I marts tog den seje
børnebibliotekar, Kathrine Bach Pachniuk initiativ til at
starte den danske version af #1000books, på dansk #1000bøger. Projektets mission
er at få læsningen tilbage i hjemmene, og det er jo guf for en tidligere
dansklærer!
Det er et problem,
når læsning bliver forbundet med sure pligter eller kedelige lektier, men det
er ofte det der sker, hvis ikke mor og far (eller andre primære voksne) sørger
for at vise deres børn, at læsning er nærvær, hyggestunder og faktisk også
kreativ udfoldelse.
Man deltager helt
enkelt ved at beslutte sig for at læse #1000bøgerførskolestart sammen med sit
barn. På hjemmesiden er det muligt at hente inspiration til
læsningen, printe ark til at notere titler og der er også fine diplomer, som
kan udfyldes med navn og dato.
#1000bøgers mission
er ikke at skabe 12-talselever, så PISA-undersøgelsernes bagmænd kan være
tilfredse. At klare sig godt i skolen er selvfølgelig en positiv sideeffekt,
men formålet er først og fremmest at give børn en god sproglig start i livet.
Som tidligere lærer kan
jeg alligevel ikke helt lade være med at tilføje, at der (selvfølgelig) er en
tydelig sammenhæng mellem elevens læsetilegnelse og -evne gennem hele
skolegangen og forældrenes indsats i hjemmene. Og det gælder faktisk ikke kun den
danskfaglige læsning, det gælder sådan set alle fag, fordi letheden ved læsning
giver barnet ro til at koncentrere sig om det, der rent faktisk er ordenes og
undervisningens indhold.
Men endnu vigtigere; et sprogligt stærkt barn klarer sig bedre i livet. Læsning bidrager til udviklingen af empati og koncentration og skaber fantasifulde og kreative børn med lyst til at lære.
Så hjælp dit eget
eller en andens barn med at få en god sproglig start på livet ved at deltage i
læsningen af #1000bøger.
Du kan læse meget
mere om det inspirerende projekt lige her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar