Pressebillede fra Odense Teater af fotograf, Emilia Therese. |
[Sponsoreret/pressebilletter fra Odense Teater]
Værkstedet, Odense Teater 28. sep. - 28. okt. 2017 PRISER Fra 95 - 190 kr. VARIGHED Ca. 1 time og 40 min. (der er ingen pause)
MEDVIRKENDE
Clara: Natalí Vallespir Sand,
Chris: Claes Bang,
Jenny: Louise Davidsen
Pigen: Johanna Andersen Wellejus / Alberte Guldager Larsen (skiftevis)
|
OVERSÆTTELSE+ ISCENESÆTTELSE
Peter Dupont Weiss
SCENOGRAFI
Mie Riis
LYSDESIGN
Elroy Villumsen
LYDDESIGN
Ida Jacobsen
DRAMATIKER
Martin Crimp
|
-------------------------------------
Et juletræ i midten af en pæn stue med pæne hvide paneler og den rigtige gråblå farve på væggen, skulle sætte scenen for gårsdagens teateroplevelse. Den smukke Natalí Vallespir Sand indtog scenen i sit smarte og feminine kvinde-med-styr-på-sit-liv-outfit, hvor hun nynnende tilføjede julekugler til det perfektpyntede juletræ. Det var tydeligt for alle i salen, at vi så på en kvinde, der lever det liv, vi selv (i smug) går og drømmer om – et liv hvor hjemmet altid ligner midtersiden i et boligmagasin, hvor juletræet lige så godt kunne kunne indgå i juletillægget, og hvor hun selv og hendes perfekte outfit kunne være månedens forside af Elle.
Et juletræ i midten af en pæn stue med pæne hvide paneler og den rigtige gråblå farve på væggen, skulle sætte scenen for gårsdagens teateroplevelse. Den smukke Natalí Vallespir Sand indtog scenen i sit smarte og feminine kvinde-med-styr-på-sit-liv-outfit, hvor hun nynnende tilføjede julekugler til det perfektpyntede juletræ. Det var tydeligt for alle i salen, at vi så på en kvinde, der lever det liv, vi selv (i smug) går og drømmer om – et liv hvor hjemmet altid ligner midtersiden i et boligmagasin, hvor juletræet lige så godt kunne kunne indgå i juletillægget, og hvor hun selv og hendes perfekte outfit kunne være månedens forside af Elle.
Ikke længe efter får Claes Bang
afbrudt idyllen, da han kommer hjem fra arbejde og ser lettere brugt ud. De to
er et par i ordets traditionelle forstand, de deler tilværelsen i form af hjem
og rutiner, men deler de også deres inderste – det, der får et par til at være
sjæleligt forbundet? Forbindelsen er i al fald ikke fysisk, og kvinden, som
gerne vil – og ikke vil – kysses, synes at længes efter mere (og måske bedre) i
livet.
Hver især fortæller de om deres
dag, men hvem fortæller de til? Og er der egentlig nogen, der lytter? Kvinden,
som er en succesfuld oversætter, har lige mødt en af sine forfattere. Hendes forfatterfascination
er stor, og når hun taler med sin mand, gør hun det klart, at alle med forstand
på litteratur (ikke ham) ved, hvad hun taler om. Man fornemmer en kvinde med
overtaget og da manden fortæller, at han lige har mistet sit job, indser vi, at
en stille intim magtkamp skal udspilles i det lille hjem, hvor manden nu kæmper
for at holde fast i sin position som stærk mand, der kan forføre sin kvinde og
skaffe brød på bordet.
Der refereres ofte til børnene, men
hvem er de larmende børn og hvorfor hænger historierne om dem ikke sammen? Det
er genboen Jenny, som spilles uhyggeligt godt af Louise Davidsen, der er træt
af råben og skrigen fra haven og i sit forsøg på at brokke sig, får hun fortalt
makabre historier og afsløret sin bizarre og halvuhyggelige eksistens. Publikum
præsenteres kun for en enkelt lille pige, som dog leverer en præstation stærk
nok til at tælle for to.
De fleste samtaler mellem stykkets
hovedpersoner fører til kraftfulde vredesudbrud, og Natalí Vallespir Sand og Claes Bang leverer rollerne som par med
en intensitet og styrke, som både overbeviser publikum om, at de overværer faktiske
fuldblodsskænderier, og som samtidig
giver en pudsig, men også tragikomisk eftersmag af genkendelighed.
Byen er et moderne teaterstykke, som påbyder sit publikum at reflektere over det senmoderne individs behov for personlig frihed og en omstillingsparathed så stor, at det altid overvejer, om ikke der findes mere, bedre og større ting i livet, end dem, der viser sig for det nu.
Stykkets store styrke må siges at
ligge i skuespillernes overbevisende præstation, som vækker den genkendelse,
det kunne høres, der blev hvisket om i krogene og talt om efterfølgende. Jeg
selv fandt ubesværet en identificerbar karakter i kvinden, spillet af Natalí Vallespir Sand, og jeg ved, at min
kæreste kunne genkende sider af sig selv i Claes Bangs' figur. Sammen måtte vi grine lidt, men også forarges, af de mange overlap mellem
scenens par og egne dagligdagsdiskussioner, som vi var overbeviste om, var
vores alene.
Alt i alt var det en fantastisk aften
og en intens oplevelse, som helt bestemt er en anbefaling værd!
-------------------------------------
Sidste mulighed for at komme ind og se Byen er lørdag d. 28. oktober, hvor de spiller kl. 16.00. Du kan booke din billet lige her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar