Reklamelink: Bogen kan købes hos Bog & idé her. |
Titel: Tyverier
Forfatter: Thomas Korsgaard
Udgivelsesår: 2019
Sideantal: 140
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Danmark har fået en ny novellekonge, og han
hedder Thomas Korsgaard. Han skaber levende billeder og troværdige karakterer
ved hjælp af de mest banale rekvisitter. Og bedst af alt vækker han tanken: Jeg
kender typen.
Tyverier er Thomas Korsgaards første novellesamling, og den
består af femten tragikomiske fortællinger. Novellerne indledes med følgende
citat af den amerikanske forfatter, Lorrie Moore:
“For mig er der ikke noget, som er en vittighed. Det kommer bare til at
lyde sådan”.
Citatet
sætter rammen for Korsgaards noveller, som er så pinagtigt tragiske, at det
bliver morsomt. Vi møder for eksempel Kim, der forsøger at være far for sin
datter, kysse-Kristian, som er på posthuset for at hente pakken med 200
forskellige kuglepinde og Thomas fra TopDanmark, som presser en hospicepatient
til at bruge sin sidste tid med en forsikringssælger. Det er så forkert at nyde
de små fortællinger af forskellige grader af moralsk deroute, men det er også
helt umuligt at lade være. Nydelsen trumfer samvittigheden.
Novellerne
er helt korte, og der står så lidt, og alligevel lykkes Thomas Korsgaard med at
sige så meget. Det er nemlig det, han kan. – Han skaber levende billeder og
troværdige karakterer ved hjælp af de mest banale rekvisitter såsom
plastikposer, lasagne, kuglepenne. Det er genkendeligt og fuldstændig banalt,
men alligevel er det også trist og ensomt. Hans største styrke er evnen til at
portrættere typer, og den genkendelse læseren oplever giver nærmest et lille
skud belønnende dopamin.
Tyverier
er både titlen på den første novelle og en hentydning til det, karaktererne
stjæler fra hinanden (materielt og immaterielt). Men lur mig om ikke også det
er en kommentar til, hvordan forfatteren har samlet stof til sine rammende
noveller – ved at ”stjæle” folks historier eller digte på ægte menneskers liv.
Det ville ikke være første gang, forfatteren låner fra det virkelige liv, så
det kunne jo være en lille kommentar til pressen om, at han allerede har
erklæret sig selv som tyv nu, så de kan godt spare energien. Apropos tyverier,
novellerne stjæler din tid, ikke fordi de er lange, men fordi de er svære at
slippe igen. De er selvfølgelig velegnede som hyggelæsning, men de er også
oplagte som analysegenstand for udskolingen og på gymnasieniveau. Jeg er
overbevist om, at skoleelever og gymnasiestuderende vil finde dem en del mere
tålelige, end noveller normalt har ry for at være i klasserummet, fordi de
taler ind i deres nutid og fremstiller fuldstændigt genkendelige typer.
Jeg
klapper i mine hænder af det her mesterværk!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar