Boganmeldelse: En vase i brystet af Daniel Boysen

Jeg fik tilsendt et eksemplar til boganmeldelse af forlaget, men samlingen kan købes til 118,- hos Bogreolen.dk lige her.

---

Titel: En vase i brystet

Forfatter: Daniel Boysen

Udgivelsesår: 2018

Sideantal: 93

Forlag: Forlaget Silkefyret

de dødes lys

brænder

fra mit hoved

som et mørkt forår

i en udtrådt verden

tanken om at

vende tilbage til

den ro

der var før

jeg fandtes

skræmmer mig

Allerede på første side sætter Daniel Boysen ord på det ordløse. Vi skal alle herfra en dag, og vi kan ikke gå gennem livet uden også at skulle tage afsked med dem, vi elsker. Døden er det centrale tema i forfatterens seneste digtsamling, En vase i brystet, men der er intet dystert eller tungsindigt over rækken af poetiske betragtninger. Samlingen blander erindring med hverdag og koblingen af længsel efter det der var, og et nu der insisterer på at eksistere, gør døden til en svævende realitet, som er skræmmende men uundgåelig – memento mori. Døden sætter punktum for et menneskes væren, alligevel fortsætter samfundet som var intet hændt, og vi kan kun håbe på at have sat spor i nogens liv, også selvom det gør ondt.

alle de fodspor

skaber sår i sandet

De mange digte er delt ind i – det, jeg vil tolke som ­–fire overordnede overskrifter, som læseren skal være særligt opmærksom for at opdage. De er kun diskret fremhævet med fed skrift, men indgår ellers som første vers i et nyt digt; de dødes lys, sommerstorm, moja bieda og sådan ser det ud. Der er ikke skabt store og tydelige overgange mellem digtenes ’kapitler’, som i tråd med samlingens tema om døden netop understreger, at overgangen mellem liv og død er flydende og uundgåelig. I et større perspektiv er der i virkeligheden intet der forandres, når et menneske dør: Skoven er fyldt med træer, fuglene fløjter som de plejer, oktober bliver oktober og færgen sejler stadig. Måske er det netop det, der gør, at morgensolen kan føles som et barberblad.

Formen er lige så enkel som døden selv. Små ord der opløser hinanden, så nye kan tage over. Det lyder måske simpelt, men det enkelte ord er udvalgt og sammensat med andre ord med så stor omhu, at der ikke kan være tvivl om forfatterens mestring af det håndværk, den gode litteratur afhænger af. Det er en sansemættet samling og forfatterens egne fotografier bidrager til læserens oplevelse af liv, lys og elementer, som ikke kan tæmmes af hverken levende eller døde.

Jeg fik tilsendt en hvid bog med flotte gule akvarellignende plamager og sort indramning af titel og forfatternavn. Det gule er nu mindre gult og det sorte bliver for hver læsning mere og mere hvidt. Det er også lykkes mig at tilføje mine egne uheldige pletter og fingermærker, og således bidrager bogens layout også til læserens refleksioner. Den fungerer både som påmindelsen om, at alting udviskes med tiden, men også at det enkelte liv (eller den enkelte digtsamling) får hver sit unikke slid, og jeg er sikker på, at mit eksemplar – eller liv ­– har spor, der ikke kan ses i dit.