Børn af bøger: Martin fra Litteraturlinjer

Navnet er Martin.

I 29 år har jeg boet i min krop, og det er et dejligt sted. Jeg har læst bøger i bunkevis, men hvis du kan holde på en lille hemmelighed, så har jeg simpelthen haft alt for meget krudt i måsen til at sidde stille og læse, til at lade fordybelsen fare ind over mig. Rent faktisk er jeg ikke i direkte forstand et barn af bøger, men blot et menneske, der på en længere rejse fandt vej ind til ordenes helt særlige, meget magiske rum.

Jeg blev et barn af bøger

Jeg blev ikke sat i min vugge i et reolfyldt rum med bøger. Jeg blev ikke fascineret af min far med en bog i læsestolen, endsige min mor med litteratur i favnen. Sjældent sad jeg stille, altid på farten. Ikke dermed skrevet, at historier ikke kunne tage fat i mig, så afgjort kunne de det. Mange søde timer har jeg tilbragt hos min mormor, og hun kunne fortælle, berette om en tid, jeg ikke kendte til, invitere mig til en historie i middagsstundens ro, og jeg ihukommer ganske klart, at det mestendels drejede sig om en mus ved navn Mark.

Bøger bevægede mig

Skete det nu alligevel, at jeg en ledig stund fik, da brød jeg mig ganske meget om det lille trick – at sætte mig i sengen med nogle sjove historier. Her tænker jeg såmænd på en af mine første boglige bekendtskaber, hr. Gummi-Tarzan og endda også Orla Frøsnapper. En juleaften var min glæde stor, da jeg af min far og mor nu fik den første fine fortælling om denne Harry Potter og de vises sten. Jeg sad så hyggeligt der under dynen juleaftensnat og læste i lommelygtens skær, og for første gang mærkede jeg den magiske bølge af ord, der tog mig med ud i fortællingernes dybde.

Rejsen forandrer

Da jeg havde sat sidste punktum i min tid som gymnasieelev, rejste sig fluks til Uruguay, hvor den frivillige tjans tilsyneladende kaldte på mig. Det næste år var jeg på et børnehjem frivillig, og det satte sig spor. For første gang var jeg havnet et sted uden for min rækkevidde: sproget var mig særdeles fremmed, kulturen ligeså, og afstanden var til at tage at føle på. Her søgte jeg ro i det spanske sprog, læste pixibøger i hver en krog, og langsomt nåede jeg frem til Harry Potter på ny og videre til de store sydamerikanske forfattere, og da jeg returnerede til Danmark, var det, som om min krop og jeg havde været dybt inde i den sproglige, boglige jungle, og dansk kunne jeg ærligt talt ikke tale.

Bogen bjergtager

Der var blot én ting at gøre: Jeg skrev mig ind på Litteraturhistorie på Aarhus Universitet, for nu ville jeg dybere ind i den boglige verden, jeg ville være boglig bjergbestiger, og jeg kæmpede mig frem i det danske sprog, og jeg hilste på de store forfattere; Ovid, Dante, Shakespeare, Cervantes, Balzac, Flaubert, Brönte, Woolf, Márquez, Murakami, Hustvedt, og jeg kan fortælle, at jeg så afgjort ikke er færdig med min rejse endnu. 

Når bogen skaber ro

Jeg mærker magien dagligt, og jeg tænker på min tid i Uruguay, hvor jeg, om end lidt sent, blev et barn af bøger, voksede mig til og tog favntag med litteraturen. Denne fornemmelse mærker jeg, idet jeg finder ro og altid tid til læsning. Den har givet mig mange store oplevelser, og den giver mig rum for refleksion og fordybelse, som jeg – ærligt talt – ikke kan være foruden.

Martin deler sin passion for litteratur på sin blog, Litteraturlinjer.