Viser opslag med etiketten Graphic novel. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Graphic novel. Vis alle opslag

onsdag den 27. maj 2020

Boganmeldelse: Frankenstine af Lars Kramhøft og Jam Aden

Jeg modtog bogen som anmeldereksemplar fra forlaget. Pssst. Hvis du tænker: "Er det virkelig en nugget, hun tygger på?" - Så er svaret ja. Men hvis du vil vide hvorfor, så må du læse bogen. GO!





































Titel: Frankenstine
Forfattere: Lars Kramhøft og Jam Aden
Udgivelsesår: 2019
Sideantal: 85
Forlag: Cobolt

Hvordan skabes et menneske? Hvordan skabes identitet? Og hvordan skabes køn? I Frankenstine får vi næsten svar på alle disse spørgsmål, når vi møder Stine, som blev skabt af en gal videnskabsmand.

Stine slipper fri af sine lænker, da hen er i teenagealderen og havner på en skole, hvor hen bliver veninder med outsideren. En gruppe piger hersker over skolen, og de sørger for at alle elever placeres i kasser med klare definitioner for, hvem de er og hvilke privilegier de har. Stine og den nye veninde passer ikke ind: De går i det forkerte tøj, har det forkerte hår (ååååh, hvor har jeg lyst til at skrive ”og så er hun genert”, men det er de ikke!), den forkerte make-up osv. osv. De bliver kaldt freaks og lebber af de piger, der har gjort det til deres opgave at skabe et minidiktatur på folkeskolen. Men Stine er ligeglad.
Stine er ikke-binær (betegnelsen når man ikke identificerer sig som mand eller kvinde, kaldes også ofte flydende identitet), og hen iklæder sig det tøj, der føles godt og lader sig ikke kue af sociale konventioner.
Hun er en menneskeskabt konstruktion, og måske er det netop årsagen til, at hun kan se lige igennem alle de illusioner og sandheder der hersker om kønnenes ”natur”.
Jeg anbefaler den til den refleksive 12-årige og til udskolingselever (13-16). Den er desuden oplagt til et undervisningsforløb i udskolingen, hvor man med fordel kan inddrage den klassiske Frankenstein under emnerne konstruktion, køn, genre (gysergenre, graphic novel) og meget, meget mere. Bagest i bogen findes en fin introduktion til køn og kønsneutrale pronominer.



torsdag den 3. oktober 2019

Boganmeldelse: Ivalu af Morten Dürr og Lars Horneman


Jeg fik bogen tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Ivalu
Forfatter: Morten Dürr og Lars Horneman
Udgivelsesår: 2019
Sideantal: 123
Forlag: Cobolt

Ivalu er en hjerteskærende fortælling om en ung piges tragiske skæbne. Bogen bruger billeder til at italesætte en kultur, hvor incest har fået lov at præge livet for alt for mange børn. Den er nødvendig oplysning og formidabel formidling af et vigtigt emne.

Pipaluk er ved at gøre sig klar. Hun skal være fin, for dronningen kommer og besøger den lille bygd på Grønland, hvor hun bor med sin far og søster, Ivalu. Ivalu er forsvundet, og da Pipaluk ikke længere kan passe sin nationaldragt, siger hendes far, at hun bare kan bruge sin søsters dragt, for “Så kan hun lære, at man ikke skal løbe væk!”.
Pipaluk farer gennem landskabet for at lede efter sin søster, hun leder i fjeldet, ved ruinen og på fjorden, og mens hun leder, mindes hun alle deres oplevelser sammen. Hendes rute ledes af en ravn, som traditionen tro er et varsel om urenhed, død og synd. Under ruten husker Pipaluk en barndom ude i bygden, men hun kommer også i tanke om, hvordan livet pludselig ændredes inden for hjemmets fire vægge. Læseren forstår hurtigt, hvad Ivalu er stukket af fra og også hvilken fare, der knytter sig til den nationaldragt, Pipaluk nu er stor nok til at kunne passe. Dragten var Ivalus konfirmationsdragt, og Pipaluk husker, hvordan fars blik hvilede på Ivalu på konfirmationsdagen. Konfirmationen får lov at stå ganske ordknapt som symbol på en alt for ung piges frugtbarhed, og Pipaluk har lagret et smertefuldt minde om fars visit på værelset på konfirmationsnatten. Hjemme står tomme flasker og varsler om en far, der i sløret af faskernes indhold også har fået øjnene op for sin yngste datters udvikling. Men når dronningen kommer er billedet klart og smukt, for de grønlandske børn har lært, at nu skal dragterne vises frem, og de skal allesammen smile.


Fortællingen om Ivalu er hjerteskærende, og den bæres frem af en stærk billedside, som skifter farvetema og -tone, så den matcher historiens stemning. Grønland er så billedskønt, som Grønland altid har været, og de farvestrålende nationaldragter står i smuk kontrast til den hvide sne i baggrunden. – Det er et billede, der er en dronning værdigt, men bag det gemmer sig en grim og smudsig fortælling om to pigers tragiske skæbne. I tråd med sine handlinger, forvandles faren til et monster på billedsiden, og forfatterne har gjort et flot stykke arbejde med at inddrage symboler. Hele billedsiden indbyder til dialog om fortællingen, uden det virker søgt eller forceret.


Der er tale om en bog, som sådan set ikke er faglitteratur, men som bestemt heller ikke kan kategoriseres som underholdning. Den er snarere nødvendig oplysning og formidabel formidling af et vigtigt emne. – Den giver fælles grundlag for at tale om et tabuiseret og sværttilgængeligt emne, som desværre er alt for mange børns virkelighed. Jeg vil på det kraftigste anbefale, at dansklærere tager den til sig og inddrager den i deres undervisning på slut-mellemtrinnet og i udskolingen.
Man plejer at tale om den svære toer, men Ivalu er en stærk og selvstændig efterkommer af Zenobia, som var Morten Dürr og Lars Hornemans første fælles fortælling. Og jeg håber, makkerparret vil tage fat på endnu flere svære emner, for de har både et talent og et talerør, som kan bryde tabuer på tværs af alder, landegrænser og kultur.



søndag den 18. november 2018

Boganmeldelse: Skamlebben af Anne Mette Kærulf Lorentzen

Jeg fik bogen tilsendt af forlaget.
Titel: Skamlebben
Forfatter: Anne Mette Kærulf Lorentzen

Udgivelsesår: 2018
Sideantal: 144
Forlag: Cobolt
Louise lever efter bogen. Hun har fire børn og en sød og kærlig mand, som hun bor sammen med i familiens store hus, og sammen er de ved at planlægge deres kobberbryllup – sikken kernefamilie! I hvert fald udadtil. Men inde i Louise lever lysten side om side med skammen. Louise er nemlig til kvinder.
Vi møder en nervøs Louise, der er i gang med at iføre sig sin påspændingsdildo. Beskederne tikker ind på telefonen, for Anton skal hentes, mor skal ringes op og voksenlivet kalder. Da akten er færdig får Louise flashback til en barndom, hvor hun altid måtte bukke under for sin mors kønskonforme forventninger, og allerede her forstår læseren Louises påtagede heteroseksualitet og den skam, der tager bo i hendes krop, når der opstår uoverensstemmelse i hendes ydre og indre liv. Skamlebben er en graphic novel, hvor alle karaktererne er dyr med menneskelige egenskaber, der er med til at sørge for, at de mest tragiske scener tilføjes en komik, der løfter den tunge stemning. For stemningen ér tung for Louise, der er nødt til at bryde med det liv, hun kender for at leve som den, hun er. Hele livet har hun undertrykt sine lyster og i stedet gjort det “rigtige” og forventelige, og skammen over sit eget selv rider hende som en mare.
Opsætningen er rodet og lettere forvirrende, men bidrager samtidig til læserens forståelse af det kaos der er oppe i Louises hoved. Det interessante ved Louises historie er ikke så meget det, at hun vælger at springe ud, snarere er det tidspunktet for hendes nyerklærede seksualitet, der skaber en helt ny stemme i litteraturen og for den homoseksuelle hovedperson i populærkulturen.
Der findes utallige gode historier om unge mennesker, der tager springet, men den ældre og satte homoseksuelle er der ikke mange historier om, måske fordi springet er så uoverskueligt, at det kun sjældent føres ud i livet. Ikke desto mindre er Louises og Anne Mettes historie en længe ventet mangelvare ikke kun i litteraturen, men også i kulturen som helhed. Vi er kulturelt indkodet til at forstå os selv og verden som færdig med at overraske, når vi bliver rigtigt voksne, men hvad gør man så, når man bliver rigtig voksen og indser, at man lever det forkerte liv? Skamlebben er en interessant udlægning af moderne identitetsforståelse som en flygtig og evigt modulerbar størrelse, og jeg jubler indvendigt over, hvordan Cobolt igen udmærker sig med deres queerfeministiske udgivelser, som Skamlebben er et solidt bidrag til.
Anne Mette Kærulf Lorentzen står bag den autofiktive fortælling om den 41-årige Louise. Hun er aktivist og forkæmper i LGBT-miljøet, og nu er hun også forfatteren bag en flot debut og en vigtig fortælling.


fredag den 2. februar 2018

Boganmeldelse: Styrelsen af Johan F. Krarup

Jeg fik tilsendt et anmeldereksemplar fra forlaget, men bogen kan købes for DKK 211,- hos Bogreolen lige her.
Titel: Styrelsen
Forfatter: Johan F. Krarup
Udgivelsesår: 2017
Sideantal: 224
Forlag: Forlaget Cobolt

En magthaver kan sagtens være en lille mand, og hvis han er ustyrlig, ender det galt i Styrelsen. Johan F. Krarup har korruption, moral og offentligt kontormiljø på dagsordenen i sin graphic novel Styrelsen.
Frank Laursen er ansat som fuldmægtig ved Udlændingestyrelsen, hvor han tager sig af asylsager og familiesammenføringer. Han deler kontor med sin kollega og gode ven, Peter, som han også ser meget til i fritiden. Frank er en ganske almindelig average Joe, som iklæder sig samme arbejdsuniform, bestående af skjorte og slips, hver morgen inden han indtager det sædvanlige måltid Havrefras og bevæger sig til Nørreport Station. Alt hvad han foretager sig, lugter lidt af rutine og farveløs hverdag, men han fremstår som en pålidelig mand, som er vellidt af kolleger og venner. Han er fodboldtræner for en flok små drenge, som skal have nye spillertrøjer, og heldigvis kender Peter kineseren Huan, som kan skaffe dem billigt. Frank betaler de tolv trøjer, han skal bruge, men da han modtager forsendelsen, går det op for ham, at han har fået tres trøjer og ikke tolv, som han havde bestilt. Da han møder på arbejde næste dag, fortæller han Peter om fejlen og at han vil tilbyde betaling for de resterende trøjer. Peter indvender at Huan er kineser og at han ville finde det decideret uforskammet, hvis Frank pludselig kom og tilbød flere penge. En morgen beder Peter Frank om at klare en hastesag for ham, fordi han selv er inhabil, og pludselig står Frank med ikke bare én, men flere familiesammenføringssager fra kinesere, som forventer opholdstilladelse.

Forfatter, Johan F. Krarup, har selv været ansat i Udlændingestyrelsen, og Styrelsen er inspireret af den sag, der fandt sted i 2005, hvor to ansatte blev anklaget for korruption og en offentlig frygt for moralsk skred blandt danske embedsmænd opstod. I sin skildring af Franks deroute lykkes Krarup med at vise sin læser, hvor lidt der skal til for at en embedsmand kan havne i det forkerte spor, og hvor hurtigt en simpel vennetjeneste kan udvikle sig til korruption. Han gør brug af sin viden om kontormiljøet ved Udlændingestyrelsen og krydrer den med stereotypen på den sløsede og dovne offentligt ansatte, som er det der – i samspil med de kedelige og genkendelige typiske hverdagsbilleder – giver den ellers alvorlige fortælling en disket humor. Styrelsen er en skræmmende tragikomedie, som minder læseren om, hvor skrøbeligt det offentlige system er, og at et enkelt menneske er nok til, at alt det vi sætter vores lid til falder sammen. Den er oplagt til undervisningsbrug i udskolingen – både i dansk og samfundsfag, og jeg forestiller mig, at den vil være et hit til rødderne i 9. klasse.