Børn af Bøger: Kathrine fra Bibliotekattens Bøger

Denne måneds Barn af bøger er Kathrine Bach Pachniuk, som er børnebibliotekar og digtital formidler af litteratur på Bibliotekattens Bøger og @bibliotekat. 

----

Mit navn er Kathrine, og jeg har været et barn af bøger - og tegneserier - siden jeg lærte mig selv at læse, fordi jeg var træt af ikke at kunne læse Anders And-blade.

Jeg blev til et barn af bøger, fordi der altid var bøger omkring mig

Jeg læste Anders And bladenes billeder, før jeg læste ordene, men til sidst ville jeg ikke vente længere. Mine forældre læste højt, jo jo, men det var jo når de havde tid og var i nærheden. Jeg ved ikke hvordan jeg lærte det, men en dag var koden knækket, som man siger nu. Og så læste jeg alt. Jeg læste billedbøger til langt op i teenageårene og voksenbøger, før jeg sikkert burde. Jeg følte mig aldrig pinlig over det jeg læste. Selvom jeg altid var lidt bange for bibliotekaren ikke ville lade mig låne Stephen King-bøgerne fra voksenbiblioteket (Børn, dengang var der ikke udlånsautomater. Det var et rigtig menneske på biblioteket, der stemplede bøgerne ud til dig)

Jeg tror aldrig, jeg var blevet den læser jeg er uden min far

Min far er ufaglært og har aldrig taget en decideret uddannelse, men han læste altid. Dickens, Wordsworth, Austen, alle klassikerne. Og Lord of the Rings, Hitchhikers Guide og tegneserier. Fagbøger om rummet og stjernerne. Og lige så vigtigt, så sagde han aldrig nej, hvis jeg ønskede mig en bog. Det var ikke noget, der var afgrænset til jul og fødselsdage. Hvis jeg så en bog, jeg gerne ville have, prioriterede han at købe den, selvom han ikke havde ret mange penge, og jeg misbrugte det aldrig. I en periode var jeg dybt fascineret af opslagsværker med insekter og planter og den slags. Der gav ham mig løbende Politikens Hvad finder jeg-serie. Hvad finder jeg i sø og å, I skov og krat. Sammen med den med fugle fik jeg en rigtig kikkert. Det er en af de bedste gaver jeg har fået. Ikke fordi jeg er ornitolog eller biolog nu, men fordi han opmuntrede mine interesser uden at sige voksenting som: “Kommer du nu også til at bruge den?” Han stolede på mig og gav mig plads og mulighed til at udforske. Børn er ekstremt videbegærlige og det er de voksnes opgave at vedligeholde det videbegær. Selv når organiseret læring i skolen truer med at slå det ihjel.
Senere da jeg lærte at læse på engelsk blev det en del billigere for ham, fordi brugte paperbacks i England koster mellem 10 og 50 pence. Og måske handlede det mindre om den egentlige bog og mere om at jeg så at det var vigtigt for ham. Det var noget, der betød noget. Min storebror gav mig også altid bøger i gave, selvom han altid har været mere gamer. Jeg tror, at det var fordi han ikke vidste, hvad han ellers skulle give mig, når vi holdt jul sammen, men jeg så op til ham, så hvis han gav mig en bog, så læste jeg den og elskede den. Simpelthen fordi den var fra ham - og han havde ret god smag. Det var ham, der introducerede mig for Erik Menneskesøn og Shannaras Sværd, og jeg elsker stadig de bøger selvom de kopier han gav mig dengang desværre er gået tabt i flytninger.

Kathrine har desværre ikke billeder af sig selv som læseføl, men til gengæld har hun massevis af billeder, der illustrerer, hvordan hendes egen søn opdrages som et barn af bøger.

Men i virkeligheden var jeg i højere grad et barn af biblioteket - og specifikt Arden Bibliotek

Jeg havde faktisk ikke en særlig stor bogsamling (udover mine Stephen King paperbacks) - det kom først senere. Så den bibliotekar som måske nok misbilligede mine valg af litteratur (som regel horror, Virkelighedens Verden og fantasy), men aldrig dømte mig eller sagde noget, som ville gøre mig flov eller bange for at låne flere bøger har også en stor del af æren. Jeg advokerer selv meget for højtlæsning, men som jeg husker det var det ikke en stor del af min barndom, fordi jeg lærte at læse så tidligt. Det var det til gengæld at sidde i stilhed med min far, mens vi læste i hver vores bog. Eller høre min mor dø af grin over Kærlighed ved første hik og bare sidde og vente utålmodigt på, at hun blev færdig med den, så jeg kunne læse den åbenbart vildt sjove bog! (Og det var den!).

Stormy did not see that plot twist coming.

Mange bøger gjorde mig til et barn af bøger

Men dem jeg husker tydeligst er Peddersen og Findus billedbøgerne, som jeg stadig elsker og læser - helt for min egen skyld. Skrumpen af Gunnar Wille. Dennis Jürgensens Dystopia, som var min introduktion til min livslange besættelse af fantasy. Erik Menneskesøn og Shannaras Sværd som jeg nævnte før. Og så nærmest hele Stephen Kings forfatterskab. Jeg ved ikke, hvad det var ved horror, der talte til mig, men jeg elskede det fra starten. Jeg kan ikke engang huske min første King-bog, men jeg lånte og læste mine favoritter igen og igen. Jeg må have læst Opgøret mindst 10 gange, hvis ikke flere. Og det var også her, jeg blev træt af det begrænsede udvalg af de bøger jeg gerne ville læse på dansk. Så jeg lærte at læse på engelsk. Jeg havde allerede læst mange af King-bøgerne gentagne gange på dansk, så jeg begyndte bare at læse dem på engelsk i stedet. Jeg kendte en del ord allerede, fordi min far er vokset op i England og vi besøgte vores familie derovre hvert år og resten kunne jeg slå op i en ordbog. Og det åbnede en hel ny verden af bøger.

Det er svært at sige, hvad har det betydet for mig, at jeg var et barn af bøger

Jeg ved jo ikke hvor og hvordan jeg ville have været hvis jeg ikke var. Mange begynder først rigtigt at læse som voksne og jeg tror såmænd ikke at jeg er et bedre menneske end dem. Måske havde jeg endda stadig været bibliotekar, hvis jeg ikke havde været et barn af bøger. Men jeg kan sige, at jeg ikke kunne forestille ikke selv at opdrage et barn af bøger. 
Nu har jeg fået mit eget menneske og jeg kan ikke lade være med at købe bøger. Bøger han først kan læse om 3 år, om 5 år, om 10 år. Jeg kan ikke forestille mig at han skulle voksne op uden de oplevelser bøger er. Film og computerspil er også fremragende medier og oplevelser, men bøger kan noget særligt. Og jeg vil gerne have at mit barn får alle oplevelserne med og den opgave at gøre et barn til et barn af bøger er for vigtig til at jeg vil overlade den til skoler og institutioner. Læsning er ikke lektier. Læsning er en familieaktivitet og hygge på linje med Disney Sjov og børnetime. Skoler, daginstitutioner og biblioteker er supervigtige, men at gøre vores børn til læsere er et fælles ansvar, der også ligger hos forældrene. Kærlighed til bøger og den gode fortælling var en gave jeg fik af mine forældre i vuggegave og nu giver jeg den videre - både til mit eget barn og til alle de børn hvis forældre og lærere der følger min blog og instagram, hvor jeg gør mit bedste for at inspirere til læsning hver eneste dag.

Jeg mærker i dag, at jeg var et barn af bøger, fordi jeg kender vigtigheden af at have adgang til dem

Både i hjemmet, men i højere grad i det frirum biblioteket er. Et sted hvor man som barn kan gå hen og låne og læse helt frit uden at ens forældre blander sig eller ved at man låner bøger om sex eller tordenøgler. Man kan udforske sine interesser uden indblanding. Det kræver naturligvis gode og dygtige bibliotekarer til at formidle litteraturen og jeg håber at vi snart ser en ændring i prioriteterne og får litteraturformidlerne tilbage i biblioteksrummet.
Man kan naturligvis også finde en masse information på internettet, men der er en særlig viden at hente i skønlitteraturen. Den er er ikke så målbar som den man får fra internettet og faglitteratur. Man kan ikke sige at ‘nu ved jeg det og det’, men alle de små bidder fra andres virkeligheder, man absorberer gennem bøgerne samler sig og er med til at danne ens verdenssyn. Skønlitteraturen kan vise os verden fra hvor andre står. Jeg kan aldrig opleve, hvordan det er at være farvet i dagens USA eller kvinde i 1700-tallet. Men jeg kan læse en fortælling, der kan vise mig aspekter af det. Det er en stor del af at udvikle sin empati og sit verdenssyn og blive et helt menneske.

Boganmeldelse: Små mennesker, store drømme – Coco Chanel af Isabel Sanchez Vegara

Jeg fik tilsendt et eksemplar fra forlaget til boganmeldelse, men Bogreolen.dk sælger den til DKK 113,- lige her.

Titel: Små mennesker, store drømme – Coco Chanel

Forfatter: Isabel Sanchez Vegara

Udgivelsesår: 2018

Sideantal: 32

Forlag: Forlaget Albert

Coco Chanel-bogen er selvfølgelig velegnet til hyggestunder, men den er også et oplagt sted at starte, når de mindste elever i folkeskolen skal begive sig i kast med deres allerførste projektarbejde.

Coco Chanel er andet bind i serien Små mennesker, store drømme. Den første bog i serien er Frida Kahlo, som jeg skrev om lige her.

Små mennesker, store drømme er en portrætserie med nogle af historiens sejeste kvinder i hovedrollerne. Den henvender sig til børn fra 5-årsalderen, og fælles for alle seriens bøger er budskabet om, at en stålsat vilje kan bane vej for ethvert lille menneskes største drømme.

I Coco Chanel lærer vi en 12-årig pige at kende, da hun og hendes lillesøster bliver taget i mod med åbne arme af en nonne foran et børnehjem. Ordene er få, og på siden står blot: “Dette er historien om pigen Gabrielle, der voksede op og blev Coco Chanel”. Som det også var tilfældet med Kahlo-bogen, er der givet plads til barnets egne tanker og bogen lægger op til dialogisk læsning, hvor børn og voksne samtaler om billeder, som kun ledsages af den allermest nødvendige tekst. Vi lærer, at Chanel foretrak nål og tråd fremfor dukker, og at de andre piger fandt hende mærkelig. I hendes ungdom begynder hun at synge, og det er her hun får kunstnernavnet, Coco.  Hendes tilgang til tøj og mode er, at det – i modsætning til datidens brug af stramme korsetter ­– skal være både flot og behageligt. Det er ikke let for Chanel at overbevise datidens kvinder om, at en kvinde ikke behøver korset og pailletter for at se smart ud, men med hårdt arbejde lykkes det alligevel den stålsatte kvinde at bryde igennem som Coco Chanel.

Farvevalget er dæmpet, og selvom det formentlig er for at fange Chanels modeunivers – og giver god mening for den voksne – så tror jeg personligt, at de spraglede farver har større effekt på de mindste læsere. Bagest i bogen er der indsat en lille overskuelig tidslinje, som en hjælp til den voksne, når der skal tales om alt det, der ikke er sat ord på. Bogen (inklusiv tidslinje) er også et oplagt sted at starte, når de mindste elever i folkeskolen skal begive sig i kast med deres allerførste projektarbejde.

Som det også var tilfældet med bogen om Frida Kahlo, er der lagt op til højtlæsning og samtaler om illustrationerne. Små mennesker, store drømme er en serie, hvor der er gjort noget særligt ud af kvaliteten, og de er ikke blot interessant læsning, de er også en fantastisk flot serie til bogreolen.

Boganmeldelse: De ansatte af Olga Ravn

Jeg fik tilsendt De ansatte som en overraskelse til anmeldelse fra Gyldendal. Men den kan købes for DKK 161,- hos Bogreolen.dk lige her.

Titel: De ansatte

Forfatter: Olga Ravn

Udgivelsesår: 2018

Sideantal: 134

Forlag: Gyldendal

Olga Ravn peger på farlige tendenser i samfundet, når hun undersøger grænsen mellem menneske og ting og mellem menneske og ansat. På det sekstusinde skib taler magten gennem den normalisering, der har fået enhver ansat til at disciplinere sig selv ind i rollen som lydigt og produktivt besætningsmedlem.

Det er helt ualmindeligt svært at starte en anmeldelse af Olga Ravns De ansatte, og det forklarer måske også, hvorfor jeg har brugt en måned på at læse og fordøje den korte 134-siders roman. Siderne er få, romanen er sådan set lille, men historien er stor, og handlingen sætter sig fast i læseren.

Vi skal 100 år ud i fremtiden, og det sekstusinde skib er ladet med mennesker og menneskelignende ansatte, som udgør dets besætning. Vi rejser i det ydre rum i jagten på planeten, Nyopdagelsen, som minder om jorden, og der rapporteres med jævne mellemrum til Homebase. Homebase er de ansattes arbejdsplads og arbejdsgiver, og forholdet hertil er der såmænd ikke noget sci-fi over – alle er dedikerede til deres arbejde og uendeligt loyale over for arbejdsgiver.

Bogen er inddelt i små vidneudsagn, som hver har fået et nummer. De fylder fra få linjer til et par sider, og de præsenteres ikke i præcis kronologisk rækkefølge. Læseren erfarer hurtigt, at visse vidneudsagn er udeladt, og jeg klør stadig mig selv i nakken over spørgsmålet om, hvorfor vidneudsagn 001 er udeladt. – Er det mon destrueret og hvorfor? Andre vidneudsagn har fået tilføjet [redacted] som tegn på at noget enten er fjernet eller redigeret. De 100-vis af vidnesbyrd er de ansattes forklaringer til ”udvalget”, og

“Disse vidneudsagn blev indsamlet for at få indblik i relationerne mellem de ansatte og objekterne i rummene. I en periode på 18 måneder interviewede udvalget samtlige ansatte ud fra spørgsmål om, hvilke relationer de havde til rummene og dets objekter. Vi ønskede gennem fordomsfrie gengivelser af emnernes udsagn at få indblik i arbejdsgangen på stedet og undersøge, hvilke mulige påvirkninger de ansatte eventuelt måtte være blevet udsat for, og hvorledes sådanne påvirkninger, eller om muligt, relationer, resulterede i permanente forandringer i de ansatte, og hvorvidt dette kunne siges at medføre nedsættelse eller forhøjelse af deres arbejdsindsats, forståelse for arbejdet, tilegnelse af ny viden og egenskaber, samt hvilke konsekvenser det har haft for produktionen.”

Læseren ved aldrig, om hun har at gøre med et udsagn fra et menneske eller en menneskelignende. Men selvom de enkelte stemmer ikke identificeres, får man fornemmelsen af at visse stemmer går igen.

På bogens bagside står der, at det er en arbejdspladsroman fra det 22. århundrede. Alligevel præsenterer den et nutidigt, socialrealistisk billede af den ansatte, som forventes at tilbede sin arbejdsplads som en helligdom og fastholde tempoet i et evigt accelererende hamsterhjul for at “vækste”, effektivisere, udvikle og skabe konkurrencedygtighed.

”Jeg har aldrig ikke været ansat. Jeg er skabt til at arbejde. Jeg har heller aldrig haft en barndom. Men jeg har forsøgt at forestille mig en. Min menneskelige kollega taler nogle gange om ikke at ville arbejde, og så siger han noget meget mærkeligt, noget helt fjollet, hvad er det nu? Han siger, man er mere end sit arbejde, eller er det, man er ikke kun sit arbejde? Men hvad skulle man ellers være?”

De ansatte kan – med skildringen af et meget genkendeligt billede af det moderne arbejdsliv – læses som er en skarp kritik af samfundets evindelige og hovedløse jagt på mere, bedre, større. Der er noget foucauldiansk over Olga Ravns beskrivelse af det produktive, disciplinerede individ, og den ansattes egen tilgang til verden og livet er da også, at enhver tanke og handling skal være produktiv og gavne samfundet. Det skaber stor frustration, når ikke-produktive tanker opstår, for hvad nytte har det at tænke over livet eller verden? Det er ganske enkelt ikke produktivt. De ikke-produktive tanker opstår på baggrund af genstande, som skibet får ombord fra planeten, Nyopdagelsen. Disse genstande fremkalder minder om et liv uden for arbejdspladsen såsom moderskab, familieformer, menneskelige relationer, musik og natur. Men for netop at bevare en vedvarende produktivitet er den ansatte nødt til at opfatte sig selv som en maskine eller et teknisk supplement til det sekstusinde skib. Selvom nogle af de ansatte har lagt krop til en fødsel, er der ikke plads til moderskabet i arbejdslivet og tilbage er kun de flygtige erindringer om en krop, der for en stund var et nærende mælkeproduktionsapparat. Men så småt begynder genstandende at vække både følelser og minder hos de ansatte mødre, og sådan får Olga Ravn også tematiseret den dobbeltbundede rolle som mor, hvor man både er mor og menneske, men også mor og ting (fødemaskine, mælkeapparat).

Der er altså gang i det helt store diskursanalytiske og kønsteoretiske apparat, når forfatteren undersøger, hvad det vil sige at være menneske ud fra en anti-antropocentrisk forståelse af kroppens væren, og den åbenbarende roman taler direkte ind i en højaktuel forskning i ny materialisme. Som man måske kan fornemme, kunne jeg fortsætte i en uendelighed, men for at stoppe min efterhånden lange svada er der kun tilbage at anbefale enhver menneskelig eller menneskelignende ansat i det overordnede produktionsapparat kaldet staten at give sig i kast med Olga Ravns mesterværk af en samfundskritisk arbejdspladsroman.

Boganmeldelse: Halfdans ABC af Halfdan Rasmussen

Jeg fik tilsendt et anmeldereksemplar fra forlaget, men den skønne ABC kan også købes på Bogreolen.dk til 118,- lige her.

Titel: Halfdans ABC

Forfatter: Halfdan Rasmussen

Udgivelsesår: 2016 (oprindeligt 1967)

Sideantal: 60

Forlag: Carlsen

“Bennys bukser brændte.

Børge råbte, åh!

Børge havde nemlig

Bennys bukser på.”

ABC’er har en lang historie bag sig. Siden 1500-tallet har de være brugt i skolen til at lære børn om bogstaver, men da Halfdans ABC udkom i 1967, blev ABC’en for alvor optaget i de danske hjem. Forfatterens legende og humoristiske tilgang til sproget, bragte glæde hos både børn og voksne, og pludselig blev ABC’en opfattet som langt mere end blot kedelig og træls pligtlæsning. Det er formentlig også grunden til, at bogen fortsat genoptrykkes og er at finde på alle landets biblioteker og skoler, for slet ikke at tale om de mange børnefamilier, der stadig ser den som en central del af børnebogsamlingen. En børnebogsklassiker, kan man nok roligt kalde den.

Bogen er bygget op som en klassisk ABC, hvor hvert bogstav har sin egen side, og bogstavet danner grundlag for sidens rim – det man kalder for bogstavhistorier og bogstavrim. Det ovenstående rim er altså til bogstavet B, og Ib Spang Olsens tegninger bidrager til de sjove historier, som i ovenstående er fortællingen om Bennys brændende bukser, som Børge har på. Rim er en oplagt måde at opnå bogstav- og sprogforståelse på, og mange af de sjove rim bliver hurtigt lært udenad, mens andre forbliver sjove tungevridere som for eksempel:

Else elsker pelse.

Else elsker pølse.

Pølse åd hun dagen lang.

Elses pels blev alt for trang.

Pelsen holdt, men elske sprak.

Else – pelse – pølsesnak.

Den legende og sjove tilgang afslører forfatterens glæde ved sproget, og man skulle næsten tro, at rimene var lavet af børn selv. Måske er det  netop derfor, den bliver velmodtaget hver eneste gang, den præsenteres for en ny generation. Det er det rene nonsens og ingen forstår nonsens som børn – ja altså, måske lige med undtagelse af Haldfan Rasmussen, som giver liv til vrøvl og pølsesnak i børnehøjde.

Det er en musthave til børnereolen, og man behøver ikke vente til skolestart, før man begiver sig ud i Halfdans livlige og legende ABC.