tirsdag den 3. oktober 2017

Børn af Bøger: Maria fra Book me up, Scotty!











Børn af bøger indledes med min egen fortælling, og herefter overtager forskellige bogelskere, som fortæller historien om, hvordan de blev introduceret til en verden af ord. Dagens historie er altså fra mig, Maria fra Book me up, Scotty! God fornøjelse. ☺

Jeg blev et barn af bøger længe før, jeg havde et sprog, fordi mor og far altid lagde mig til at sove på skyer af ord
Lige så længe jeg kan huske, er mine dage blevet afsluttet med en god historie. Det er en vane, jeg har taget med mig ind i mit voksne liv, og jeg oplever stort besvær med at sove, hvis jeg af en eller anden grund er havnet et sted uden adgang til en bog.
Jeg husker godnathistorierne som en lige så essentiel del af hverdagslivet i barndommen som aftensmad og tandbørstning, og den dag i dag forbinder jeg stadig læsning med tryghed og hyggestunder.

Her er nogle af de bøger der kom dumpende i postkassen fra de mange bogklubber, min bror og jeg var medlemmer af. 





Jeg blev et barn af bøger, fordi jeg blev opfordret til at sejle afsted på min fantasi og krydse store have af ord
I mit barndomshjem fandtes der ikke god og dårlig litteratur, og der fandtes heller ikke rigtige og forkerte læsevaner. Det betyder, at jeg har haft perioder, hvor jeg for eksempel kun læste tegneserier (Tintin og Anders And-blade hittede), Pixibøger eller Ælle Bælle-bøger, men jeg har aldrig haft deciderede tørkeperioder eller manglet læselyst, og det tror jeg netop skyldes, at der ikke var ’regler’ for, hvad der talte som ’rigtig’ læsning eller ’rigtige’ bøger. Mine storfavoritter var dog Snøvsen og alt fra Astrid Lindgrens hånd – især Ronja Røverdatter, Brødrene Løvehjerte, Madicken-bøgerne og Alle vi børn i Bulderby.

1: Maria læser højt for vennerne i sofaen. 2: Maria og kusine-Louise holder sleepover med hver deres bog. 3: Maria læser Anders And-blad.










Jeg blev et barn af bøger, fordi jeg blev præsenteret for en verden af historier, som kom dumpende i postkassen
Både min bror og jeg selv var medlem af adskillige børnebogklubber, og jeg husker stadig glæden, når de månedlige bøger kom dumpende. Min bror var medlem af Rasmus Klumps Bogklub og jeg var medlem af utallige bogklubber, såsom HC Andersen Bogklubben, Gyldendals Bogklub, Børnenes nye bogklub, Anders Ands Bogklub (den med alle Disney-bøgerne) og Lademanns Børneleksikon – ingen af bogklubberne findes længere (eller jo, Gyldendals gør under navnet, Gyldendals Børnebogklub), men de har i den grad sat et deres aftryk. Udover den forventelige begejstring over Disney-klassikere og HC.A-eventyr, husker jeg især min begejstring over en specifik Børneleksikonsbog, som hed Verden omkring os og handlede om børn i andre lande. Min brors favoritter står også knivskarpt i mit sind – i særlig grad storfavoritten – for i flere år læste mine forældre skiftevis den samme Peddersen og Findus-bog højt for ham hver evig eneste aften før sengetid. Og ja, det var naturligvis Nissemaskinen!

Min mor læser Tornerose for min nuttede lillebror i 1995. Det er vinter og kridhvidt udenfor, fordi vi bor i Aasiaat på Grønland.
















Jeg blev et barn af bøger, fordi min far viste mig vej til byens biblioteker og antikvariater
Min far var generelt god til at gøre små ting til store begivenheder. Omtrent en gang om ugen drog vi på biblioteket, hvor vi brugte timevis på at kigge på bøger, lege og udvælge det, der skulle med hjem. Jeg husker stadig hans begejstring for alle de bøger, jeg fandt frem, og den var altid lige stor uanset om det drejede sig om Sy dine egne bukser, Brødrene Løvehjerte, Eva & Adam eller Snøvsen. Jeg synes bibliotekerne har mulighed for at spille en helt særlig rolle, fordi de kan præsentere børn og voksne for alle de bøger og den litteratur, som ikke nødvendigvis er ny eller en bestseller. Da jeg blev ældre, introducerede han mig til byens antikvariater og genbrugsbutikker med et bredt udvalg af bøger, og det blev en ting, vi ofte gjorde sammen bare os to. I dag elsker jeg stadig den støvede duft af gamle bøger, og ofte foretrækker jeg også at købe en brugt bog fremfor en ny. Jeg kan nok godt lide tanken om, at bogen og dens fortælling lever videre i et nyt hjem.

Min samling af Pixi-bøger står stadig i en gammel skotøjsæske, hvor de har stået siden jeg var 3-4 år. Til venstre er nogle af favoritterne.













Jeg blev et barn af bøger, fordi jeg blev opfordret til at rejse over indbildte bjerge, som jeg skabte med min egen fantasi og en blyant
Jeg skrev og skrev og skrev. Heldigvis havde jeg ikke hørt om plagiat og lovgivningen om ophavsret, for det havde altså begrænset mine skriverier væsentligt. Mine bedste to eventyr skrev jeg, da jeg var otte år. Det ene handler om en dreng og en pige, som hedder Kaj og Gerda. De er bedste venner, men en dag får Kaj en splint i øjet og kan ikke længere se det gode og smukke. Han afviser Gerda og en snedronning tager ham med til sit isslot. Efter utallige prøvelser lykkes det Gerda at nå ind til sin ven, da hendes tårer i sidste ende smelter den isklump, der ligger om Kajs hjerte. Er det ikke et smukt eventyr mit lille pigehjerte gemte på? ;)
Det andet handlede ligeledes om en dreng og en pige, denne gang hed de Hans og Grethe, og det er en hæsblæsende og action packed historie om, hvordan to børn bliver sendt ud i skoven af deres forældre, hvor de møder en heks, som bor i et pandekagehus. Fantasi er gratis, siger Oliver Jeffers, og selvom jeg måske ikke altid formåede at skabe mine egne historier, så fantaserede jeg om en fremtid som forfatter, og jeg tror faktisk også, at jeg helt reelt mente, at jeg havde skrevet mine egne eventyr, når jeg kopierede. Jeg har selvfølgelig også skrevet massevis af originaler, som for eksempel eventyret om "Kong rød tud". 

To eventyr: Mesterværket, Kong rød tud og Historien om de to små børn, som minder en lillebitte smule om HC. A's Snedronningen.








Jeg blev et barn af bøger fordi adgangen til bøger var så stor, at jeg kunne fare vild i en skov af eventyr og fortællinger
Vi havde virkelig mange børnebøger derhjemme, men endnu vigtigere var den begejstring der var for biblioteket fra de voksnes side, for her var bogmængden og fortællingerne uendelige. Jeg husker stadig, at torsdag var biblioteksdag i de små klasser, og mine forældre ventede altid spændt på at se, hvad jeg havde lånt og høre, hvad jeg forestillede mig, vi skulle bruge til aftenens godnatlæsning. 

Her er lidt flere af de bøger der kom dumpende i postkassen fra de mange bogklubber, min bror og jeg var medlemmer af.













De mange gode minder om hygge og tryghed med bøger har gjort læsning til den ultimative afslapning for mig i dag, og jeg forbinder det med tryghed og hyggestunder.

En bogelsker og hendes bøger.

Astrid Lindgrens univers gjorde mig til et barn af bøger
Snøvsen gjorde mig til et barn af bøger
Biblioteket gjorde mig til et barn af bøger

Mor og far gjorde mig til et barn af bøger

Ingen kommentarer:

Send en kommentar