fredag den 4. oktober 2019

Barndomsbøgernes oversætter, Mich Vraa




Nu skal I høre en lille sjov fortælling ...

Første gang, jeg mødte Mich Vraa (forfatteren til Vestindien-trilogien, Haabet, Peters kærlighed og Faith), havde jeg en af de der oplevelser, man ikke har så tit, men som altid er interessante, når de opstår.
Jeg mødte ham i februar 2018, og jeg fik med det samme følelsen af, at han bare var gode, gamle Mich, som jeg havde kendt hele mit liv. Som regel er de oplevelser jo bare helt tilfældige og uforklarlige, men da jeg skulle tømme et gammelt kælderrum for nylig, gjorde jeg en sjov opdagelse, som måske/måske ikke kan være med til at forklare det uforklarlige.
Kælderrummet var fyldt med min brors og mine gamle bøger, og da jeg fandt min favorit, som faktisk er en helt perfekt julehistorie om, hvordan julemanden mister den bamse, Maria skulle have i julegave (jeg havde og har stadig meget dybe følelser for mine bamser – ja, jeg har gemt dem ALLE, og ja, Danni synes, det er SUPER FEDT!), så jeg med det samme, at den er oversat af det menneske, jeg følte mig sært forbundet til, Mich Vraa.
Det vækkede jo en nysgerrighed, og jeg kunne hurtigt se et mønster – han har simpelthen oversat så mange af mine og min brors favoritter og på den måde lagt sprog til vores barndom og til godnathistorierne.
Måske er det med følelsen af, at jeg allerede kendte ham helt tilfældig, men det er da i al fald lidt sjovere, hvis man vælger at tro på, at sproget har sat sig og skabt en relation.

Hvad tror I?

PS: Hvis du vil læse, hvordan Mich Vraa selv blev et Barn af bøger, så har han fortalt om det lige her.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar