søndag den 13. maj 2018

Boganmeldelse: Som et muldyr der bringer flødeis til solen af Sarah Ladipo Manyika

Jeg fik tilsendt et eksemplar til boganmeldelse af forlaget. Som et muldyr der bringer flødeis til solen kan købes hos Bogreolen.dk til DKK 158,- her.

Titel: Som et muldyr der bringer flødeis til solen
Forfatter: Sarah Ladipo Manyika
Udgivelsesår: 2018
Sideantal: 137
Forlag: Rebel with a cause

Sjældent har jeg elsket en karakter så højt, som jeg elsker Professor Morayo Da Silva. Den snart 75-årige sprudlende kvinde har appetit på livet, kærlighed til bøger og et væsen, der betager.
Morayo Da Silva er en frigjort kvinde fra Nigeria, hun bor alene i sin lejlighed i et hipt område i San Fransisco, og hun har brugt sin opsparing på at købe en lækker vintage-Porsche. Hun er en stærk kvinde, som ikke er bange for at gøre opmærksom på sig selv, når hun valser rundt i sine farvestrålende rober fra hjemlandet og flirter lidt med de mænd, hun møder. Morayo er glad for livet, og hun vil have mest muligt ud af det. Hendes bøger er hendes bedste venner, og de er smukt arrangeret på bogreolen, så personerne i dem kan tale sammen. 


“Det er derfor Heart of Darkness står ved siden af Le Regard du Roi, og Wide Sargasso Sea står lige ovenover Jane Eyre. De to sidstnævnte stod før i tiden ved siden af hinanden, men så besluttede jeg, at det var bedre at rette op på den gamle koloniale ubalance ved at give Rhys overtaget – altså den øverste hylde.”


Morayo beskrives med en humor og ømhed, som gør det vanskeligt ikke at falde pladask for hende. Da vi møder hende i San Fransiscos sommervarme lærer vi, at hun er i færd med at planlægge sin 75-års fødselsdag for venner og bekendte i USA. Hun savner indimellem sit hjemland, men allermest savner hun ligesindede, som hun kan dele de mange minder om kulørte markedspladser, strømafbrydelser og uregerlig trafik med. Den aldrene professor har ingen familie i nærheden, og i Lagos er der heller ikke mange relationer tilbage. Hendes forældre er borte, hendes venner er flyttet, og hun reflekterer over, hvordan minderne er det eneste, der stadig ér. Foruden minderne er der dog én – måske to – relationer tilbage i Nigeria, og det er eksmanden og ambassadøren, Caesar, og måske/måske ikke digteren og den hede affære, Antonio. Men Morayo er en uafhængig kvinde, og udover sin gode veninde, Sunshine, begrænser hendes relationer sig til postbuddet, butiksindehaveren og andre tilfældige bekendtskaber, som alle bidrager til fortællingen med deres indre monolog.
Som et muldyr der bringer flødeis til solen er mange fortællinger på én gang. Det er fortællingen om et multikulturelt San Fransisco, som danner ramme for en kvindes længsel efter en tid, hvor hendes skønhed vendte hoveder og skabte begær. Men det er også fortællingen om en henfalden seksualitet, om kroppens forræderiske aldring og om den sorte krop som altid opfattes som farlig.
  
“Og alt det huskede min krop så tydeligt den dag, den gamle mand begyndte at råbe op. Min krop som vidste, at han, da han begyndte at fable om, hvor bange han var på sine børnebørns vegne, talte om min krop på samme måde, som hvide mænd i tusindvis af år har talt om den sorte mand. Som en trussel.”

I 1952 skrev filosoffen, Frantz Fanon (i Black SkinWhite Masks), hvordan han altid mærkede sin egen anderledeshed, fordi han, som sort mand i et hvidt samfund, ofte blev udpeget. Han beskrev hvordan hans blotte eksistens skabte frygt i hvide mennesker og gjorde ham til en slave af sin egen hudfarve: “I am the slave not of the "idea" that others have of me but of my own appearance. I move slowly in the world, accustomed now to seek no longer for upheaval. I progress by crawling. And already I am being dissected under white eyes, the only real eyes. I am fixed.”. Jeg nævner det her, fordi Sarah Ladipo Manyika på fornemste vis inddrager Fanons autoteoretiske værk i en smuk skønlitterær prosa. For læseren, der har beskæftiget sig med Fanon vækker hendes fortælling gensynsglæde, og for den uerfarne Fanon-læser bliver det måske en indsigt i, hvordan det er at leve i en krop, som altid allerede opfattes som farlig.
Jeg indledte denne anmeldelse med at skrive, at jeg sjældent har elsket en karakter så højt, som jeg elsker Professor Morayo Da Silva, og mens jeg skriver disse ord, mærker jeg, hvordan min kærlighed til hende har vokset sig endnu større – hun er en fabelagtig kvinde med et fabelagtigt livssyn. Som et muldyr der bringer flødeis til solen er måske nok en lille bog, men den gemmer på intet mindre end storslået litteratur!



Ingen kommentarer:

Send en kommentar