onsdag den 28. oktober 2020

Boganmeldelse: Vores døde verden af Liliana Colanzi

Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt af forlaget.


Titel: Vores døde verden

Forfatter: Liliana Colanzi

Oversættere: Sabine Dueholm Bech & Marie Groth Bastiansen

Udgivelsesår: 2020

Sideantal: 129

Forlag: Forlaget Silkefyret

 

Liliana Colanzis Vores døde verden beskrives bedst med ordet ’anderledes’. Det er mærkeligt. Det er lidt bizart. Det er perfekt til dig, der gerne vil læse ud af rammerne, bryde ud af konformiteten og lade dig opsluge af et eksotisk, sansende og gådefuldt mørke.

 

Vores døde verden er en meget præcis titel til novellesamlingen bestående af otte noveller, som alle beskæftiger sig med døden, verden og livet. Den bolivianske forfatter, Liliana Colanzi, får skabt en intens ramme af forstyrrede, kreative og vilde parallelverdener beboet af karakterer, der insisterer på læserens udelte opmærksomhed.

Vi møder teenagepigen, som lider under sin dominerende mors hersken. Vi møder barnet, der forsøger at begribe sin klassekammerats død. Vi møder en kannibal i Mickey Mouse-T-shirt på flugt i Paris. Vi møder Collaindianere og Matacoindianere og undervejs bliver vi indirekte introduceret til boliviansk kultur og får tegnet et portræt af Bolivia og landets politiske historie.

Der er sci-fi-elementer i de fleste hstorier, men det ville alligevel være en fejl at kategorisere novellesamlingen som sci-fi. Ligesom det også ville være forkert at kalde dem magiske eller thrillers. Som var det et bevidst valg, nægter Liliana Colanzi at passe ind i kasser, og hun formår at skabe sin helt egen genre på et fundament af dyster magi, kærlighed, surrealisme, uhygge, ritualer, mystik og meget mere.

Forfatteren leger med tanken om menneskets bevidsthed, når hun lader sine figurer balancere på linjen mellem forventelig virkelighedsflugt og drømmesyn i traumatiske øjeblikke og en verden, der rent faktisk ér vendt på hovedet. Hvad er virkeligt og hvad er indbildning? Og hvor mange skal opfatte absurditeten før, den kan genkendes som virkelighed? Det er både komplekst og simpelt. 

Sproget er noget nær guddommeligt. Ja, det mener jeg. Colanzi skriver som en drøm, og oversættelsesarbejdet er så gennemført smukt, at det må være enhver sprognørds våde drøm. Det er anderledes, det er mærkeligt. Det er lidt bizart. Det er perfekt til dig, der gerne vil læse ud af rammerne, bryde ud af konformiteten og lade dig opsluge af et eksotisk, sansende og gådefuldt mørke.

Måske siger hun det i virkeligheden bedst selv i novellen, Chaco, som indledes med:


”Min bedstefar sagde, at hvert ord er sit eget, og at et rigtigt ord kan få jorden til at ryste. Ordet er et lyn, en tiger, en orkan, sagde den gamle og så vredt på mig, imens han tog sig et glas hospitalssprit, men ve den, der sløser med ordet.”




søndag den 18. oktober 2020

Barnløshed #2


- August 2020 -

Første gang jeg skulle stikke mig selv, var jeg et nervevrag. Jeg har aldrig været bange for nåle, men tænk hvis jeg gjorde det forkert, hvis vi blandede medicinen forkert, hvis alt ikke var sterilt nok, hvis jeg fik luftbobler med ind, hvis jeg ramte en åre. Mulighederne for at fejle var mange, og vi endte med at kontakte et menneske, som vi ikke rigtig kendte, men som boede længere nede ad vejen, og som vi havde hørt var sygeplejerske. Hun var sød. Hun kom op til os og stak mig, og så kunne jeg udsætte panikken til næste dag, hvor den nok var lige så stor.

Som tiden gik, blev kanyler og små glas med flydende hormon en del af min taske sammen med tyggegummi og dankort. Men trods rutinen, holdt det aldrig op med at føles som et lille overgreb, jeg vedvarende udsatte mig selv for.

Ved hvert forløb har jeg stukket mig morgen og aften. Det er sket til fødselsdage, polterabender, bryllupper, på arbejde mens jeg har speaket Go’ morgen Danmark, på TV 2’s toiletter, Gyldendals toiletter, Lindhardt og Ringhofs toiletter, til BogForum, på restauranter og hjemme hos familie og venner.

Det er blevet lige så naturligt for mig som at børste tænder – dog forbundet med noget større ubehag. Så hver morgen og hver aften har jeg en følelse af at have glemt noget. Men det er slut med kanyler kl. 07.00 og 19.00, for du er på vej.

Du er endelig på vej.❤️


fredag den 16. oktober 2020

Boganmeldelse: De rejsende af Regina Porter

Bogen er tilsendt fra forlaget som anmeldereksemplar.

Titel: De rejsende

Forfatter: Regina Porter

Oversætter: Ida Jessen

Udgivelsesår: 2020

Sideantal: 352

Forlag: Politikens Forlag

 

De rejsende bygger på vigtige temaer, som køn, race, klasse og det at rejse – både i en geografisk bogstavelig forstand, men også som individ og familie, der rejser sig fra fattigdom og krig.

 

Rufus og Claudia er gift og har to børn. Rufus er hvid. Claudia er sort. Og deres børn er derfor en blanding af begge farver. For James Vincent Jr., som er en irsk-amerikansk mand fra overklassen og far til Rufus, kan det være svært at forstå, hvorfor nogle ord er kontroversielle eller upassende, så han kalder for eksempel sine børnebørn mulatter. Rufus og Claudia tilhører begge den intellektuelle og kulturelle elite. De er veluddannede og forestiller sig, at farve ingen betydning har. Ved hjælp af de mange fortællespor lærer vi dog, hvad deres forældre og bedsteforældre har måtte igennem helt fra starten af 1950’erne for at opnå denne form for farveblindhed. Undervejs spørger læseren sig selv, om farveblindhed ikke også er en form for undertrykkende adfærd, som er den vi ser, når vi kigger ind i Rufus’ og Claudias liv i 2010.

De rejsende er en gribende slægtsroman, som giver læseren alle perspektiver og gør det umuligt at opdele karaktererne i gode og onde. Alle får en nuanceret præsentation og er blevet udstyret med en baggrund, som kaster lys over nutidens tilstand og over deres egen adfærd. Der er mange vigtige temaer i romanen, såsom køn, race, klasse og det at rejse – både i en geografisk bogstavelig forstand, men også som individ og familie, der rejser sig fra fattigdom og krig. Fremragende bog og meget aktuel i forbindelse med Black Lives Matter.





søndag den 11. oktober 2020

Barnløshed #1


- 𝐉𝐮𝐧𝐢 2014 -

Mens jeg ligger her, kan jeg kigge på et billede af Jacob. Han gik i klasse med min lillebror. Nu kigger hans far op i mig. Verden er lille.

’Ufrivillig barnløshed’ står der på pjecen han giver mig i hånden, da vi skal til at gå. Jeg græder lidt.

Du trøster mig, som du altid gør og siger, at det hele nok skal gå. At vi nok ikke ’sådan rigtig’ er en del af den barnløse gruppe. Vi lever ret sundt, spiser varieret, dyrker motion, drikker kun sjældent og ryger ikke. Vi skal nok bare have lidt hjælp til at sætte gang i det hele. Du er evig optimist.


- 𝐉𝐮𝐥𝐢 2014 -

Det kan ikke være din skyld.

Vi har fået at vide, at dine sædceller er normale. Endda over gennemsnittet. Oppe i dit hoved er de små superhelte. Hurtigere, stærkere og bedre end alle andres. Det er en fin tanke. Den skal du have lov til at beholde.

...

Jeg skal have pustet luft op i min livmoder for at tjekke, om der er fri passage til æggelederen.

Når en mand siger, at det er lidt ligesom menstruationssmerter, så skal man ikke stole på ham. Det føles som om mit underliv eksploderer i smerte; det stod der ikke noget om i papirerne.

I det mindste er noget sat i gang nu.

Jeg vil bare gerne være mor til dit barn. Det er mit største ønske. Verden har brug for flere som dig.❤️


fredag den 9. oktober 2020

Højtlæsning til efterårsferien 2020

De fleste af bøger er anmeldereksemplarer, hvorfor indlægget må markeres som reklame.

Ordene efterår og efterårsferie har en hyggelig, putteagtig klang i varme brændte nuancer. Sådan lyder det i al fald for mig. Der er ingen ferie her hos os, men hvis der var, ville den helt sikkert byde på en masse læsning, både hver for sig og som højtlæsning. Intet spreder hygge, som højtlæsning.

Derfor anbefaler jeg ni velegnede højtlæsningsbøger til de kolde eftermiddage i ferien. Som jeg altid understreger, er højtlæsning ikke nødvendigvis en børneaktivitet. Man kan sagtens tage en højtlæsningskultur til sig, selvom man blot er to voksne. At lade sig omslutte af den stemme, der tilhører en nær ven, kæreste eller familiemedlem giver en ro og tryghed, som altså ikke kun behøver være børns privilegie. Vi anerkender alle, at der er sundt for børn og for relationen til barnet, alligevel er det et fåtal af voksne, der har taget det til sig i samværet med hinanden. Undersøgelser peger ellers på, at det kan være med til at reducere stress og danne oxytocin (antistresshormon), så vi er rolige og afslappede. Jeg ser kun fordele.

Hvis jeg havde været rigtig god, havde listen selvfølgelig også budt på voksenlitteratur for at ramme bredt, men personligt foretrækker jeg, at højtlæsningen foregår med børnelitteratur. Der findes uendeligt mange gode børnebøger, som formår at male indre billeder med et beskrivende sprog, som giver aha-oplevelser, som tvinger læseren til at overveje egne handlemønstre og forestillede sandheder, og som er fyldte med lærdom for både store og små.

Så her kommer ni bud på bøger, I kan nyde sammen som familie, venner, elskende eller hvordan I nu ønsker at definere jer selv.



Til et eftertænksomt efterår:

Den lille prins af Antoine de Saint-Exupéry

 


En pilot nødlander i Saharaørkenen. Her møder han den lille prins, der kommer fra en fremmed planet. Prinsen har hjertesorg fortæller om sin rejse rundt og om, hvordan han har forladt noget, som han elskede.

Når børn læser Den lille prins, får de ondt af prinsen. Når voksne læser den, får de ondt af hele den vestlige verden. Den lille prins er en af de bøger, der aldrig mister sin aktualitet. Mellem linjerne kredser den om temaer som stress, travlhed og børn, der bare gerne vil ses af de voksne mennesker, som aldrig har tid.

At kalde Den lille prins for en børnebog er som med mange andre børnebøger en snæver kategorisering. Den kan sagtens læses og nydes på overfladen, men mellem linjerne er den enormt kompleks og derfor er den også oplagt til dialogisk højtlæsning med god tid til samtale.



Til sjov ferietid:

Minimund af Frida Brygmann & Thomas Korsgaard


Sylvester Torkildsen har en meget lille mund med en meget lille stemme, og det er ikke særlig sjovt, når man går i 2.b. Hver gang han siger noget, begynder de andre at grine. Selv pigerne fniser, og Mike og Daniel H. og Steffen. Og endda læreren kan ikke undertrykke sit grin. De andre børn kalder ham Minimund, og det er ret svært at tale med mor og far om, at man bliver mobbet.
En dag skriver Sylvester et brev, hvor han spørger, om ikke der er nogen, som kan hjælpe. Og på magisk vis dukker Nogen Kristiansen op på hans værelse og går straks i gang med at hjælpe. Nogen har medbragt sit stemmekatalog, så nu skal de bare lige finde den helt rigtige stemme.

Minimund er sådan en bog, der får de små til at grine og de voksne til at mindes. Den dufter af Ole Lund Kirkegaards klassikere med sin engagerende fortælling, som er fyldt med sproglige perler og implicitte kommentarer til finurlighederne i det danske sprog. 



Til melankolske stunder:

Stien på bjerget af Marianna Dubuc





Fru Grævling starter altid søndagen med en vandretur op ad det store bjerg. Det er en lang tur, men den er også meget smuk, og hun møder mange venner på sin vej. Alle kender fru Grævling og fru Grævling kender alle. Hun er en ældre dame, men hun er altid klar til at give en hånd med, når hun møder sine dyrevenner midt i deres gøremål. En dag får hun selskab af katten Felix, som vandrer med hende op til bjergtoppen. Han begynder at følge hende hver søndag, og han nyder at fru Grævling lærer ham om skovens dyr, om hjælpsomhed og om at følge sit hjerte.

Stien på bjerget er en smuk fortælling om livets cyklus. Den handler om at miste, men også om de spor et nært venskab efterlader. Den er en indsigt i livets gang og i, hvordan livet fortsætter og nye relationer opstår, selv når de tætteste forsvinder.

Historien bæres frem ved hjælp af smukke penselstrøg og god fantasi. På tekstsiden er der ikke mere end ca. en sætning pr. dobbeltside, men den knappe tekstmængde inviterer barnet til at bidrage med sine egne fortællinger og gå på opdagelse i illustrationerne.



Til dyreelskeren og skovtrolden:

Bambi –Walt Disney Klassiker

Det er ikke mange år siden, Carlsen præsenterede deres dengang spritnye Disney-serie. Og uden at have videnskabeligt belæg for min påstand, føler jeg mig alligevel fuldstændig overbevist om, at den vandt hjerterne hos mange voksne, som er vokset op i 80’erne og 90’erne.

Jeg kunne have valgt en hvilken som helst bog fra serien – hvis jeg ikke tager helt fejl er der over 10 nu. Men af dem jeg selv har, synes jeg Bambi egner sig virkelig fint til højtlæsning i efterårsferien. Den foregår i en skov med dyr, som det jo faktisk er muligt at gå på udkig efter i skovene herhjemme.

Der lurer mange farer i skoven for et ungt rådyr, og Bambi er helt afhængig af skovens dyr til at lære verden at kende og forstå skovens signaler. Vennerne Stampe, onkel Ugle, og Blomst hjælper Bambi med at finde sin vej i livet, så han en dag kan blive Skovens konge ligesom sin far.



Til filosofiske efterårsdage og hyggestunder:

Vejen til Mumidalen og andre fortællinger af Tove Jansson

Vejen til Mumidalen består af tre historier: Vejen til Mumidalen, Mumitrolden og den magiske hat og Mumitrolden på Hatifnatternes ø. I Vejen til Mumidalen har regnen gjort Mumimor og Mumitrolden hjemløse, så der søger ind i Storskovens mørke for at bygge en hytte. Mumifar er blevet væk, og det gør selvfølgelig Mumimor både ked af det og bekymret. Men midt i mørket og kulden, møder de Snif, som også har mistet sit hjem, og de tre slutter sig sammen på deres videre færd. De oplever både spændende og uhyggelige ting på turen, men som det er Tove Janssons store styrke, emmer fortællingen alligevel af ro og tryghed.

Janssons mumitrolde er oplagte til højtlæsning, fordi hun forstår at tale til børn i et voksent sprog og stille krav deres refleksionsevne. Bøgerne kan selvfølgelig læses og nydes overfladisk med de mindste, men der altid store og dybe temaer til behandling i mumi-fortællingerne, så de kan også bruges til at igangsætte vigtige samtaler mellem børn og deres voksne og voksne imellem. Jeg tør godt garantere, at Mumi er en evig klassiker.



Til fantasien, kreativiteten og klimatossen:

Peter Plys - historier fra Hundredemeterskoven
















I fire historier bliver læseren inviteret med rundt i Hundredemeterskoven, hvor vi møder alle skovens dyr. I første historie, En eller andens skat, starter vi hjemme hos Plys, som er ved at sortere i sine gamle honningkrukker. Mange har fået slået dele af bunden af, så han kan jo ikke længere bruge dem til at opbevare sin honning. Pudsigt nok står Grislingen og mangler potter med hul i bunden til sine planter, og så går der ellers ren dominoeffekt i Hundredemeterskoven, hvor man hurtigt lærer, at den enes affald er den andens guld.

For voksne læsere er det hyggeligt og dejligt at se, hvordan genanvendelse kan fungere som en god fortælling for de yngste. Og de yngste får sikkert travlt med at lede efter ødelagte ting, som kan bruges på ny.  Historierne er rigt illustrerede med flotte farvelagte tegninger, præcis som vi kender dem.



Til at igangsætte fantasi, empati og vigtige samtaler:

Claras bog af Inge Duelund, illustreret af Gitte Gade


Clara er et af de børn, som de andre ikke ser. Uanset hvad hun gør, er det som om, hun er fuldstændig usynlig. Den eneste, der ser Clara, er buschaufføren, men når hun forsøger at hjælpe, bliver alting værre. Det er ironisk nok først da Clara ikke dukker op i skolen, at hun bliver ”set” af de andre børn. 
Claras bog er meget smuk, både på indholdssiden og i sit kunstneriske udtryk. At kalde bogen kunst er ikke en overdrivelse. Den er ganske særlig, og trods det afdæmpede rolige ydre, er der en eksplosion af smukke illustrationer, når bogen åbnes. Faktisk var det illustratorens ønske, at bogen netop på denne måde skulle pege på vores tendens til at dømme bøger (og hinanden) på det ydre.  

Den er perfekt til rolige eftermiddage, hvor der er ro og tid til eftertænksomhed, fantasi og samtale. Clara er overset, og det er oplagt at tale om, hvordan det føles at være mere synlig i sit fravær end i sin tilstedeværelse.



Til at skabe ro før sengetid (virker også på 39-årige mænd):

Stjerner før sengetid af Claire Grace og Dr. Jessamy Hibberd
















Stjerner før sengetid er en ret unik børnebog, som altså også kan anvendes til højtlæsning for voksne, der nyder at falde til ro til hinandens stemmer.

Det er en mindfull sovebog, som ved hjælp af afslappende øvelser og rolige fortællinger hjælper med at finde ro før sengetid. Der er blandt andet afspændingsøvelser og sengevenlige yogaøvelser.

Sengetiderne har det med at blive rykket lidt rundt i ferierne, og derfor kan det være en stor hjælp med en bog, der bidrager til ro og afslapning ved sengetid, når man måske har sovet lidt længere end sædvanligt.

Den kan bruges fra omkring 4 år, måske endda 3, og så har jeg videnskabeligt bevis for, at den som minimum virker frem til 39-årsalderen. ;-)



Til mørke stunder, der skal piftes op med magi og guldstøv:

Frøken Fnug og Frøken Fjer af Maria Frantzen Sanko, illustreret af Karla Holmbäck

Hvem elsker ikke en bog fyldte med gamle, glemte ord og med to søstre, som elsker bøger og bor i en boghandel? Frøken Fnug og Frøken Fjer er to ganske specielle søstre, som har påtaget sig vigtige opgaver. Frøken Fnug flyver rundt fra efterår til vinter med sin kost, som hun bruger til at feje grimme og sårende ord op og erstatte med skønne ord, som vi alle har glemt. 

Frøken Fjer kan trylle og til midnat forvandler hun sig til en svale, og flyver ud til triste mennesker, som har brug for en smule guldstøv og magi i hverdagen. Ved forårets komme går de to søstre i hi og sover helt ind til den mørke, kolde tid igen vender tilbage og der på ny er brug for deres magiske strejf af skønne ord og hverdagsguld.

Frøken Fnug og Frøken Fjer emmer af efterår og magi. Det er en poetisk billedbog, som er skrevet på vers og illustrationerne er med til at løfte bogen til dens magiske niveau. De rolige farver skaber en afslappende stemning, og den egner sig perfekt til en kold og mørk eftermiddag.


mandag den 5. oktober 2020

Boganmeldelse: Den, der lever stille af Leonora Christina Skov


Titel: Den, der lever stille
Forfatter: Leonora Christina Skov

Udgivelsesår: 2018

Sideantal: 374

Forlag: Politikens Forlag

 

Leonora Christina Skov holdt mig i en trancelignende tilstand med sin milde stemme, der steg og faldt i intonation som scenerne skiftede. Jeg var fikseret af dybden af følelser og lamslået af intensiteten, når ondskaben mest af alt mindede om plottet fra en gruopvækkende thriller. Den, der lever stille sætter markante spor og efterlader læseren brugt og skrøbelig.

 

Leonora Christina Skovs selvbiografiske fortælling tager afsæt i hendes mors død. Den nu voksne Leonora er ved sin mors side og ser til, mens kræften langsomt suger livet ud af hende. Leonora har til det sidste stået på pinde for sin mor. Hun har efter morens ønske undersøgt alle muligheder for at forlænge den sidste tid og gjort sig selv til ekspert i forskellige former for kræftbehandling. Det ville de fleste døtre måske have gjort for deres mødre, men Leonora har ikke haft rollen som den typiske datter, og hendes mor har aldrig været som mødre er flest.

Leonora – som hedder Christina indtil sit voksne liv – vokser op som som enebarn i et parcelhuskvarter i Helsinge. Udadtil syner de af at være en lille kernefamilie. Begge forældre arbejder. Huset er rent. Haven er velholdt. Alle er velsoignerede og iført rent tøj. Og Christina klarer sig godt i skolen. Punkterne på en socialrådgivers tjekliste ville uden yderligere undersøgelse kunne krydses af hos familien Skov. Der er ingen tegn på vold eller misrøgt, men inden for hjemmets fire vægge hersker en bizar familiedynamik, som er så svær at begribe, at jeg knap nok kan gengive den. Fra Christina bliver født, sørger hendes forældre for, at hun ved, hvilket vanskeligt barn hun er.

 

Jeg var seks år, da min mor fortalte mig, hvor forfærdeligt det havde været at føde mig. Vi sad og spiste aftensmad ved det kvadratiske køkkenbord i Helsinge med udsigt til Bjørn Wiinblads månedsplatter arrangeret i et symmetrisk mønster omkring køkkenuret (…)”

 

[…]

 

I sagde, at jeg skreg så meget, at mors liv blev et mareridt derhjemme, og at jeg ikke fik nogen søskende, fordi jeg havde været sådan et frygteligt spædbarn.

 

Det var en forfærdelig fødsel, og det blev ikke bedre, da den lille familie skulle bygge rede. Moren udvikler tilsyneladende ikke varme følelser for sin datter, og det lugter af ubehandlet fødselsdepression og svigt overfor det lille barn.

Forfatteren beskriver en symmetri og orden i det lille hjem, som står i skærende kontrast til det mareridt der udspiller sig hver gang, hr. og fru Skov (det kalder de hinanden) henvender sig til datteren (det kalder de hende). Deres henvendelser er sjældent direkte. Oftest taler de om hende i 3. person, selvom hun står lige foran dem.

 

Har du hørt, hvad datteren siger? sagde hun, henvendt til min far, og til mig: – Dig! Det kan due da ikke finde ud af. Du aner jo ikke engang, hvad en liter mælk koster.”

 

Det er et forældreskab, der er svært at forestille sig, og den psykiske terror, undertrykkelsen og nedgørelsen fortsætter helt indtil morens død.

 

–Ja, det tror jeg også, hr. Skov, sagde hun. – Jeg tror, at datteren er helt gennemsnitligt begavet.

Jo højere karakterer jeg fik i alle fag, jo mere jævnt begavet var jeg derhjemme.

– Men så er det godt, at du er flittig, for flid kan man komme langt med, sagd min far. – Ikke noget med at springe over, hvor gærdet er lavest, eller går den, så går den. Slendrian, sløseri og sjuskedorte bruger vi ikke her hos os, og så længe du bor her hos os, er det vores regler, der gælder.

 

Da Christina bliver gammel nok, rejser hun til København, hvor hun bliver til Leonora som en del af frigørelsen fra sine forældres stramme lænker. Det forhindrer dog ikke forældrene i at fortsætte den systematiske mobning af deres datter, og de bruger flittigt kneb som ydmygelse og manipulation til at fastholde kontrol og begrænse hendes livsudfoldelse og positive udvikling. Hun er ved at finde sig selv og klarer sig godt, men moren lever efter deviser såsom man skal ikke udstille sit beskidte vasketøj, man skal ikke gøre stads af sig og den, der lever stille, lever godt. Og det går ikke godt i spænd med en homoseksuel datter i 90’erne, som endda figurerer i de danske medier fra tid til anden. Men det var ikke Leonoras homoseksualitet, der antændte morens had, selvom den måske nok bragte brænde til bålet. Hadet eller aversionen opstod ved første øjekast og man fristes til at tro, at moren har været jaloux over at måtte dele sin mand med sin datter, som havde brug for en far. Men hr. Skov står på pinde for at neddæmpe jalousien, og han gør sit bedste for at hele husholdningen forstår, at han til enhver tid vil vælge sin hustru, fremfor datteren. Og han står ikke i vejen for at tage del i nedgørelsen af hende, så fru Skov kan mærke, at der kun er én kvinde i hans liv. Det er en hakkeorden, der ikke kan stilles spørgsmålstegn ved, og hensynet til den skrøbelige mor lever videre, selv efter hendes død.

 

– Hun var det bedste, jeg havde, sagde han, og jeg så en bunke sorte brikker for mig. Han havde satset dem alle sammen på hende og ingen af dem på mig. Jeg havde ingen anelse om, hvordan han ville reagere nu, hvor døden havde ryddet brættet.

 

Den, der lever stille er en opslugende og intens skildring af en traumatisk barndom. Der veksles elegant mellem tilbageblik og nutid. Og forfatteren drysser om sig med små detaljer fra hjemmet i Helsinge, hvor alt det som intet betyder er placeret i perfekt symmetrisk orden og udstråler en balance, som kun eksisterer på overfladen.

 

Den var min første positive oplevelse med en dansk lydbog, og Leonora Christina Skov holdt mig i en trancelignende tilstand med sin milde stemme, der steg og faldt i intonation som scenerne skiftede. Jeg var fikseret af dybden af følelser og lamslået af intensiteten, når ondskaben mest af alt mindede om plottet fra en gruopvækkende thriller. Den, der lever stille sætter markante spor og efterlader læseren brugt og skrøbelig.

Den anbefales til alle med forældre (læs: alle), men vil særligt krybe ind under huden hos dem, der lader sig fascinere og forundre af det komplekse bånd mellem mor og datter. Læsere af Voldsomme Bånd af Vivian Gornick og Fruen af Malene Lei Raben, vil helt sikkert også betages af denne.




Book me up, Baby!


Jeg er en kryster og en kujon. Jeg deler strålende studer, men tier når livet er hårdest. Sådan har jeg ofte følt.

I seks år har Danni og jeg forsøgt at blive forældre – omtrent lige så lang tid, som jeg har været Book me up, Scotty! I takt med hjerteknusende frustrationer, smertefulde behandlinger og et stigende følgertal, har jeg følt, jeg burde dele vores historie. Den har intet med bøger at gøre – og dog, for hvor har jeg fundet stor trøst i bøger, der beskriver mine følelser og vores forløb (dem må jeg få lavet en liste over).

Jeg kalder mig kujon, fordi den eneste årsag til, jeg nu kan dele er, at det omsider ser ud til, klinikken fandt det guldæg, som får det største mirakel til at gro i mig. Vi er lykkelige over den drejning, livet har taget, men hver eneste dag sniger frygten for at miste sig ind på os og minder os om, hvor skrøbeligt alting er. Vi forsøger at nyde, men forstyrres af panik.

Jeg har altid følt forpligtelse til at dele det, man gennemgår i fertilitetsbehandling, men det skulle vise sig, jeg ikke havde styrken og overskuddet, før det gik op i en højere enhed. Det gør det nu. Derfor skal det deles til hjælp og håb for de mange par eller enlige, der gennemgår det samme, og alle de forvirrede pårørende, hvis støtte er fuldstændig afgørende for at komme helskindet igennem. Vores historie er lang, og seks år kan næppe koges ned til et enkelt opslag på Instagram, men måske kommer den i små bidder, for i alle år har jeg skrevet tekstbidder til forløbet.

Der er måske mange, der ikke har lyst til at følge med, hvis jeg udvider bogformidlingen til også at inkludere glimt fra fertilitetsklinikken, men jeg håber, I vil betragte vores historie som et vigtigt kapitel i den samlede fortælling, der har udspillet sig på @bookmeupscotty.

De mange gange jeg har været borte i SoMe-forstand har inkluderet knusende nyheder, indre blødninger, akutte indlæggelser og sorte isolerende huller, som vi har gravet os ned i, når smerten ikke længere var til at bære. Heldigvis har vi altid haft hinanden, og inden længe bliver det hårde arbejde belønnet med det, vi altid har drømt om.

Vi glæder os til at byde dig velkommen til verden i marts og til at elske dig hele livet.❤️