tirsdag den 9. januar 2018

Boganmeldelse: Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø af Tove Ditlevsen (udvalg af Olga Ravn)

Anmeldereksemplar fra Gyldendal. Bogen sælges til DKK 120,- lige her.
Titel: Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø
Forfatter: Tove Ditlevsen (digte udvalgt af Olga Ravn)
Udgivelsesår: 2017
Sideantal: 150
Forlag: Gyldendal

I anledningen af Tove Ditlevsens 100 års fødselsdag gav Olga Ravn og Gyldendal os alle sammen en kæmpe gave, da Ravn udvalgte de digte, der viser Tove Ditlevsen i al hendes magt og vælde og Gyldendal udgav dem i et samlet bind. Det er ikke uden grund, at Tove-feberen raser, og samlingen minder os om præcis hvorfor!

Hvor skal man starte og hvor skal man slutte? Jeg føler mig slet ikke værdig til at vurdere på Toves tekster, som allerede satte sig i mig, da jeg som 12-årig stødte på dem i danskundervisningen. Jeg husker dagen, som var det i går. Vi læste Slangen i Paradiset*, som handler om ung, uskyldig forelskelse og den jalousi og usikkerhed, den ofte fører med sig. Jeg selv var glad for en dreng i min klasse, men jeg var også meget bevidst om, at han kun havde øjne for rigtige fuldblodskvinder i blade og film. De var mine Malene Dietrich. Det var første gang, jeg oplevede, at litteraturen kunne beskrive de følelser, som jeg ikke selv forstod at sætte ord på. Og allerede samme dag tog min far mig med til en antikvar, hvor vi købte digtsamlingen Pigesind, som blev læst igen og igen, og en livslang, ubrydelig kærlighed til Toves litteratur var skabt. Siden da har jeg brugt hendes digte som spejle, og det er hos Tove jeg særligt har lært, at det er okay at dyrke melankolien, lidelsen og alt det, som samfundet ellers har besluttet er det grimme og skal blive i det skjulte. Hos Tove er det synligt.
Af den årsag følte jeg mig selvskrevet til at læse udgivelsen af Olga Ravns udvalgte Tove-digte i Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø – et digt jeg i øvrigt også har læst utallige gange, men først er begyndt at forstå rigtigt nu. Og netop det faktum alene er grund nok til at udgive, læse, bruge, transformere og nyde Toves digte til evig tid. For mig kunne (og kan) Tove noget særligt, fordi hun ikke var bange for at tage afsæt i det banale, det kedelige, som andre lyrikere måske følte sig for fine til, og hun gør det i et sprog, som selv arbejderen eller sågar pigen i 6. klasse kan forstå. I forlængelse heraf skriver Olga Ravn i efterordet at:

Det er disse digte, der skrives frem i en form, der ikke søger det originale udtryk, som ikke vil make it new. Hvad vil de så? De vil reaktualisere det af traditionen bortkastede, de poetiske brokker på møddingen. Hvorfor vil de det? Fordi det at bruge et ikketidssvarende sprog både er en arbejderdigters fuck you til de fine høj-modernister og samtidig er en måde at genoplive det bortkastede sprog.

Og udvalget af digte understreger netop, at Tove Ditlevsen ikke blot forstod at skrive sig ud af lyriktraditioner rent stil- og sprogmæssigt, men også på det indholdsmæssige plan, hvor hun giver plads til at dyrke melankolien* og det uskønne i at købe en liter mælk eller få et forkølelsessår*. Hun nægtede at indtage rollen som den tilfredse husmor, som gik op i madlavning, blomsteropsatser og forældremøder*, og det kommer til udtryk i hendes digte til stor glæde for alle andre, som ikke kan genkende sig selv i den typisk tilgængelige kvinderolle. Kvinder, der bryder med den traditionelle kvinderolle bliver kun flere og flere, og selvom vores allesammens outsider nægtede at være med i feministklubben, så er hendes feministiske tilgang til lyrikken svær at benægte. Som Olga Ravn skriver i efterordet, blotlægger forfatterskabet “en kvindes kamp mellem det hun brude være og det hun er”, således er digtene nøje udvalgt, så læseren får en strøm af lyrik, der viser det modsætningsfyldte forhold det er at være kvinde. Den gode mor – den onde mor, den opofrende hustru – den bitre hustru, den livsglade – den tungsindige og alle de mange andre roller, som vi ’burde’ spille/være, men ikke gør/er. Tak til Tove for at gøre flere roller tilgængelige og tak til Olga Ravn for at minde os om, at de eksisterer. Bogen er uden tvivl et musthave for enhver Tove-elsker!



PS: Har I nogensinde undret jer over, hvorfor vi er på fornavn med Tove? Det er vi jo hverken med Karen Blixen eller Hans Scherfig, som ellers brillerede i nogenlunde samme periode. Min egen teori er, at det netop er hendes jordnære hverdagsagtige arbejderlyrik der gør, at Tove bare er og bliver vores allesammens Tove. Ja, jeg har Tove-feber, og den brænder alene for mig. 😉

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar