Boganmeldelse: Mit ansigt ud mod verden af Alfred Hayes

Jeg fik bogen tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Mit ansigt ud mod verden

Forfatter: Alfred Hayes

Oversætter: Bente Kastberg

Udgivelsesår: 2019

Sideantal: 184

Forlag: Den Franske Bogcafés Forlag

“Hun gik ned til vandkanten og tog meget bevidst en ordentlig slurk af sin drink og drejede hovedet en anelse for at se på stjernerne. Det var noget af et syn: havet, hendes shorts, hendes cocktail, og jeg gik ud fra, at hun var helt bevidst om kompositionen; men det var jeg sådan set også, som jeg stod der på verandaen i mine egne tanker og røg en velovervejet cigaret.”

To navnløse eksistenser indleder en flygtig relation. Han er forfatter bag store hollywoodproduktioner og hun er den lille, håbefulde skuespillerinde. Han er indflydelsesrig, hun er ikke. Vi befinder os i Hollywoods 50’ere, og allerede ved første møde defineres deres ulige forhold. De møder hinanden på en strand, hvor hun ganske upåvirket begiver sig ud i de mørke bølger, mens festen ser til. Om hun er i færd med at drukne sig selv eller fremføre en dramatisk scene, ved han ikke, men han beslutter sig for a redde hende fra druknedøden.

“Hun gik ned til vandkanten og tog meget bevidst en ordentlig slurk af sin drink og drejede hovedet en anelse for at se på stjernerne. Det var noget af et syn: havet, hendes shorts, hendes cocktail, og jeg gik ud fra, at hun var helt bevidst om kompositionen; men det var jeg sådan set også, som jeg stod der på verandaen i mine egne tanker og røg en velovervejet cigaret.”

Redningen bliver startskuddet til deres forhold – den stakkels kvinde og den store redningsmand. Han er gift, og hans hustru bor i deres hjem i New York, mens han arbejder på produktionerne i Hollywood. Affæren i Hollywood er passionsløs og uden fremdrift – mest af alt udlever de klicheen om den indflydelsesrige gifte mand og den håbefulde skuespillerinde, som bare gerne vil ses af verden.

“Det her var åbenbart noget af det, hun virkelig holdt af: en væddeløbsbane, en loge med et privat bord og mennesker, der kiggede på hende.”

Ingen af dem synes at være drevet af lyst, alligevel fortsætter de med at ses, som var der ingen alternativer, hvis man vil klare sig i LA. Det er ikke kun deres forhold, der er lidenskabsløst, begge lever uden lidenskab, som fulgte de blot et hollywoodmanuskript.

“Alene; det var den eneste aktive lidenskab, jeg havde tilbage, min eneste egentlig fikse idé.”

Der er en dyster, fordærvet stemning, som vi kender den fra film noir. Hayes' Hollywood er overfladisk, usympatisk og kynisk, og vores hovedpersoner bevæger sig apatisk gennem livet i den glamourøse by.

Hollywoods fortæring af hovedpersonerne formidles fuldstændig fejlfrit af Bente Kastberg, som har gjort et formidabelt stykke arbejde med sin smukke oversættelse. Romanen er oprindeligt fra 1958, men trods sine tres år i verden, er den lige så (hvis ikke mere) aktuel som da den udkom – præcis som en sand klassiker altid er det!

Barndomsbøgernes oversætter, Mich Vraa

Nu skal I høre en lille sjov fortælling ...

Første gang, jeg mødte Mich Vraa (forfatteren til Vestindien-trilogien, Haabet, Peters kærlighed og Faith), havde jeg en af de der oplevelser, man ikke har så tit, men som altid er interessante, når de opstår.

Jeg mødte ham i februar 2018, og jeg fik med det samme følelsen af, at han bare var gode, gamle Mich, som jeg havde kendt hele mit liv. Som regel er de oplevelser jo bare helt tilfældige og uforklarlige, men da jeg skulle tømme et gammelt kælderrum for nylig, gjorde jeg en sjov opdagelse, som måske/måske ikke kan være med til at forklare det uforklarlige.

Kælderrummet var fyldt med min brors og mine gamle bøger, og da jeg fandt min favorit, som faktisk er en helt perfekt julehistorie om, hvordan julemanden mister den bamse, Maria skulle have i julegave (jeg havde og har stadig meget dybe følelser for mine bamser – ja, jeg har gemt dem ALLE, og ja, Danni synes, det er SUPER FEDT!), så jeg med det samme, at den er oversat af det menneske, jeg følte mig sært forbundet til, Mich Vraa.

Det vækkede jo en nysgerrighed, og jeg kunne hurtigt se et mønster – han har simpelthen oversat så mange af mine og min brors favoritter og på den måde lagt sprog til vores barndom og til godnathistorierne.

Måske er det med følelsen af, at jeg allerede kendte ham helt tilfældig, men det er da i al fald lidt sjovere, hvis man vælger at tro på, at sproget har sat sig og skabt en relation.

Hvad tror I?

PS: Hvis du vil læse, hvordan Mich Vraa selv blev et Barn af bøger, så har han fortalt om det lige her.

Boganmeldelse: Ivalu af Morten Dürr og Lars Horneman

Jeg fik bogen tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Ivalu

Forfatter: Morten Dürr og Lars Horneman

Udgivelsesår: 2019

Sideantal: 123

Forlag: Cobolt

Ivalu er en hjerteskærende fortælling om en ung piges tragiske skæbne. Bogen bruger billeder til at italesætte en kultur, hvor incest har fået lov at præge livet for alt for mange børn. Den er nødvendig oplysning og formidabel formidling af et vigtigt emne.

Pipaluk er ved at gøre sig klar. Hun skal være fin, for dronningen kommer og besøger den lille bygd på Grønland, hvor hun bor med sin far og søster, Ivalu. Ivalu er forsvundet, og da Pipaluk ikke længere kan passe sin nationaldragt, siger hendes far, at hun bare kan bruge sin søsters dragt, for “Så kan hun lære, at man ikke skal løbe væk!”.

Pipaluk farer gennem landskabet for at lede efter sin søster, hun leder i fjeldet, ved ruinen og på fjorden, og mens hun leder, mindes hun alle deres oplevelser sammen. Hendes rute ledes af en ravn, som traditionen tro er et varsel om urenhed, død og synd. Under ruten husker Pipaluk en barndom ude i bygden, men hun kommer også i tanke om, hvordan livet pludselig ændredes inden for hjemmets fire vægge. Læseren forstår hurtigt, hvad Ivalu er stukket af fra og også hvilken fare, der knytter sig til den nationaldragt, Pipaluk nu er stor nok til at kunne passe. Dragten var Ivalus konfirmationsdragt, og Pipaluk husker, hvordan fars blik hvilede på Ivalu på konfirmationsdagen. Konfirmationen får lov at stå ganske ordknapt som symbol på en alt for ung piges frugtbarhed, og Pipaluk har lagret et smertefuldt minde om fars visit på værelset på konfirmationsnatten. Hjemme står tomme flasker og varsler om en far, der i sløret af faskernes indhold også har fået øjnene op for sin yngste datters udvikling. Men når dronningen kommer er billedet klart og smukt, for de grønlandske børn har lært, at nu skal dragterne vises frem, og de skal allesammen smile.

Fortællingen om Ivalu er hjerteskærende, og den bæres frem af en stærk billedside, som skifter farvetema og -tone, så den matcher historiens stemning. Grønland er så billedskønt, som Grønland altid har været, og de farvestrålende nationaldragter står i smuk kontrast til den hvide sne i baggrunden. – Det er et billede, der er en dronning værdigt, men bag det gemmer sig en grim og smudsig fortælling om to pigers tragiske skæbne. I tråd med sine handlinger, forvandles faren til et monster på billedsiden, og forfatterne har gjort et flot stykke arbejde med at inddrage symboler. Hele billedsiden indbyder til dialog om fortællingen, uden det virker søgt eller forceret.

Der er tale om en bog, som sådan set ikke er faglitteratur, men som bestemt heller ikke kan kategoriseres som underholdning. Den er snarere nødvendig oplysning og formidabel formidling af et vigtigt emne. – Den giver fælles grundlag for at tale om et tabuiseret og sværttilgængeligt emne, som desværre er alt for mange børns virkelighed. Jeg vil på det kraftigste anbefale, at dansklærere tager den til sig og inddrager den i deres undervisning på slut-mellemtrinnet og i udskolingen.

Man plejer at tale om den svære toer, men Ivalu er en stærk og selvstændig efterkommer af Zenobia, som var Morten Dürr og Lars Hornemans første fælles fortælling. Og jeg håber, makkerparret vil tage fat på endnu flere svære emner, for de har både et talent og et talerør, som kan bryde tabuer på tværs af alder, landegrænser og kultur.

Boganmeldelse: Små mennesker, store drømme – Stephen Hawking og Muhammad Ali af Ma Isabel Sanchez Vegara

Jeg fik bøgerne tilsendt som anmeldereksemplarer fra forlaget.

Titel: Små mennesker, store drømme – Stephen Hawking og Muhammad Ali

Forfatter: M^a Isabel Sanchez Vegara

Oversætter: Luna Svane Rodríguez

Udgivelsesår: 2019

Sideantal: 36

Forlag: Forlaget Albert

Der er tilføjet nye hovedpersoner i serien Små mennesker, store drømme, som nu består af ti bøger, og for første gang skal vi møde to mænd, som har haft stor indflydelse på vores verden og samfund.

Jeg har efterhånden skrevet en masse om Små mennesker, store drømme-serien, og min begejstring vil ingen ende tage. Oprindeligt var det ideen om biografier om stærke kvinder formidlet for de mindste, der udgjorde min begejstring, men nu er der kommet to mænd med i serien, og jeg er vild med det. Du ved det sikkert allerede, serien består af en række biografier, og bøgerne kan karakteriseres ved deres simple sprog og enkle fortællinger, som billedsiden udgør en væsentlig del af. Bagest i bøgerne er der altid en udvidet forklaring til den voksne, så hun/han kan besvare sin lille lytters spørgsmål.

I denne omgang er det fysiker, Stephen Hawking, og bokser, Muhammad Ali, der er hovedpersonerne.

Stephen Hawking var allerede som helt lille optaget af at udtænke, bygge og finde på. I bogen lærer vi, hvordan hans nysgerrighed driver ham til storslåede resultater, selvom han faktisk ikke var en særlig flittig skoleelev. Det var først, da Hawking fik lov at forfølge sin interesse inden for kosmologi, at han nød skolearbejde. Historien fortæller, hvordan han trodsede lægernes prognoser efter at have fået konstateret ALS, og hans evne til at kæmpe bragte ham til store videnskabelige opdagelser i det 20. århundrede.

Historien om Muhammad Ali starter i Kentucky, da Ali endnu var Cassius Clay. Den fortæller, hvordan han hadede at træne, men trænede hårdt alligevel, fordi han drømte om at blive den bedste bokser i verden. Den fortæller også om hans behov for at konvertere, og om den ro, der fulgte med hans konvertering til islam. Muhammad Ali var krigsnægter, velgørenhedsarbejder og –fordi han var viljefast – verdens bedste bokser.

Bøgerne er illustreret af dygtige kunstnere, og deres tegninger er helt uundværlige for historien. Stephen Hawking fortælling bærer præg af dæmpede jordfarver og kantede tegninger, hvor Muhammad Alis historie ledsages af en farvelade af runde, sjove tegninger.

Begge bøger er oplysende og samtaleindbydende, og jeg må endnu en gang give mine varmeste anbefalinger til serien.