Viser opslag med etiketten Ferielæsning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Ferielæsning. Vis alle opslag

fredag den 9. oktober 2020

Højtlæsning til efterårsferien 2020

De fleste af bøger er anmeldereksemplarer, hvorfor indlægget må markeres som reklame.

Ordene efterår og efterårsferie har en hyggelig, putteagtig klang i varme brændte nuancer. Sådan lyder det i al fald for mig. Der er ingen ferie her hos os, men hvis der var, ville den helt sikkert byde på en masse læsning, både hver for sig og som højtlæsning. Intet spreder hygge, som højtlæsning.

Derfor anbefaler jeg ni velegnede højtlæsningsbøger til de kolde eftermiddage i ferien. Som jeg altid understreger, er højtlæsning ikke nødvendigvis en børneaktivitet. Man kan sagtens tage en højtlæsningskultur til sig, selvom man blot er to voksne. At lade sig omslutte af den stemme, der tilhører en nær ven, kæreste eller familiemedlem giver en ro og tryghed, som altså ikke kun behøver være børns privilegie. Vi anerkender alle, at der er sundt for børn og for relationen til barnet, alligevel er det et fåtal af voksne, der har taget det til sig i samværet med hinanden. Undersøgelser peger ellers på, at det kan være med til at reducere stress og danne oxytocin (antistresshormon), så vi er rolige og afslappede. Jeg ser kun fordele.

Hvis jeg havde været rigtig god, havde listen selvfølgelig også budt på voksenlitteratur for at ramme bredt, men personligt foretrækker jeg, at højtlæsningen foregår med børnelitteratur. Der findes uendeligt mange gode børnebøger, som formår at male indre billeder med et beskrivende sprog, som giver aha-oplevelser, som tvinger læseren til at overveje egne handlemønstre og forestillede sandheder, og som er fyldte med lærdom for både store og små.

Så her kommer ni bud på bøger, I kan nyde sammen som familie, venner, elskende eller hvordan I nu ønsker at definere jer selv.



Til et eftertænksomt efterår:

Den lille prins af Antoine de Saint-Exupéry

 


En pilot nødlander i Saharaørkenen. Her møder han den lille prins, der kommer fra en fremmed planet. Prinsen har hjertesorg fortæller om sin rejse rundt og om, hvordan han har forladt noget, som han elskede.

Når børn læser Den lille prins, får de ondt af prinsen. Når voksne læser den, får de ondt af hele den vestlige verden. Den lille prins er en af de bøger, der aldrig mister sin aktualitet. Mellem linjerne kredser den om temaer som stress, travlhed og børn, der bare gerne vil ses af de voksne mennesker, som aldrig har tid.

At kalde Den lille prins for en børnebog er som med mange andre børnebøger en snæver kategorisering. Den kan sagtens læses og nydes på overfladen, men mellem linjerne er den enormt kompleks og derfor er den også oplagt til dialogisk højtlæsning med god tid til samtale.



Til sjov ferietid:

Minimund af Frida Brygmann & Thomas Korsgaard


Sylvester Torkildsen har en meget lille mund med en meget lille stemme, og det er ikke særlig sjovt, når man går i 2.b. Hver gang han siger noget, begynder de andre at grine. Selv pigerne fniser, og Mike og Daniel H. og Steffen. Og endda læreren kan ikke undertrykke sit grin. De andre børn kalder ham Minimund, og det er ret svært at tale med mor og far om, at man bliver mobbet.
En dag skriver Sylvester et brev, hvor han spørger, om ikke der er nogen, som kan hjælpe. Og på magisk vis dukker Nogen Kristiansen op på hans værelse og går straks i gang med at hjælpe. Nogen har medbragt sit stemmekatalog, så nu skal de bare lige finde den helt rigtige stemme.

Minimund er sådan en bog, der får de små til at grine og de voksne til at mindes. Den dufter af Ole Lund Kirkegaards klassikere med sin engagerende fortælling, som er fyldt med sproglige perler og implicitte kommentarer til finurlighederne i det danske sprog. 



Til melankolske stunder:

Stien på bjerget af Marianna Dubuc





Fru Grævling starter altid søndagen med en vandretur op ad det store bjerg. Det er en lang tur, men den er også meget smuk, og hun møder mange venner på sin vej. Alle kender fru Grævling og fru Grævling kender alle. Hun er en ældre dame, men hun er altid klar til at give en hånd med, når hun møder sine dyrevenner midt i deres gøremål. En dag får hun selskab af katten Felix, som vandrer med hende op til bjergtoppen. Han begynder at følge hende hver søndag, og han nyder at fru Grævling lærer ham om skovens dyr, om hjælpsomhed og om at følge sit hjerte.

Stien på bjerget er en smuk fortælling om livets cyklus. Den handler om at miste, men også om de spor et nært venskab efterlader. Den er en indsigt i livets gang og i, hvordan livet fortsætter og nye relationer opstår, selv når de tætteste forsvinder.

Historien bæres frem ved hjælp af smukke penselstrøg og god fantasi. På tekstsiden er der ikke mere end ca. en sætning pr. dobbeltside, men den knappe tekstmængde inviterer barnet til at bidrage med sine egne fortællinger og gå på opdagelse i illustrationerne.



Til dyreelskeren og skovtrolden:

Bambi –Walt Disney Klassiker

Det er ikke mange år siden, Carlsen præsenterede deres dengang spritnye Disney-serie. Og uden at have videnskabeligt belæg for min påstand, føler jeg mig alligevel fuldstændig overbevist om, at den vandt hjerterne hos mange voksne, som er vokset op i 80’erne og 90’erne.

Jeg kunne have valgt en hvilken som helst bog fra serien – hvis jeg ikke tager helt fejl er der over 10 nu. Men af dem jeg selv har, synes jeg Bambi egner sig virkelig fint til højtlæsning i efterårsferien. Den foregår i en skov med dyr, som det jo faktisk er muligt at gå på udkig efter i skovene herhjemme.

Der lurer mange farer i skoven for et ungt rådyr, og Bambi er helt afhængig af skovens dyr til at lære verden at kende og forstå skovens signaler. Vennerne Stampe, onkel Ugle, og Blomst hjælper Bambi med at finde sin vej i livet, så han en dag kan blive Skovens konge ligesom sin far.



Til filosofiske efterårsdage og hyggestunder:

Vejen til Mumidalen og andre fortællinger af Tove Jansson

Vejen til Mumidalen består af tre historier: Vejen til Mumidalen, Mumitrolden og den magiske hat og Mumitrolden på Hatifnatternes ø. I Vejen til Mumidalen har regnen gjort Mumimor og Mumitrolden hjemløse, så der søger ind i Storskovens mørke for at bygge en hytte. Mumifar er blevet væk, og det gør selvfølgelig Mumimor både ked af det og bekymret. Men midt i mørket og kulden, møder de Snif, som også har mistet sit hjem, og de tre slutter sig sammen på deres videre færd. De oplever både spændende og uhyggelige ting på turen, men som det er Tove Janssons store styrke, emmer fortællingen alligevel af ro og tryghed.

Janssons mumitrolde er oplagte til højtlæsning, fordi hun forstår at tale til børn i et voksent sprog og stille krav deres refleksionsevne. Bøgerne kan selvfølgelig læses og nydes overfladisk med de mindste, men der altid store og dybe temaer til behandling i mumi-fortællingerne, så de kan også bruges til at igangsætte vigtige samtaler mellem børn og deres voksne og voksne imellem. Jeg tør godt garantere, at Mumi er en evig klassiker.



Til fantasien, kreativiteten og klimatossen:

Peter Plys - historier fra Hundredemeterskoven
















I fire historier bliver læseren inviteret med rundt i Hundredemeterskoven, hvor vi møder alle skovens dyr. I første historie, En eller andens skat, starter vi hjemme hos Plys, som er ved at sortere i sine gamle honningkrukker. Mange har fået slået dele af bunden af, så han kan jo ikke længere bruge dem til at opbevare sin honning. Pudsigt nok står Grislingen og mangler potter med hul i bunden til sine planter, og så går der ellers ren dominoeffekt i Hundredemeterskoven, hvor man hurtigt lærer, at den enes affald er den andens guld.

For voksne læsere er det hyggeligt og dejligt at se, hvordan genanvendelse kan fungere som en god fortælling for de yngste. Og de yngste får sikkert travlt med at lede efter ødelagte ting, som kan bruges på ny.  Historierne er rigt illustrerede med flotte farvelagte tegninger, præcis som vi kender dem.



Til at igangsætte fantasi, empati og vigtige samtaler:

Claras bog af Inge Duelund, illustreret af Gitte Gade


Clara er et af de børn, som de andre ikke ser. Uanset hvad hun gør, er det som om, hun er fuldstændig usynlig. Den eneste, der ser Clara, er buschaufføren, men når hun forsøger at hjælpe, bliver alting værre. Det er ironisk nok først da Clara ikke dukker op i skolen, at hun bliver ”set” af de andre børn. 
Claras bog er meget smuk, både på indholdssiden og i sit kunstneriske udtryk. At kalde bogen kunst er ikke en overdrivelse. Den er ganske særlig, og trods det afdæmpede rolige ydre, er der en eksplosion af smukke illustrationer, når bogen åbnes. Faktisk var det illustratorens ønske, at bogen netop på denne måde skulle pege på vores tendens til at dømme bøger (og hinanden) på det ydre.  

Den er perfekt til rolige eftermiddage, hvor der er ro og tid til eftertænksomhed, fantasi og samtale. Clara er overset, og det er oplagt at tale om, hvordan det føles at være mere synlig i sit fravær end i sin tilstedeværelse.



Til at skabe ro før sengetid (virker også på 39-årige mænd):

Stjerner før sengetid af Claire Grace og Dr. Jessamy Hibberd
















Stjerner før sengetid er en ret unik børnebog, som altså også kan anvendes til højtlæsning for voksne, der nyder at falde til ro til hinandens stemmer.

Det er en mindfull sovebog, som ved hjælp af afslappende øvelser og rolige fortællinger hjælper med at finde ro før sengetid. Der er blandt andet afspændingsøvelser og sengevenlige yogaøvelser.

Sengetiderne har det med at blive rykket lidt rundt i ferierne, og derfor kan det være en stor hjælp med en bog, der bidrager til ro og afslapning ved sengetid, når man måske har sovet lidt længere end sædvanligt.

Den kan bruges fra omkring 4 år, måske endda 3, og så har jeg videnskabeligt bevis for, at den som minimum virker frem til 39-årsalderen. ;-)



Til mørke stunder, der skal piftes op med magi og guldstøv:

Frøken Fnug og Frøken Fjer af Maria Frantzen Sanko, illustreret af Karla Holmbäck

Hvem elsker ikke en bog fyldte med gamle, glemte ord og med to søstre, som elsker bøger og bor i en boghandel? Frøken Fnug og Frøken Fjer er to ganske specielle søstre, som har påtaget sig vigtige opgaver. Frøken Fnug flyver rundt fra efterår til vinter med sin kost, som hun bruger til at feje grimme og sårende ord op og erstatte med skønne ord, som vi alle har glemt. 

Frøken Fjer kan trylle og til midnat forvandler hun sig til en svale, og flyver ud til triste mennesker, som har brug for en smule guldstøv og magi i hverdagen. Ved forårets komme går de to søstre i hi og sover helt ind til den mørke, kolde tid igen vender tilbage og der på ny er brug for deres magiske strejf af skønne ord og hverdagsguld.

Frøken Fnug og Frøken Fjer emmer af efterår og magi. Det er en poetisk billedbog, som er skrevet på vers og illustrationerne er med til at løfte bogen til dens magiske niveau. De rolige farver skaber en afslappende stemning, og den egner sig perfekt til en kold og mørk eftermiddag.


fredag den 23. august 2019

Quickfix boganmeldelser – sommerens læseoplevelser

Sponsoreret linksamarbejde med Bog & Idé.
Billedet viser både bøger, jeg selv har købt, og bøger jeg har fået tilsendt til anmeldelse.

Der har været stille her på Book me up, Scotty! i en meget lang periode, så for at give bloggen et solidt spark tilbage til livet, har jeg samlet alle sommerens læseoplevelser i små overskuelige bidder. Der er også længere anmeldelser af dem alle, så hvis du ønsker at få uddybet, skal du blot følge det tilhørende link. Jeg håber, du har haft en god sommer fyldt med gode bøger. Rigtig god fornøjelse med Scottys quickfix-boganmeldelser.


Helle erobreren af Anders Morgenthaler og Marie Louise Tüxen
Bogen kan købes i Bog & Idé lige her.
Titel: Helle Erobreren
Forfatter: Anders Morgenthaler og Marie Louise Tüxen
Udgivelsesår: 2019
Sideantal: 284
Forlag: Gyldendal

Helle Anja Janning satte barren højt for sine slagterkollegaer, da hun med drømme og gåpåmod sigtede mod skyerne og blev en af de bedste slagtere Nykøbing Falster havde set. Der var bare lige lidt misforståelser, som andre kaldte svindel og pludselig var den kreative og handlekraftige slagter arbejdsløs. Hun står nu til rådighed for arbejdsmarkedet, og jobcentret har besluttet at sende hende i aktivering i en børnehave. Men børn skal ikke håndteres på samme måde som svineskank eller lammekøller, og inden hun får set sig om, er hun på hospitalet med lille Kaj og afskediget fra sin aktivering. Helle bliver indkaldt til aktivering på Nykøbing F. Sygehus, og – som det er gældende for Helles liv og væren – går intet efter planen. Den ene løgn tager den anden, og på en måde er det vel i den gode sags tjeneste, at hun påtager sig rollen som den sygemeldte polske kirurg, Natalia Nowak.
Min forventning til Helle Erobreren var farvet af pressens hårde kritik, men den blev simpelthen sommerens store overraskelse, for jeg blev blæst omkuld og var underholdt hele vejen igennem. Det er en af de bøger, jeg vil betegne som et frikvarter. Den er nem at læse, den underholder og kræver absolut intet af sin læser, og det var skønt!

Du kan læse hele anmeldelsen lige her.

                            -----------------------------------------------------------------------

Lærerindens sang af Vigdis Hjorth

Titel: Lærerindens sang
Forfatter: Vigdis Hjorth
Oversætter: Karen Fastrup
Udgivelsesår: 2019
Sideantal: 218
Forlag: Turbine

Lærerindens sang bygger på et simpelt plot; 57-årige Lotte Bøk underviser i drama på Kunsthøgskolen i Oslo. Hun bor alene og trives med hverdagen som underviser. Hun underviser særligt i Bertolt Brechts klassiske værker, og hun nyder at fremføre tekster om menneske og moral.
Lotte ser sig selv som et hjælpsomt, intelligent og reflekteret menneske, og overvejer tit, hvem hun er (et godt menneske), og hvad hun er for andre.
Vi møder hende kort før, hun bliver opsøgt af en kunststuderende, som gerne vil have hendes hjælp til sit eksamensprojekt. Han vil filme en række af skolens lærere privat og professionelt for at belyse sammenhængen mellem det private og professionelle menneske. Lotte er jo et hjælpsomt menneske, så hun indvilliger i at hjælpe den studerende. Efterhånden som projektet skrider frem, ser hun i stigende grad sig selv og sine handlinger udefra. Hun iscenesætter sig selv, og mens hendes selvbevidsthed stiger, udviskes grænsen mellem et iboende selv og et konstrueret selvbillede.
Det er en lille, dyb og tankevækkende bog, som får sin læser til at reflektere over de masker, vi bærer.

Du kan læse hele anmeldelsen lige her. 

 -----------------------------------------------------------------------

Et fængslende møde af Liane Moriarty

Titel: Et fængslende møde
Forfatter: Liane Moriarty
Oversætter: Ariane Veiergang og Hans Larsen
Udgivelsesår: 2019
Sideantal: 477
Forlag: Hr. Ferdinand

Tranquillum House er navnet på et nyt kursted, som fatteren, Frances Welty, har valgt at tjekke ind på. Overgangsalderen får hende til at miste selvkontrollen, og da hendes seneste kærlighedsroman er blevet afvist, trænger hun til at slappe af og finde indre ro. Stedet ledes af Masha, som måtte dø for at finde livets sande værdi, og nu vil hun gøre hvad som helst for at videregive sin visdom til uoplyste, lidende mennesker – med eller uden deres samtykke.
Det er en dragende roman med mange fortællinger i én, alle gæster kommer med hver deres udfordringer, og Mashas rene, oplyste sind står i spidsen for at guide dem i retningen mod et bedre liv. Romanen belyser etikken for det hjælpsomme væsen, som er så fast besluttet på at vie sit liv til at hjælpe andre, at det bliver mindre vigtigt for hende at respektere grænser og ulyst.
 Masha leder sine isolerede gæster ud på en “helserejse” ud over det sædvanlige.
Historien er uforudsigelig og spændende, og den holdt mig fastlænket til sengen – jeg var fuldstændig opslugt fra start til slut.

Du kan læse hele anmeldelsen lige her.

  -----------------------------------------------------------------------

Et rigtigt liv af Katrine Marie Guldager

Bogen kan købes hos Bog & Idé her.
Titel: Et rigtigt liv
Forfatter: Katrine Marie Guldager
Udgivelsesår: 2019
Sideantal: 284
Forlag: Gyldendal

80’er-barnet, Filip, kommer fra en velhavende familie. Hans far og handicappede bror bor alene i det store hus i Hellerup efter morens tidlige død, og Filip selv er startet på kostskole. Efter kostskolen flytter han med sine venner ind i en lejlighed ved søerne, som hans farfar har sørget for. Han glider igennem sin uddannelse og efterfølgende står jobmulighederne i kø, for Filips familie er indflydelsesrig. Han kommer selvsagt til at tilhøre samme overklasse, som han altid har været en del af, men perfektion koster.
Det bliver aldrig kedeligt at læse om de rige. Hvad driver dem, hvordan bor de, hvordan føles det at have så mange penge? Katrine Marie Guldager kommer med et udmærket bud i Et rigtigt liv. Verden ligger for Filips fødder, og han kan gøre alt det med sit liv, som andre kun kan drømme om, men hvad gør man, hvis man ikke ved, hvad man drømmer om? Eller hvis alt alligevel føles planlagt og skæbnebestemt? Et rigtigt liv er en dragende og tempofyldt fortælling, hvis handling udspilles filmisk i læserens indre. Den belyser det universelle vilkår – at søge efter mening med livet, for selv jetsettet kan ikke købe svar på gådefulde spørgsmål om meningen med deres eksistens.

Du kan læse hele anmeldelsen lige her.

 ----------------------------------------------------------------------- 

NW af Zadie Smith

Titel: NW
Forfatter: Zadie Smith
Oversætter: Steffen Rayburn-Maarup
Udgivelsesår: 2013
Sideantal: 371
Forlag: Rosinante (Gyldendals Bogklub)

Leah og Keisha er vokset op i det nordvestlige London, kaldet NW. For at lægge afstand til sin baggrund, har Keisha skiftet navn til Natalie og uddannet sig til advokat. Hun er gift og har to børn, men hendes primære fokus i livet er at nå til tops med karrieren. Leah har også taget en uddannelse, men hun bruger den ikke. Hun bor sammen med franskmanden, Michel, som tror, de to arbejder på at få børn, men Leah spiser p-piller i smug. Vi møder de to veninder i deres voksne liv, men der springes tilbage i tid, og vi erfarer, at en begivenhed fra deres fortid har skabt et ubrydeligt bånd mellem dem. De to kvinders historie akkompagneres af fortællingerne om Felix og Nathan – to mænd fra samme kvarter, som de var knyttet til i deres ungdomsår.
Romanens komposition er fri i ordets mest anarkistiske forstand. Store dele leveres i fragmenterede, usammenhængende bidder, og det er op til læseren at skabe et helstøbt billede ud fra opremsninger. NW er til dato en af mine mest skuffende læseoplevelser. Jeg læste både Hvide tænder og Om skønhed med stor fornøjelse, så jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg gik en stor læseoplevelse i møde. Mine forventninger blev ikke indfriet, og jeg kan kun lige til nøds skabe en form for referat, for jeg havde slet ikke held med at sammensætte stykkerne, og den blev desværre en plage at komme igennem.


Du kan læse hele anmeldelsen lige her.

  -----------------------------------------------------------------------

En anonym pige af Geer Hendricks & Sarah Pekkanen

Bogen kan købes hos Bog & Idé her.
Titel: En anonym pige
Forfatter: Geer Hendricks & Sarah Pekkanen
Oversætter: Lisbet Kjær Johansen
Udgivelsesår: 2019
Sideantal: 420
Forlag: Gyldendal

Make-up artisten, Jessica, skal lægge make-up på to unge studerende og overhører hun deres samtale. Den ene fortæller om et psykologisk forskningsprojekt, som hun ikke har tænkt sig at deltage i alligevel. Opgaven betaler godt, og derfor beslutter Jessica sig for at møde op i den unge kvindes navn. Opgaven er simpel; hun skal besvare spørgsmål ved en computerskærm for Dr. Shields. Men projektets format ændres, og betalingen stiger betydeligt. Dr. Shields synes i stigende grad at manipulere, men det kan også være Jessicas eget moralske kompas, der sender hende ud af kurs? Grænsen mellem virkelighed og indbildning udviskes og Jessica må være lige så udspekuleret som Dr. Shields for at skabe mening i kaosset.
En anonym pige er en klassisk psykologisk thriller, og den fastholder det høje spændingsniveau helt til sidste side. Den kryber ind under huden og giver både myrekryb og gysende fornemmelser.

Du kan læse hele anmeldelsen lige her.

  -----------------------------------------------------------------------

Den indre by af Dea Trier Mørch


Titel: Den indre by
Forfatter: Dea Trier Mørch
Udgivelsesår: 1980
Sideantal: 300
Forlag: Gyldendal

Lulu bor i indre by med sin mand, Danny, og deres to børn. Danny er medlem af Kommunistpartiet, og mange af hans aftener er afsat til partimøder. Lulu forsøger at holde styr på hjem og børn, mens Danny arbejder og deltager i sine møder. Hendes veninde, Marie, arbejder som pædagog i børnenes børnehave. Marie er også mor men bor ikke fast sammen med sin datters far, og hun er ikke lige så rodfæstet som Lulu.
Der er ikke lagt op til det store drama, og egentlig sker der heller ikke så meget, men skildringen af kvindeliv, små dagligdagskønskampe og kommunismens betydning giver et autentisk indblik i en anden tid. Dea Trier Mørch mestrer socialrealismen og leverer et fint lille stykke kulturhistorie, men hvis man skal blæses bagover og opleve forfatterens fulde potentiale, så skal man nok ikke starte med Den indre by.

Du kan læse hele anmeldelsen lige her.

  -----------------------------------------------------------------------

Døgnkioskmenneske af Sayaka Murata

Titel: Døgnkioskmennesket
Forfatter: Sayaka Murata
Oversætter: Mette Holm
Udgivelsesår: 2019
Sideantal: 150
Forlag: Grif

36-årige Keiko er løsarbejder i en døgnkiosk i Tokyo. Hun er årsag til stor skam for sin familie, som ville ønske, at hun frem for alt blev gift og dernæst fandt sig et job, som de kunne være stolte af. Keiko er bare ikke som folk er flest, det kunne hun og alle andre allerede konstatere, da hun var barn. Det er ikke let for hende at læse mennesker og forstå sociale koder, så hun har i en tidlig alder lært, hvordan hun kan begå sig, selvom hun åbenlyst falder uden for.
Døgnkioskmennesket er et helt unikt indblik i den japanske arbejdskultur, og beskrivelserne af døgnkiosken er fuldstændig som at være der selv. I spændet mellem Keikos tanker og faktiske handlinger, får Sayaka Murata belyst vores forventninger til hinanden, og den lille roman løfter sig til at være en skarp analyse af menneskeskabte normaliteter.

Du kan læse hele anmeldelsen lige her.

  -----------------------------------------------------------------------

Det var nogle af mine læseoplevelser denne sommer, og jeg har virkelig haft gang i gode bøger. Det håber jeg også du har, og jeg hører meget gerne om dem i kommentarfeltet. 

Fortsat god (sen)sommer!