Boganmeldelse: Hvis vi ikke taler om det af Leonora Christina Skov

Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt af forlaget.

Titel: Hvis vi ikke taler om det

Forfatter: Leonora Christina Skov

Udgivelsesår: 2021

Sideantal: 363

Forlag: Politikens Forlag

Leonora Christina Skov har sans for detaljen på den misundelsesværdige måde, hvor intet er overladt til tilfældighederne. Det ses tydeligt, når man sidder med hendes bøger i hænderne, og ’Hvis vi ikke taler om det’ er ingen undtagelse. Det kraftige smudsomslag, der illustrerer en kvinde med en lup, vækker læserens forventning til, at flere sandheder skal på bordet. Den smukke forsidesats med et akvarellignende kunstnerisk udtryk, det guldfarvede læsebånd og ikke mindst stofindbindingen, tvinger bogen til at rumme en læseoplevelse i høj kvalitet, for med sådan et kunstværk er forventningerne høje. Man skal ikke dømme en bog på dens forside, men i dette tilfælde, er der ingen skade sket. Romanen skuffer ikke.

’Hvis vi ikke taler om det’ er efterfølgeren til Leonora Christina Skovs medrivende erindringsroman ’Den, der lever stille’. I første roman lærte vi, at hos familien Skov er tavshed en dyd, og at den der lever stille, lever godt. I anden roman fortsætter tavshedstemaet, for “hvis vi ikke taler om det, er det næsten ikke her”. Men det er det. Både hos familien Skov og ude i samfundet.

Nutidige Leonora ser tilbage på tiden, før hun slog igennem som succesfuld forfatter, og præsenterer fortællingen om, hvordan hun sprang ud som homoseksuel og fik etableret sig en tilværelse i København, som er tro mod hendes sande jeg. Hun springer frem og tilbage mellem fortidens krænkende oplevelser og en tryg nutidig tilværelse i lejligheden på Frederiksberg med Anette ved sin side. Den lidt rodede komposition er slet ikke så rodet endda, men virker snarere som et gennemtænkt fortællegreb, der bidrager til læserens forståelse af indre kaos. Når karrieremål går i hånd med overgreb, og når ens sande identitet tilsyneladende strider imod familiens kerneværdier, må der unægtelig være behov for at vandre frem og tilbage fra gamle samtaler, stridigheder og skelsættende oplevelser.

Det er ikke kun familien Skov, der får luftet det beskidte vasketøj. Faktisk får hele forlagsbranchen også en tur på tørresnoren, og for en inkarneret bognørd er der indledningsvis tale om et stykke popkornskrævende realityshow, hvor deltagerne ikke er helt ukendte. Popkornsspisningen bliver dog hurtigt en kvalm oplevelse, da læseren chokeres med fortællingen om, hvad man som spirende forfatter kan blive presset til med truslen om at få ødelagt sine drømme om at blive udgivet. Denne afsløring taler direkte ind i tidens fokus på #metoo og hele debatten om frivillighed i ulige magtforhold, og Leonora Christina Skov nuancerer på elegant vis tesen om, at man jo bare kan sige nej. Hun efterlader også håb, når hun beskriver de hjertevarme mennesker, bogbranchen heldigvis også byder på.

Forfatterens pen er som altid i flow, og det er vaskeligt at læse hendes ord uden hendes karakteristiske bløde stemme i sit indre. Hvis du var begejstret for ’Den, der lever stille’, er fortsættelsen et must. Hvis du er interesseret i forlagsbranchen, er den et must. Hvis du er interesseret i de følelser, der kan følge med, når man skal springe ud som homoseksuel, er den et must. Måske skulle du bare læse den for en sikkerheds skyld.

Boganmeldelse: Noget du ikke ved om længsel af Karen Strandbygaard

Bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Noget du ikke ved om længsel

Forfatter: Karen Strandbygaard

Udgivelsesår: 2021

Sideantal: 300

Forlag: People’s Press

’Noget du ikke ved om længsel’ undersøger og kortlægger en kvindes længsel efter at få børn. Den beskriver, hvor galt det kan gå, når forventningen til livet ikke stemmer overens med virkeligheden, og når kroppen pludselig bliver en kampdygtig modstander for den drøm, der gemmer på livets mening.

Udadtil kører livet på skinner for 32-årige Maria. Hun er en dygtig forsker og har gang i en lovende karriere i en privat virksomhed, hvor hun arbejder som kemiker. Hun bor sammen med sin kæreste David i indre København, og de to ønsker at blive forældre. Men her falmer glansbilledet, for Maria bliver ikke gravid. Parret starter på fertilitetsbehandling, men de gentagne mislykkede forsøg begynder at tære på forholdet. Maria konfronteres med følelser og sider af sig selv, som føles fremmede både for hende og for David. Hun går fra at være en ambitiøs kemiker til kun at kunne tænke på at få et barn. Langsomt ser hun alting smuldre, parforhold, karriere og venskaber glider ud som sand mellem hendes hænder.

’Noget du ikke ved om længsel’ undersøger og kortlægger en kvindes længsel efter at få børn. Den beskriver, hvor galt det kan gå, når forventningen til livet ikke stemmer overens med virkeligheden, og når kroppen pludselig bliver en kampdygtig modstander for den drøm, der gemmer på livets mening. Det psykologiske drama udspiller sig særligt i Marias indre, mens intetanende kolleger ser måbende til på hendes deroute og David forvirres over forandringen. Jeg vil så gerne elske den, og jeg prøvede virkelig også. Den er velskrevet, dialogerne er skarpe og troværdige, men følelseslivet vækkede intet i mig. Der mangler bøger om fertilitetsbehandling, så mine forventninger var tårnhøje, og måske er problemet netop, at jeg ved alt for meget om Marias længsel. Jeg var Maria på 32, som hellere ville forlade verden end at leve i den barnløs. Men jeg kunne ikke spejle mig i denne Maria, og det ødelagde desværre læseoplevelsen. Det er en umådeligt vanskelig disciplin at slette sig selv og egne erfaringer, når man læser om det, der på bagsiden lyder som ens liv.

Jeg håber sådan, du vil dele din egen erfaring med bogen her i kommentarfeltet – særligt hvis du også har erfaring med fertilitetsbehandling.

Boganmeldelse: Bogen du ville ønske dine forældre havde læst af Philippa Perry

Bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget

 

Titel: Bogen du ville ønske dine forældre havde læst

Forfatter: Philippa Perry

Oversætter: Ole Lindegård Henriksen

Udgivelsesår: 2021

Sideantal: 288

Forlag: Svane & Bilgrav

 

Perry brillerer med sin evne til at vende enhver konflikt til barnets perspektiv, og forældrebogen står stærkest i analysen af, hvordan egen opvækst ubevidst påvirker forældrerolle og handlingsmønstre. Desværre er forfatteren ramt af privilegieblindhed, og denne brist bliver tydelig i hendes overklasseeksempler på aktiviteter og støtte udefra.

Psykoterapeut Philippa Perry tilbyder værktøjer til, hvordan du kan gøre op med den arv, du ubevidst bærer med dig fra din barndom og dine forældres opdragelsesstil. Perry lægger ud med et afsnit, hvori hun udfolder flere eksempler på uhensigtsmæssig adfærd, som man ubevidst kan have taget med sig fra sin egen barndom. Dette afsnit danner grundlag for de refleksioner, der lægges op til, når relationen til dit barn skal endevendes. Og det skal den, for der findes ikke en forælder i verden, som kan sige sig fri fra at begå fejl, som kan sætte den gode relation på prøve. Og med Perrys tilgang er der gjort plads til de fejl, her handler det nemlig snarere om at stå ved dem og lære sit barn, at mor/far også kan fejle og også bør undskylde, når de gør det. Som eksempler på uhensigtsmæssig forældreadfærd nævner hun bl.a. manglende anerkendelse af barnets følelser, hvis forælderen føler noget andet. Det kan fx være barnet, der bliver ked af at skulle have overtøj på til stor frustration for den travle forælder, som synes barnet skaber sig. Her vil Perrys tilgang være at gå i øjenhøjde og spørge ind til barnets følelser. Anerkendelsen af barnets følelser er i det hele taget omdrejningspunktet hele vejen igennem, og hun problematiserer også tendensen til at distrahere et ulykkeligt barn eller forsøge at fikse følelsen fremfor at tale om den og give barnet plads til at være i den. Behovet for at fikse den ulykkelige følelse opstår ikke kun i forælder/barn-forhold, men også i romantiske relationer, hvor det er lige så problematisk.

Bogen hjælper dig uden tvivl med at forstå, hvordan din egen opvækst påvirker din forælderstil, og den kan dermed bidrage til at bryde negative mønstre.

Men den har også sine minussider. Det bliver flere steder tydeligt, at Perry ikke kan sige sig fri fra den position, hun skriver fra. Når hun fx foreslår, at man tager et weekendophold på hotel med sit barn for at fokusere på nærvær, kan man da godt få følelsen af, at hun rammes privilegieblindhed. Samme følelse opstår, når hun foreslår læseren at overveje, hvorfra denne kan få støtte i sit forældreskab. Her nævner hun som eksempel, at man kan få sin mor til at betale huslejen i et år og sin søster til at sørge for sine måltider. Forestillingen om at nogen i min familie skulle have mulighed for at dække min husleje i et helt år er så langt fra min verden, at det faktisk bliver helt komisk. Der er også en tendens til at det er kvinderne, hun bringer i spil med sine eksempler. Og det kan virke forældet, at det nødvendigvis må være familiens kvinder, der skal springe til med hjælp og omsorg, når der kommer en lille ny til verden.

Nogle af rådene giver sig selv, men dér hvor Perry virkelig brillerer, er hendes evne til at vende enhver konflikt til barnets perspektiv. Ved at starte med at vække læserens erindringer om egen barndoms konflikter, bliver det let at se på situationen med barnets øjne og forstå, at en konflikt eller et hysterisk anfald heller ikke er sjov for det barn, som man måske synes ”skaber” det.

Det er en spændende forældrebog, som har sine gyldne øjeblikke, men den er helt sikkert stærkest i de første afsnit og i analysen af, hvordan egen opvækst ubevidst påvirker forældrerolle og handlingsmønstre.

Den anbefales selvfølgelig særligt til forældre, men også til dig, som bare gerne vil blive klogere på, hvordan din opvækst spiller ind, når du som voksen skal danne relationer eller havner i konflikter.

Boganmeldelse: SCUM Manifest af Valerie Solanas

Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt af forlaget.

Titel: SCUM Manifest

Forfatter: Valerie Solanas

Oversætter: Ellen Boen

Udgivelsesår: 2021

Sideantal: 96

Forlag: Forlaget Grif

 

”Manden er helt igennem egocentrisk, fanget i sig selv, ude af stand til at føle med eller identificere sig med andre, ude af stand til at føle kærlighed, venskab, hengivenhed eller ømhed. Han er en totalt isoleret enhed, afskåret fra at interagere med andre. Hans reaktioner er alene styret af kroppen, ikke hjernen, hans intelligens er kun et redskab for hans drifter og behov; han ejer ikke evnen til lidenskab, mental interaktion; han kan ikke forholde sig til andet end sine fysiske sansninger. Han er en halvdød, passiv klump kød uden evne til at give eller modtage nydelse og glæde.”

I 1967 skrev Valerie Solanas en af feminismens mest refererede tekster, SCUM Manifest (SCUM = Society for Cutting Up Men). I dette radiale værk foreslår Solanas, at vi gør en ende på det mandlige køn. Hun understreger, at det nu er “(…) teknisk muligt at reproducere sig uden hjælp fra mænd (eller kvinder for den sags skyld) og udelukkende fremstille hunkønsvæsner. Det bør vi gå i gang med snarest.”. Ifølge Solanas kan kvinden ikke udleve sit potentiale, så længe manden har magten i samfundet, og den magt forstår Solanas både som fysisk styrke, men også som et økonomisk og seksuelt overtag.

Solanas skriver i en rå og rebelsk tone. Hun er vred og fyldt med had til den usympatiske mand, som behandler kvinder som dyr. Hun foreslår et samfund uden arbejde og penge, og hun tror på individets behov for at leve frit i et samfund bygget på kærlighed.

Solanas manifest forekommer manisk og vanvittigt. Det er en utopisk drøm om et samfund med ét køn; kvinden. Det hele dufter af satire, men det stærkeste krydderi er vrede, så læseren efterlades i uvished om forfatterens ståsted – mener hun det? Vil hun virkelig opsprætte alle mænd? Teksten er svær at læse uden at have forfatterjeget med på sidelinjen, når man ved, Solanas blev udsat for incest af sin far og skød Andy Warhol som 32-årig. Ikke desto mindre er budskabet soleklart, og der er adskillige dele, der peger på det samfund og de kampe, vi har i dag. Men man kan savne en analyse af mandekønnet. Solanas taler uden tvivl om den klassiske maskulinitet, men interesserer sig ikke for, hvordan kulturen former og citerer manden. Manden er i Solanas udlægning unuanceret og endimensionel. Han er billedet på patriarkatet, og han skal bøde.

Sanne Søndergaards forord giver en fremragende introduktion til både forfatteren og manifestet, og hun hjælper læseren sikkert ind i det vanvittige univers, der udfolder sig, når Solanas ord tager over.

Jeg burde elske SCUM Manifest, dette store feministiske værk. Men det gør jeg ikke. Det skal selvfølgelig læses ind i den tid, det er skrevet i, en selv med tanke på 60’ernes måske manglende wokeness, fremstår den stadig unuanceret og måske bare en anelse for radikal til min smag. Men den er alligevel din tid værd, for hun peger på undertrykkende strukturer, som stadig præger vores samfund i dag. Læs den, og vær klar til at føle, at du lige er blevet rusket så grundigt, at du har fået en mindre hjernerystelse.

Boganmeldelse: En moderne familie af Helga Flatland

Titel: En moderne familie

Forfatter: Helga Flatland

Oversætter: Karen Fastrup

Udgivelsesår: 2018

Sideantal: 261

Forlag: Turbine

 

I ’En moderne familie’ bliver familiebegrebet med ét meningsløst, og i denne meningsløshed må tre søskende forsøge at finde sig selv og hinanden. Romanen er elegant komponeret, og de skiftende fortællestemmer giver historien filmisk karakter og dybde.

Udgangspunktet for fortællingen er Torill og Sverres umiddelbart uproblematiske skilsmisse efter 40 års ægteskab. Parret vælger at præsentere nyheden til deres tre voksne børn på en familietur til Italien, hvor de skal fejre Sverres 70-års fødselsdag. For børnene er skilsmissen dog alt andet end uproblematisk. Nok er de voksne, men de er stadig børn af de forældre, der nu vil skilles. De er en tætknyttet familie, som rejser sammen og værner om de fælles værdier, der udgør grundlaget for deres familie, og de voksne børn finder det bekymrende og misforstået, at deres forældre nu vil leve nye liv og dermed også ødelægge den nostalgi, der følger med, når man besøger mor og far i sit barndomshjem.

Historien fortælles af de tre søskende, som skiftevis er jegfortællere i hver deres kapitler. Liv er den ældste datter. Hun er gift med Olaf, som hun har to børn med. Liv er en typisk storesøster med hang til planlægning, lister og kontrol. 

“Men livet kan ikke planlægges i detaljer, sagde far, du er nødt til at acceptere, at du ikke kan have kontrol over alt hele tiden.”

Ellen er midterbarnet. Hun er kæreste med Simen, som hun forsøger at få et barn med. Men deres drøm om et barn er ikke længere fyldt med håb og glæde. For efter at have prøvet i et år, er det nu angst og usikkerhed, der præger drømmen om et lille liv.

“Der er ikke længere noget håb, vores barn skal undfanges i et plasticbøger i et laboratorium. Jeg har googlet, fundet billeder, den skarpe modsætning til en varm seng med varme kroppe og varmt håb: mundbind, plastichandsker og sprøjter.”

Håkon er familiens yngste. Han er en efternøler, og lever et utraditionelt og frisindet liv. Han tror på uafgrænset kærlighed og åbne forhold.

“Jeg har sagt det her hundrede gange, jeg tror sikkert mere på det, du kalder kærlighed, end både du, Ellen, mor og far og alle andre tilsammen, men jeg tror ikke på at regulere den, jeg tror på, at den skal eksistere uden regler, og uden at den skal presses ind i former, andre har bestemt for os.”

Vi følger de tre søskendes meget forskellige reaktioner på deres forældres nyhed, og vi er med i de tanker, der ligger til grund for deres håndtering af den nye situation. Selvom de reagerer vidt forskelligt, bliver de alligevel alle tvunget til at tage stilling til de samme spørgsmål om, hvad der egentlig skaber en familie, og hvornår man ikke er en familie længere. Disse tanker sætter gang i tre vidt forskellige livskriser, og selvom de er en tætknyttet familie, er der alligevel så meget, som de slet ikke forstår eller ved om hinanden.

“Jeg kan ikke huske, at jeg dengang oplevede os så fremmede overfor hinanden, som jeg gør nu. (...) Nu er der ingen, der ved, hvordan de skal opføre sig, indrette sig, hvilken rolle de skal indtage.”

Helga Flatland skriver som en ægte fortæller. Romanen er elegant komponeret, og de skiftende fortællestemmer giver den filmisk karakter og dybde. Karaktererne er troværdige, og deres konflikter og følelser er genkendelige og lette at spejle sig i. Livs frustration over ikke at kunne fikse sine forældre eller sætte sin bror i en kasse, er både levende fortalt og genkendeligt, når vi prøver at inddele verden i kategorier, vi kan forstå. Ellens drøm om at blive mor er knusende hård at følge, og Helga Flatland rammer intensiteten i et fertilitetsforløb, når Ellens tanker får frit løb.

“(..) det er mig, der er problemet – du har desværre en krop, som ikke er forenelig med at skabe nyt liv, og er dermed overflødig her på jorden, en fejlleverance.”

                                                                        (...) 

“I morgen er der en uge til, der er gået år, siden vi begyndte at prøve, og jeg husker aftenen i den gamle lejlighed, den gamle seng, den voldsomme lyst og glæde, der blev udløst af det samme ønske, som nu dræber den.”

                                                                        (...)  

“Simen kommer op, registrerer ikke, at jeg græder – eller måske gør han, men er holdt op med at reagere eftersom det er lige så lidt sensationelt, som hvis jeg havde hostet (…).”

Romanen efterlader læseren med tanker om, hvad der udgør en familie, og hvornår – hvis nogensinde – man stopper med at være et barn, når man for evigt vil være barn af sine forældre. Med referencer til ’Et Dukkehjem’, rejses også spørgsmålet om, hvor godt man egentlig kan kende hinanden. Både dem man lever sammen med, og også dem, man er vokset op med. Familiebegrebet bliver med ét meningsløst, og i denne meningsløshed må de tre søskende forsøge at finde sig selv og hinanden. Helga Flatland leverer et fremragende bud på en moderne familie.

Boganmeldelse: Et barn at føde af Kristina Sandberg

Titel: Et barn at føde

Forfatter: Kristina Sandberg

Oversætter: Anne Marie Bjerg

Udgivelsesår: 2017

Sideantal: 478

Forlag: Modtryk

 

Et barn at føde skildrer livsvilkårene for en ung kvinde i 1930’erne, og fortællingen indkapsler fint 30’ernes markante klasseskel. Men man skal være en særligt pertentlig læser for at fastholde fornemmelsen af, hvad der er tanke, hvad der er dialog, og hvem der egentlig taler.

20-årige Maj har netop taget hul på et nyt kapitel i livet. Da hun en våd aften i byen bliver forført af den ældre Thomas vil skæbnen, at hun bliver gravid, og så er der ikke andet for end at blive gift og starte en ny tilværelse sammen. Som ung og gift kvinde i 1930’erne er det nu ganske naturligt, at hun skal indtage sin plads som husmoderen, der varetager hus og hjem med godt humør og oprejst pande.

Maj kommer fra fattige kår, men Thomas’ familie er velhavende, og deres anseelige sociale status betyder også, at de begår sig vel i sociale sammenhæng, som er ukendte for den unge usikre Maj. Maj kæmper for at slå til, hue og behage i alle de huslige gøremål såsom bagning, rengøring, madlavning og barnepasning. Men er det virkelig det, livet går ud på? Hun forsøger at være en god hustru, mor, svigerdatter og svigerinde, men selvom besøgene fra Thomas’ familie er mange, oplever hun en overvældende ensomhed, som ikke mindskes af Thomas’ tiltagende drikkeri. Det bliver Majs mål i livet at slå til på alle parametre, men hun længes efter mere og hendes usikkerhed sørger altid for at holde hende i skak.

Et barn at føde skildrer livsvilkårene for en ung kvinde i 1930’erne, og fortællingen indkapsler fint 30’ernes markante klasseskel.

På overfladen er det en bog, der taler til mig; indblikket i dansk historie, endda dansk kvindehistorie og en hovedperson, der netop er blevet mor. Desværre må mine roser stoppe her, for jeg kan simpelthen ikke med sproget og kompositionen. Nutid og datid blandes mere end hvad godt er, og ofte opstår der tvivl om, hvem der taler. De indre monologer er fremhævet med kursiv, men de er så mange og så indskudt, at man virkelig skal have den skarpe læsebrille på for at fange dem alle, og under dialogerne bliver det ofte rent gætværk. Det irriterede mig og trak læsningen i langdrag, og jeg måtte tvinge mig selv til at færdiggøre romanen. Det er netop disse sproglige og kompositionelle virkemidler, Kristina Sandberg har modtaget stor ros for, så måske er jeg bare en enlig svale, men jeg kommer ikke til at læse videre i trilogien.

Samtidig er Majs usikkerhed så overskyggende, at jeg endte med at foragte hende og blive irriteret på hende. Det siger sikkert mere om mig end om Maj/romanen, men hun udvikler sig aldrig fra sin offerrolle som andres dørmåtte, og jeg havde en bydende trang til, at hun skulle vise mig et minimum af styrke eller vilje – altså udover den, hun mønstrer, når hun sætter sig for at blive den bedste til at bage, så hun kan behage.

En fin skildring af kvindeliv i 30’erne, men man skal edderbukkeme arbejde hårdt for den.

Boganmeldelse: Min mørke Vanessa af Kate Elizabeth Russel

Anmeldereksemplar tilsendt af forlaget.

 
Titel: Min mørke Vanessa

Forfatter: Kate Elizabeth Russel

Oversætter: Karsten Nielsen

Udgivelsesår: 2020

Sideantal: 390

Forlag: Lindhardt og Ringhof

 

Min mørke Vanessa er en intens, bitter, fascinerende og væmmelig roman. Den er på én gang en dybt ubehagelig læseoplevelse og samtidig en bog, der skriger på at blive læst færdig. Den tager dig med steder hen, hvor du ikke har lyst til at være, og den får dig til at væmmes ved din egen fascination og gejst over at blive lukket ind alligevel.

I år 2000 tager 15-årige Vanessa Wye hul på sit andet år som high school-studerende på en kostskole. Kort efter semesterstart indleder hun et romantisk forhold til sin 42-årige engelsklærer Jacob Strane, som hun beundrer for sit intellekt, og som hun får en ubændig trang til at behage. 17 år senere anklages Strane for at have begået seksuelt overgreb på en tidligere studerende, og Vanessa spoler tiden tilbage, mens hun forsøger at sammenstykke sin historie om den mand, hun har været hengiven overfor i 17 år. Vanessa er ikke længere en ung high school-pige, men fascinationen af Strane har aldrig sluppet sit tag, og hun er villig til at gøre hvad som helst for den nu 59-årige engelsklærer. Han er hendes livs kærlighed og kan umuligt have forbrudt sig mod en ung uskyldig pige. Som sagen skrider frem, tvinges Vanessa til at genoverveje deres forhold og pludselig står hun med spørgsmålet om, hvorvidt hun selv var udsat for et overgreb? Hun ville jo gerne. Hun tiggede og bad endda til tider. Men hvor går grænsen? Hvem har ansvaret? Og hvordan kommer man videre?

Min mørke Vanessa er en intens, bitter, fascinerende og væmmelig roman. Den er på én gang en dybt ubehagelig læseoplevelse og samtidig en bog, der skriger på at blive læst færdig. Den tager dig med steder hen, hvor du ikke har lyst til at være, og den får dig til at væmmes ved din egen fascination og gejst over at blive lukket ind alligevel. Du vil have mere, men du vil også virkelig gerne væk derfra.

Kate Elizabeth Russell excellerer i sine skift mellem 15-årige Vanessas nutidsfortælling og 32-årige Vanessas tilbageblik og refleksioner. Konstruktionen er knivskarp, og det samme er dialogerne, som understreger den ulige magtbalance mellem lærer og studerende, der gør det umuligt at tale om frivillighed og selvvalg. Den spiller bold med Nabokovs Lolita, og tilbyder helt ny læsning af den gamle klassiker.

Forfatteren drysser nuancer og kompleksitet ned over en vægtskål, som på den ene arm bærer forelskelse og hengivehed og på den anden bærer på udnyttelse og overgreb. Hvad der vejer tungest, er op til læseren.

Det var den første bog jeg læste efter at have født min datter, og det vil jeg nok ikke lige anbefale andre nybagte mødre til små piger at gøre, men derudover er det bare at komme i gang med at væmmes, forfærdes og fascineres. God fornøjelse.

Boganmeldelse: Måske skulle du snakke med nogen af Lori Gottlieb

Anmeldereksemplar tilsendt af forlaget

Titel: Måske skulle du snakke med nogen

Forfatter: Lori Gottlieb

Oversætter: Ingeborg Christensen

Udgivelsesår: 2020

Sideantal: 447

Forlag: Svane & Bilgrav

 

Terapi og psykologhjælp er stadig et stort tabu, men Lori Gottlieb afmystificerer terapirummet og viser os, at alle kan have godt af at snakke med nogen.

Hvis du nogensinde har været klienten i et terapilokale, så har du sikkert;

1. Spekuleret over, hvad terapeuten egentlig synes om dig
2. Googlet din terapeut i håbet om at finde tegn på, at vedkommende også er et menneske med et liv og en familie
3. Ubevidst forsøgt at fremstille dig selv som lidt bedre, end du egentlig er

Og under læsningen af Måske skulle du snakke med nogen finder du ud af, at du langt fra er den eneste. Lori Gottlieb er ikke kun forfatteren bag bogen; hun er også psykolog med praksis i Los Angeles, og så er hun klient hos Wendell, en anden psykolog i byen. Hun havner i Wendells praksis efter et pludseligt brud med den mand, hun så sin fremtid sammen med. Lori beskriver sit forløb hos Wendell med en klients ofte usikre og behagesyge perspektiv. Sideløbende beskriver hun sine egne klienters forløb med en psykologs professionelle faglighed og indblik i menneskets kompleksfyldte natur.

Historierne bæres frem af samtaler fra terapirummet, som læseren lander midt i, og hver klient fremstilles med dyb respekt og omsorg, men samtidig med afsløringer af klienternes inderste, afsløres også jegets fejl. Det afsløres, hvordan hendes klienter kan vække hendes sympati og medfølelse, men også afsky og vrede, når de udbasunerer deres følelsesliv i hendes praksis.

Dialogerne er sjove og velkonstruerede, og hvis man nogensinde har sat sine ben i et terapilokale, får man vækket minder om gamle samtaler og spekulationer over, hvordan den professionelle modpart mon analyserede dig og dine handlinger. Terapi og psykologhjælp er stadig et stort tabu, men Lori Gottlieb afmystificerer terapirummet og viser os, at alle kan have godt af at snakke med nogen.

God fornøjelse!

Boganmeldelse: Pigen fra det store hvide skib af Jesper Bugge Kold og Mich Vraa

Reklamelink: Bogen kan købes hos Bog & Idé lige her.

Titel: Pigen fra det store hvide skib

Forfattere: Jesper Bugge Kold og Mich Vraa

Udgivelsesår: 2021

Sideantal: 400

Forlag: Lindhardt og Ringhof

 

I dag er det præcis 70 år siden, hospitalsskibet Jutlandia lagde fra kaj i København. Og denne ofte oversete del af dansk historie er udgangspunktet for Jesper Bugge Kold og Mich Vraas fortælling om den unge Molly, som er sygeplejerske på det store hvide skib.

27-årige Molly er blandt de få udvalgte, der skal gøre tjeneste på hospitalsskibet Jutlandia. Hun er blevet antaget på trods af sin unge alder, fordi hun har flotte anbefalinger med fra sit arbejde på operationsgangen på Odense Sygehus. Molly blev færdig som sygeplejerske i 1943, så hun har behandlet mange patienter i forbindelse med befrielsen og føler sig klar til at sejle ind i krigszonen i Korea. Molly har stor faglig stolthed og drager afsted for at yde sit ypperste som sygeplejerske, men hun længes også efter forandring efter en hård tid under besættelsen både privat og i arbejdssammenhæng.

“Jeg arbejder så meget som muligt. Når jeg er på arbejde, giver alting mening, og mine tanker ophører med at kredse om fortiden.”

I Korea bliver 11-årige Yuns tilværelse ændret på et splitsekund. Napalmbomber udvisker hendes landsby mod nord og med det forsvinder også de mennesker, der bor i den. Nu vandrer hun sulten og fortabt fra den ene ende til den anden for at finde et sted at være.

Både Molly og Yun har kurs mod Sydkorea, den ene til fods og den anden til havs, i håbet om nye bedre tider. Rejsen byder for begges vedkommende på uforudsigelige møder og oplevelser, som tvinger dem til at se deres fortid – og fremtidige skæbne – i øjnene.

Pigen fra det store hvide skib er en fantastisk historisk beretning. Der er skruet op for de filmiske kvaliteter og både historien og dens karakterer fremstår levende og nuancerede. Mollys tankevirksomhed afslører en strukturel og kulturel ulighed blandt køn, politiske paradokser og absurditeten i et ubrugt hospitalsskib midt i fattigdom, sult og død:

“I netop disse dage er der så lidt at lave på Jutlandia at det virker nærmest grotesk. Langt de fleste senge står tomme, operationsstuer og andre faciliteter er lukket ned. Vi har et af verdens mest moderne hospitaler liggende ved en by der er fuld af syge og underernærede børn.”

Det nære drama er baseret på et vigtigt stykke danmarkshistorie og de historiske fakta afslører en grundig research og interesse for Danmarks rolle i verdenshistorien. Detaljerigdommen og de historiske fakta står ikke i vejen for den medrivende historie, og særligt de brutale scener beskrives med så stor sans for den levende fortælling, at læseren må besinde sig for at undgå et knust hjerte.

“Yun begynder at ryste, hun kan ikke lade være, hun er så bange, men soldaten er ligeglad. Han presser sin krop mod hendes og snuser til hende som om han var et dyr. Hendes gråd er ved at tage magten fra hende. Han lugter ækelt, og nu begraver han næsen i hendes hår mens hans hånd glider ned ad hendes ryg og klemmer sammen om hendes bagdel, holder fast. Hun vil rive sig fri, men tør ikke.”

Fortællingen om Jutlandia er et bemærkelsesværdigt stykke danmarkshistorie, som for manges vedkommende – af uforståelige årsager – starter og ender med en Kim Larsen-sang (en fantastisk sang,  men alligevel). Kold og Vraa tydeliggør, hvilken indflydelse Jutlandia og dets besætning har haft for Danmark i perioden, og man kan undre sig over, at dét der nær blev starten på 3. verdenskrig ikke er en del af historieundervisningen i folkeskolen – og dermed en del af vores kollektive hukommelse. Det bliver det måske nu.

Det er en gedigen og stilsikker historisk roman med historisk refleksion, der ikke benægter den samtid, den er blevet til i:

“ (...) jeg møder to grupper amerikanske soldater som begge bryder ud i de sædvanlige ulvehyl da jeg har passeret dem. I mit stille sind tænker jeg på om der mon kommer en dag hvor kvinder kan gå i fred på gaden. Jeg ved at de fleste mænd vil forsvare deres udbrud med at de jo bare komplimenterer kvinderne, men sådan oplever jeg det ikke (...)”

Det er svært ikke at tænke samtidens #metoo-debat ind i Mollys tanker, og det er en forfriskende lille kommentar, som både fortæller også noget om, hvem Molly er og om, at der har siddet to velreflekterede forfattere og skabt en helstøbt, stærk karakter.

Kold og Vraa har skabt en velskrevet roman om en verden i opbrud, og man kan kun håbe, at det frugtbare forfattersamarbejde gentages.

5 gode grunde til at læse George Orwells 1984

Jeg modtog bogen som gave fra forlaget.

1984 er netop blevet genudgivet i en nyoversættelse af Rasmus Hastrup hos Lindhardt og Ringhof. Romanen blev skrevet i 1948, men trods dens mange år i verden, er den stadig lige så relevant – måske endda mere – som da den oprindeligt udkom. I en verden, hvor det er muligt at blive en del af den mest magtfulde elite ved at fordreje sandheden, forkaste fakta, lyve sig igennem enhver debat og afvise enhver kritik med nye løgne, bliver 1984 mere aktuel og end nogensinde. Det er naturligvis Donald Trump, jeg har i tankerne, hvis succes med at indtage præsidentembedet kom som et chok for de fleste. Så i anledning af romanens nyoversættelse og vedvarende aktualitet har jeg samlet 5 gode grunde til at begive sig i kast med denne dystopiske og alligevel skræmmende forudseende bog.

1. Forståelse for Big Brother-begrebet

Alle ved, hvad vi taler om, når vi nævner Big Brother. Men de færreste ved, at begrebet blev opfundet af George Orwell, da han skrev 1984. Det berømte citat 

”Big Brother holder øje med dig” sprænger allerede i øjnene på s. 1, hvor det er skrevet med versaler. Det er teksten på en af de mange plakater, der hænger i Oceania og minder borgerne om, at de aldrig er alene.

2. Fortiden sættes i perspektiv

Et andet kendt citat fra 1984 lyder:

“Den, der kontrollerer fortiden, kontrollerer fremtiden; den, der kontrollerer nutiden, kontrollerer fortiden.” (s. 35).

Citatet beskriver, hvordan fortidens levn og dokumenter redigeres, så de passer til den politik Partiet fører.

Fortiden er aldrig objektiv. Den er farvet af politiske og kulturelle strømninger i nutiden, som er i konstant udvikling. Men i 1984 er vores hovedpersonen ansat i Ministeriet for Sandhed, hvor han hver dag redigerer fortiden, så den er i overensstemmelse med det samfund, magthaverne ønsker.

Det er sætter selvfølgelig egen fortid i perspektiv og i særdeleshed dén, der er en del af en kollektiv hukommelse.

3. 1984 advarer om faren ved totalitærstater

Oceania er en rendyrket totalitærstat. Det betyder, at der kun er ét parti (Partiet) og at alle andre politiske holdninger er ulovlige og betragtes som forræderi. I en sådan stat kan der naturligvis ikke være plads til ytringsfrihed eller drømme om et bedre/alternativt samfund. Da Orwell skrev romanen, var det med Stalins Sovjetunion i tankerne: Mange af de skræmmende, fiktive elementer fra 1984 er slet ikke så fiktive igen. For eksempel er de To Minutters Had (som består af 2 min. dagligt, som afsættes til at udtrykke had for Partiets modstandere) en fuldstændig beskrivelse af det fjendebillede, man dyrkede og brugte aktivt under Stalins regime.

Romanen minder os om, at man altid skal reagere, når man ser samfundet tage en undertrykkende, ensporet og unuanceret retning. Og den er da også rasende realistisk med et land som Kina i tankerne.

4. 1984 er en påmindelse om, at overvågning og censur er farligt

Når man først har læst 1984, vil den for evigt sidde som en påmindelse, der popper op i erindringen hver eneste gang ord som overvågning og censur er i spil. I Oceania bliver enhver handling og ytring overvåget, 

Den peger på, hvor afgørende det er at insistere på et samfund og en verden, hvor debatter og diskussioner er en selvfølge og grundlaget for alle beslutninger. Samtidig belyser den vigtigheden af at være i stand til at stille kritiske spørgsmål og udfordre magthaveres holdninger og endegyldige sandheder.

5. Teknologiens muligheder sættes i relief

I 1984 bruges teknologi overalt til at overvåge og dokumentere borgeres aktiviteter og ytringer. Man straffes for ulydenhed, når man modsætter sig Partiets vilje, men man straffes også kontinuerligt ved aldrig at være fri for andres øjne. Romanen trækker derved skarpe linjer til i dag, hvor vi ved – og i overraskende høj grad – accepterer, at vi overvåges i vores online handlemønstre, SoMe-aktiviteter, på gaden (i visse byer) og nogle endda i telefonsamtaler. Den danner grundlag for vigtige diskussioner om teknologiens mange muligheder for at følge med i vores færden.

Rigtig god læselyst!

Boganmeldelse: Bob af Helle Helle

Jeg modtog bogen som anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Bob

Forfatter: Helle Helle

Udgivelsesår: 2020

Sideantal: 156

Forlag: Gutkind

 

Helle Helle fastholder den stramme nøgterne stil, som karakteriserer hendes værker, og allerede i første sætning står det klart for læseren, at man nu er trådt ind i Helle Helles banale hverdagsunivers.

I ’Bob’ følger vi Bob, hvis historie fortælles af en jeg-fortæller, som vi kender fra ’de’. Hende fra ’de’ er nemlig flyttet sammen med Bob, og hun fortæller om hans liv – det nuværende, og det der var før hende.

Bob ved ikke helt, hvad han skal i livet. Han vil gerne have et studierelevant studiejob, men det er lidt svært, når han endnu ikke ved, hvad han skal studere. Der er jo mange muligheder. I stedet finder han arbejde på Sømandshotellet, hvor han hilser gæster velkommen i receptionen. Her får han mange timer til at gå, både når han er på arbejde, men også når han bare ikke lige ved, hvad der skal ske. Hans kæreste, som fortæller historien, hat travlt med sit studie. De er netop flyttet sammen, og mens han drømmer om deres fælles fremtid, indretter han den lille lejlighed og fikser stort og småt.

Bob er meget optaget af ord og sætninger, og han kan bruge timer på at overveje, om han skal sige hej eller velkommen, når nogen træder ind i lobbyen. Han kan falde i staver over gadenavne og stednavne, og hans interesse for sproglige konstruktioner afspejler forfatterens talent for samme. Helle Helle fastholder den stramme nøgterne stil, som karakteriserer hendes værker, og allerede i første sætning står det klart for læseren, at man nu er trådt ind i Helle Helles banale hverdagsunivers:

Flytter Bob og jeg så til Vanløse, vores hjem var der oven på tanken, og vi fik stavparket. Op og ned ad trappen gik det, Bob bar næsten alt.

Det lyder måske kedeligt, men det er det aldrig. Tempoet snegler sig afsted, men under overfladen lurer dramaet. Det uforløste, usagte indre drama er forfatterens helt store talent. Hun har gjort det til sit varemærke at fortælle store historier med et minimum af ord. Det skrevne drama er måske en løs skrue, en vissen plante eller et forkalket badeværelse. Men i små samtaler åbenbares universelle, eksistentielle temaer såsom rådvildhed og ensomhed:

– Det må være svært at flytte til storbyen helt alene, sagde Kola.

– Nåh, sagde Bob. – Jeg er jo ikke alene.

– Er du ikke?

– På en måde er jeg måske, sagde Bob.

Selvom jeg brugte lang tid på bogen – sideantallet taget i betragtning – sidder jeg alligevel tilbage med følelsen af, at der er mere at komme efter. Og er det i virkeligheden ikke også bare det bedste? At der er god grund til at tage den ned fra reolen igen snarest for lige at få de sidste brikker på plads. Jeg glæder mig i al fald allerede til gensynet med denne pragtfulde sproglige og stilsikre perle. 

’Bob’ er i øvrigt en uafhængig fortsættelse af ’de’ og kan læses udenom sin forgænger, men man snyder sig selv for en masse referencer, hvis man springer ’de’ over. Så hermed en anbefaling om at læse begge.

Det føles passende at slutte anmeldelsen af med dette pragtfulde citat:

Programmet sluttede. Vi havde valgt tres grader kulørt til det hele.

Boganmeldelse: Blå, blå øjne af Toni Morrison

Jeg modtog bogen som anmeldereksemplar fra forlaget. Den flotte model er min kæreste, som indvilligede i at stille op, fordi han også drømte om blå øjne og kridhvid hud som barn.

Titel: Blå, blå øjne

Forfatter: Toni Morrison

Udgivelsesår: 2019 (oprindeligt 1970)

Sideantal: 203

Forlag: Politikens Forlag

 

Toni Morrison leger med sprog og synsvinkler, og sørger derved for at stille krav til sin læser, som må holde fokus ved de mange skift. De kaotiske skift bidrager til den samlede fortælling, hvor vi betragter en ung sort pige, som forsøger at finde mening og accept i en hvid verden.

I 40’ernes raceopdelte Ohio bor 11-årige Pecola Breedlove. Hun har en lille dukke, som hun elsker. Den er smuk med sin lyse hud, blonde hår og klare blå øjne. Pecola drømmer selv om at få smukke blå øjne, men hendes sorte krusede hår falder tungt på de mørke skuldre, og de brune øjne har slet ikke den udstråling af ynde og elegance, som dukkens blå øjne har. Pecola er fattig. Hun bliver mobbet af de andre børn, og de voksne taler grimt om hende og hendes familie. Hun lærer i en tidlig alder, at hun ikke er meget værd og hendes selvhad æder hende langsomt op indefra

Blå øjne beskriver om Pecolas triste skæbne og hendes evindelige tro på, at blå øjne ville forvandle og forbedre hendes liv. Som de andre sorte børn i kvarteret ved Pecola, at med hvidhed og blå øjne, kommer forfordeling, privilegier og det gode liv. Bogen er Toni Morrisons debutroman, og den var med til at cementere hende som stor amerikansk forfatter.

Hun leger med sprog og synsvinkler, og sørger derved for at stille krav til sin læser, som må holde fokus ved de mange skift. Skiftene kan synes kaotiske, men bidrager alligevel til den samlede fortælling, hvor vi betragter en ung sort pige, hvis verden lige netop er indbegrebet af kaos og mangel på sammenhæng i de hvides verden. Hun bliver behandlet skidt, men selv de ondskabsfulde handlinger begås af velopbyggede flersidede karakterer, som skaber et realistisk billede af ægte mennesker med både godt og ondt iboende. Det er en fantastisk roman, som giver et ubarmhjertigt indblik i, hvad der sker, når den internaliserede racisme får minoriteter til at betragte sig selv på samme måde som udøveren af racisme.

De bedste læseoplevelser 2020

OBS: Indlægget indeholder anmeldereksemplarer og links, hvorfor det må markeres som reklame.

Så skal der atter tages afsked med et år, så et nyt kan begynde. Jeg tror, mange glæder sig til at tage afsked med 2020, som har budt på en del usikkerhed og bekymring. Men for mig har det også budt på den største gave – en længe ventet graviditet, som vi har kæmpet for i 6 år. 2021 kan kun blive magisk. Men nu er det jo bøger, det skal handle om.

Denne liste er præcis som forrige års lister, og I kan 

altid følge med i min læsning på min Goodreads-profil, hvor jeg hvert år opretter Reading Challenge for mig selv. I år havde jeg sat den til 50 bøger, og det havde formentlig passet meget fint, hvis jeg havde været lige så god til at opdatere den, som jeg plejer. Men man skal jo alligevel have et nytårsforsæt, så måske skulle mit være at opdatere min Goodreads oftere. :D Du finder min profil ved at klikke her.

Som altid har udarbejdelsen af årets liste kostet blod, sved og tårer, for der findes jo simpelthen så uendeligt mange gode og smukke fortællinger, og mit 2020 har været fyldt med dem. Både gamle og nye udgivelser. Men kill your darlings, siger forfatterne. Så det har jeg gjort, og herunder følger listen over mine allerbedste læseoplevelser i 2020 i alfabetisk rækkefølge.

Den, der lever stille af Leonora Christina Skov

Kan købes i Bog & Idé lige her.

Leonora Christina Skovs selvbiografiske fortælling tager afsæt i hendes mors død. Den nu voksne Leonora er ved sin mors side og ser til, mens kræften langsomt suger livet ud af hende. Leonora har til det sidste stået på pinde for sin mor. Hun har efter morens ønske undersøgt alle muligheder for at forlænge den sidste tid og gjort sig selv til ekspert i forskellige former for kræftbehandling. Det ville de fleste døtre måske have gjort for deres mødre, men Leonora har ikke haft rollen som den typiske datter, og hendes mor har aldrig været som mødre er flest.

Den, der lever stille er en opslugende og intens skildring af en traumatisk barndom. Der veksles elegant mellem tilbageblik og nutid. Og forfatteren drysser om sig med små detaljer fra hjemmet i Helsinge, hvor alt det som intet betyder er placeret i perfekt symmetrisk orden og udstråler en balance, som kun eksisterer på overfladen.

Jeg var fikseret af dybden af følelser og lamslået af intensiteten, når ondskaben mest af alt mindede om plottet fra en gruopvækkende thriller. Bogen sætter markante spor og efterlader læseren brugt og skrøbelig.

Du finder hele anmeldelsen ved at klikke her.

Fruen - en datters historie om kærlighed og frihed af Malene Lei Raben

Vi lander midt i betændt relation mellem mor og datter, som bygger på et fundament af bebrejdelse, skyld og dårlig samvittighed. Malene og hendes storesøster vokser op i en tid, hvor man gør et ihærdigt forsøg på at udviske konventionelle familieformer og nedbryde de indbyggede hierarkier, forældretitlerne skaber. Mor hedder derfor Birgit, men i samtaler søstrene imellem, hedder hun Fruen. Fruen er en stærk og intelligent kvinde. Hun bruger kløgt og styrke til at nå til tops i livet, men det er også disse egenskaber der sikrer, at hun har overhånden i enhver relation. Særligt den til sin datter.

Det er en barsk fortælling, og hverken Malene eller hendes mor skånes i fremstillingen af deres relation. Den brutale ærlighed fører os dybt ind i de mørkeste kroge af menneskets sind. Imens forsøger læseren at skabe en form for logik i de absurde og destruktive handlinger, der bliver ved med at sabotere deres forhold og også relationen til andre familiemedlemmer. Men til trods for deres usunde relation elsker de hinanden og de er forbundet, som mødre og døtre måske altid er det.

Man behøver ikke en betændt relation til sin mor for at finde genkendelse i Fruen – de mønstre deres konflikter følger er almenmenneskelige: Vi angriber, når vi føler, vi er udsat eller i fare. Og faren kan være mange ting.

Du finder hele anmeldelsen ved at klikke her.

Livet - illustreret af Lisa Aisato

Kan købes i Bog & Idé lige her.

Lisa Aisatos bog er præcis det, titlen lover: Den er en illustration af livet. Fra barn til voksen, ung til gammel, sommer til vinter, glad til trist, lys til mørke.

Bogen er en samling af forfatterens bedste illustrationer, som hver har fået en lille tekstbid. De er inddelt i seks kapitler, som viser barndom, ungdom, søgen efter identitet, voksenliv, familieliv og alderdom. Det er ganske imponerende, hvordan hun formår at illustrere en følelse og forstærke den ved hjælp af 5-6 ord. Genkendelsen er stor, og derfor er det også en vanskelig opgave at bladre bogen igennem uden at blive bevæget og til tider rørstrømsk. 

Ordknapheden giver plads til læserens tankeflugt, og minderne spirer frem efterhånden, som der bladres i bogen. Jeg glæder mig til at tage den frem igen og igen, men særligt, når jeg bliver gammel og har levet et langt liv. Den er noget af det smukkeste og mest livsbekræftende, jeg har læst og set om livets faser. Jeg anbefaler den til alle. Både små og store, unge og gamle. Alle med et hjerte vil falde for den.

Du finder hele anmeldelsen ved at klikke her.

Piecing Me Together af Renée Watson

16-årige Jade har netop startet sit junior-year på en helt ny high school. Hun har fået et stipendium til en privatskole, som ellers primært består af hvide elever fra den finere middelklasse. Jade er ikke hvid, og hun er ikke fra middelklassen. Hun er enebarn og bor sammen med sin mor, som via sit husholderskearbejdet, både forsørger Jade og sin egen bror, som bor hos dem. Jade drømmer om et liv væk fra det fattige kvarter, hun er opvokset i, og om at tage en uddannelse på et fint universitet, så hun engang kan købe sin mor et lille hus. Hun er klar over, at hendes drømme kun kan realiseres ved hjælp af hårdt arbejde og stålfast vilje – særligt når man er en fattig afroamerikaner. Det var hendes mors ide at få hende ind på den anerkendte privatskole, St. Francis. Jade frygtede at forlade sine venner på nordsiden, men hver morgen tager hun bussen væk fra det fattige kvarter i Portland, hun så brændende ønsker at undslippe, til et pænt, hvidt område, hvor hun føler sig malplaceret og udenfor.

Piecing Me Together er en relevant, nutidig og meget nærværende historie. Titlen henviser til Jades kunst, hvor hun med udklip fra blade og magasiner sammensætter nye helheder og forsøger at få greb om de mange dele, der udgør hendes egen identitet. Vi lærer Jade at kende som en reflekteret ung kvinde, der forstår – men stiller spørgsmålstegn ved – samfundets magtstrukturer, og hvordan disse kan udfordres via tankevækkende og bevægende kunst.

Renée Watson har skabt en nuanceret og moderne fortælling om race, identitet, privilegier og selvforståelse. 

Du finder hele anmeldelsen ved at klikke her.

Stien på bjerget af Marianna Dubuc

Fru Grævling har gjort det til sin faste tradition at starte søndagen med en vandretur op ad det store bjerg. Det er en lang tur, men den er også meget smuk, og hun møder mange venner på sin vej. Alle kender fru Grævling og fru Grævling kender alle. Hun er en ældre dame, men hun er altid klar til at give en hånd med, når hun møder sine dyrevenner midt i deres gøremål. En dag får hun selskab af katten Felix, som vandrer med hende op til bjergtoppen. Han begynder at følge hende hver søndag, og han nyder at fru Grævling lærer ham om skovens dyr, om hjælpsomhed og om at følge sit hjerte.

Hun er hans støtte, når han ikke længere kan gå. Men som tiden går må Felix træde til at være den støttende part. Til sidst kan den gamle fru Grævling ikke længere vandre på bjerget med Felix, men Felix fortsætter søndagsvandringen og møder en dag en ny ven, som han kan give sin store viden videre til.

Stien på bjerget er en smuk fortælling om livets cyklus. Den handler om at miste, men også om de spor et nært venskab efterlader. Bogen er en oplagt støtte, når mindre børn oplever at miste en ældre, som har stået dem nær. 

Du finder hele anmeldelsen ved at klikke her.

Til ungdommen af Linn Skåber

Bogen er blevet til i samspil mellem forfatteren og norske unge. Linn Skåber har interviewet de unge om deres tanker om livet, følelserne, fysiske forandringer og alt derimellem. Det er blevet til 31 tekster, som fortæller unges historie af unge. Teksterne er skrevet med stor sans for det humoristiske, men de forlader aldrig til at blive komedie. I hver tekst lurer alvoren og det bliver både sjovt, hårdt, trist og underholdende at læse om ungdommens prøvelser. Det er en kunst at skabe smil på læserens læser samtidig med en klump i halsen, men Linn Skåber lykkes til fulde.

Forfatteren viser med al tydelighed, at hun har forståelse for den tid, hun skriver ind i, når hun sørger for at skabe inkluderende miljøer med diversitet i seksualitet, race og familieformer. Denne form for diskrete ændringer i vores opfattelse af det normale og naturlige er netop det, den gode litteratur skal bidrage til – og det gør den heldigvis også her. Bogen skaber åbenhed og naturlighed overfor det ukonventionelle og giver plads, rum og taletid til den brune karakter, den homoseksuelle og den utraditionelle familie, så kommende generationer kan blive inkluderende og inkluderet uanset leveform, farve og kønsidentitet.

Du finder hele anmeldelsen ved at klikke her.

Vaniljehuset af Mich Vraa

Markus Dusinius Dick har fået sit særegne navn, fordi han er 12. barn i en stor søskendeflok. Han er nu en velhavende fabrikant, som fortæller sin historie fra Hareskov Kuranstalt, hvor han opholder sig efter et hjertetilfælde. Han er vokset op på Vesterbro i Odense som søn af en hårdtarbejdende skomager i en stor familie, hvor pengene altid var små.

Dusinius er ikke ret gammel, da han bliver opmærksom på livets realiteter: At det ikke nødvendigvis – måske endda sjældent – er den der arbejder hårdest, der tjener mest. Allerede som 8-årig begynder den lille dreng at handle. Han sælger sprællemænd på torvet, og lærer om grundlæggende købmandsskab; at købe billigt og sælge dyrt. Det bliver starten på er livslangt forretningseventyr med Odense som hovedsæde. 

Vaniljehuset er en slægtsroman på niveau med de store klassikere, og ligesom Lykke-Per er blevet symbol på eventyr i 1800-tallets København, har Dusinius potentiale til at blive tilsvarende i Odense. Og der er da heller ikke lang vej mellem navnene, Sidenius og Dusinius.

Det er folkesjæl, åndsliv og danmarkshistorie. Det er ganske enkelt eminent litteratur.

Du finder hele anmeldelsen ved at klikke her.

Voksne mennesker af Marie Aubert

I Voksne mennesker følger vi med Ida op til familiens hytte, som de har haft, siden Ida og hendes søster Marthe var helt små. Her skal familien fejre, at mor fylder 65. Hytten er overdraget til Marthe og Ida, men det er mest Marthe der bruger den sammen med hendes egen lille familie, som nu består af Kristoffer og hans datter fra et tidligere forhold.

Ida er arkitekt og har skabt en sig selv en flot karriere, men hun er begyndt at registrere, at hendes biologiske ur tikker højere og højere. Det har fået hende til at opsøge en fertilitetsklinik med henblik på nedfrysning af æg, så hun har muligheden for at blive mor, hvis behovet skulle opstå eller den rette mand dukke op.

I hytten venter Ida på svar fra den gynækolog, der foretog forundersøgelsen, men før hun når at få indblik i sine ægs tilstand, afslører lillesøster Marthe, at hun er gravid. Denne lykkelige nyhed bliver enden på den hyggelige familieferie i hytten.

Marie Aubert er et sandt talent til at skildre den banale hverdag og beskrivelser af det menneskelige sind. Hun byder på et solidt nordisk drama med realistiske og nærværende dialoger, som demonstrerer hendes sproglige overskud og indsigt i psykologiske mekanismer. Voksenlivet præsenteres som et paradoks, og overgangen mellem (eller overvejelserne om) at være nogens barn og nogens mor vækker genkendelighed hos læsere, der har passeret tyverne.

Du finder hele anmeldelsen ved at klikke her.

Vores døde verden af Liliana Colanzi

Vores døde verden er en meget præcis titel til novellesamlingen bestående af otte noveller, som alle beskæftiger sig med døden, verden og livet. Den bolivianske forfatter, Liliana Colanzi, får skabt en intens ramme af forstyrrede, kreative og vilde parallelverdener beboet af karakterer, der insisterer på læserens udelte opmærksomhed.

Vi møder teenagepigen, som lider under sin dominerende mors hersken. Vi møder barnet, der forsøger at begribe sin klassekammerats død. Vi møder en kannibal i Mickey Mouse-T-shirt på flugt i Paris. Vi møder Collaindianere og Matacoindianere og undervejs bliver vi indirekte introduceret til boliviansk kultur og får tegnet et portræt af Bolivia og landets politiske historie.

Der er sci-fi-elementer i de fleste hstorier, men det ville alligevel være en fejl at kategorisere novellesamlingen som sci-fi. Ligesom det også ville være forkert at kalde dem magiske eller thrillers. Som var det et bevidst valg, nægter Liliana Colanzi at passe ind i kasser, og hun formår at skabe sin helt egen genre på et fundament af dyster magi, kærlighed, surrealisme, uhygge, ritualer, mystik og meget mere.

Det er anderledes, det er mærkeligt. Det er lidt bizart. Det er perfekt til dig, der gerne vil læse ud af rammerne, bryde ud af konformiteten og lade dig opsluge af et eksotisk, sansende og gådefuldt mørke.

Du finder hele anmeldelsen ved at klikke her.

Tak til alle jer, der fortsat klikker ind på bloggen og et kæmpe tak til forfattere og forlag for et fantastisk bogår. Jeg ser frem til flere spændende læseoplevelser i 2021 og en masse debat og snak om de bøger, vi læser.

Hvad var dine bedste læseoplevelser i 2020,

og er bøger en del af dit nytårsforsæt?

Sidst, men ikke mindst: Rigtig godt nytår!