[Sponsoreret] Jeg fik tilsendt et eksemplar af forlaget, men Blækhat kan købes på Saxo til DKK 209,- lige her. |
-
Titel:
Blækhat
Forfatter:
Sissel Jo-Gazan
Udgivelsesår:
2017
Sideantal:
541
Forlag:
Lindhardt og Ringhof
Jeg ved
nærmest ikke, hvor jeg skal starte resumeet af Blækhat. Den 541 siders roman er
på én gang et mysterie, historien om venskaber, udviklingen fra barn til
voksen, tab af uskyld, en bid af danmarkshistoriens skelsættende begivenheder
og en fuckfinger til konventionelle forestillinger om familie, parforhold og
venskaber. Og så har jeg slet ikke fået nævnt videnskaben og politiske
magtkampe. Det er med at holde tungen lige i munden, når man læser Blækhat.
Bogen holdt
mig fanget fra side et. En kvinde falder om i en lægepraksis med døden til
følge, og man finder ud af, at hun har været for udsat for en giftig svamp.
Hungrende efter mere, bliver jeg sendt tilbage i tiden og befinder mig
pludselig i Aarhus hos Rosa, hendes mor Helle og hendes slags-far, Krudt. Rosa
vokser op i 80’erne og er barn af en frisindet mor, som er en politisk
engageret antikapitalist og banebrydende forsker i svampe. Rosa er bedste
venner med Sevim, og de to er henholdsvis tingfinder og samler, hvilket skal
vise sig at få stor betydning i deres voksne liv. Deres venskab udsættes for
mange prøvelser, og flere gange er det ved at gå tabt, men passionen for
streetart bliver det, der holder dem sammen. Rosa baserer sin tilværelse på interessen
for streetart og som voksen forsker hun i og skriver ph.d. om den
internationale kunstner Blækhat. Trods hendes apolitiske sind, befinder hun sig
alligevel i den ene politiske magtkamp efter den anden.
Jeg
tror aldrig jeg har haft så svært ved at genfortælle en roman, som det er
tilfældet med Blækhat. Desværre er mine kvaler med at skulle genfortælle et
rigtig godt symbol på min læseoplevelse, som var mindst lige så forvirrende.
Som jeg indledningsvis skrev, formår Sissel Jo-Gazan at fange sin læser fra
side et, og historien om Rosa og Sevims barndom og venskab holdt mig også
opslugt et langt stykke hen ad vejen. Men så sker der altså noget – måske sker
der bare for meget. Pludselig er jeg i Berlin, det indledende svampemysterie er
efterhånden så langt væk, at det næsten forekommer mig ligegyldigt. Langsomt
får fortællingen en duft af slægtsroman. Nazister, RAF og Det Tyske Rige bliver
en væsentlig del af Rosas historie, og pludselig er der bare så meget, jeg skal
holde styr på, at jeg mister lysten til at fortsætte. De sidste 100 sider må
jeg tvinge mig igennem, og jeg oplevede en stigende irritation over, at det
indledningsvise mysterium med kvinden i lægepraksissen er forsvundet som dug
for solen. Mysteriet løses selvfølgelig på de afsluttende sider, men der er
egentlig ikke brug for læseren i opklaringsarbejdet, da det serveres på et
sølvfad af kyndige læger og politifolk. Det er så brandærgerligt, at der sker
så meget på én gang, for i virkeligheden byder forfatteren på solide
fortællinger, spændende og velbeskrevne miljøer og lækkert sprog, men for mig
druknede det hele i alt for mange fortællinger som gik i forskellige retninger.
Afslutningsvis
må jeg understrege, at jeg altså absolut ikke fraråder nogen at læse bogen (det
kunne jeg i virkeligheden aldrig finde på, da jeg tror på, der er en læser til
enhver bog). Min læseoplevelse ser ud til skille sig ud fra mængden; bogen har
modtaget rækker af rosende ord fra både de store mediehuse og bogbloggere, men
jeg deler bare ikke begejstringen – i hvert fald ikke efter at have passeret
første halvdel. De tre kaffekopper gives derfor for første halvdel af bogen,
hvor Sissel Jo-Gazan havde mig i sin hule hånd.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar