Boganmeldelse: Alias Grace af Margaret Atwood

[Sponsoreret] Jeg fik tilsendt et anmeldereksemplar af Lindhardt og Ringhof, og bogen kan blandt andet købes på Saxo, som sælger den til DKK 219,- lige her.

Titel: Alias Grace

Forfatter: Margaret Atwood

Udgivelsesår: 2017 (genudgivelse)

Sideantal: 550

Forlag: Lindhardt og Ringhof

I anledning af at Netflix’ filmatisering af Alias Grace som tv-serie, genudgiver Lindhardt og Ringhof Atwoods 20 år gamle fortælling om mysteriet om Grace Marks i en ny lækker udgave.

I 1843 anklages den 16-årige Grace Marks for mordet på mr. Thomas Kinnear – en gentleman af fin skotsk familie – samt hans tjenestepige og elsker, Nancy Montgomery. Her, 16 år efter, fortæller Grace sin historie til den unge dr. Jordan, som specialiserer sig i mentale lidelser og som i tråd med sin samtids eksperter, forsøger at aktivere Graces underbevidsthed, ved at gennemgå selv hendes tidligste erindringer, hendes følelser og de drømme, der kommer til hende om natten. Dr. Jordan er – i modsætning til de læger, Grace tidligere har været udsat for – sympatisk og åben for det, hun har at fortælle, og han bliver da også lettere overrasket, da han ser at det vilddyr, han er blevet advaret imod snarere ligner en høflig, veltalende og velsoigneret kvinde. Graces hukommelse synes at være intakt da hun fortæller om, hvordan hun og familien, i håbet om et bedre liv, begav sig ud på en livsfarlig rejse fra Irland til Canada, da hun var 13 år gammel. Hun erindrer og fortæller vidt og bredt om sin barndom og om de forskellige husholdninger, hvor hun har gjort tjeneste i sine unge år, men hun påstår, at hun intet husker om mordene på Kinnear og Montgomery. Det skal derfor blive Dr. Jordans store mission at finde ud af, hvad der hændte den dag i Kinnear-husholdningen, og forhåbentlig også bevise den nu 45-årige kvindes uskyld.

Alias Grace er Margaret Atwoods bud på en sammenhængende fortælling om den virkelige historie om Grace Marks, en kvinde som blev berømt og berygtet i både Canada, Amerika og England, fordi hun med sit kønne ansigt og unge alder ikke lignede det, man forbandt med en morder.

Forfatteren har haft gang i et imponerende kildehistorisk arbejde, og faktisk ansatte hun forskere på begge sider af Atlanten til at finde informationer om Grace Marks, og lovede dermed også sig selv, at hun ville være tro mod alle de informationer, der kunne opspores og blot udfylde de tomme pladser – som dog viste sig at være mange. Hun fortæller, hvordan hun selv vekslede mellem det ene øjeblik at tro på Graces uskyld og det næste være overbevist om, at hun var skyldig, hvilket du kan læse meget mere om i denne artikel. Atwoods evne til at blande fakta med fiktion er beundringsværdig, og det fiktive levendegøres ved hjælp af passager fra datidens tidsskrifter og faktiske retsjournaler, som indleder hvert afsnit.

Jeg var ikke fanget fra første færd, som jeg var det med Tjenerindens fortælling, og de to bøger er så langt fra hinanden, at det er imponerende, at det er samme forfatter, der står bag. Faktisk måtte jeg godt 200 sider ind i Alias Grace før jeg for alvor oplevede, at den tog fart, og at jeg var sulten efter mere. Jeg var overrasket over, at det der fyldte for mig og gjorde det til en god læseoplevelse, ikke så meget var selve opklaringsarbejdet (var hun skyldig eller ej?) – I stedet var jeg i langt højere grad opslugt af de mange grundige, næsten filmiske, beskrivelser af en tid, der var engang. Beskrivelserne i samspil med en helt eminent sproglig indsigt og fornemmelse for 1800-tallets tankegang og samfundsmønster, bidrog til at tage mig tilbage i tiden, når Grace afbildede de husholdninger, hun havde gjort tjeneste i, fortalte om de klæder hun selv og andre iklædte sig eller om de mange quilter, hun brugte lang tid på at sy til sine arbejdsgivere.

“Til rejsen havde jeg iført mig mit pæne sommertøj. Jeg havde en kysehat af strå, pyntet med et blåt sløjfebånd fra Marys skrin, og min kappe under den; og en kalikokjole med de dråbeformede ærmer, som var ved at gå af mode dengang, men jeg havde ikke haft tid til at sy den om; den havde engang været rødprikket, men var falmet i vask til lyserød, og jeg havde fået den som en del af min løn hos familien Coates. To underskørter, det ene med en flænge, men pænt lappet, det andet for kort nu, men hvem fik det at se? En bomuldschemise og et snøreliv, brugt, fra kræmmeren Jeremiah, og hvide bomuldsstrømper, stoppede, men langt fra udtjente. Fra skomageren mr. Watson skoene, som ikke var den bedste kvalitet og ikke passede, da de bedste sko kom fra England. Et sommersjal af grønt musselin og et tørklæde, jeg havde arvet efter Mary, som havde været hendes moders – en hvid bund påtrykt små blomster, jomfruer i det grønne, og foldet i en trekant og båret om halsen for at holde solen borte og forhindre fregner. Det var en trøst at have dette minde om hende. Men jeg havde ingen handsker. Ingen havde nogen sinde givet mig nogen, og de var for dyre for mig at købe.”

Rent sprogligt er bogen i en liga for sig, og læseren vil opleve, hvordan ord som slig og ikkun pludselig indgår som en del af det indre ordforråd, der gør det muligt at tænke og dagdrømme.

Det lykkes naturligvis også Atwood at stille skarpt på kvindens rolle i samfundet, og selvom Grace accepterer og velvilligt indtager den forventelige kvindelige position, er det muligt at læse Atwoods kritik mellem linjerne, og læseren er ikke i tvivl om forfatterens ståsted.

Det er ikke en roman, som bare læser sig selv. Den kræver lidt ekstra af sin læser, både i forhold til det sproglige, men også i forhold til de lange afsnit uden dramatiske begivenheder. Jeg anbefaler den på det varmeste til alle med hang til historiske romaner, generel interesse for historiske begivenheder og i særlig grad til sprognørden, som ikke kan få nok af lange, smukke beskrivelser fortalt i et autentisk sprog. Hvis ikke det var fordi, jeg oplevede sådan en træg opstart, skulle bogen helt sikkert have haft fem kopper, men på baggrund af de hårde indledende 200 sider, slipper den altså “kun” afsted med fire kopper kaffe.