søndag den 10. marts 2019

Boganmeldelse: Havbrevene af Siri Ranva Hjelm Jacobsen


Jeg fik bogen tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Havbrevene
Forfatter: Siri Ranva Hjelm Jacobsen
Illustrator: Dorte Naomi
Udgivelsesår: 2018
Sideantal: 64
Forlag: Lindhardt og Ringhof

Med et originalt perspektiv og dragende poesi i et tryllebindende sprog får Siri Ranva Hjelm Jacobsen problematiseret tidens mest aktuelle dilemmaer og efterlader sin læser eftertænksom og sørgmodig.
I en brevveksling mellem to tætforbundne søstre lærte jeg, hvor lille jeg og resten af menneskeheden egentlig er. Atlanterhavet er den ene søster og med sine 180 millioner år, er hun storesøsteren, der deler ud af sine bitre erfaringer, som har efterladt hende med en kynisk tilgang til verden. I kontrast til hende står lillesøsteren, Middelhavet, som med sine kun 5 millioner år stadig kan begejstres af verden og har håb og drømme for fremtiden. Det er dog ikke håb og begejstring, der fylder den yngre søster for tiden. Mange kryb dør nemlig i hendes favn – mange flere end før. Krybene er de to søstres betegnelse for mennesker, og derfor fyldet sagnet om Ikaros meget for Middelhavet, som tydeligt husker, den gang hun greb ham.

Når jeg genkalder mig Ikaros, bliver jeg meget sørgmodig og forvirret. Han var branket kobber, et hjerte, jeg bar ham på min læbe. Jeg blev vingerne, eller jeg blev voks, noget af mig smeltede til Ikaros. Nu, når krybenes bælge flækker, tænker jeg på det. Småkrybene dør med forbløffelsens lethed, næsten som om de bøjer sig brat ned efter en sten. Når der er mange kryb på én gang, fokuserer jeg helst på de små: deres bløde maver, kinder, tynde negle. Jeg vugger dem i min mund, til det hele er opløst. Før så jeg på dem som fjerne kusiner, nu tænker jeg på dem som børn.

Du ser, hvor galt det er fat med mig.

M.

Til læseren, som ikke har nydt oldtidskundskab på gymnasiet, kan jeg anbefale lige at læse op på sagnet om Ikaros forinden læsningen af Havbrevene, men her følger også lige en hurtig gennemgang. Ifølge sagnet blev Ikaros og hans far, Daidalos, holdt fanget på Kreta uden mulighed for at flygte med båd. Derfor bandt Daidalos vinger med fjer, tråd og voks til Ikaros. Forinden rejsen advarer han Ikaros mod at flyve for tæt på solen, men Ikaros er overmodig og flyver på trods af sin fars formaninger så tæt på solen, at voksen, der holder vingerne sammen smelter, og den stakkels Ikaros falder i havet og dør. Ikaros er blevet et symbol på overmod (hybris) og sagnets læresætning er, at mennesket ikke må stræbe efter det guddommelige og overtræde naturens orden, og hvis det gør, må det nødvendigvis straffes med nemesis (undergang). Siden er Ikaros blevet brugt i flere litterære sammenhæng. Både af filosoffer og digtere, som ofte forstår ham som en egocentrisk og hovmodig. Jeg elskede old. Men vi skal jo tilbage til anmeldelsen af Havbrevene.
Jeg lagde ud med at skrive, at brevvekslingen lærte mig, hvor lille jeg og resten af menneskeheden er, og det er netop beslutningen om at berette ud fra havenes synsvinkel, der igangsætter de tanker. Vores historier tager oftest udgangspunkt i et menneskeligt perspektiv, men i virkeligheden udgør vi jo kun en ganske lille del af verden. Fortællingen er så original og speciel, og brevene efterlod mig tænksom og sørgmodig – trist over hvordan vi ødelægger jorden, havene og hinanden. Udover at være et poetisk kunststykke er det også en skarp kritik af menneskehedens behandling af planeten og af hinanden. Der skal ikke den store analytiker til at opdage forfatterens problematisering af klimakrise og flygtningestrømme. Den slags problematikker har selvfølgelig været omdrejningspunkt i flere litterære værker, men aldrig har verdens problemer været formidlet så smukt.



Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar