fredag den 6. oktober 2017

Boganmeldelse: Er det ondt ikke at være sikker? af Lena Dunham

[Sponsoreret] Jeg fik tilsendt et anmeldereksemplar fra C&K Forlag (som nu hører under Politikens Forlag), men den lille samling af en ung piges notater kan købes på Saxo til DKK 105,- lige her.
Titel: Er det ondt ikke at være sikker?
Forfatter: Lena Dunham
Udgivelsesår: 2017
Sideantal: 96
Forlag: C&K Forlag

At læse Dunhams nyeste udgivelse føles lidt som at have snaget i en ung piges skrivebordsskuffe og fundet en notesbog, som man godt ved, man ikke burde kigge i, men lige får tiltusket sig et glimt eller to af alligevel.
Er det ondt ikke at være sikker? er en række korte journal- eller dagbogsnotater, som Lena Dunham skrev under sin collegetid i 2006. Som du sikkert allerede ved, er Lena Dunham kvinden bag HBO-serien Girls og forfatter til den feministiske essaysamling, Ikke den slags pige, som udkom på dansk i 2015 (og i øvrigt står i min bogreol og venter på at blive læst).
I forordet skriver forfatteren at hun i den periode, dagbogsnotaterne er nedskrevet, kæmpede med seksuel afvisning, psykisk sygdom og mistede venskaber. Dagbogen er forkortet og navne er udskiftet af hensyn til privatlivets fred, men derudover serveres de små brudstykker præcis, som de i sin tid blev skrevet med stave- og grammatikfejl og inkonsekvent brug af små og store bogstaver. “Ej, hvor irriterende!,” var min første tanke, da det gik op for mig, at den er blevet trykt uden en korrekturgennemgang, men det skulle vise sig at være netop det, der gør de små fragmenter af ærlige og uforbeholdne udbrud levende og autentiske, og der er næppe en læser, der vil betvivle deres oprigtighed.
Den 20-årige kvindes optegnelser spænder vidt fra alt til tanker om sex og forhold, observationer af tilfældige mennesker, eksistentielle og filosofiske tanker om længsel og drømme,  men også bare rene udsagn og konstateringer, såsom “det værste jeg ved er at have en tør tunge” eller “alting larmer når man ligger vågen”.
Bogens største styrke er, at de sære tanker den præsenterer, alligevel efterlader læseren med genkendelighed og måske endda røde kinder. At jeg overhovedet har et behov for at betegne dem som sære er et udtryk for, at den består af alt det, som vi er blevet enige om, at man ikke siger højt, det der er flovt og ikke kan indrømmes. Måske er det netop den diskurs Lena Dunham prøver at bryde, når hun udgiver sit 20-årige jegs inderste tanker – Måske er teksterne en gave til alle ny-voksne, som går og føler sig alene med deres særheder.
Bogen er interessant uden, at jeg egentlig kan sætte ord på hvorfor, men måske er det koblingen af at få indblik i et andet menneskes indre og samtidig se, at det ikke er så langt fra ens eget. Det er tydeligt, at den lille bog ikke er skrevet med henblik på udgivelse eller med andet formål end bare at ligge i en ung piges skrivebordsskuffe, og jeg kan også være lidt i tvivl om, hvor en sådan bog hører hjemme – kan det virkelig kaldes en bog? Og skal alting nødvendigvis udgives?
Jeg må da også ærligt indrømme, at jeg nåede at gøre mig tanker om, hvorvidt den lille bog ikke bare er endnu en godbid til et reality-hungrende folk, der nyder synet af det private i offentligheden, og resultatet af en kløgtig forretningskvinde, som har set sit snit til lettjente penge. Ikke desto mindre var jeg underholdt fra start til slut og så grebet, at den var læst i løbet af en time. Derfor er det også umuligt for mig at fastholde en kritik kun på baggrund af min egen forvirring over ikke at kunne definere bogens form eller genre.
Tilbage sidder jeg med Dunhams indledende ord, som både gør min kritik til skamme og understreger vigtigheden af, at alle følger hendes eksempel (dog ikke nødvendigvis selve delen med at udgive skriverierne).

unge mennesker, særligt unge kvinder, skal skrive deres oplevelser ned. […] Jeg har altid tænkt at de er noget essentielt radikalt ved en kvinde der synes at hendes liv er ordene værdigt.


Opfordringen er hermed givet videre. Lad dit fremtidige jeg vide, at du var til, som du er nu og lad dit nuværende jeg blive klogere på sig selv, mens du skriver. God fornøjelse.


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar