Boganmeldelse: Min geniale veninde af Elena Ferrante

Jeg fik tilsendt bogen som et anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Min geniale veninde

Forfatter: Elena Ferrante

Oversætter: Nina Gross

Udgivelsesår: 2017

Sideantal: 383

Forlag: C&K Forlag

Min geniale veninde er en sansemættet og detaljeret beskrivelse af napolitansk kultur, og læseren træder direkte ind i en tidslomme af lidenskab, brolagte gader og gedigne håndværk. Ferrante lader dig smage pizzaen, dufte læderet i skomagerbutikken, høre de vrede mamaer råbe og mærke den sitrende fornemmelse af nye forelskelser, lystfølelse og skam, når hun inviterer til Napoli.

Sjældent har jeg haft så høje forventninger til en bog, som jeg havde til Min geniale veninde. Ferrante-feberen har raset, siden forfatterens debut, og man kan roligt sige, at der stadig er kog i gryden. Al den ståhej kan vel ikke udelukkende skyldes mystikken omkring pseudonymet, så jeg havde skruet forventninger maksimalt op, og til en vis grænse blev de også indfriet.

Historien om de to veninders venskab fortælles af den kløgtige og hårdtarbejdende Lenú (Elena), som er ældste barn i den fattige portnerfamilie Greco. I en fattig provins i Napoli vokser hun op med sin veninde Lila, som ligeledes er en dygtig studerende, men Lila går sine egne veje og de to piger står i stærk kontrast til hinanden. Lenú er en let omgængelig, behagesyg og usikker pige. Lila er derimod en ubekymret, modig og selvstændig pige, som ikke spilder tid på at spekulere over, hvad andre mener om hende.

Fortællingen tager afsæt i en nutid, hvor Lenú modtager et opkald fra Lilas søn som fortæller, at Lila er forsvundet. Opkaldet bliver indledningen til Lenús erindringer om de to pigers barndom og ungdomsår i et fattigt og temperamentsfuldt Napoli, hvor familiens ære altid er på spil. Langsomt udfoldes fortællingen om pigernes skæbne og et malerisk portræt af 50’ernes Napoli træder frem.

Det er en sansemættet og detaljeret beskrivelse af napolitansk kultur, og læseren træder direkte ind i en tidslomme af lidenskab, brolagte gader og gedigne håndværk.

Jeg kunne med lethed smage pizzaen, fornemme varmen, dufte læderet i skomagerbutikken, høre de vrede mamaer råbe, mærke studiebøgernes tyngde og den sitrende fornemmelse af nye forelskelser, lystfølelse og skam.

Min største indsigelse – og den er jeg altså nødt til at nævne, for det tog mig et par hundrede sider at vænne mig til – er de mange indskudte sætninger, som for mit vedkommende påvirkede det flow, handlingen og det iltre liv i Napoli ellers lægger op til. Til tider blev den lige lovlig langtrukken for mig – primært i romanens første halvdel. Men sproget er poetisk, og den ene nævneværdige passage erstattes af den næste.

“Voksne venter på i morgen, bevæger sig i en nutid bag hvilken der er i går eller i forgårs eller højst sidste uge: Resten vil de ikke tænke på. Børn kender ikke betydningen af i går, af i forgårs eller sågar af i morgen, alt er lige nu; gaden er den, døråbningen er den, trapperne er dem, det er mor, det er far, det er dagen, det er natten.”

Lila forbliver et lige så stort mysterium for sine omgivelser, som Ferrante gør for sine læsere.

Boganmeldelse: Voldsomme bånd af Vivian Gornick

Jeg fik bogen tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Voldsomme bånd

Forfatter: Vivian Gornick

Oversætter: Niels Lyngsø

Forord af Leonora Christina Skov

Udgivelsesår: 2018 (oprindeligt fra 1987)

Sideantal: 240

Forlag: Den Franske Bogcafés Forlag

Voldsomme bånd er Vivian Gornicks beskrivelse af det relationelle (voldsomme) bånd mellem hende og hendes mor. Et bånd, som på én gang er skrøbeligt og altid på grænsen til at blive slidt op, men samtidig helt og aldeles ubrydeligt.

Der er mange forventninger forbundet med mor som begreb – en mor forventes for eksempel at være selvopofrende, opmuntrende og kærlig, men Gornicks mor er langt fra den gængse opfattelse af, hvordan en mor bør agere og sende sine unger ud i verden. Vi møder første gang de to kvinder, når jeget afslører en række barndomserindringer fra det jødiske boligkompleks i Bronx fyldt med karakteristiske kvinder. Erindringerne suppleres med de mange samtaler mellem mor og datter som finder sted, når de vader gaderne tynde i New York på deres daglige gåture i en periode på tre år.

Efter at have mistet sin mand for omtrent tredive år siden, har moren påtaget sig en offerrolle, som hun synes at finde en vis tilfredsstillelse ved at befinde sig i. I stedet for at leve længes hun, og selv siger hun “Her er hvad du skal skrive på min gravsten: Lige fra begyndelse var det alt sammen fortid.”. Denne længsel efter fortiden og manglende evne til at leve i nutiden er med til at definere de to kvinders forhold. Deres relation kompliceres yderligere med tiden og udfordres særligt af jegets intellekt. Ligesom med alt andet længes moren efter dengang hendes datter ikke stillede så mange kritiske spørgsmål til samfundet og kvinders rolle, og efterhånden som datterens viden og sproglige kundskaber overgår morens bliver det vanskeligt at opretholde deres roller som mor og datter.

“Nej, dét der drev hende, og som skilte os ad, var dét at jeg tænkte. Hun havde ikke forstået at dét, at tage en uddannelse betød at jeg ville begynde at tænke: tænke sammenhængende og tænke højt. Hun blev voldsomt overrasket over det. Mine sætninger blev længere allerede efter en måneds undervisning. Længere, mere indviklede og med ord hvis betydning hun ikke altid kendte. Jeg havde aldrig før sagt ord, hun ikke kendte. Eller frembragt en sætning hvis logik hun ikke kunne følge. Eller forsøgt at fremsætte et synspunkt, der var resultatet af en abstraktion. Det gjorde hende vanvittig. Hendes ansigt fik et udtryk af dyrisk snedighed når jeg påbegyndte en sætningskonstruktion som umuligt kunne afsluttes før der var blevet fyret tre bisætninger af. Snedigheden førte til vrede, vreden flammede op og blev til raseri. “Hvad er det du snakker om”? Råbte hun ad mig. “Hvad er det du snakker om? Tal engelsk, tak! Vi forstår alle sammen engelsk her. Så tal engelsk!”

Bogen bærer præg af en tung melankoli, og morens grundlæggende holdning til livet synes at være, var det her virkelig alt, hvad jeg kunne få?Der gøres ingen indsats for at komme videre, tværtimod bliver sorgen en del af hendes identitet. Og spændingen mellem de to kvinder er så intens, at det nærmest slår gnister og starter brand.

“Min mors sorg var primitiv og altomfattende: Den sugede ilten ud af luften. En tung, bedøvet fornemmelse fyldte mit hoved og min krop hver gang jeg kom hjem. Ingen af os – hverken min bror eller jeg selv, og da slet ikke min mor – fandt trøst i hinandens selskab. Vi var bare i eksil sammen, fanget i en fælles lidelse. For første gang var jeg bevidst om, at jeg blev grebet af åndelig ensomhed, og jeg kiggede ud på gaden, vendte mig mod de drømmende og melankolske indre anelser, der var blevet den eneste lindring fra det jeg hurtigt opfattede som en tilstand af tab og nederlag.”

Der er en særlig stemning i erindringsværket og troværdigheden er åbenbar, når læseren mærker den genkendelige ambivalens – som for de fleste er et grundvilkår i livet – når jeget ikke er helt klart defineret. Netop fordi jeget er ægte, kan det ikke afrundes eller få slebet kanter. Det betyder også, at forfatteren hverken skåner sin mor eller sig selv i sit memoir, som serveres ærligt og bevæger sig ind i alle de kroge og snørklede gange, det menneskelige sind består af. De er kun to, men alligevel er der en form for treenighed, når relationen består af vi, hun og jeg. Viet er altid dem i deres symbiotiske og komplekse forhold.

Det er ikke uden grund, bogen har fået kultstatus i USA, og den kan anbefales til enhver som ønsker indsigt i relationer mellem mennesker – særligt mellem mor og datter. Samtidig er den oplagt til den New York-begejstrede læser, fordi forfatterens beskrivelse af de mange slentreture indrammer New Yorker-stemningen til perfektion.

Boganmeldelse: Lad os håbe på det bedste af Carolina Setterwall

Jeg fik bogen tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Lad os håbe på det bedste

Forfatter: Carolina Setterwall

Oversætter: Nete Harsberg

Udgivelsesår: 2019 (på dansk)

Sideantal: 359

Forlag: Hr. Ferdinand

Lad os håbe på det bedste er en knytnæve lige i solar plexus. Den rammer der, hvor det gør allermest ondt, og den slår luften ud af sin læser. Carolina Setterwall fortæller med en hjerteskærende ærlighed om at miste, om at føle skyld og om at være et menneske med fejl.

30-årige Carolina er en ubekymret, livsglad kvinde. Hun er projektleder med et sprudlende gemyt, mod på livet og glæder sig til alt det, det vil bringe hende – og hun gør sit til at planlægge det bedst. Hun forelsker sig i den mere tænksomme og forsigtige Aksel, og han forelsker sig i hende, men deres forskelligheder giver dem sommertider sammenstød, når den ivrige og utålmodige Carolina har svært ved at forstå sin tøvende kæreste og vice versa. Hun har så travlt med at livet “skal begynde”, og han er ofte tilfreds med tingenes tilstand. Carolina presser på, og hun er henrykt, da graviditetstesten en dag viser to streger. Aksel deler ikke umiddelbart begejstringen, men da Ivan kommer til verden, er Aksels kærlighed til sin søn ikke til at tage fejl af.

En morgen i 2014, da Ivan er 8 måneder gammel, vågner Carolina til et kæmpe chok. Hun har sovet på Ivans værelse, og da hun går ind i soveværelset finder hun Aksel kold og livløs. Den altid så målrettede og foretagsomme kvinde må nu finde sit ståsted i verden som enke og enlig mor. Det var ikke en del af planen.

Romanen foregår i to krydsende spor – et tilbageblik til tiden, hvor Carolina og Aksel møder hinanden, flytter sammen og bliver forældre og et nutidigt spor, som tager afsæt i Aksels dødsdag og i Carolinas forsøg på at genfinde sig selv i det nye liv. 

Lad os håbe på det bedsteer en knytnæve lige i solar plexus. Den rammer der, hvor det gør allermest ondt, og den slår luften ud af sin læser. Carolina Setterwall fortæller med en hjerteskærende ærlighed om at miste, om at føle skyld og om at være et menneske med fejl. 

“Undskyld, Aksel. Undskyld, at det er endt sådan her. Undskyld, at jeg var den, jeg var til sidst i vores forhold. Undskyld, at vi gled fra hinanden. Undskyld, at jeg gled fra dig. Undskyld, at jeg ikke kunne gøre dig lykkelig. Undskyld, at jeg ikke særlig tit sagde, jeg elskede dig. Undskyld, hvis du ikke følte dig værdsat. Undskyld, hvis jeg fik dig til at føle dig som et værdiløst menneske. Undskyld, at jeg stressede dig. Undskyld, at jeg ville bestemme alting. Undskyld, at jeg aldrig ventede på dig. Undskyld, at det ikke blev, som du ønskede. Undskyld, at jeg skældte ud. Undskyld, at du døde. Undskyld, undskyld, undskyld, undskyld, undskyld, undskyld, undskyld, undskyld, undskyld, undskyld.”

Det er nok den mest ægte kærlighedsberetning, jeg endnu har læst. Forfatteren simplificerer ikke sig selv eller sine relationer til andre. Vi får hele mennesket med alle de fejl og mangler, der er. Selv den boblende forelskelse er nuanceret og ikke det mindste idylliseret. For i modsætning til de fleste fortællinger om forelskelse, så oplever Carolina, at både indre og ydre konflikter opstår, når man skal hengive sig til et andet menneske og hun formår at påpege både egne og den nu afdøde Aksels fejl.

Jeg sank helt ind i hovedpersonens store sorg og hendes kamp for at få en almindelig hverdag, og kun sjældent har jeg kunnet genkende mig selv så meget i en roman.

“En anden kommentar, jeg får, er, at folk bliver “ramt” af min skæbne. De bliver ramt og mindet om livets skrøbelighed. En del af dem siger, at de i aften vil holde ekstra længe om deres mand og børn. Jeg forstår ikke, hvorfor de fortæller mig det. Jeg kan ikke se, hvad jeg skal med den oplysning, ud ud over over at blive mindet om, at jeg ikke selv kan gøre det samme. Jeg kan ikke holde ekstra længe om dig i aften, jeg holdt ikke ekstra længe om dig den sidste aften for to uger siden, og jeg vil vædde med, at alle dem, der nu tager hjem og krammer deres elskede ekstra hårdt, får lov at vågne op med dem i morgen også. For livet er ikke retfærdigt.”

Jeg har heldigvis aldrig oplevet et tab som Carolinas, men jeg kunne følge hendes evige tankemylder, hendes tendens til at analysere på verden og de mennesker, der omgiver hende og sidst men ikke mindst hendes behov for kontrol og vane med at tage styring. Vi får lov at følge hende i hendes ydmygelse, når hun desperat rækker ud efter andre mennesker, venner hun havde engang, for at undslippe den altoverskyggende ensomhed.

“Jeg har hverken råd eller kræfter til at være stolt lige nu. Jeg er så uendeligt træt af det her. Jeg ruller med resolutte skridt mit sovende barn hen mod caféen, hvor min veninde drikker kaffe. Jeg overvejer at lade som om, jeg ikke har set hendes billede på Instagram, men simpelthen bare er kommet herhen for at drikke kaffe. Jeg tænker, at det alligevel nok er bedst, hvis jeg giver lyd først. Jeg skriver overdrevet henkastet, at jeg er på vej, jeg kunne se på hendes billede, at hun sad ved vandet, at jeg alligevel skulle den vej og er der om et øjeblik. Jeg går så hurtigt, jeg kan. Da jeg er halvvejs, kommer der svar. Hun skriver, at der er ved at gå, hendes barn skal sove, han sover bedst derhjemme.”

Hun klinger sig fast til de relationer, hun kan, og frygten for at miste de nærmeste er lige så ubærlig, som det tab, hun allerede har lidt. Jeg mærkede klumpen i halsen og øjnene fugtedes, når jeg læste om hendes forhold til sin bror, som minder så meget om det, jeg selv har til min bror, at det næsten var skræmmende.

“Det er trygt at have ham der. Vi kan befinde os i hinandens nærhed i timevis uden at tale sammen. Han læser mig bedre end nogen anden, og vores kommunikation er ofte helt ordløs. Jeg sætter lige så meget pris på hans tilstedeværelse som på hans evne til ikke hele tiden at ville tale om alting. ”

[…]

“Der dufter af kaffe i entreen, og min bror, min elskede bror og bedste ven, tager imod mig med et kram. Jeg forsvinder i hans favn et øjeblik, lukker øjnene, græder, hulker, snøfter, vil ikke ud derfra.”

[…]

“Det går ikke, at I flytter. I må ikke. Det kan I ikke. Alting må forsvinde, alle kan forsvinde, bare ikke min bror. Ikke også ham. Nu har jeg ikke nogen tilbage. Nu er jeg helt alene.”

Der kan vist ikke være tvivl om, at jeg allerede har fundet første bog til dette års liste over de bedste læseoplevelser. Tak til Carolina Setterwall for at sætte ord på sin tragedie.

9 gode grunde til at læse

En læser i drømmeland. Det ligner egentlig, at mit hår er helt mørkt med en del gråt. Så er spørgsmålet, om vinteren virkelig har gjort mig så mørkhåret og om den seneste tid virkelig har givet grå hår ... Enten det, eller også har jeg brugt et vildt filter. :-D

Der har været stille her på bloggen lidt for længe, men hvor er jeg glad for at se, at den stadig trækker besøgende, som især klikker ind for at blive inspireret af mine læselister. Tak for jer og for at I holder ved – også når jeg har fraværende perioder. Det her er jo en bogblog, og det er bøgerne, det skal handle om, men når alt går skævt, går det både ud over læsning og særligt ud over formidlingen af det, jeg læser. Men jeg vil gerne tilbage, og jeg starter stille ud med denne liste, som jeg begyndte at brygge på for flere år siden.

1. Læsere lever længere

En undersøgelse fra Yale University viser, at selv en halv times boglæsning om ugen øger levealderen. I undersøgelsen levede de læsende deltagere i gennemsnit næsten to år længere end dem, der slet ikke læste. Jeg vil da også lige tilføje, at man jo får lov til at leve flere forskellige liv som læser – men den del kan jeg altså ikke lige bakke op med en videnskabelig undersøgelse. Resultaterne fra undersøgelsen kan findes lige her.

Skulle du have lyst til at læse en livsbekræftende bog, som giver mod på og lyst til et langt liv, så vil jeg virkelig anbefale At leve af Yu Hua, som jeg anmeldte lige her eller Som et muldyr der bringer flødeis til solen af Sarah Ladipo Manyika, som jeg anmeldte her.

2. Læsning kan hjælpe med at reducere stress

En undersøgelse fra University of Sussex viser, at helt ned til seks minutters læsning dagligt kan  reducere stressniveauet. Faktisk kan stressniveauet reduceres med hele 68 procent blot ved at læse. Resultaterne fra undersøgelsen kan findes lige her.

Skulle du have lyst til at læse en afstressende bog, så kan jeg virkelig anbefale alt fra Helle Helles hånd for eksempel Dette burde skrives i nutid, som jeg anmeldte her eller de fleste digtsamlinger for eksempel Pia Tafdrups Lugten af sne, som jeg har skrevet om her.

3. Læsning øger evnen til at løse en opgave empatisk

I har sikkert allerede hørt om undersøgelsen fra 2013, der viste, at læsere er mere empatiske. Desværre kunne disse resultater ikke helt genskabes, da tre andre forskere gjorde et forsøg, men til gengæld viste deres forsøg på at genskabe resultaterne, at læsere er mere tilbøjelige til at løse opgaver på empatisk vis. Og man kan da vel nok argumentere for at mennesker der løser opgaver empatisk rent faktisk ér empatiske. Men jeg vil lade forskerne slås om formuleringsspørgsmålet. I begge undersøgelser viser resultaterne, at læsning er med til at skabe og forbedre sociale færdigheder.

En bog der særligt har bragt mine empatiske (og sympatiske) evner i spil er Et lille liv af Hanya Yanagihara, som tog mig igennem hele følelsesregistret. Men også Robert Zolas Balloner forbudt, som lod mig se verden gennem et – for mig – vaskeægte røvhul.

4. Læsning bidrager til gode relationer

En undersøgelse fra 2008 viste, at narrativerne i litteraturen tilbyder en form for simulationer af den sociale verden gennem abstraktioner, simplifikationer og sammentrækninger. Den simulative oplevelse opstår når læseren er opslugt og forsøger at skabe forbindelseskæder mellem karakterernes handlinger og relationer. Derfor må læseren sætte sig i alle karakterers sted, hvilket bidrager til en bedre forståelse af alle dem, der ikke ligner læseren selv og af andres handlinger og reaktioner. Det er ifølge undersøgelsen grundlaget for gode relationer. Resultaterne fra undersøgelsen kan findes lige her.

Hvis du har lyst til at læse en bog med venskabelige, romantiske eller familiære forhold i centrum, kan jeg blandt andet anbefale Asymmetri af Lisa Halliday (som jeg skrev om her), Samtaler mellem venner af Sally Rooney (som jeg skrev om her) eller Arv og Miljø af Vigdis Hjorth (som jeg skrev om her).

5. Læsning hjælper os til at forstå os selv og verden

Det er ikke kun forholdet til andre, der kan forbedres ved læsningen. Faktisk viser denne undersøgelse fra 2011, at læsning bidrager til forståelsen af os selv. Undersøgelsen har særligt fokus på teenageres læsning og på, hvordan læsningen bidrager til deres forståelse af relationer, værdier, menneskets sind og psyke og giver dem redskaber til at begribe verden og konstruere den identitet, der vil følge dem ind i voksenlivet.

Nu er det jo et par år siden, at jeg var teenager, men ikke desto mindre mærker jeg selv at gavne af den indsigt jeg kan få i andres og mine egne reaktioner eller handlemønstre - for slet ikke at tale om andre kulturer. Her kan jeg særligt anbefale Americanah af Chimamanda Ngozi Adichie (som jeg skrev om her), Nike af Caspar Eric (som jeg skrev om her) og Valget af Sarah Engell (som jeg skrev om her).

6. Læsning er med til at mindske risikoen for demens

En undersøgelse fra 2010 viste, at læsning kan være med til at mindske risikoen for demens. I undersøgelsen sammenlignede man effekten af under 30 minutters læsning med over en times læsning, og resultaterne viste at mere end en times læsning dagligt kan være med til at forebygge demens. En af grundene er selvfølgelig, at vi træner hjernen, når vi forsøger at samle trådene i en historie hvadenten det er en vaskeægte krimi, hvor vi er stærkt optaget af at finde morderen, en klassisk roman, hvor vi forsøger at forstå baggrunden for vores hovedpersons handlinger eller et eventyr, hvor hjernen må opbygge imaginære universer. Resultaterne fra undersøgelsen kan findes lige her, og skulle du sukke efter en hjernevridende bog, kan jeg anbefale alt fra Murakamis hånd, men jeg er selv særligt glad for Hardboiled Wonderland og Verdens Ende, som jeg skrev om her.

7. Læsning har kognitive fordele

I denne undersøgelse argumenterer forskerne Annie Cunningham og Keith Stanovich for, at læsning ikke blot forbedrer de åbenlyse færdigheder såsom ordforråd og sproglig intelligens, men også at læsning generelt øger intelligensen og holder sindet frisk samt hindrer eller udskyder mental aldring.

Hvis du bare trænger til at blive mindet om din kærlighed til bøgernes verden, så vil jeg anbefale at få fat i bogelskerens kærlighedshistorie Barn af bøger af Oliver Jeffers og Sam Winston. Den skrev jeg om her.

8. Læsning fremmer aktivt medborgerskab

En canadisk undersøgelse fra 2008 viste, at der er en sammenhæng mellem læsning og social deltagelse i samfundet. De mest iøjnefaldende data var frivillige i forskellige organisationer, som bestod af hele 42 %, der kunne kategoriseres som læsere. Man undersøgte også hvor mange læsere, der kunne finde på at donere til velgørenhed, ofte hjælper en nabo og generelt føler et ansvar overfor deres medmennesker og det område, de bor i. Resultaterne viste en klar overvægt af aktivt medborgerskab blandt læsere. Resultaterne fra undersøgelsen kan findes lige her.

Jeg har ikke selv læst, Fordelene ved at være en bænkevarmer af Stephen Chbosky, men anmelderne sendte varme ord dens vej, så den kan du jo se nærmere på, hvis du trænger til at blive mindet om de mange intelligenser.

9. Skønlitteratur skaber åbne sind og kreativitet

Denne undersøgelse fra University of Toronto kunne med deres sammenligning af fiktion og faglitteratur fastslå, at skønlitteratur bidrager til kreative tankegange. I undersøgelsen så man, at læsere af skønlitteratur er mindre fastlåste i deres forståelser af verden og tilgange til løsninger, hvilket betyder at de er i stand til at tænke mere abstrakt. Forskerne kunne også påvise, at de udelukkende faglitterære læsere kunne være udfordret, når deres teoretiske viden skulle omdannes til praksis, fordi det kræver den kreativitet og omstillingsevne, som den skønlitterære læser har. Det er værd at nævne, at testen tog udgangspunkt i vante læsere.

Hvis du er på udkig efter skønlitteratur, som kræver lidt ekstra af din abstraktionsevne, så kan jeg igen anbefale Murakami, men jeg er også glad for dystopier, som bor i mig længe efter endt læsning, såsom 1984 af George Orwell eller Fagre nye verden af Aldous Huxley.

Sig det med bøger

Dette indlæg er skrevet i samarbejde med Bog & idé og må derfor markeres som reklame.

I slutningen af sidste år lancerede Bog & idé et koncept, som er så simpelt og samtidig helt genialt, at man kan undre sig over, at det ikke allerede fandtes. Online bogkøb har eksisteret længe, men i de fleste tilfælde kan man ikke få pakket sine køb ind, man kan ikke få dem leveret uden en faktura i kassen, hvor prisen springer lige i øjnene på modtageren og man kan heller ikke få vedlagt en lille note. Det kan man nu.

Sig det med bøger går i al sin enkelthed ud på, at man kan sende en boggave, hvor man selv udvælger et kort, skriver en tekst til kortet, får gaven pakket ind og så er det endda muligt at få leveret til døren samme dag.

Jeg har selv testet konceptet, men jeg må nok indrømme, at det havde været smart at teste ved at få sendt til sig selv for at få større indblik i selve leveringsprocessen, men det er  jo lidt sjovere at give gaver til andre end sig selv. Så jeg valgte at give en gave til en kær ven/tidligere kollega/PD-makker, reserve-familie i Tokyo/kunstnertype (kært barn har mange navne), fordi vi bor i hver sin ende af landet, så det var oplagt at sende en tanke hendes vej. Tanken var, at hun skulle have en helt bestemt og særligt udvalgt bog, som død og pine endnu ikke er en del af konceptet, så jeg måtte vælge en anden gave, og jeg tror faktisk, at jeg ramte rigtigt på trods. Mit største minus er derfor det begrænsede udvalg, men jeg ved, at de arbejder på at udvide det, så jeg spår stor succes for det nye koncept.

Bog & idé skriver selv, at det foregår i tre trin:

1. Du vælger gaven og modtageren

2. Du skriver kortet

3. Vi pakker ind og leverer gaven

Og det passede ganske rigtigt.

Den lokale Bog & idé stod for indpakningen og for at afsende varen. Nu valgte jeg en gave, som endnu ikke var udkommet, men ellers er der komplet valgfrihed for leveringsdatoen. Så man kan sagtens bestille en fødselsdagsgave i god tid til levering på selve dagen. Det er ikke kun bøger, man kan vælge. Det er også spil og hobbyartikler, så der er noget for enhver smag, og det kan gøres til samme pris, som en buket blomster ville koste at få sendt. Jeg kan rigtig godt lidt blomster, men hvis valget står mellem blomster og bøger, så er det nok boggaven der giver det største smil. Modtageren kan i øvrigt bytte gaven i alle landets Bog & idé-butikker, så man behøver ikke frygte at vælge forkert.

Du kan læse meget mere og se hele  udvalget lige her.