onsdag den 6. marts 2019

Boganmeldelse: Forsvindingsnumre af Amalie Langballe


Jeg fik bogen tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Forsvindingsnumre
Forfatter: Amalie Langballe
Udgivelsesår: 2019
Sideantal: 216
Forlag: Lindhardt og Ringhof

“Jeg cykler gennem regn på en sensommerdag, og jeg er på vej hjem til Mathias, og jeg tror, vi skal være sammen, fordi han giver mig ro og sprøjteorgasmer.”

Sådan indleder Amalie Langballe romanen, Forsvindingsnumre, og titlens dobbelttydighed står hurtigt klar for læseren. Med en forvundet mor, har også Agnes, som er vores hovedperson, brug for at forsvinde, og orgasmen er den ultimative flugt. Agnes befinder sig midt i sorgen over at have mistet sin mor, som efter et langt sygdomsforløb døde af kræft. Hun ses med Mathias, som giver hende de orgasmer, der for en kort bemærkning kan afbryde sorgen, men han er ikke videre sympatisk og er tilmed begyndt at se en ny. Hun tænker tilbage på tiden i Tel Aviv, hvor hun kort efter sin mors død, dæmpede sorgerne med sex og stoffer. Ting sker uden mål, mening eller planlægning – livet går sin gang, og Agnes går bare med.
Forsvindingsnumre fortæller ikke om sorgen, den placerer læseren midt i den og forsøger ikke at forklare den. Agnes befinder sig konstant i sin fortid, for hun “er altid også et sted der sammen med mor. Det koster energi at være alle steder og samtidig også have en fod i virkeligheden.” Måske netop derfor bliver en fugl og en voodoodukke hendes primære samtalepartnere, begge som klare symboler på hendes trang til (fugle)flugt og den dybe smerte, hun befinder sig i. Hun har mistet fodfæste, og skal tilbage til virkeligheden, men hvilken virkelighed venter på den, som har mistet en del af sig selv? Det forekommer læseren, at der kun er to tilstande til rådighed for Agnes – sorgen og følelsesløsheden – intet midtimellem.
Det er en roman som lader meget tilbage til læseren, som selv må sammensætte en form for kronlogi og mening med Agnes’ sære destruktive handlinger, som da hun for eksempel beslutter sig for at gå efter en kollegas kæreste uden anden grund end at kollegaen skal lære at miste. Til tider bliver læseoplevelsen lige så rodet som Agnes' egne tanker, men hendes tankevirksomhed er stor, og hun inviterer læseren ind i hjernens pulterkammer, når hun funderer over de ting, hun gerne vil fortælle sin mor.

“Jeg ville minde hende om, at de vigtigste mennesker i dit liv er dem, der kommer, når du beder dem om at blive væk, og dem, der bliver, når du beder dem om at gå (…)”

Det er den ensomme skrøbelighed blandet med tør humor og fandenivoldskhed, som gør Agnes til meget mere end blot en opdigtet romanfigur.
Hvilken smuk og dybsindig debut.




Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar