mandag den 20. november 2017

Aktivitetsjulekalender: 24 Julekalender

[Sponsoreret] Jeg fik tilsendt et prøveeksemplar af hver julekalender af forfatterne, men de kan købes enkeltvis hos de fleste boghandlere til en flad halvtredser. Læs mere om dem her

Titel: 24 Julekalender
Forfatter: Inge Østerby og Lise Glindvad
Udgivelsesår: 2017
Sideantal: 26
Forlag: Forlaget Cyklame


Det bedste ved december er hyggen, og det er så oplagt at lave en julekalender, der indbyder til julehygge med kreative aktiviteter, at man kan undre sig over, de først kommer nu!
Jeg kan vist ikke lægge skjul på, at jeg er en vaskeægte juleelsker, og derfor var jeg også hurtig til at gribe muligheden for at anmelde de nye aktivitetsjulekalendere, som Inge Østerby og Lise Glindvad netop er udkommet med. Der findes tre versioner af julekalenderne: Den grønne er til børn fra ca. 8 år, den røde er til juleelskeren på 16 år og opefter, og den grå er til juleskeptikeren, som måske synes, at julen er ”Bah Humbug!” – også fra ca. 16 år. Jeg har fået fornøjelsen af at se nærmere på alle tre udgaver.
De er opbygget som en klassisk julekalender, så alle decemberdage frem til jul gemmer på en overraskelse. Det har været forfatternes ønske at skabe en julekalender, som indbyder til julehygge med kreative stunder, og som den enkelte kan sætte sit eget personlige præg på. De tre kalendere byder på forskellige aktiviteter, som passer til deres overordnede tema – dog med enkelte gengangere. Børnene kan for eksempel teste deres julehumør d. 6. dec., pynte juletræ med alt fra farver til glimmer og glanspapir (kun fantasien sætter grænser) d. 11. dec. eller holde styr på de indkøbte julegaver.
For den voksne juleelsker er det blandt andet muligt at nedfælde juleminder, udfylde lister over de bedste julefilm og den bedste julemusik, og min personlige favorit må være arket til smagstests af julens mange godter. Juleskeptikerens julekalender garanteres fri for gran og guirlander, den slags taler naturligvis ikke til en vaskeægte juleelsker, men mange af aktiviteterne i den grå kalender er faktisk ret sjove! Her er der et julefrokost-kit med overskæg, der skal klippes ud, snapseglas, der skal samles og vigtigst af alt; et armbånd med ordene “Send mig med en taxa til _______”, den indeholder også en sjov gaveindkøbsguide, som familien skal udfylde, så juleskeptikeren undgår gaveindkøbsmareridtet. 


Der er opgaver i alle tre, jeg er vild med, så jeg har faktisk ikke helt kunne udpege en personlig favorit. De er alle oplagte til dem, der har givet sig i kast med bullet journals og dem, som bare ikke kan lade være med at pynte siderne i en almindelig kalender. Jeg er så klar til at tage hul på 1. december med at tegne, dekorere og måle på mit julehumør!


PS: Forfatterne ønskede et alternativ til chokoladejulekalenderen – personligt har jeg fundet juleoverskud nok til begge! ;)

Hvilken julekalender skal du have i år?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar