tirsdag den 12. marts 2019

Mio, min Mio på Odense Teater

Læs mere om forestillingen hos Odense Teater her og find bogen hos Bog & Idé her.














Reklame: Jeg modtog pressebilletter fra Odense Teater, og jeg har modtaget bogen gratis fra Bog & Idé som sælger den her.

------
“Var der nogen, der hørte radio den femtende oktober sidste år? Var der nogen, der hørte, at de spurgte efter en forsvundet dreng?”

Sådan indleder Astrid Lindgren fortællingen om Mio, og det samme gør Odense Teater, nærmere bestemt Mathias Sprogøe Fletting, som udfolder sig i rollen som den niårige Mio. Forinden forestillingen genlæste jeg bogen, som jeg ikke mindes at have læst siden folkeskolen. Den stod derfor helt skarp i min erindring, og det var tydeligt, at Odense Teater har valgt at være tro mod Astrid Lindgrens fortælling helt ned til mindste detalje.

Efter at have levet på sidelinjen af livets glæder de første ni år af sit liv, bliver Bo Vilhelm Olsen kastet ud på en sand eventyrrejse, da han skal poste et brev til Landet i det Fjerne. Bo, som i virkeligheden hedder Mio, har hidtil boet med sine adoptivforældre, som hellere ville have haft en stille pige. Men da han kommer til Landet i det Fjerne finder han sin far, Kongen, som skal vise sig at være varm, åben og godhjertet. Men Mio kommer ikke uden grund, han er nemlig skæbnebestemt til at kæmpe mod den onde Ridder Kato, som stjæler børn. Han skal ikke kæmpe alene, med på sin færd har han sin bedste ven, Jum-Jum, og sin trofaste hest, Miramis, og sammen drager de ud for at bekæmpe det onde.



Det er altid interessant at se, hvordan voksne slipper afsted med deres fortolkninger af børneroller, og både Mathias Sprogøe Fletting (Mio) og Jeppe Ellegaard Marling (Jum-Jum) klarer det vanvittigt flot. Begge fremstår livsglade, smånaive, ivrige, bekymringsfrie (pånær når faren er lige foran dem), og både børn og voksne i salen så ud til at sluge deres præstationer råt.


Én af de ting, vi snakkede mest om efter forestillingen var musikken, som på bedste vis komplementerede forestillingen. Det er lykkes Klaus Risager at fange den helt rigtige stemning lige fra lyden af Rosengården, til Den Gamle Melodi og uhyggern på Ridder Katos borg. Den talentfulde musiker stod i hjørnet af scenen i det der mindede om en form for hule, og spillede alskens instrumenter, der lagde lyd til publikums følelser.

Jeg har set mange børneforestillinger på Odense Teater med stor fornøjelse, og selvom denne på enhver tænkelig måde var veludført, så var det første gang, jeg følte, at jeg ikke rigtig var målgruppen. Forestillingen henvender sig til børn i 1. klasse og op, og at dømme ud fra børnenes øjne, var de både underholdt og rystede. Som Astrid Lindgren udtalte i 1959:

“Man skal ikke skræmme børn, så de bliver bange, men ligesom voksne har også børn brug for at blive rystet af kunst.”

Og det så absolut ud til at være lykkedes Odense Teater.

---
Forestillingen kan opleves frem til d. 14. marts 2019, og du kan læse mere om den lige her.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar