Boganmeldelse: Manhattan Beach af Jennifer Egan

Jeg fik tilsendt et anmeldereksemplar af forlaget, men bogen kan købes lige her til DKK 159,-

Titel: Manhattan Beach

Forfatter: Jennifer Egan

Udgivelsesår: 2017

Sideantal: 392

Forlag: Klim

Det er svært, for ikke at sige umuligt, at påpege den ene ting, Jennifer Egan mestrer i Manhattan Beach. Beskrivelserne af havet er dragende, karaktererne er troværdige og empativækkende, tidsbilledet er levende og gennemarbejdet og så er sproget så elegant, at det næsten bliver magisk.

Vi møder 11-årige Anna Kerrigan, der er med sin far til en form for afslappet forretningsmøde nær vandet. Faren forsøger at få en hemmelighedsfuld aftale i hus med Dexter Styles, og selvom hverken Anna eller læseren ved, hvilken aftale mødet handler om, forstår vi alligevel, at der er meget på spil den eftermiddag ved stranden. Anna ved godt, hvad hendes far forventer af hende, men hun kan ikke lade være med at sende misundende blikke efter Styles-døtrenes fine dukker, og hun kan slet ikke lade være med at tage skoene af og mærke lidt på det kolde hav. Det er tydeligt, at Anna og hendes far har et helt særligt og ubrydeligt bånd, som hverken hendes mor eller handikappede søster kan hamle op med. Alligevel virker familien Kerrigan som en harmonisk og kærlig familie, hvor alle forstår deres roller.

I bogens næste del er Anna blevet en ung kvinde på 19 år, og faren er pist forsvundet. Anna bidrager til husholdningen ved at arbejde på orlogsværftet, hvor hun samler reservedele til krigsskibe. Hun drages stadig af havet og drømmer om at dykke, men som ung kvinde i 40’erne er hendes drøm mest af alt en dårlig joke eller tegn på sindssyge. Anna bryder med tidstypiske konventioner, og hun brager igennem som en stærk kvinde i jagten på dykkerdrømmen og på at løse mysteriet om sin forsvundne far.

Tidsbilledet er så fyldigt beskrevet, at mennesker og samfund levendegøres til lyden af swing og jazz, men trods de fyldige beskrivelser overlades arbejdet med at kæde historien sammen til et hele alligevel til læseren. På den måde bliver læseren selv en del af historien, og hvilken historie! – Det er lykkedes Jennifer Egan at skrive om depressionen, anden verdenskrig og kvinders rolle med en historisk indsigt, som er så elegant indvævet, at bogen alligevel ikke helt fremstår som en decideret historisk roman, fordi tiden ”blot” en del af karakterernes vilkår. Det er svært at læse Manhattan Beach uden at dagdrømme om gåture langs gaderne i krigstidens New York, om havet ved Coney Island og om natklubber med swingrytmer og gangstertyper.

Jeg brugte overraskende nok en hel måned på at læse Manhattan Beach, ikke fordi den kedede mig – det gjorde den absolut ikke! Men fordi den fortjener tid. Der er så meget at spekulere over, så mange smukke sætninger at dvæle ved og det betød både, at jeg kunne gå dage uden at læse og faktisk tro, at jeg havde læst, fordi den fyldte i tankerne, men også at mange sætninger blev læst igen og igen, fordi jeg blev bjertaget over Egans evne til at skabe et rum og en tid, som jeg selv for en stund troede, jeg levede i. Selv når alt er grimt og ondt, er beskrivelsen af det, noget af det smukkeste en læser kan møde. Både oversættelse og korrekturarbejde virker fuldstændig gennemarbejdet og den smukke bog emmer bare af kvalitet. Den skal selvfølgelig belønnes med seks kaffekopper, og jeg anbefaler den særligt til læseren, som trænger til fordybelse og som har god tid til læsningen. 

Rigtig god fornøjelse. J