søndag den 24. marts 2019

Boganmeldelse: Syv nætter af Simon Strauss


Jeg fik bogen tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget, men Bog & Idé sælger den lige her (sponsoreret linksamarbejde).
Titel: Syv nætter
Forfatter: Simon Strauss
Oversætter: Maj Westerfeld
Udgivelsesår: 2019
Sideantal: 160
Forlag: Turbine

Med Syv nætter efterlader Simon Strauss sin læser forpustet og eftertænksom, når han i sit tempofyldte værk kalder på milepæle, ritualer og fællesskaber i verdenshistoriens mest individualistiske tid.

S er gået ind i livets måske mest skelsættende fase – trediverne. Han har hidtil kunne svæve gennem tilværelsen som den klogeste i sin klasse fra folkeskolen til universitetet, som den bedste til sit arbejde og som den ambitiøse og fornuftige unge mand. Men nu melder forventningspresset sin ankomst.

”Jeg skriver dette i angst. I angst for den flydende overgang. For ikke at have mærket, at jeg er blevet voksen. Uden overgangsritualer eller manddomsprøver er jeg bare gledet gennem livet, til jeg var tredive. Har bestået alle eksaminer, overholdt alle aftaler, smilet meget, grædt lidt, kun lidt, men frem for alt smilet.”

Med trediverne følger nemlig også samfundsbestemte forventninger, og kompromis er ikke et ord, der klinger vel for vores hovedperson. Han frygter konformitet, at skulle binde sig og tage ansvar for andre end sig selv.

“Jeg er bange for ægteskabskontrakter og indelukket mødelokaleluft. Bange for flekstid og det første påtagede smil. Bange for, at det frie liv er slut, for fastansættelse, pensionsordning, spa-weekender i maj. Bange for livets gang, måske.”

Det er denne frygt, der får ham til at indgå en pagt; syv gange klokken syv, skal han begå en af de syv dødssynder. Vi følger ham derfor ind i hovmod, fråseri, dovenskab, griskhed, misundelse, begær og vrede. Jeg-fortælleren er hele tiden bevidst om sin egen væren i verden, som ligger under for analyse og selvkritik. Det er denne bevidsthed og den generelle komposition, der giver værket sit essayistiske udtryk, og man skal gå til bogen på samme måde, som man ville gå til et Camus-værk eller et andet filosofisk essay. Læseren der forventer en klassisk roman vil blive skuffet, men enhver der formår at læse bogen på dens egne præmisser, og som optages af eksistentialisme og samfundsforventninger vil nyde hver eneste side. – Lige fra hovmodet der sætter vores hovedperson i stand til at give verden alt det, den mangler til den dovnes iagttagelse af et hastigt accelererende samfund og den misundeliges blik på de ældre generationer, der havde langt flere fast holdepunkter og ritualer at gribe fast i. Simon Strauss skaber en flydende overgang mellem handlingsforløb og indre tanker, og det er er fart på fortællingen, hvis tempo følger den bankende puls hos et menneske, der må haste gennem livet.
Bogen kan læses som et råb på meningsfulde fællesskaber og ritualer eller overgange, og det gør den til en stor stemme i disse individualistiske, traditionsforkastende tider. Det er en fremragende debut!



Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar