Børn af Bøger: Sune de Souza Schmidt-Madsen, forfatter og redaktionschef på Lindhardt og Ringhof

Jeg hedder Sune og er redaktionschef for dansk skønlitteratur på Lindhardt og Ringhof. I det daglige arbejder jeg og mit hold af redaktører med at udvikle ny, dansk skønlitteratur, og præsenterer blandt andet læserne for bøger af Leif Davidsen, Sissel-Jo Gazan, Bent Haller, Anne Mette Hancock, Merete Pryds Helle, Benn Q Holm, Steffen Jacobsen, Thomas Korsgaard, Michael Katz Krefeld, Torben Munksgaard, Hassan Preisler, Anne Cathrine Riebnietzsky, Knud Romer, Lone Theils, Maren Uthaug, Mich Vraa, og mange flere.

Jeg har arbejdet med historiefortælling hele mit liv, lige siden jeg lærte at læse og slugte alt hvad jeg kunne på mit lokale bibliotek i Valby, hvor jeg voksede op. Frikvartererne blev brugt med en bog, og som regel læste jeg også mens jeg gik frem og tilbage fra skole, til stor fare for trafikken og mit eget liv og levned.

Som 12-årig skrev jeg min første novelle, en gyserhistorie som hed ”Den sorte hund” og som jeg indsendte til forlaget Tellerup. Forlaget, som var ejet af Mariejette og Kristian Tellerup, og blandt andet udgav Dennis Jürgensens bøger, var så utroligt søde at de gad at ofre tid på mig, og fik Peter Gotthardt til at lave en rigtig forlagsudtalelse på min historie – hvordan jeg skulle vælge om jeg brugte jeg-fortæller eller 3. persons fortæller og hvordan det påvirkede de muligheder jeg havde for at fortælle min historie. Jeg var vildt glad for at blive taget alvorlig selvom jeg bare var et barn og det gav mig blod på tanden til at skrive mere. Sammen med to klassekammerater arbejdede jeg de næste to år på novellesamlingen ”På slaget 12” som desværre ikke blev til noget, men da Tellerup forlaget udskrev en skrivekonkurrence sendte vi nogle af historierne ind, og jeg var så heldig at være blandt de seks vindere, så en af mine gyserhistorier, ”Kære dagbog …” blev trykt i novellesamlingen ”Ungt blod”.

Sune: "Min fantasi er som en slags lillebror for mig.", Berlingske Tidende 1995.

Jeg deltog i – vistnok den første – bogforum, og blev bidt af arbejdet bag kulissen. Jeg var ordstyrer, da Dennis Jürgensen for første gang skulle møde sine fans på messen, og hjalp forlaget med at passe butikken. Min løn fik jeg i bøger og bøf bearnaise.

I 8. klasse kom jeg også i praktik i tegneseriebutikken ”Faraos Cigarer” og blev efterfølgende ansat, et job jeg havde de næste par år. Bag kassen i Faraos cigarer lærte jeg en masse om at drive en forretning, for netop i de år eksploderede markedet for Magic kort, og Faraos Cigarer voksede fra at være en lille sidegade gesjæft til at blive et kæmpe firma med egen import og masser af ansatte. Jeg var med på rejsen, og dybt fascineret af min chef, Thomas Kirknell, en tidligere backgammon-haj, som nu altså startede det her eventyr.

1: Sune med grundlægger af Lindhardt og Ringhof, Otto B Lindhardt, Bogforum 2016. 2: Leif Davidsen, Jørn Riel og Sune foran Lindhardt og Ringhof på Vognmagergade i 2015. 3: Merete Pryds Helle modtager de gyldne laurbær, 2017.

Jeg kom kortvarigt væk fra bøgerne da jeg begyndte i gymnasiet lige samtidig som den danske filmverden gik ind i meget frugtbar periode. Pludselig var der danske film man gad at se! Og jeg kan huske da jeg første gang så plakaten for Ole Bornedals ”Nattevagten” og tænkte: Det kan da ikke være en dansk film? Vi, der voksede op i 80’erne var vant til at danske bøger og film altid var enten socialrealistiske som ”Lottes mor er kranfører” eller folkekomedier som ”Op på fars hat”. Lige pludselig kom der tv-serier som ”Riget” i fjernsynet og vi var ellevilde. Nogenlunde samtidig ramte dogme-bølgen landet og der var ingen tvivl i mit sind: Jeg skulle være filminstruktør! Jeg lavede et par meget kunstneriske kortfilm i samarbejde med filmværkstedet og Zentropa, og fik scholarship fra Nordisk film fonden til at komme på European Film College. Her mødte jeg min kone, Cida, som jeg stadig er gift med her 18 år efter. Hun var fra Brasilien, og for en stund var både bøger og filmprojekter blæst væk – vi rejste rundt i Sydamerika, og blev forældre kort efter vores hjemkomst. 

Sune på European Film College 1999.

Det gik op for mig at jeg hellere måtte se at få mig en uddannelse, og så søgte jeg ind på Litteraturvidenskab på Universitetet.

Det var noget af en overraskelse, for jeg havde aldrig rigtig taget ”springet” fra børne- og ungdomsbøger til voksenbøgernes univers – der havde jeg i stedet været optaget af de store filmkunstnere som Wim Wenders, Kurozawa, og Alain Resnais. På litteraturvidenskab oplevede jeg for første gang at jeg ikke bare ”automatisk” fik 13 i alt hvad jeg lavede, jeg oplevede at der ikke bare blev klappet i hænderne hver gang jeg afleverede noget. Samtidig var jeg lige blevet far, så jeg besluttede mig for at klemme ballerne sammen og give den gas. Jeg gennemførte min bachelor på nomeret tid og så stod jeg der: Med en uddannelse, som mange nok vil kalde brødløs. Jeg reagerede på et praktikopslag fra Gyldendal, og siden da er det gået slag i slag – jeg har redigeret, skrevet, ghostwritet, oversat, og blev fastansat redaktør i forlagsbranchen i 2008 … men det er en helt anden historie.

Når jeg tænker tilbage på min barndom oplever jeg den ofte i omslag – ”Den uendelige historie”, ”Momo og tidsrøverne”, ”Vogteren på Isis”, ”Dragonlance”, ”Ringenes herre”, Anne Rices vampyr-bøger og Dennis Jürgensens mangesidede forfatterskab.

Jeg fandt frem til de første bøger på mine forældres bogreoler, men bagefter var det børnebibliotekarerne på Valby Bibliotek, der hjalp mig til at finde nye spændende læseoplevelser. Min indgang til forlagsbranchen skylder jeg Kristian og Marijette.

Bøger har fyldt mit liv lige siden, og jeg holder af alle genrer og stilarter – fra lyrik til krimi, fra korte filosofiske tekster til kæmpemæssige udviklingsromaner. Et par forfattere der har spillet en stor rolle i forhold til mine voksne læsevaner er Dostojevskij, Karen Blixen og Pär Lagerkvist. Karen Blixen har jeg senere selv skrevet et par bøger om og vundet Georg Brandes prisen for det.

1: Sune og Maren Uthaug i Uthaug. 2: Sune, Hassan Preisler og Einar Már Guðmundsson til Louisiana 2013. 3: Sune på Blixen-turné.

I dag fylder bøger det meste af min vågne tid, de er blevet min levevej og rygraden i min tilværelse, selvom jeg nu hellere ville kalde det ”historiefortælling” for jeg er fascineret af fortællekunsten i alle dens former – fra de slyngelhistorier fra virkeligheden man kan være heldig at høre hvis man befinder sig på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, til fortællingen som kernen i vores identitet.

Jeg er af den opfattelse at mennesket først og fremmest er et historiefortællende dyr, og at vores liv, vores selvforståelse, vores identitet og hele vores samfund er sammenholdt af fortællinger. Spørg mig hvem jeg er og jeg skal fortælle dig en historie.

Det historier kan, i modsætning til andre former for meninger, argumenter eller forklaringer, er at historier kan rumme dobbeltheden i livet. I historier kan vi godt falde for en usympatisk hovedperson – som i Lagerkvists ”Dværgen”, ligesom vi kan i virkeligheden. Historierne kan rumme alle de facetter som kærligheden, livet og eksistensen også rummer. Så længe historien hænger sammen forstår vi. Denne filosofi har jeg taget med ind i mit daglige arbejde, og jeg nyder hver dag at blive præsenteret for overraskende nye vinkler på virkeligheden som jeg ikke selv kunne have drømt om.