mandag den 7. maj 2018

Boganmeldelse: Intet gælder af Joan Didion

Jeg fik tilsendt et anmeldereksemplar af Gyldendal. Bogen kan købes til DKK 142,-  uden medlemsskab hos Bogreolen.dk lige her.

Titel: Intet gælder
Forfatter: Joan Didion
Udgivelsesår: 2018 (på dansk)
Sideantal: 157
Forlag: Gyldendal

Det er ikke kun fordi vi befinder os på motorvejen med Maria Wyeth bag rettet, at Intet gælder bevæger sig fremad i hastigt tempo. Joan Didion viser sin læser, hvordan sprogligt vid kan skabe intensitet og nærhed, så læserens bankende puls følger det hastige narrativ.

I ét stort flashback lærer vi alt, hvad vi skal vide om den tidligere LA-skuespiller og model, Maria Wyeth, som nu befinder sig mere inde i sit hoved end ude i verden.

Ved ugens slutning tænkte hun ikke på andet, end hvor hendes krop sluttede, og luften begyndte, på det præcise punkt i tid og rum der var forskellen mellem Maria og andet. Hun havde den fornemmelse, at hvis hun kunne få greb om det med sin bevidsthed og holde det dér i bare et mikrosekund, så ville hun have opnået, det hun var kommet efter.

Maria vokser op i Silver Wells i Nevada med en fraværende mor og en far, som er afhængig af spil. Hendes fars gambling sætter morgendagens standard, for familien ved aldrig, om deres hus er tabt eller vundet. Tilværelsens foranderlige vilkår har lært Maria, at hun ikke behøver mål i livet, for livet er et tilfældigt spil, alting forsvinder og det eneste, hun har er nuet, som med en kolibris vingeslag atter er borte.

“Alting forsvinder. Jeg arbejder meget hårdt på ikke at tænke på, at alting forsvinder. Jeg ser på en kolibri, kaster mønterne i I Ching, men jeg læser dem aldrig, jeg forsøger at fastholde tankerne i nuet.”

Maria er gift med filminstruktøren, Carter, som hun har datteren Kate med. Kate er født med et handikap (som Maria omtaler som en kemisk afvigelse i hjernen), og derfor bor den fireårige pige der, hvor de “sætter elektroder på hendes hoved og nåle i hendes rygsøjle og forsøger at finde ud af, hvad der gik galt”. Hun nærer stor kærlighed til sin datter, og i sin ivrighed efter at være tæt på hende, dukker hun ofte op på uventet besøg på hjemmet, der vrimler med læger og sygeplejersker. De uventede besøg medfører forvirring og høje skrig fra den lille pige, og skrigene forplanter sig i Marias indre og dukker gentagelsesvist op.
Maria tror ikke selv, at hun har brug for andre mennesker, hun gider dem i hvert fald ikke, men alligevel søger hun den nærhed, som kun et menneske kan give hende. Det får hende til at gå i seng med tilfældige mænd, som hverken har respekt eller ømhed tilovers for hende. Hun kender til intet og ingenting og derfor skræmmer det hende ikke at sætte kursen mod forfald. Hun har ingen mål i livet, og hendes daglige køreture på motorvejen står i stærk kontrast til hendes indholdsløse liv uden retning eller mening.

“En ting jeg vil sige til mit forsvar, ikke at det har betydning: Jeg ved noget, som Carter aldrig har vidst, eller Helene, eller måske jer. Jeg ved, hvad ”intet” betyder, og alligevel fortsætter jeg spillet."

Intet gælder er mit første møde med Joan Didion, men det er bestemt ikke det sidste! Forfatteren får på imponerende vis skildret Maria som en indre stemme adskilt fra den materielle verden, og hendes tilbageblik sker i hastige sekvenser, som var hun voice-over på sit eget liv. Marias stemme er vred og sarkastisk, og læseren fornemmer, at hun er en kvinde i opløsning på vej mod sin endelige deroute i sin hurtigkørende Corvette. Hun accepterer tingenes tilstand og måske netop fordi livet har lært hende, at hun ingen indflydelse har på dets udfald, leder hun aldrig efter forklaringer, men konstaterer blot: "Jeg er hvad jeg er".

“Der blev stille. Noget virkeligt var ved at ske: Dette var, så at sige, hendes liv. Hvis hun blev ved med at huske sig selv på det, kunne hun gennemføre spillet, gøre det rigtige, hvad det så end var.”

Terningerne er kastet og derfor må Maria “play it as it lays”. Hun har mange narcissistiske træk, og Didion fremhæver dem ved at udelukke andre stemmer og begrænse Marias verden til at handle om sig selv. Der er noget dragende ved forfatterens skrivestil, som er detaljemættet på en svært definerbar måde: Hun forstår sprogets nuancer og udnytter ordenes konnotationer så en enkelt sætning kan udtrykke det, der ellers ville have svaret til fire siders læsning. Stilen er observerende og troværdig, som var det et stykke feltarbejde nedfældet af en opmærksom antropolog. Jeg har ikke læst den engelske udgave, men jeg tør alligevel godt, rose Olga Ravn for et fremragende oversættelsesarbejde. Sproget er gennemført lækkert. Jeg var fanget fra første linje, og jeg er ikke overrasket over, at Joan Didion har fået status som kulturikon eller at hendes værker udråbes som fremtidige klassikere. Intet gælder er en læseoplevelse ud over det sædvanlige!

“Hun tænkte på ingenting. Hendes bevidsthed var et tomt bånd, hver dag overspillet med fragmenter af overhørte ting, brudstykker af en kortgivers talestrøm, begyndelsen på vittigheder og vilkårlige linjer fra sange.”



 PS: En så fantastisk bog burde da næsten være en del af præmien i morgendagens giveaway ... 😏


Ingen kommentarer:

Send en kommentar