Til daglig fører jeg Litterære Terapisaloner og er privat praktiserende psykolog i indre København. Det hele føles enormt meningsfuldt og er koblet på kryds og tværs. Det er lige så fantastisk, som det lyder og jeg er lykkelig over at alt mit arbejde giver pote. Sidst men ikke mindst, er jeg aktivt skrivende igen. Min drøm er stadig at udgive en dag.

Selvom jeg er lykkelig over, hvor jeg er i dag, er jeg nysgerrig på, hvad der kunne være blomstret, havde jeg en litteraturglad voksen ved min side. Jeg fandt meget af mit læsestof på egen hånd, og kan i dag se, at jeg læste forud for min alder. Jeg holdte mig ikke tilbage med hverken at læse eller skrive, men velvidende om hvor mange muligheder der i dag – ville jeg så have været et andet sted? Der findes skrivelinjer på både efterskoler og højskoler, der findes kurser og workshop for skrivende børn. Og der findes rent faktisk en anerkendt uddannelse for forfattere, i kontrast til hvad jeg fik fortalt dengang.

På en eller anden måde virker det alligevel til, at jeg fik samlet puslespilsbrikkerne ret godt, og har fået skabt mig det liv jeg ønsker. Nemlig et liv i fortællingernes univers.