søndag den 15. oktober 2017

Seks anbefalinger til højtlæsning i efterårsferien

[Nogle bøger er sponsoreret i form af anmeldereksemplarer] Træet, dyrene og os er et anmeldereksemplar fra Gyldendal. Mumitrolden er et anmeldereksemplar fra Bog&Idé. Vinden i piltræerne er købt for hårdtjente penge. Snøvsen er et anmeldereksemplar fra Bog&Idé. Harry Potter er en gave fra Odense Bibliotekerne i anledning af Harry Potter Festival. Skammerens datter er købt for hårdtjente penge.
Efterårsferie er for mange lig med familietid med ture i regnvejrsvåde skove, og efterfølgende sofahygge for hele familien. Derfor anbefaler jeg seks velegnede højtlæsningsbøger til de kolde og hyggelige eftermiddage i ferien. Som en sidenote vil jeg lige tilføje, at man altså ikke behøver at have børn, for at tage en højtlæsningskultur til sig. Jeg er sikker på, at jeg ikke taler over mig, når jeg siger, at de fleste voksne faktisk også nyder at lade sig synke ned i varme tæpper og puder til lyden af en god historie. Det er i al fald en anvendt hyggetaktik herhjemme – især når jeg skal anmelde bøger, som skriger på højtlæsning. Faktisk nyder vi det i en sådan grad, at min kæreste blev lidt sur på mig, da jeg en dag havde læst videre i Snøvsen uden ham – undskyld igen!

Snøvsen af Benny Andersen

Den første bog er min egen personlige favorit fra barndommen. Som nævnt i indledningen, har jeg for nylig genlæst Snøvsen og jeg var glad for at opdage, at den er mindst lige så god, som den var, da min far læste den højt for mig i sin tid. Snøvsens store styrke er humoren, der ligger gemt i de mange underfundige, sære og til tider meningsløse talemåder, som skaber undren for barnet og bevidstgør den voksne om det fjollede i sproget. Snøvsen er perfekt til de dage, hvor familien har brug for et godt grin.







Mumitrolden af Tove Jansson

Den anden bog jeg anbefaler er Mumitrolden. Her viser jeg Mumitrolden -De tre næste romaner, men det kunne være en hvilken som helst Mumi-fortælling, da de alle besidder samme styrke – nemlig, at Mumitrolden kan læses på så uendeligt mange planer. Der tales til børnene (og de voksne) i et voksent sprog og ved at indsætte komplekse problemstillinger og menneskelige stereotyper i et Mumiunivers, bliver det muligt for både børn og voksne at overveje eksistentielle temaer og menneskelig adfærd på ’sikker’ afstand, som gør det til den perfekte ferielæsning med tid til efterfølgende snakke og de spørgsmål, der måtte opstå.


Vinden i Piletræerne af Kenneth Grahame


Den tredje anbefaling er endnu en storfavorit fra barndommen. Muldvarp, Grævling, Tudse og alle de andres liv og eventyr ved flodbredden og i vildskoven, skaber både den rette efterårsstemning i fortællingens indhold og dens illustrationer. Som med Mumitrolden indbyder Vinden i Piletræerne ligeledes til snakke om tolerance, om at rumme både skøre tudser, godhjertede grævlinger og nervøse muldvarper og om dybe venskaber på trods af forskellighed.


Skammerens datter af Lene Kaaberbøl

Skammerens datter har alle dage været min go-to bog, når jeg manglede materiale til undervisningen. Den har så mange kvaliteter, at jeg næsten ikke ved, hvor jeg skal starte, men vigtigst for denne lille efterårslæseanbefaling er, at den er noget af det mest velegnede til højtlæsning. De kraftfulde replikker, når Dina tvinger nogen til at se ind i hendes skammerøjne kan med den rette oplæser skabe en nærværende historie så levende, at lytteren blot skal lukke øjnene og lade en indre film vise sig. Jeg har endnu ikke mødt nogen, hverken børn eller voksne, som ikke med det samme falder pladask for Kaaberbøls skammerunivers.


Træet, dyrene og os af Hanne Kvist


Der skal selvfølgelig også være noget for de allermindste. Igen har jeg taget udgangspunkt i en børnebog, som den voksne også får noget ud af at læse, og som i allerhøjeste grad indbyder til en god snak. Hanne Kvist inviterer til filosofiske spørgsmål i børnehøjde, når hun præsenterer dumme regler, som alle følger, men ingen vil kendes ved. Det er ikke kun fortællingen, der gør den træhøje bog veloplagt til en efterårsdag, også det kunstneriske udtryk emmer af efterårsferie med dets gyldne efterårsfarver og stormfulde vejr.






Harry Potter af J.K. Rowling

Den sidste anbefaling er ikke min egen, men en, som alle andre giver mig hele tiden. Ikke at have læst Harry Potter må være min største litterære (skamfulde) bekendelse, og I kan sikkert forestille jer de udbrud, der følger med den indrømmelse fra en ellers ivrig læser. Harry Potters magiske verden egner sig (efter sigende) perfekt til den fordybelse en efterårsferie levner plads til, og I kender sikkert allerede de mange undersøgelser, der viser, at Harry Potter-læsere er mindre fordømmende overfor samfundets marginaliserede grupper og generelt mere empatiske end gennemsnittet. Det er da om noget en god grund til at lade sig lulle ind i Potter-universet i ferien. Og en anden grund er selvfølgelig også den store HarryPotter Festival, som Odense Bibliotekerne skyder i gang d. 19. oktober.


Hvad skal du læse i efterårsferien? 
Og er der nogen, du skal læse højt for?

4 kommentarer:

  1. Åh, Snøvsen! ♥ Jeg får helt lyst til at genlæse den. Måske skal den være højtlæsningsbogen til næste år. Min ægtefælle og jeg læser nemlig højt for hinanden. Vi læste blandt andet Harry Potter-bøgerne på den måde, men de sidste par år har det mest været på lange køreture (til den anden ende af landet), at højtlæsningen er blevet taget op, og de ture er der desværre ikke så mange af.

    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for din kommentar. <3
      Jeg har faktisk lige genlæst Snøvsen og anmeldelsen kommer snarest. Det var nok det bedste gensyn, jeg nogensinde har haft med en bog. Minderne kom væltende! Og den er jo helt perfekt til højtlæsning. Vi havde det i al fald sjovt med højtlæsningen. Hvor er det skønt at høre, at der også er andre par, som dyrker højtlæsningen. Jeg havde for nylig en samtale med min far om, hvor meget han ærgrede sig, da min bror og jeg ikke længere var interesseret i, at han læste højt, hvilket viser, at alle får noget ud af højtlæsningen. Måske er nærvær kodeordet. :)

      Slet
  2. Dejligt indlæg, og hvor er det nogle mukke billeder!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, Sidsel! Hvor er det sødt af dig at skrive. :)

      Slet